Kontrafaktisk: Konvolut i kløvermark gemte på mirakel

Den Amerikanske Borgerkrig begyndte, da sydstatsgeneralen Pierre Beauregard (1818-93) 12. april 1861 åbnede ild mod Fort Sumter i Charleston, South Carolina, som faldt efter to dages beskydning. I ugerne derefter forlod yderligere 4 stater unionen, hvilket bragte konføderationens (de oprørske sydstater) samlede medlemstal op på 11.

Da den øverstkommanderende for hele sydstatshæren, general Robert E. Lee (1807-70), invaderede Nordstaterne i den første uge af september 1862, så det således forholdsvis sort ud for præsident Abraham Lincoln (1809-65) og hans hærchef, general George B. McClellan (1826-85). Kort tid forinden havde unionen tabt endnu et slag ved Bull Run, og igen havde nordstatssoldaterne måttet trække sig tilbage til hovedstaden Washington.

Det var et sviende nederlag, for sydens Stonewall Jackson (1824-63) havde kun haft ca. 55.000 mænd under sin kommando, mens den besejrede general John Pope (1822-92) havde haft 75.000. Præsident Lincoln og general McClellan havde altså brug for intet mindre end et mirakel for at standse Robert E. Lee, der var på vej mod Harpers Ferry nordvest for Washington i fuldt firspring.

Miraklet dukkede op i form af en gullig konvolut i en kløvermark lidt uden for Frederick, Maryland. En nordstatsenhed havde fundet den, og mens soldaterne fornøjede sig med de cigarer, som konvolutten indeholdt, interesserede officererne sig mere for papiret, de var pakket ind i: general Robert E. Lees Særordre nr. 191, som pr. ordonnans var blevet udsendt til de enkelte generaler, så de vidste, hvor de selv såvel som deres kolleger skulle rykke hen.

Ren skødesløshed måtte være grunden til, at disse ordrer nu var faldet i fjendens hænder. Under alle omstændigheder kunne general McClellan nu se, at sydstatsgeneralen Lee havde valgt at sprede sine styrker i fem adskilte enheder frem for at rykke frem i én samlet gruppe. Stonewall Jackson skulle eksempelvis rykke mod Sharpsburg, mens general J.G. Walker (1821-93) skulle krydse Potomac-floden med det samme for at indtage Loudoun Heights. McClellan udtrykte sin tilfredshed med oplysningerne således: »Hvis jeg på baggrund af disse oplysninger ikke kan slå ’Bobbie Lee’, drager jeg frivilligt hjem«.

Meget hurtigt efter at general McClellan havde opsnappet modstanderens særordre, begyndte han at rykke rundt på sine egne tropper, men selv om han altså havde fået en helt enestående chance for at læse fjendens tanker, formåede den overforsigtige general ikke at udnytte situationen. Det afgørende slag fandt sted ved Antietam 17. september 1862 og kostede mere end 26.000 dræbte, sårede og savnede – den blodigste dag i amerikansk historie.

McClellan formåede at hive en kneben sejr hjem på slagmarken, men måtte efterfølgende forlade jobbet som hærchef, fordi Lincoln var af den overbevisning, at hans overlegne styrker kunne have knust Lees sydstatshær fuldstændig. I stedet invaderede Lee i juni 1863 igen norden, og selv om det kort efter lykkedes nordstatshæren at vende krigslykken ved Gettysburg, rasede borgerkrigen videre frem til april 1865, hvor Robert E. Lee endelig overgav sig til general Ulysses S. Grant (1822-85). Fem dage senere blev præsident Lincoln myrdet under en teaterforestilling.

Foto: Wikimedia Commons

Som præsident var Abraham Lincoln ikke indædt modstander af slaveri; derimod var han stærk tilhænger af at holde sammen på sin union. Men da de rebelske sydstater jo havde løsrevet sig for at kunne videreføre deres slaveøkonomi, ønskede Lincoln nu at frigive slaverne på hele det nordamerikanske kontinent inklusive de løsrevne stater for at sende et signal til omverdenen om, at krigen for Nordstaternes vedkommende var en moralsk kamp mod slaveriet. Storbritannien havde afskaffet slaveriet i kolonierne i 1833, og Danmark havde i 1848 frigivet slaverne på De Vestindiske Øer. Men Lincoln havde brug for en militær sejr for med en vis politisk vægt at kunne proklamere slavernes frigivelse.

