De allieredes bombefly over Tyskland gik efter civile mål

Målene skal være beboelse, ikke for eksempel havne eller flyfabrikker … Dette skal gøres helt klart, hvis det ikke allerede er forstået«. Direktivet i februar 1942 fra Royal Air Forces ledelse til Bomber Command – de britiske bombestyrker – var ikke til at tage fejl af. Helt specifikt var det industriarbejdernes boligkvarterer i Tysklands store industribyer, der skulle ødelægges, ikke fabrikker og militære mål.

Alt i en by eller et boligkvarter risikerede derfor at blive ramt.

Fra krigen i Ukraine får vi ofte nyheder om, at en beboelsesejendom, et hospital, en skole eller anden civil bebyggelse er ramt. Det er i mange tilfælde uklart, om bygningen har været målet, eller russernes præcisionsmissiler ikke er så præcise endda. Det russiske flyvevåben har også kastet en del gammeldags bomber, som ikke rammer meget mere præcist, end bomberne gjorde i Anden Verdenskrig. Men russerne har ikke så mange fly, at der kan blive tale om tæppebombning i stil med britiske Bomber Commands dengang. Da blev hele kvarterer verwüsted, som det blev kaldt: lagt øde som ørkener, på en enkelt nat. Det er vanskeligt at slukke en halv million brandbomber, der falder inden for halvanden time.

Royal Air Forces ordre fra februar 1942 byggede på udregninger, som Winston Churchills videnskabelige rådgiver lord Cherwell havde foretaget året før. Han vurderede, hvor mange bombefly England ville kunne producere i de følgende to år, hvor mange tons bomber de hver især ville kunne kaste i deres forventede korte levetid på gennemsnitligt cirka 14 togter, og hvor mange tyskere de ville kunne gøre hjemløse. Cherwell forventede, at resultatet ville blive, at omkring en tredjedel af den tyske befolkning ville miste hus og hjem. Han konkluderede: »Der hersker ikke megen tvivl om, at dette vil kunne knække deres vilje til at fortsætte krigen«.

Disse bombetogter, der blev givet ordre til i 1942, er ofte blevet udlagt som hævn for tyske bombardementer af Warszawa, Rotterdam og London. Men det var der faktisk ikke tale om. Bombetogter af denne art blev anset for at være den eneste realistiske mulighed for at stoppe den tyske produktion af våben og landets evne til at fortsætte krigen. Men metoden skulle altså være at knække industriarbejdernes moral snarere end at ødelægge deres arbejdspladser.

Hvis også fabrikkerne gik op i røg ved samme lejlighed, var det kun at betegne som en ekstragevinst, for det var ikke dem, bombekasterne i maskinerne skulle sigte efter. De triste erfaringer viste, at de alligevel ikke kunne ramme præcist.

Da Storbritannien i 1939 havde erklæret Hitlers Tyskland krig, var bombeflyene til at begynde med blevet sendt på togter med den klare og moralsk uangribelige intention kun at ramme militære mål. Besætningerne kunne få ordre til at ramme ikke blot en bestemt fabrik, men en bestemt bygning i den.

Den første by, Bomber Command ramte, var danske Esbjerg. Det skete allerede 4. september 1939. Den 2-motorede Wellington var startet fra East Anglia for at bombe en tysk havn. Men navigationsproblemer fik flyet ind over Esbjerg, hvor bomberne blev kastet i den tro, at besætningen befandt sig over Tyskland.

Præcisionen var ikke imponerende, bomberne ramte nemlig ikke havnen, men beboelse et stykke derfra, hvor en kvinde omkom som det første civile offer for et allieret bombeangreb under Anden Verdenskrig. Det var slet ikke så enkelt at gennemføre en bombekrig, som man havde forestillet sig.

Man gjorde sig desuden hurtigt den bitre erfaring, at bombefly, der ikke blev eskorteret af jagerfly, led så store tab, at angreb ikke lod sig gennemføre. Royal Air Force rådede over de berømte Spitfires og Hurricanes, fine jagerfly, men de var primært beregnet til forsvar af England og havde derfor ikke rækkevidde til at nå Tyskland. Manøvredygtige jagere med stor rækkevidde blev i det hele taget anset for at være en teknisk umulighed.

