I begyndelsen af 1944 rejste en oberst fra den amerikanske hær rundt til de fronter i stillehavsområdet, hvor USA’s stridskræfter var i aktiv kamp med den japanske modstander. Han var på en ganske særlig mission. Som chef for Den Militære Efterretningstjenestes Sprogskole i Minnesota skulle han se, hvordan hans studerende, hovedsagelig andengenerationsindvandrere af japansk afstamning, også kaldet nisei, klarede sig i felten. Han var meget tilfreds.
De japansk-amerikanske sprogeksperter blev anvendt til at afhøre krigsfanger, men der var også brug for dem, når japansk radiokommunikation skulle aflyttes, eller når erobrede dokumenter skulle oversættes. Uden deres unikke kundskaber ville det have været umuligt at opnå indsigt i fjendens hensigter med den nødvendige hast. Alle grene af det amerikanske militær – hær, flåde og marinekorps – havde nisei placeret i centrale funktioner, og det samme gjaldt USA’s allierede englænderne og australierne.
»De tidligere studerende fra sprogskolen yder substantielle bidrag til krigsindsatsen«, skrev obersten efterfølgende med slet skjult stolthed i en rapport.
»Deres indsats er helt uundværlig og kan ikke gennemføres på tilfredsstillende vis af nogen andre«.
Selv talte han japansk med tydelig skandinavisk accent, for han var dansker. Han hed Kai E. Rasmussen.
Rasmussen er en af de udvandrere, som har gjort størst forskel i det store udland uden nogensinde at blive anerkendt for det hjemme i Danmark. Men i det amerikanske militær har der aldrig været tvivl om hans betydning. Han var en nøgleperson i beslutningen om at bruge nisei i den amerikanske krigsindsats, og han havde dermed afgørende betydning for krigen mod Japan.
General Charles Willoughby, den højest placerede amerikanske efterretningsofficer i det sydvestlige Stillehav, er citeret for at tillægge rekrutteringen af nisei en strategisk betydning, der kan måle sig med atombombens:
»Nisei reddede en million liv og forkortede krigen med to år«.
Det var måske overdrevet, men en anden højtstående officer, der arbejdede med de japanskamerikanske sprogofficerer ved fronten, havde også kun ros tilovers:
»Hver eneste af dem var lige så meget værd som et helt kompagni infanterister«.
En tilfangetagen japaner bliver afhørt af Bud Mukai fra den amerikanske hær på øen Leyte i Filippinerne.
Omtrent samtidig med Rasmussens rundrejse i regionen blev et blodigt slag afgjort netop ved hjælp af de særlige kundskaber, som studerende fra hans sprogskole rådede over. I landsbyen Nhpum Ga i Burma var amerikanske styrker omringet af japanerne, og det hele så sort ud.
De amerikanske soldater havde gravet sig ned og ventede nu på, at den japanske modstander ville angribe fra sine stillinger kun nogle få meter borte.
Efter at mørket var faldet på, kravlede en japansk sprogofficer tilknyttet de amerikanske styrker, Roy Hashimoto, ud i ingenmandsland og overhørte brudstykker af samtaler, som japanerne havde med hinanden. På den måde fik han nys om, at japanerne planlagde et overraskelsesangreb ved daggry. Han alarmerede de amerikanske styrker, som i al stilhed evakuerede de forreste stillinger og i stedet placerede lureminer i dem.
Da japanerne angreb den følgende morgen, stormede mange af dem ned i de tomme amerikanske stillinger og blev dræbt af lureminerne, inden de opdagede, at de var blevet narret. Midt i det kaos, der begyndte at udvikle sig, råbte Hashimoto af sine lungers fulde kraft »Ryk frem!« på japansk, og de japanere, der ikke var blevet dræbt eller såret, bevægede sig fremad, lige ind i en mur af amerikansk ild.
Det var med til at afslutte kampen ved Nhpum Ga til amerikanernes fordel.
Det var et konkret eksempel på den nytte, som Rasmussens japanske sprogskole i Minnesota repræsenterede. Men at en dansker overhovedet skulle få andel i den type dramatiske begivenheder så langt fra sin hjemstavn, lå oprindelig slet ikke i kortene.
»Nisei reddede en million liv og forkortede krigen med to år«
General Charles Willoughby
Kai Eduard Rasmussen blev født i en velhavende landmandsfamilie på Bøgeskovgaard i Helsinge 26. november 1902. Han var spejder og tog realeksamen med middelmådige karakterer fra Frederiksborg Statsskole i 1918. Han havde vanskeligt ved at finde beskæftigelse i Danmark, men læste så, at man kunne tjene 5 dollars om dagen på de amerikanske Ford-fabrikker, og i efteråret 1922 ankom han til USA. Succesen lod dog vente på sig. Den første tid gik med jobs som karl på en gård, opvasker på en restaurant og løsarbejder på en klaverfabrik.
Militæret tiltrak ham, og han søgte ind i både flåden og marinekorpset, men blev afvist begge steder. Hæren godtog ham til sidst, og efter en kort periode på Schofield-kasernen på Hawaii blev han allerede i 1924 optaget på den prestigefulde officersskole West Point. Efter sin færdiguddannelse fik han forskellige funktioner, blandt andet tre år på fæstningsøen Corregidor i Filippinerne, der på det tidspunkt havde status som en slags amerikansk koloni.
I den periode, som skulle blive bestemmende for hele resten af hans karriere, nemlig årene 1936 til 1940, var han assisterende militærattaché ved den amerikanske ambassade i Tokyo. Tiden brugte han til at lære sproget og til at sætte sig ind i, hvad der rørte sig inden for det japanske militær. Hovedparten af Rasmussens tid i Japan faldt sammen med de første voldsomme år af krigen i Kina, og han vendte tilbage til USA med en overbevisning om, at den militante japanske imperialisme før eller siden ville støde sammen med amerikanske interesser.
