DET VAR ET STOLT ØJEBLIK for den skandinaviske union, da Drottningholm Slot lidt uden for den tidligere skandinaviske unionshovedstad Stockholm i juni 2021 dannede ramme om den syvogfyrretyvende udgave af G8’s årlige topmøde. Sammenslutningen af den vestlige verdens største økonomier skulle nemlig for første gang mødes på skandinavisk grund.
Med Ruslands udsmidning i 2014 blev G7 i 2020 atter til G8 med optagelsen af den skandinaviske union. Rusland havde ellers blokeret for den skandinaviske arvefjendes medlemskab i det politiske forum i årtier.
På trods af deres kun godt 25 millioner indbyggere hørte de tre forenede skandinaviske kongeriger (inklusive Finlands befolkning, der var med i et tæt økonomisk samarbejde) til blandt klodens største og mest veludviklede økonomier. Med det fulgte også muligheden for at påvirke centrale politiske områder som klodens grønne omstilling samt mindskning af den globale økonomiske ulighed.
UDEN DEN SKANDINAVISKE UNIONS DANNELSE i 1865 havde alt dette næppe været muligt – og vejen mod en relativt stærk magtstilling i det europæiske fællesskab havde da også kostet både blod, sved og tårer i de forløbne 150 år. Men resultatet var, at unionen nu var en stærk politisk aktør – i hele den vestlige verden såvel som i Den Europæiske Union.
Ovenstående er naturligvis ren fantasi. Sverige, Norge og Danmark udgør ikke en union og bliver ikke inviteret med til G7-topmøderne sammen med resten af Vestens ledere.
Men som historikerne Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosen argumenterer for i deres nye bog, ’Union eller undergang’, var det faktisk midt i 1800-tallet utrolig tæt på, at de tre skandinaviske lande blev forenet i en fælles union. Meget tættere på, end man hidtil har troet.
Siden Napoleonskrigene i 1815 havde en politisk strømning taget form i Norden. Unge studenter begyndte at lovprise det skandinaviske, akkurat som deres åndsfæller gjorde det i blandt andet Tyskland. Fælles for det tyske og det skandinaviske område var, at kultur og sprog forenede en række stater, i Tysklands tilfælde snesevis, i Skandinaviens tilfælde to: nemlig Sverige-Norge (der siden 1814 havde været i union sammen) samt Danmark.
Men de unge intellektuelle studenters entusiasme for den skandinaviske idé er af en senere tid blevet tolket som ungdommeligt vovemod uden blik for de politiske realiteter. Længe har det været en vedtaget sandhed, at ideen om et samlet Skandinavien aldrig var en reel mulighed.
Men Rasmus Glenthøjs og Morten Nordhagen Ottosens nye kildestudier viser, at tanken om en nordisk union faktisk blev taget alvorligt på allerhøjeste politiske niveau i både Skandinavien og resten af Europa i tiden omkring de to slesvigske krige fra 1840’erne og frem til 1870. Preussiske Bismarck, Danmarks arvefjende, skal sågar i december 1864 have udtalt: »For resten er jeg meget stærk skandinav«.
Europas politiske landskab var i midten af 1800-tallet kort sagt tunet ind på den slags politiske fusioner. Småriger måtte svejses sammen til større stater – om nødvendigt med blod – for at kunne overleve i det europæiske spil om magten. Projekterne lykkedes i Tyskland og Italien, der kulturelt var langt mere forskellige end Skandinavien, og med tanke på det forekommer ideen om en skandinavisk union pludselig ikke så fjern.
MOTIVATIONEN FOR EN SKANDINAVISK UNION var ikke kun ideologisk, men også realpolitisk. Danmark kunne undgå at blive opslugt af det Tyskland, der stod på tærsklen til en national samling. Norge kunne med Danmark i unionen få en allieret mod for voldsom svensk dominans. Og svenskerne kunne få rygdækning mod det stærke Rusland, landets gamle arvefjende, der i 1809 havde taget Finland.
De skandinaviske lande var truet udefra – og så kunne et kompromis med de naboer, der mindede mest om en selv, godt være et attraktivt alternativ til at underkaste sig Rusland eller et forenet Tyskland.
Eftertiden har først og fremmest haft opmærksomheden rettet mod hertugdømmerne Slesvig og Holsten omkring årene 1863-1865. Og med god grund. For det var i disse år, Danmark kom i konflikt med og tabte en tredjedel af sit territorium til Tyskland. Men det var faktisk også i denne periode, en skandinavisk politisk union var tættest på at blive realiseret.