Bomber Command følte sig derfor allerede i 1939 nødsaget til at lade sine flyvere gemme sig i natten. Men natten skjulte så også byerne i det mørkelagte Tyskland meget effektivt. Før krigen havde luftfartsmyndigheder i USA og Europa arbejdet med at opstille lysfyr, som erfarne luftkaptajner i rutefly kunne følge på deres natlige luftruter. Der blev eksempelvis stillet otte op mellem København og Rødby. Andre på den anden side af Femernbælt ledte Det Danske Luftfartsselskabs fly mod Hamburg og Hannover og videre ud i Europa. Byernes lys hjalp også piloterne med at fastslå deres position.

NU FORESTILLEDE ROYAL AIR FORCE sig, at styrkens unge kamppiloter med langt færre flyvetimer, end de civile luftkaptajner havde, skulle kunne finde vej i bælgravende mørke over lange afstande og uden kendskab til det lokale vejr i Tyskland. Det var de, ikke overraskende, ikke i stand til.

En detaljeret undersøgelse fastslog i 1941, at kun en femtedel af bomberne ramte inden for en radius af 8 kilometer fra målet. På mørke nætter med nymåne var det kun 6 procent. Bomber Command kunne gøre regnestykket op i efteråret 1941. Det havde kostet omkring 1.000 bombemaskiner at ramme stort set ingenting, i hvert fald slet ikke noget, der på nogen måde ødelagde Tysklands evne til at føre krig.

Men der var intet alternativ til at vinde krigen, uanset hvor umuligt det så ud i efteråret 1941. Ingen plan B, intet kompromis. Hitlers Tyskland havde startet en erobringskrig, hvor civile i stort tal blev slået ihjel helt planlagt og uden hæmninger. Diktaturets hære havde frem til efteråret 1941 besat store dele af Europa og rykkede længere ind i Sovjetunionen og frem i Nordafrika, mens ubådene hærgede i Atlanterhavet.

Storbritannien var på det tidspunkt det eneste demokrati, der kæmpede mod diktaturet, men landet havde slet ingen udsigt til at vinde krigen til lands eller vands. Skulle Tyskland rammes direkte, rådede landet kun over Bomber Command – om end denne styrke altså slet ikke havde levet op til de forventninger, man havde haft til den.

Derfor fik Bomber Command sin nye ordre i februar 1942. Der skulle investeres mere i bombekrigen, bygges nye og større 4-motorede bombefly, anlægges flere flyvepladser, uddannes flere besætninger, og taktikken måtte justeres efter den teknologiske formåen. Det eneste, briterne realistisk set kunne håbe på at ramme, var hele byer eller bykvarterer.

Så tvunget af omstændighederne gik Storbritannien over til at bombe, hvad man ville kalde civile mål. Men i den moderne industrielle storkrig var det svært at skelne. Fronten og millionhærene var afhængige af hele civilsamfundets produktion og logistik. Sønnen var i uniform, far og mor forsynede ham med våben – for nu at sætte det meget enkelt op. Alle tre var de en forudsætning for, at Nazityskland kunne gennemføre sine erobringer.

Lübeck blev det første mål for den nye strategi, da byen i marts 1942 for første og eneste gang blev udsat for et større luftangreb. Den gamle hansestad havde ingen væsentlig krigsmæssig betydning, men var i kraft af sin beliggenhed tæt på kysten let at finde om natten.

Med sine mange gamle huse var byen let at stikke i brand. Der var kun få luftværnskanoner ved Lübeck, og angrebet kunne derfor gennemføres fra en lav flyvehøjde, som ville være selvmord over de tyske industribyer. Lübeck var blot et moralstyrkende taktisk forsøg. Bomber Commands nye chef, Arthur Harris, havde et stærkt ønske om at demonstrere over for den britiske offentlighed og flyverne selv, at de kunne præstere noget. Set med britiske øjne lykkedes forsøget over al forventning. 30 procent af Lübeck brændte ned.

Gennem resten af 1942 udviklede Bomber Command nu gradvist den taktik, som blev anvendt ved alle styrkens større angreb resten af krigen. En kombination af spræng- og brandbomber var det centrale i den. Sprængbomberne blev efterhånden store på 2 eller flere tons. Trykbølgen fra dem kunne vælte et større hus, men også – og vigtigere – flå tagsten af og knuse ruder i et stort område. Brandbomberne var nemlig afgørende, og hullerne i tagene og de manglende ruder sikrede godt med gennemtræk i huse og på lofter, hvilket pustede til ilden.