McClellans begrænsede succes ved Antietam 17. september 1862 gav Lincoln den længe ventede sejr. Allerede fem dage senere udsendte præsidenten en foreløbig proklamation, hvori slaverne blev frigivet pr. 1. januar 1863. I praksis var Lincolns proklamation ikke meget værd: Den gjaldt pudsigt nok ikke for de slavestater, som enten kæmpede på unionens side eller var blevet erobret af Nordstaterne, og de oprørske sydstater anerkendte den naturligvis ikke. Alligevel fik proklamationen stor betydning, for den førte til det 13. tillæg til den amerikanske forfatning (den egentlige officielle afskaffelse af slaveriet), som blev indført i 1865, efter at Nordstaterne havde vundet borgerkrigen.

Hvis McClellan og hans hær var blevet løbet over ende af Lees styrker ved Antietam, havde Lincoln ikke haft en militær sejr som rygdækning, og derfor ville han ikke have kunnet udsende proklamationen om slavernes frigivelse. I stedet ville han nok have været travlt optaget af en for unionen meget beklagelig udvikling i forholdet til Europas to stormagter, Storbritannien og Frankrig.

Allerede efter Nordstaternes nederlag i Syvdagesslaget i slutningen af juni 1862 havde den franske kejser Napoleon 3. (1808-73) bedt sin udenrigsminister forhøre sig hos briterne, om »de ikke også var af den holdning, at tiden nu var inde til at anerkende Sydstaterne«. Storbritanniens premierminister lord Palmerston (1784-1865) kunne udmærket se det fornuftige i det franske forslag.

Da Abraham Lincoln i begyndelsen af marts 1861, blot en måned før borgerkrigen brød ud, blev indsat som præsident, var CSA, Konføderationen af Amerikanske Stater, nemlig allerede blevet dannet. Den tidligere officer i hæren og krigsminister Jefferson Davis (1808-89) var valgt til konføderationens præsident, og han regerede fra Richmond i Virginia, mens Lincoln sad i Det Hvide Hus i Washington, D.C. Unionen var dermed sprængt, og det nordamerikanske kontinent bestod nu af to meget forskellige uafhængige stater.

Norden var et rigt industrialiseret samfund, mens sydens landbrugssamfund var baseret på slaveøkonomi. Udenrigspolitisk havde konføderationen gode forbindelser til Storbritannien på grund af eksporten af bomuld fra de store slavebemandede marker i syden, mens unionen traditionelt havde et belastet forhold til den gamle imperiemagt, som ikke havde glemt løsrivelsen i 1770’erne og krigen i 1812. Hvis Storbritannien og Frankrig officielt havde anerkendt konføderationen som en selvstændig stat efter et nederlag til McClellan ved Antietam, ville det have været næsten umuligt for Nordstaterne at vinde borgerkrigen, der i så fald ville være blevet et internationalt anliggende.

Men fundet af en konvolut i en kløvermark var med til at sikre Lincoln den sejr på slagmarken, han så desperat havde brug for for at kunne varsle slavernes frigivelse. De økonomiske og produktionsmæssige forskelle på nord og syd kom på sigt til at afgøre Den Amerikanske Borgerkrig. Industrisamfundet i norden kunne producere sig ud af krisen, mens Sydstaternes landbrugssamfund og slaveøkonomi i langt mindre grad var gearet til at omstille sig til krigsøkonomi. Jernbanerne spillede eksempelvis en stor rolle i borgerkrigen på grund af de store afstande, men alle lokomotivfabrikkerne lå i Nordstaterne, hvilket betød, at konføderationen med tiden ville løbe tør for reservedele uden selv at være i stand til at producere dem.

En sydstatssejr ved Antietam ville i praksis have betydet, at det nordamerikanske kontinent ville være blevet delt i en union og en konføderation med vidt forskellige politiske systemer og værdier. Og så ville Lincolns emancipationserklæring ikke have været det papir værd, den var skrevet på.