I januar 1863 kontaktede den danske undervisningsminister, D.G. Monrad, den svenske gesandt i København, grev Hamilton, med et opsigtsvækkende forslag: indgåelse af en føderation med Sverige-Norge, lidt i stil med konstruktionen USA. Føderationen skulle have fælles hær og flåde, diplomati samt post- og telegrafvæsen. Et forbundsparlament med to kamre skulle placeres i Stockholm, samtidig med at de tre lande beholdt deres respektive nationale parlamenter.
Den svensk-norske kong Karl 15. skulle arve den danske trone efter den barnløse Frederik 7. i stedet for prins Christian (9.), hvis søn Frederik (8.) dog skulle giftes med den svenske prinsesse Lovisa og dermed på sigt regere det føderale Skandinavien.
De skandinaviske lande var truet udefra – og så kunne et kompromis med de naboer, der mindede mest om en selv, godt være et attraktivt alternativ til at underkaste sig Rusland eller et forenet Tyskland.
Det lyder drastisk (og kunne til dels opfattes som højforræderi fra Monrads side), men Danmark var i krise. Første Slesvigske Krig, der var endt i 1850, havde ikke løst problemet med hertugdømmerne, og Monrad så kun tre muligheder: at genindføre enevælden, gå i krig med de tyske stater eller indgå i en union med Sverige-Norge. Nok ville den danske stat miste indflydelse, men det var trods alt bedre end at blive opslugt af Tyskland.
DANMARK VILLE PÅ DEN MÅDE få en stærk alliance i en eventuel krig mod Det Tyske Forbund om hertugdømmernes tilhørsforhold. Måske ville en føderation med de skandinaviske lande endda afskrække de tyske stater fra åben krig og i stedet muliggøre, at Slesvig fulgte med Danmark ind i en skandinavisk union, hvorimod Holsten kunne forblive tysk.
I sensommeren 1863 fik den danske konseilspræsident C.C. Hall faktisk forhandlet en alliance på plads med Sverige-Norge, hvor svenskerne forpligtede sig til at assistere Danmark i en skandinavisk samlingskrig. Dette scenario blev dog forpurret, da danske Frederik 7. få måneder senere døde – og svenskerne sprang fra, efter altså først at have indvilget i ideen.
Da krigen endelig brød ud i begyndelsen af 1864 – og den svensk-norske hjælp udeblev – tabte Danmark med et brag og måtte afstå hele Slesvig-Holsten og Lauenborg.
I de følgende år blev den politiske skandinavisme gradvist lagt i graven, og med Norges endelige selvstændighed fra Sverige i 1905 stod man nu med tre skandinaviske nationalstater.
MEN HVAD NU, hvis Frederik 7. ikke var død på et voldsomt ubelejligt tidspunkt? Hvad nu, hvis en skandinavisk militæralliance var blevet til virkelighed i 1863? Hvordan kunne skandinavisk historie være forløbet, hvis alliancen efter en skandinavisk samlingskrig mod Preussen var blevet omdannet til en skandinavisk føderation?
Et kontrafaktisk scenario kunne være et forløb som dette: Da det i foråret 1864 stod klart, at Danmark ville tabe krigen mod Preussen og Østrig, begyndte kræfter i den danske regering at blive nervøse. Ville den sydslesvigsk fødte (og tysktalende) kong Christian 9. i et desperat forsøg på at holde sammen på den danske helstat lade hele Danmark (med hertugdømmerne) indgå i Det Tyske Forbund (hvilket han rent faktisk overvejede i virkeligheden)?
Efter et opgør mellem kongen og regeringen i juni 1864, der antog kuplignende former, bøjede Christian 9. sig. Han ville abdicere og overlade den svenske Karl 15. tronen, på den betingelse at sønnen Frederik, der giftede sig med Karls datter Lovisa, arvede både Danmark og Sverige-Norges kroner efter svenskekongen.
For Preussens ministerpræsident Bismarck rummede den skandinaviske union både problemer og muligheder. Militært kunne det blive en allieret, man altid kunne kontrollere ved at besætte Jylland. Derudover ville skandinavisk støtte til Bismarcks ambitioner om at indlemme Holsten, Lauenborg og en del af Slesvig i Preussen overflødiggøre østrigsk modstand. Derfor kunne Tyskland acceptere den nye union og endda lade det nordlige Slesvig tilfalde den danske stat, mod at resten af Slesvig-Holsten-Lauenborg løsrev sig fra den danske stat.
