Velfærdsstaten er mere luthersk, end du tror

Tidligere var forskningen i velfærdsstatens opståen og opbygning stort set ’religionsblind’. Det er den ikke længere.

For eksempel har historikeren Uffe Østergaard håndfast konstateret følgende:

»De nordiske lande er lutherske. Ikke fra reformationen i 1536, men fra et tidspunkt i 1700-tallet, hvor de pietistiske vækkelsesbevægelser, der senere fik en politisk og økonomisk karakter, begyndte at vinde frem blandt de nordiske befolkninger. Det er muligt, at man her skal finde de nordiske velfærdsstaters baggrund, så deres etablering mindre skyldes eksistens af en særlig nordisk social struktur, men mere det forhold, at staterne er luthersk homogene«.

Eller lidt mere bombastisk:

»Uanset hvad socialdemokratiske partiprogrammer og generationer af partimedlemmer har sagt, er den danske velfærdsstat snarere et resultat af sekulariseret lutheranisme i nationalt klædebon end af demokratiseret socialisme«.

Den nu afdøde danske professor i sociologi på Princeton University Aage Bøttger-Sørensen (1941-2001) var endnu mere markant:

»Martin Luther må siges at være velfærdsstatens ultimative fader«.

Så langt vil jeg ikke gå. Luther har ingen faderskabssag.

At hævde en direkte årsagssammenhæng fra Luther til velfærdsstaten giver ikke mening. Der er meget andet, der har spillet en rolle, men det er – og det er min pointe – ikke sandsynligt, at en velfærdsstat, der er indrettet som den danske, ville være opstået, hvis der ikke i små 500 år havde lydt en evangelisk-luthersk forkyndelse.

Kernen i den lutherske retfærdiggørelseslære er, at mennesket i tillid til og trofasthed over for Kristus er retfærdiggjort eller frelst – gratis, kvit og frit og uden nogen modydelse. Men dertil kommer så den væsentlige tilføjelse, at mennesket derved er sat frit til at tjene, at tage hånd om, at drage omsorg for medmennesket. Gud og medmennesket er to separate sigtepunkter. Kærlighedens gerninger er ikke som i den gamle katolicisme en forudsætning for frelsen, men de er en frugt eller følgevirkning af frelsen.

Det går bare ikke at tro, at mennesket per automatik er parat til at tage sig af vanskeligt stillede medmennesker. Det skyldes, at det ifølge Luther er »indkroget i sig selv« – selvisk og selvcentreret. Mennesket bærer arvesynden: Alle har vi æblet i maven, og ingen har endnu fået det fordøjet.

Derfor kan der ifølge Luther ikke bygges samfund på tro, kærlighed og evangelium. Der skal ’ordninger’ til, det vil sige regler, som kan holde os på dydens smalle vej.

I første omgang måtte de sættes igennem af ’øvrighederne’, men senere må vi selv gennem demokratiske beslutninger komme til rette med problemet.

I første runde fik vi – og til den var Luther åndelig fader – en sociallovgivning, som fandt udtryk i Kirkeordinansen i kølvandet på reformationen (1537/1539).

Denne sociallovgivning var bestemt ikke generøs. I de første mange år finansieredes den af borgernes frivillige bidrag. Kun langsomt blev den afløst af den beskatning, som Luther så som nødvendig, hvis der skulle drages omsorg for de vanskeligt stillede.

Tager vi så et gevaldigt spring op til vor tid og glemmer stribevis af mellemregninger, ja, så står vi midt i velfærdsstaten, som i sin dybdestruktur er udtryk for den institutionaliserede kærlighed.

Den er næstekærlighedens surrogat. Kærligheden er reduceret til et sæt af ideer. Der er ikke nødvendigvis nogen, der elsker medmennesket, men de kollektivt vedtagne regler tvinger os til at opføre os, som om vi gjorde.

