Før de olympiske lege i Berlin august 1936 skrev Danmarks største sportsavis, Idrætsbladet, der blev udgivet af Politiken, begejstret i en artikel, at »… det brændende spørgsmål overalt på kontor og fabrik, i skole og på arbejdsplads« var muligheden for at »skaffe sig ferie i begyndelsen af august«, og at folk dagligt talte sparegrisens indhold og afvejede »chancerne for og imod en rejse til det centrum for alverdens sport, som Berlin vil blive«.
Idrætsbladet hævdede sågar, at tyskerne arrangerede fredens olympiske lege, og redaktionen lod sig imponere af OL’s storslåede præg. Et karakteristisk eksempel er sportsjournalist Emil Andersen, der både var medlem af Danmarks Olympiske Komité og redaktør på Idrætsbladet, og som i sin bog fra 1936 skrev:
»I det hele taget var der meget lidt at udsætte på arrangementet og gennemførelsen af dette gigantiske atletikstævne. Og idrætsmændene sørgede for resten. De gjorde det til den store succes, som længe vil bevares i erindringen hos såvel deltagere som tilskuere«.
De tyske arrangører havde da også gjort alt for at gemme sig bag en pyntet facade, og tilrejsende tilskuere og idrætsfolk oplevede på nærmeste hold højdepunktet af propagandistisk selvfremstilling i Det Tredje Rige. Op til legene blev kampagner mod jøder indstillet, antijødiske indskrifter på mure og skilte blev malet over, og det stærkt racistiske dagblad Der Stürmer fik forbud mod at udkomme. OL skulle for alt i verden være en storslået fest, hvor værtslandet kunne præsentere sig som en fredelig og arbejdsom nation og påvirke en hel generation af unge eliteidrætsfolk, ledere og journalister.
MEGET TYDER PÅ, at de havde succes med deres satsning på at bruge sporten til at male et skønmaleri af det nazistiske samfund. Mange idrætsledere, trænere, atleter og journalister blev fascineret af og benovet over Det Tredje Riges idrætskultur og af, at en nation anså sporten for at være så vigtig. Under og efter OL i Berlin i 1936 udviklede der sig et tæt samarbejde mellem dansk og tysk idræt, som dannede grobund for det tætte idrætssamkvem, der opstod mellem Danmark og Tyskland fra 1940 til 1943 under besættelsen, hvilket historiker Hans Bonde har vist i sin bog ’Fodbold med fjenden’ fra 2006.
De olympiske lege i Berlin i 1936 blev en klar politisk sejr for det nazistiske regime, som demonstrerede, hvordan sportens fascinationskraft kunne bruges som skalkeskjul.
I dag har Qatar også set sit snit til at bruge sporten politisk. I 2010 fik landet tildelt værtskabet for VM i herrefodbold i 2022. Det har medført en hidtil uset debat om forholdet mellem sport og politik, som har fået vind i sejlene af især disse to grunde:
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
