Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Anden halvdel af Den Peloponnesiske Krig blev indledt med en heftig debat om Athens krigsstrategi. Det ene parti blev anført af Nikias, der mente, at man skulle gå forsigtigt frem, mens den yngre Alkibiades argumenterede for, at Athen skulle lægge en aggressiv linje over for Sparta og deres allierede.
Alkibiades fik sin vilje, og Athen gjorde klar til at sende en flåde på 150 skibe og 40.000 soldater i krig. Men kort før afrejsen fik alle statuer af guden Hermes i Athen fjernet ansigterne, og Alkibiades var blandt de mistænkte. Han blev kaldt tilbage til Athen, hvor han skulle for retten, men på vej tilbage forsvandt han på mystisk vis. I stedet drog han til Sparta og konspirerede mod sit eget flådeprojekt.
Det var første, men bestemt ikke sidste, gang Alkibiades skiftede tilhørsforhold.
Og så er der spørgsmålet om, hvem der reelt kan få noget ud af en stormagtskrig - måske en helt tredje end de stridende parter? I Den Peloponnesiske Krig var det i hvert fald en tredje magt, nemlig perserne, der endte med høste de største fordele af kampen mellem Sparta og Athen.
Værter er Anders Olling og Hans Erik Havsteen, og afsnittet er tilrettelagt af Simon Zacho.