Den mindste brandbombe var en stavbrandbombe, som vejede knap 2 kilo. Den kunne slukkes relativt nemt, men i cirka 10 procent af disse bomber var der en sprængladning som i en håndgranat. Det skulle gøre boligblokkenes brandvagter – typisk ældre mænd og unge piger – mindre tilbøjelige til at nærme sig en heftigt brændende bombe på ejendommens loft. De vidste jo aldrig …

En anden type brandbombe på 15 kilo spredte brændende fosfor, som klistrede til huden. Den havde »stor virkning på moralen«, som chefen for Bomber Command, Arthur Harris, udtrykte det.

UNDER DE TRE ANGREB PÅ BERLIN sidst i november 1943 blev der to nætter sendt omkring 400 bombefly af sted, den tredje 764. Sammenlagt blev der under disse tre angreb kastet over en million stavbrandbomber, omkring 50.000 fosforbomber og flere tusinde sprængbomber i forskellig størrelse. I dag har selv de største flyvevåben i verden slet ikke den ødelæggelseskapacitet, Bomber Command var i besiddelse af fra 1943 og frem – når vi ser bort fra atomvåben.

Under de tre nævnte Berlin-angreb i november 1943 blev 359.158 lejligheder og enfamiliehuse mere eller mindre ødelagt. 3.756 mennesker blev dræbt og 9.907 såret. 417.665 blev hjemløse i længere tid, mens 36.391 blev vurderet til at kunne flytte hjem inden for maksimalt fire uger. Men en dræbende ildstorm som den, der opstod i en del af Hamburg under et af fire angreb i sommeren 1943, formåede Bomber Command ikke at skabe. Det var heller ikke altid, de britiske bombefly i det hele taget fandt Berlin i mørket den vinter, selv om man efterhånden udviklede radar og andre tiltag for at hjælpe flyverne med navigationen.

Efterhånden begyndte Bomber Command at lægge nogle timer mellem to angrebsbølger, så brandfolk blev fanget i bomberegnen under det sidste angreb og dermed forhindret i at slukke brandene. Denne taktik blev brugt mod Dresden ved det senere så berygtede bombeangreb 13. februar 1945. Det blev dog hverken planlagt eller gennemført anderledes end andre store britiske angreb. Det var et sammenfald af faktorer, som skabte forudsætningerne for, at ildstormen opstod: Luften var tør, vejret klart, så målet stod tydeligt, byens luftskyts var flyttet til Østfronten, og det blev derfor muligt at koncentrere angrebet bedre end de fleste andre. Et lignende angreb på Chemnitz et par nætter efter havde slet ikke samme dræbende virkning.

De strategiske amerikanske luftstyrker i England var i 1943 blevet tilstrækkeligt store til, at US Army Air Forces kunne forsøge at flyve langt ind over Tyskland. Deres filosofi mindede om den, briterne havde fulgt i krigens første år: Krigsvigtige mål – olieanlæg, fly- og våbenfabrikker, jernbanestationer – skulle sættes ud af spillet, først og fremmest med sprængbomber. De skulle kastes i dagslys med et nyt præcist bombesigte, og de svært bevæbnede amerikansk bombefly skulle beskytte hinanden i store formationer.

En B-17 Flying Fortress (flyvende fæstning) kunne som en konsekvens af sine mange maskingeværer og besætningsmedlemmer kun bære halvdelen af den bombelast, en britisk Lancaster kunne klare, men teorien forudså, at de amerikanske bomber ville gøre mere skade, fordi de netop ramte de mål, som var udpeget. Herudover kunne amerikanerne holde den moralske fane højt, da de med rette kunne hævde, at de sigtede på militære mål.

Teorien holdt bare ikke i praksis. Amerikanerne havde også navigationsproblemer i det lunefulde og skyede europæiske vejr. Og de ramte langtfra altid det, de havde forestillet sig. Ved et angreb på Friedrichstrasse-stationen i Berlin i foråret 1944 kastede 580 amerikanske bombefly 709 tons spræng- og 697 tons brandbomber, heraf en del fyldt med napalm. Ikke én bombe ramte denne vigtige station i Berlins infrastruktur!

ALLEREDE I 1943 erfarede amerikanerne, at de tyske jagerfly fløj gennem projektilregnen fra bombeflyenes maskingeværer og skød de ’flyvende fæstninger’ ned i foruroligende stort tal. Men USA stod for halvdelen af verdens industriproduktion, og landets voldsomme produktion af fly og dets store uddannelsesprogram gjorde det alligevel muligt at erstatte tabene og udvide luftstyrkerne. Desuden udviklede firmaet North American jageren P-51 Mustang med en hidtil uset rækkevidde til at beskytte bombeflyene og evnen til at nedkæmpe Luftwaffes jagerfly langt inde over Tyskland.