Kai E. Rasmussens indsats under Anden Verdenskrig er stort set ukendt i Danmark, selv om han bevarede kontakten med sit hjemland.
Sammen med ligesindede udførte han et omfattende lobbyarbejde for at få japansk sprogundervisning indført inden for rammerne af det amerikanske militær, inden det var for sent. Det lykkedes dem at opnå et lillebitte budget på 2.000 dollars. Det var ikke meget, men resultatet var, at det første hold på 60 elever gik i gang allerede i sommeren 1941, flere måneder før USA’s indtræden i krigen.
Angrebet på Pearl Harbor i december 1941 betød, at Rasmussen fik overbevist de fleste om behovet for japanske sprogeksperter. Til gengæld var det en udfordring at finde et blivende sted for sprogskolen. En voldsom antijapansk stemning bredte sig i USA, og langs Vestkysten blev amerikanere af japansk etnicitet placeret i store interneringslejre. I den atmosfære ville en række delstater slet ikke huse en militær uddannelsesinstitution med et stort antal japanskamerikanere.
Til sidst faldt valget dog på Camp Savage i Minnesota. Rasmussen blev skolens første chef, og han fortsatte i den funktion frem til 1946. Han blev kendt som en dygtig administrator, der sørgede for at interviewe hver eneste af de omtrent 6.000 nisei, der gennemgik undervisningsforløbet i krigsårene.
Efterhånden som de første nisei var klar, blev de sendt til Stillehavet. Rasmussen forberedte dem på, hvad der var i vente.
»Man regner med tab på omkring 75 procent«, sagde han til to af skolens elever. Begge kviede sig ved de udsigter, men de endte alligevel med at komme af sted.
»Vi blev vel nærmest tvunget til at melde os frivilligt«, sagde en af dem mange år efter krigen.
Nogle af de første færdiguddannede nisei deltog i generobringen af øen Attu i det nordlige Stillehav i maj 1943. En af dem, George T. Hayashida, fortalte, hvordan japanske soldater havde gemt sig i grotter, og han måtte kravle ind i mørket og overtale dem til at overgive sig.
»Det eneste, jeg havde, var en lommelygte og en kaliber .45 pistol«, sagde han senere.
»Så da ti af dem efter langvarige diskussioner gik med til at kapitulere, trak jeg vejret betydeligt lettere«.
»Vi kæmper to kampe herude. Den ene mod japanerne, den anden mod fordomme«
Japanskamerikansk soldat
Masami Tahira, en sprogekspert på øen Bougainville nordøst for Australien, læste i en erobret japansk dagbog om, hvordan en tilfangetaget amerikansk pilot var blevet halshugget med samuraisværd. Fra da af sørgede han for altid at have en ekstra patron i lommen, som han i yderste nødsfald ville bruge på sig selv:
»Jeg vidste, at den ville gøre nytte på den grumme måde, hvis det skulle blive nødvendigt«.
Ikke alle nisei kom til Stillehavet. To japanske sprogofficerer tilbragte en længere periode på et sparsomt udstyret kontor i New York, hvor de blev sat til at oversætte ekstremt tekniske dokumenter fra japansk til engelsk.
»Ofte tog det en hel dags research bare at identificere et enkelt ord«, sagde en af dem senere. Først i august 1945 fandt de ud af, at de havde arbejdet for Manhattan-projektet, den ultrahemmelige bestræbelse på at udvikle en atombombe.
Imens rejste Rasmussen rundt til lejrene, hvor japanskamerikanere blev holdt interneret, for at finde rekrutter.
»Den adfærd, som nisei lægger for dagen i den aktuelle krise, vil afgøre den krise, som amerikanske borgere af japansk oprindelse går i møde«, sagde han til Manzanar Free Press, en lejravis.
Alligevel oplevede mange af dem uvilje og mistro ude i felten hos andre amerikanere.
»Vi kæmper to kampe herude«, sagde en af dem.
»Den ene mod japanerne, den anden mod fordomme«.
Tilliden blev efterhånden styrket, og de japanske specialister havde tilsyneladende også en vis indflydelse på de amerikanske planer om, hvordan efterkrigstidens Japan skulle forme sig. John Fujio Aiso, der var blevet headhuntet til skolen af Rasmussen, blev beordret til at forberede en rapport om emnet. Rapporten indeholdt mange forslag, som senere blev ført ud i livet, herunder en bibeholdelse af kejsersystemet kombineret med en grundlov, der garanterede individets rettigheder og begrænsede militærets indflydelse.
John Aiso blev headhuntet af Kai Rasmussen og fik stor indflydelse på indretningen af efterkrigstidens Japan.
»En kilde til viden, der alt for ofte bliver overset, er indfødte amerikanere af japansk herkomst«, sagde en embedsmand efterfølgende.
Rasmussens egen efterkrigstid blev begivenhedsrig. Han fortsatte sin karriere i USA’s væbnede styrker, blandt andet som militærattaché i Norge og som højtstående efterretningsofficer i Fjernøsten. Han blev pensioneret i 1960’erne og var frem til sin død i 1988 tit tilbage i Danmark. I sommeren 1978 deltog han i 60-års jubilæet for sin realskoleeksamen.
»Det er glædeligt, at en gammel elev har gjort det så godt i det fremmede«, sagde rektor i den anledning – uden nok helt at vide, hvor rammende hans bemærkning egentlig var.