BÅDE FRANKRIG OG STORBRITANNIEN var også positivt indstillet, eller i det mindste klar til at acceptere det. I det nye Europa var der ikke plads til småstater, og tankegangen understøttede også den franske regerings bestræbelser på at underlægge sig bretonere og andre mindretal. Den eneste virkelige udfordring var Rusland, der ikke så med milde øjne på et for stærkt Skandinavien.
Men Rusland var blevet svækket under Krimkrigen i 1850’erne og frygtede at blotte sig i en kommende stormagtskonflikt. Alligevel måtte den nye skandinaviske kong Karl højtideligt underskrive en erklæring om at ville respektere Finlands personalunion med Rusland i al evighed og undlade at stille krav om en finsk indlemmelse i den nye union. De to stater var dog i de følgende årtier konstant på vagt over for hinanden.
Også internt oplevede unionen hurtigt problemer. Både nordmænd og danskere kom snart til at føle sig som svenskernes mindre brødre.
Lovgivningsarbejdet i forbundsparlamentet gik ualmindelig langsomt, da nordmænd og danskere i fællesskab ofte blokerede for lovgivning, der efter deres mening var for prosvensk.
Denne konflikt resulterede bl.a. også i, at unionshovedstaden efter massivt dansk-norsk pres blev flyttet fra Stockholm til Göteborg, der i 1905 blev ophøjet til føderalt distrikt. I 1914 blev det unionsregeringens fornemste opgave at holde Skandinavien fri af Første Verdenskrig.
Det lykkedes helt indtil 1918, hvor skandinaviske fredsbevarende styrker blev indsat i Finland for at stoppe borgerkrigen, der var brudt ud efter landets uafhængighed fra Rusland. Man frygtede, at kommunistiske tanker kunne brede sig ind over grænsen til Sverige. Krigen endte med en sejr til det borgerlige Finland, der dermed sikrede sig uafhængighed fra Sovjetunionen.
Det tilgav det nye sovjetstyre aldrig Skandinavien. I 1939 udbrød en slags stedfortræderkrig i Finland mellem Sovjetunionen og Skandinavien, der udenrigspolitisk nu begyndte at nærme sig Nazityskland på trods af unionens socialdemokratiske regering. Vinterkrigen blev frygtelig blodig også for skandinaverne; tusindvis af svenskere, danskere og nordmænd blev dræbt og såret i de voldsomme kampe mod russerne.
Situationen spidsede til, da Nazityskland samme år invaderede Polen. Efter måneders hårde kampe besejrede tyskerne til sidst de hårdt kæmpende polakker, før de vendte opmærksomheden mod nord. Her indgik den socialdemokratisk ledede regering det, der sidenhen blev kendt som ’skammens traktat’, hvor Nazityskland fik adgang til fly og flådebaser i Jylland og Norge, mod at resten af landet forblev frit.
I takt med at krigslykken vendte for nazisterne, spidsede modstanden mod samarbejdspolitikken til. I 1943 opsagde den skandinaviske regering derfor samarbejdet med Nazityskland, der prompte svarede igen. Ved en lynmanøvre blev størstedelen af Skandinavien besat, om end modstandslommer holdt ud flere steder i både Sverige og Norge.
GEVINSTEN HERVED VAR, at Skandinavien blev regnet med blandt de allierede på trods af det skandinaviske samarbejde med Nazityskland i begyndelsen af krigen. Prisen blev, at de fleste af Skandinaviens jøder blev deporteret til koncentrationslejre, og at Grønland og Bornholm blev gjort til henholdsvis russisk og amerikansk militærsfære.
Dertil kom, at Sovjetunionen forbød unionen at lade sig optage i den vestlige militæralliance, Nato. Skandinavisk medlemskab af alliancen blev først en realitet efter Murens fald i 1989.
Indenrigspolitisk blev et ambitiøst ’Folkehjemsprojekt’ iværksat efter krigen. Efter de store norske oliefund i 1970’erne intensiveredes de offentlige investeringer, således at Skandinavien i tiden frem mod 1989 blev beskrevet som verdens eneste ’virkelig socialistiske stat’.