Således fik amerikanerne alle tab og vanskeligheder til trods nærmest standset den tyske produktion af benzin i løbet af 1944. Desuden fik de reduceret Luftwaffes effektivitet mærkbart. Men mod krigens slutning blev amerikanske bombemaskiner – der var så mange af dem, der var så få industrielle mål tilbage – i en række tilfælde sat til at bombe generelt over tyske byer. Et virkeligt skråplan i forhold til forestillingen om, at de sigtede på strengt militære mål. En del amerikanske flyvere brød sig ikke om denne udvikling, andre mente, at tyskerne blot høstede, hvad de havde sået.

Den samtidige propaganda i de krigsførende lande – uanset hvilken side de var på – yndede at fortælle, at fjendens bombardementer blot havde den virkning, at folk stod sammen mod truslen. Krigsmoralen blev nærmest styrket af bombernes ødelæggelser. Det kunne måske være rigtigt, når det gjaldt folk, der boede langt fra de bombede byer. Men de direkte ofre for hårde bombardementer blev slidt psykisk op.

Politikens korrespondent i Berlin under Anden Verdenskrig, Henning V. Ringsted, registrerede apatien, som bredte sig i byens befolkning. The United States Strategic Bombing Survey – en grundig undersøgelse foretaget efter krigen – kom frem til, at de allieredes bombardementer i stærk grad underminerede tyskernes vilje til at kæmpe, men gøre oprør eller give udtryk for deres utilfredshed kunne de ikke. Den mindste tilkendegivelse af mistro til naziregimet eller manglende tro på sejren kunne føre til anbringelse i kz-lejr eller direkte dødsstraf.

Anden Verdenskrig var den første konflikt, hvor enkelte store lande – Storbritannien og USA – skaffede sig de tekniske forudsætninger for at føre strategisk luftkrig. Det var en ny og uprøvet måde at føre krig på. Forventninger til den var store – ikke mindst blandt officerer i de forskellige landes flyvevåben. Mange forestillede sig, at krigen kunne vindes alene af bombefly, der ødelagde fjendes vilje til og/eller de industrielle forudsætninger for at føre krig. Briternes og amerikanernes strategiske luftstyrker opnåede ikke at leve op til disse ambitioner, og bombekrigen mod Tyskland har i flere tilfælde været fremstillet som virkningsløs. Tilmed moralsk angribelig, i det omfang målene var civile.

De strategiske bombefly bidrog alle luftkrigens problemer til trods ikke desto mindre til den generelle nedslidning og belastning af den tyske krigsøkonomi. Luftforsvaret krævede enorme ressourcer og meget personel. Tyskland kom til at mangle flere og flere råstoffer, reservedele, værktøjer og alt mulig andet. Og det blev rent logistisk vanskeligere og vanskeligere at flytte våben og forsyninger rundt i landet. For at nævne et eksempel udviklede Luftwaffe sidst i krigen nogle få jetjagere – frygtindgydende kampfly, men deres motorer holdt kun få timer, før de var slidt op. Metallegeringerne var for dårlige, og de tyske jetfly gjorde dermed ingen forskel.

Mens disse linjer skrives i begyndelsen af 2023, er der næsten dagligt reportager om russiske luftangreb på civile mål og infrastruktur i Ukraine. Angrebene udføres hovedsageligt med mere eller mindre præcise missiler, der rammer en boligblok her eller en transformatorstation der. De russiske luftangreb på det ukrainske samfund udnævnes både af ukrainere og de fleste kommentatorer i Vesten til at være terrorbombardementer. Ordet ’krigsforbrydelse’ bliver jævnligt brugt. Rusland er aggressoren, landets forsøg på at knække ofret med angreb på civilsamfundet kaldes derfor terror.

Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels, betegnede de allierede bombardementer af tyske byer som terror. Hvis man isoleret skal beskrive dem med den terminologi, der i dag anvendes om de russiske luftangreb på Ukraine, var de det også. Men de strategiske britiske og amerikanske luftstyrkers indsats bør ikke betragtes isoleret.

De var et tandhjul i en stor international krigsmaskine, der set fra et demokratisk synspunkt måtte sættes ind for at standse en langt værre terror, der hærgede i Europa. I praksis helliger målet i rigtig mange tilfælde midlerne, når krigen først er i gang, og specielt når den ene part – også blandt demokratier – føler sig presset ud i en overlevelseskamp. Sådan er det, alle gode intentioner om mere human krigsførelse til trods.