Derfor er velfærdsstaten en institution, der fungerer ’som om’, det vil sige: sikrer en omsorg for ’de andre’, som om de var genstand for kærlighedens gerninger.

I velfærdsstaten er alle afhængige af hinanden, bærer ansvar for hinanden og anerkender og respekterer alle. Et samfund, hvor mennesker erkender, at livet er en lang række af rollebytter fra afhængighed til uafhængighed og tilbage igen, og hvor de derfor er parat til at acceptere et kollektivt fællesansvar for den enkeltes skæbne. Det er et samfund, hvor det enkelte menneske har værdi i sig selv, uden hensyn til hvad vedkommende kan præstere – et samfund med »lige værdighed i borg og hytte« (Grundtvigs ord, red.), hvor demokratiet ikke kun er en styreform, men en livsform. Et samfund, hvor dannelsens etik bærer fællesskabsmennesket.

Spørgsmålet er så, hvordan den evangelisk-lutherske tankeverden kunne slå igennem, når velfærdsstaten sådan lidt groft sagt er blevet bragt til verden af ateister og lunkne troende – og i sine første år blev mødt af en overvejende kritisk holdning hos ’kirkefolket’.

Hvordan kunne et religiøst begrundet idésæt blive kernen i noget, der gennemførtes i en stærkt sekulariseret verden?

Det skyldes, at en religiøs forkyndelse ændrer karakter i takt med samfundets sekularisering og bliver værdisæt i den kultur, mennesket lever i. Man kan også anvende begrebet civilreligion, altså det sæt af accepterede samfundsanskuelser, uden hvilke ingen kan være en god statsborger.

Derved bliver det centrale i civilreligionen den sociale etik, mens teologiske ræsonnementer reduceres til et minimum – selv hvor etikken er teologisk begrundet. De konfessionelle doktriner og forestillinger er omdannet til elementer i kulturen. De er ikke opgivet, men de har i en ny tolkning ændret karakter. De bliver stille og roligt fastholdt, men ses som værende kulturelt bestemt.

Lad os kaste et blik eller to på den socialdemokratiske civilreligion. Når jeg specielt kigger på den, er forklaringen, at selv om mange af de ordninger, der sammen danner velfærdsstaten, er vedtaget i bred enighed, er det Socialdemokratiet, der har været den drivende kraft.

Foto: H.P. Hansen/Det Kongelige Biblioteks billedsamling

I den unge socialist Frederik Dreiers (1827-53) skrifter blev Gud skrevet ud af ligningen, men han tillagde det ægte menneskelige, som den kristelige sædelære indeholder, den største betydning.

Han ville med sine forslag »gradvis og på den fredeligste måde omdanne livet, så det kærlige og broderlige samliv, som Kristus prædikede, kan blive en virkelighed, mens det endnu kun er en søndagstalemåde«.

»Vi tror«, skrev Dreier, »at hinsidighedslæren har skadet det ægte menneskelige i høj grad, vi ser kun frelse i en energisk interesse for det virkelige livs reform«.

Religionen blev dennesidig – den sekulariseredes og rykkede over i kulturen.

Dreier påpegede, at kirken alt for ofte prædikede og forkyndte, men ikke handlede. I stedet lagde den for stor vægt på den enkeltes frelse eller retfærdiggørelse ved Guds ubetingede nåde, mens den i mindre grad understregede den enkelte kristnes ansvar for, at der drages omsorg for de mange, der har det svært.

Ansvaret for medmenneskelig omsorg skulle derfor flyttes over på det offentlige og varetages gennem ordninger.

Næstekærligheden følger ikke af frisættelsen gennem nåden – der skal mere til – men stadig var tanken om næstekærlighed bærende.

Foto: Palle Jarner/POLFOTO

Med socialreformen af 1933 skabtes den støbeform, der senere kom til at danne ramme om velfærdsstaten i moderne forstand. Socialreformens fader, K.K. Steincke (1880-1963), tumlede som mange andre i tiden med livsanskuelsen.

