Målene skal være beboelse, ikke for eksempel havne eller flyfabrikker … Dette skal gøres helt klart, hvis det ikke allerede er forstået«. Direktivet i februar 1942 fra Royal Air Forces ledelse til Bomber Command – de britiske bombestyrker – var ikke til at tage fejl af. Helt specifikt var det industriarbejdernes boligkvarterer i Tysklands store industribyer, der skulle ødelægges, ikke fabrikker og militære mål.
Alt i en by eller et boligkvarter risikerede derfor at blive ramt.
Fra krigen i Ukraine får vi ofte nyheder om, at en beboelsesejendom, et hospital, en skole eller anden civil bebyggelse er ramt. Det er i mange tilfælde uklart, om bygningen har været målet, eller russernes præcisionsmissiler ikke er så præcise endda. Det russiske flyvevåben har også kastet en del gammeldags bomber, som ikke rammer meget mere præcist, end bomberne gjorde i Anden Verdenskrig. Men russerne har ikke så mange fly, at der kan blive tale om tæppebombning i stil med britiske Bomber Commands dengang. Da blev hele kvarterer verwüsted, som det blev kaldt: lagt øde som ørkener, på en enkelt nat. Det er vanskeligt at slukke en halv million brandbomber, der falder inden for halvanden time.
Royal Air Forces ordre fra februar 1942 byggede på udregninger, som Winston Churchills videnskabelige rådgiver lord Cherwell havde foretaget året før. Han vurderede, hvor mange bombefly England ville kunne producere i de følgende to år, hvor mange tons bomber de hver især ville kunne kaste i deres forventede korte levetid på gennemsnitligt cirka 14 togter, og hvor mange tyskere de ville kunne gøre hjemløse. Cherwell forventede, at resultatet ville blive, at omkring en tredjedel af den tyske befolkning ville miste hus og hjem. Han konkluderede: »Der hersker ikke megen tvivl om, at dette vil kunne knække deres vilje til at fortsætte krigen«.
Disse bombetogter, der blev givet ordre til i 1942, er ofte blevet udlagt som hævn for tyske bombardementer af Warszawa, Rotterdam og London. Men det var der faktisk ikke tale om. Bombetogter af denne art blev anset for at være den eneste realistiske mulighed for at stoppe den tyske produktion af våben og landets evne til at fortsætte krigen. Men metoden skulle altså være at knække industriarbejdernes moral snarere end at ødelægge deres arbejdspladser.
Hvis også fabrikkerne gik op i røg ved samme lejlighed, var det kun at betegne som en ekstragevinst, for det var ikke dem, bombekasterne i maskinerne skulle sigte efter. De triste erfaringer viste, at de alligevel ikke kunne ramme præcist.
Da Storbritannien i 1939 havde erklæret Hitlers Tyskland krig, var bombeflyene til at begynde med blevet sendt på togter med den klare og moralsk uangribelige intention kun at ramme militære mål. Besætningerne kunne få ordre til at ramme ikke blot en bestemt fabrik, men en bestemt bygning i den.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
