Hvideruslands identitet er blevet en kamp om symboler

Ludendorff skrev i sin dagbog, at polakkerne havde taget nationaliteten fra disse mennesker »uden at give dem noget til gengæld«.

Det tyske kejserriges nationalitetspolitik var imidlertid lidt fornuftigere end senere nazisternes, og man indså hurtigt, at man kunne bruge dette fosterstadiefolk i bestræbelserne på at lægge låg på den polske nationalisme. I løbet af kort tid fik man oprettet 1.300 hviderussisksprogede skoler.

Det, de tyske officerer havde opdaget, var en upåagtet rest af Rus, middelalderens store fyrstendømme, som med hovedstaden Kijev kontrollerede et område, der dækkede det meste af det nuværende Ukraine, en stor del af det nuværende Rusland, det nuværende Hviderusland samt bidder af vore dages Polen.

Rus, eller KijevRus, som det også kaldes, var et løst organiseret og multietnisk storrige, hvis fyrsteslægt oprindelig var svenske vikinger. I slutningen af 800-tallet, omtrent 100 år før Harald Blåtands tid, blev den svenske vikingehøvding Rurik den første storfyrste i Kijev, og hans dynasti, rurikiderne, sad på magten, indtil Rus gik i opløsning, og fortsatte i øvrigt på den moskovitiske og senere russiske tsartrone frem til 1598.

Rus var delt op i en række mindre fyrstendømmer, som i større eller mindre grad var underlagt Kijev. I perioder, hvor Kijev stod svagt, for eksempel på grund af borgerkrig eller angreb udefra, kunne det lykkes nogle af de yderligt liggende fyrstendømmer at blive reelt selvstændige. Et af dem hed Polotsk, opkaldt efter sin stadig eksisterende hovedstad, dækkede den nordlige del af vore dages Hviderusland og var faktisk i store dele af 1000- og 1100-tallet reelt selvstændigt fra Rus, endda af og til i krig med Rus.

Selv om Polotsk ikke var en nationalstat, regner mange hviderussere den som den første hviderussiske stat. Og den var ikke ligegyldig. Danske Valdemar den Store valgte i 1157 at gifte sig med en prinsesse fra landet, nemlig Sofia af Minsk, og fyrstendømmet samlede handelsruterne fra Østersøens hansestæder.

Senere, i 1307, blev Polotsk underlagt Storfyrstendømmet Litauen, og da litauerne var hedninge og analfabeter, overlod de administrationen af Litauen til de ortodokse munke fra Polotsk. På den måde blev hviderussisk administrationssproget i et land, som op gennem 1300-tallet kæmpede sig helt frem til Sortehavets kyst og erobrede hele Østeuropa. Siden, i 1569, gik Litauen i union med Polen, men det hviderussiske sprog – dengang kaldt rutensk – fortsatte som administrationssprog helt frem til 1697. Først derefter sank sproget endegyldigt ned til at blive det bondesprog, de tyske officerer stødte på i 1915.

Hvis Ludendorff og hans officerskolleger havde researchet lidt bedre, ville de have vidst, at der allerede i lang tid havde eksisteret et lille miljø af hviderussiske intellektuelle, som forsøgte at udvikle en hviderussisk litteratur og folkelig bevidsthed. Det havde sit midtpunkt i den første moderne hviderussisksprogede avis, Nasja Niva, som blev grundlagt i 1906. Miljøet omkring avisen ønskede ikke hviderussisk selvstændighed, kun en form for kulturel autonomi inden for rammerne af det russiske kejserrige, og måske derfor blev avisen tålt af de russiske myndigheder.

Den tyske besættelse satte ikke desto mindre gang i en udvikling, og mens landet stadig var besat, mødtes en kongres af delegerede fra hele Hviderusland i marts 1918 i en teatersal i Minsk for at udråbe en selvstændig stat, Den Hviderussiske Folkerepublik, forkortet BNR.

Den blev aldrig anerkendt af andre lande end Ukraine, som på det tidspunkt også var blevet selvstændigt, og republikken brød sammen. Den efterlod sig en erindring samt et rød-hvidt nationalflag og et statsvåben med en rytter på en stejlende hest, hentet fra det gamle litauiske storfyrstendømmes heraldik.

Det er interessant at sammenligne den hviderussiske og den ukrainske nationale rejsning, for de to lande har fulgtes ad et langt stykke vej: begge slavisktalende og begge engang en del af Rus. Begge blev bagefter indlemmet i Polen-Litauen for til sidst at ende i det russiske kejserdømme.

For så vidt kan man spørge, hvorfor Hviderusland ikke bare er endnu et Ukraine, men Ukraine fik i 1654 sin egen delvis selvstændige kosakstat med hovedstad i Kijev, og det projekt blev Hviderusland aldrig en del af.

Begge lande oplevede en national rejsning i slutningen af 1800-tallet, men den hviderussiske var svagere og kom 50-60 år senere end den ukrainske.

Det er der to forklaringer på. Den første er, at Rusland ikke kontrollerede hele Ukraine. En del af Ukraine lå i Østrig-Ungarn, og her var man mere tolerant over for ukrainske nationale foreninger; således kunne man allerede i 1848 sende en ukrainsksproget avis på gaden i Lviv. Derimod kom hele Hviderusland under russisk styre.

Den anden forklaring er, at Hvideruslands byer var få og små, og antallet af forfattere og akademikere dermed lille. I 1897 boede kun 1 procent af den hviderussiske befolkning i byer med mere end 20.000 indbyggere, og Minsk havde et stort jødisk flertal.

I dag er kampen om landets identitet blevet en kamp om symboler: Ved selvstændigheden i 1992 genbrugte man BNR’s flag og våben fra 1918, og da Aleksandr Lukasjenko i 1994 kom til magten, erstattede han begge dele med kopier af de gamle sovjetiske symboler.

Demonstranterne har siden det forfalskede præsidentvalg i august samlet sig under det rød-hvide flag fra 1918. Det viser, at protesten også handler om, hvilke rødder man mener, at Hviderusland har.

Men i det mindste er præsident og demonstranter enige om, at landet findes. Det er kommet ud af sin fostertilstand.