Han afviste al ydre autoritetstro inklusive troen på kirken.

»For mit vedkommende har jeg dog med endnu større interesse studeret Søren Kierkegaard, hvis angreb vedrører den kirke, i hvis lære jeg selv er opdraget, og hvis forkyndelse og skikke jeg har nydt godt af, indtil jeg selv brød af; thi religiøst må man stå i absolut ensomhed over for Gud som den enkelte«.

Det foldede han så ud i detaljer og konkluderede, at »det har for mig altid været ganske umuligt at slutte mig til kirken, dens organisation eller dens trosartikler, hvorfor jeg også som ung meldte mig ud af folkekirken, til trods for at jeg var opdraget i et kristeligt hjem og aldrig i dette havde set noget til hykleri eller farisæisme, men ens tro skulle nu efter min mening være ens egen og ikke blot et stykke arvegods«.

Han accepterede tanken om en tænkende skaber og sluttede sig derfor til den religionsfilosofiske opfattelse, at verden er skabt af og stadig styres af en personlig Gud. Steincke var ikke som Dreier gudløs, men betonede som sin forgænger også, at det afgørende er tjenesten for, hvad han kaldte »det nødlidende menneske«.

Derfor blev solidaritet et kernebegreb.

Han så »solidaritetens idé – der finder udtryk i den internationale socialisme – og næstekærlighedens idé repræsenteret af Kristi lære, om end sjældent af hans kirke, som to sider af samme sag. Uden kristendom ingen socialisme«.

Det betød, at kærligheden til medmennesket hos Steincke fandt udtryk i fælles bestræbelser på at gøre hverandre tilværelsen så god som mulig. Dele af det forkyndende bevægede sig over i sekulariserede værdisæt og blev kulturelt forankret.

Gud blev ikke skrevet ud, men hans socialetik begrundedes ikke som hos Luther i gudsforholdet. I stedet blev den forankret i opfattelsen af indholdet i begreber som godt og ondt, rigtigt og forkert – hvilket på den anden side ikke udelukker, at den er rodfæstet i en evangelisk-luthersk forkyndelse.

For mange efterfølgende socialdemokrater var det just næstekærligheden, der blev genstand for den kulturelle kolonisering, som løsnede begrebet fra den enkeltes tillid til og trofasthed over for Gud som grundlag for at gøre kærlighedens gerninger.

Mens Steincke var fader til det, der kaldes socialreformen – i bestemt form – var Julius Bomholt (1896-1969) ophavsmand til den anden socialreform (1958-61), og den er måske i endnu højere grad et element i vor tids velfærdsstat.

Han var som Steincke og mange andre af deres samtidige dybt engageret i en søgen efter en livsanskuelse. Derfor læste han teologi og afsluttede sin embedseksamen i 1921 – men uden at ville være præst.

Kristendommen var for Bomholt en værende og blivende realitet, som ville eksistere »som en hjerternes religion, selv om Bibelen slet ikke var til. Den [kristendommen] må eksistere i kraft af en psykologisk nødvendighed og ikke i kraft af en bog. Livet kræver den; derfor er den«.

»Hvis kristendommen kun var evangelium, ville jeg vist være kristen; jeg kan ikke undvære et evangelium ... og alle evangelier går ud på det samme. Men – men kristendommen er meget mere end evangelium; den er en skov af døde, støvede tanker, overtro« ...

Derfor hvilede Bomholts livsanskuelse på evangeliets glade, men forpligtende budskab – med afstandtagen fra al overflødig dogmatik.

Foto: Christen Hansen

Selv var Bomholt meget blufærdig i forhold til sin livsanskuelse. Den forblev dybest set ukendt, men man kan alligevel hæfte sig ved to udsagn:

»Mit udgangspunkt er en oplevelse af fællesskab. Mit mål er at udvide dette fællesskab. En drøm om fællesskab bliver let en utopi, hvis vi ikke udfører et reelt arbejde for at skabe sådanne betingelser, at fællesskabet kan blive en varig hverdagsværdi«.

»Et demokratisk samfundssyn kan ikke undvære en etisk begrundelse, og en etisk norm kan ikke stå alene. Den har sin rod i det religiøse, i livssynet«.

Parallellen til Dreier er tydelig, når Bomholt skrev:

»Arbejdsmanden fra Nazaret har mange, der gentager hans ord, få, der realiserer hans ord«.

Højskolen kaldte ham og forstærkede begejstringen for det folkeoplysende. Livsanskuelse skulle omsættes i handling og gøres til virkelighed, og derfor blev han ikke præst, men politiker.

I 1922 – kort efter sin ansættelse på Esbjerg Arbejderhøjskole – funderede Bomholt over begrebet revolution og tog udgangspunkt i Jesu forkyndelse:

»Da manden fra Nazaret i sin tid erstattede en gold egoisme med et frodigt og dybt broderkærlighedens begreb, var han i sandhed revolutionær. For borgerskabets forum blev han dømt som forbryder og korsfæstet. Når socialismen på lignende vis vil erstatte det nuværende samfunds hovedmagter: privat kapital og fri konkurrence med det, man i korthed kunne kalde det økonomiske broderskab, er også den revolutionær«.

Foto: Jacob Maarbjerg

I studietiden havde han været meget optaget af religionshistorikeren Vilhelm Grønbech (1873-1948), der – i Bomholts forståelse – tænkte sig, at »Vejen til en ny harmoni går om ad samfundet ... at samfundet er grundfaktoren i livet« ...

Vendingen »om ad samfundet« spejler netop den lutherske pointe, at der ikke kan bygges et samfund på evangelium, tro og kærlighed. Der skal ordninger til, hvis »indkrogetheden« – selviskheden – skal overvindes.

Når Bomholt, Steincke og mange andre socialdemokrater betonede broderkærligheden, lagde de samtidig vægt på, at den kun kan omsættes til virkelighed »om ad samfundet«.

Opfattelsen ligger ikke langt fra teologen og filosoffen K.E. Løgstrups (1905-1981) brug af begrebet livsanskuelse.

I den løgstrupske tænkning er det nødvendigt »med ufortrøden stædighed at gå ud fra, at der bag om uenighed findes en enighed om andre endnu mere fundamentale holdninger, der kan afgive basis for en fortsat livsanskuelsesmæssig og moralfilosofisk drøftelse« – en human begrundelse for indholdet i Jesu forkyndelse.

Bomholt sagde selv:

»Den, som efterlever en anskuelse, har ofte svært ved at forklare den. Man kan ovenikøbet leve ud fra et moralsk synspunkt, som man slet ikke er sig bevidst. Det gør mange almindelige mennesker. Men for mig står det således, at kristendommen er den højest tænkelige livsform. I den forenes den almene godhed med et alment mål. I skæret af det kristne fuldkommenhedsideal får såvel den hedeste længsel som det største offer sin mening ... Når det kristne synspunkt bryder sammen for mange, er det ikke, fordi mennesket ikke føler sig tiltrukket af den almene godhed, men det moderne menneske har svært ved at forestille sig denne godhed personificeret i en Gud og en søn. Vor supermaterialistiske forestillingsmåde har ikke plads til kristne symboler«.

Som noget centralt i det lutherske syn fandt Bomholt forståelsen for, at en idé altid medfører forpligtelse til, at den, der har fået en stor gave betroet, ikke kan sætte sig hen i isolation og alene beskæftige sig med den.

Han eller hun må gå ud i verden med gaven og frugtbargøre den for andre. Den, der har mødt Guds vilje, må omsætte den til virkelighed.

»Gennem Det Gamle Testamente indprentes det os stadigt, at mennesket er en ukrænkelig ener, og at livet er helligt, og i Det Nye Testamente understreges dette i fortællingerne om, hvordan verdens skaber lader sin søn føde som et fattigt barn, der af sin mor blev lagt på krybbestrå og voksede op til at blive en beskeden tømrer, som sluttede sig til og omgikkes fiskere, toldere og skøger, et menneske, som anerkendte menneskeværdigheden hos den ringeste og den mest foragtede, og som gjorde godt mod dem alle – som sine medmennesker. Og denne fattige arbejder, denne betagende mand, der altid satte mennesket i centrum, den enkelte, ham sømmede man fast på et kors. Og op gennem tiderne blev det da også kirken, som gik i barmhjertighedens spor og blev fortidens virkelige socialhjælp. Evigt hviler på kirken forpligtelsen over medmennesker til at vise dem barmhjertighed – ikke barmhjertighed mod menighedsmedlemmerne og dem, som lever ens tro, barmhjertighed mod enhver«.

Den kristent funderede livsanskuelse er senere blevet ført videre af yngre socialdemokrater. For multiminister og senere folketingsformand, den kloge ugle Erling Olsen (1927-2011) var det kristne krav om næstekærlighed en kollektiv eller fælles fordring og en af de »megatrends«, der har været med til at ændre Socialdemokratiet fra et klasse- til et idéparti.

Han ønskede en bevidstgørelse af landets kristne arv og understregede, at landet ikke – som mange ellers ville hævde – var blevet afkristnet, end ikke socialdemokraterne.

Nogle er blevet gudløse, men det var i hans optik noget helt andet. Ingen dansker kunne, mente han, ryste århundreders kristendom af sig. Vores begreber om godt og ondt, rigtigt og forkert er i grund og bund kristendommens.

Vel er der dem, der alene ser kravet om næstekærlighed som en individuel fordring, men Olsen ønskede med egne ord lidt produktudvikling – og det betyder netop en ændring fra religiøs til kulturel fordring.

Derfor så han den demokratiske socialisme som en verdsliggørelse og kollektivisering af det kristne krav om næstekærlighed og lå dermed ikke langt fra Luther.

For Olsen hørte alle mennesker sammen og bar ansvaret for hinanden. Samfundets lødighed blev bestemt af behandlingen af de dårligst stillede, og tilværelsen rummede værdier ud over det materielle. Barmhjertighedskravet måtte være en kollektiv fordring.

Derfor bekendte han sig til kristne leveregler og etiske opfattelser, idet han ønskede »en kollektiv næstekærlighed. En gudløs kristendom og dermed ikke så individuel, som næstekærligheden er i kristendommen«.

Han så med andre ord, hvis man overhovedet kan bruge den betegnelse, kristen næstekærlighed som en forpligtelse over for de allernærmeste – selv om det nok nærmere er en Søren Krarupsk Tidehverv-opfattelse.

Over for den stillede han så »det socialistiske næstekærlighedsbud« – det vil sige en kærlighed til alle medmennesker, der bærer et indbyrdes ansvar.

Mange socialdemokrater har ligget på samme linje.

Endelig var Svend Auken (1943-2009) meget luthersk i sin tankeverden, når han understregede nåden som det, der sætter mennesker fri, hvilket giver overskud til kærlighed og et rigt liv med andre.

Det kan ikke overraske, at Auken var knyttet til den grundtvigske menighed i Vartov i København.

Derfor betonede han kristne værdier af betydning for samfundet: barmhjertighed, hjælp til fattige og svage, solidaritet med udstødte, skepsis over for grådighed og egoisme, imødekommenhed over for fremmede, ansvarlighed for naturen og en solid social orden som grundlag for retfærdighed.

Med Socialdemokratiets markante nedtoning af fællesskabsmennesket til fordel for det opportunistiske individ ville det ikke være så tosset, om partiet – bare sådan lidt – besindede sig på sin fortid.

• Kopiér link