Det tyske kejserriges nationalitetspolitik var imidlertid lidt fornuftigere end senere nazisternes, og man indså hurtigt, at man kunne bruge dette fosterstadiefolk i bestræbelserne på at lægge låg på den polske nationalisme. I løbet af kort tid fik man oprettet 1.300 hviderussisksprogede skoler.
Det, de tyske officerer havde opdaget, var en upåagtet rest af Rus, middelalderens store fyrstendømme, som med hovedstaden Kijev kontrollerede et område, der dækkede det meste af det nuværende Ukraine, en stor del af det nuværende Rusland, det nuværende Hviderusland samt bidder af vore dages Polen.
Rus, eller KijevRus, som det også kaldes, var et løst organiseret og multietnisk storrige, hvis fyrsteslægt oprindelig var svenske vikinger. I slutningen af 800-tallet, omtrent 100 år før Harald Blåtands tid, blev den svenske vikingehøvding Rurik den første storfyrste i Kijev, og hans dynasti, rurikiderne, sad på magten, indtil Rus gik i opløsning, og fortsatte i øvrigt på den moskovitiske og senere russiske tsartrone frem til 1598.
Rus var delt op i en række mindre fyrstendømmer, som i større eller mindre grad var underlagt Kijev. I perioder, hvor Kijev stod svagt, for eksempel på grund af borgerkrig eller angreb udefra, kunne det lykkes nogle af de yderligt liggende fyrstendømmer at blive reelt selvstændige. Et af dem hed Polotsk, opkaldt efter sin stadig eksisterende hovedstad, dækkede den nordlige del af vore dages Hviderusland og var faktisk i store dele af 1000- og 1100-tallet reelt selvstændigt fra Rus, endda af og til i krig med Rus.
Selv om Polotsk ikke var en nationalstat, regner mange hviderussere den som den første hviderussiske stat. Og den var ikke ligegyldig. Danske Valdemar den Store valgte i 1157 at gifte sig med en prinsesse fra landet, nemlig Sofia af Minsk, og fyrstendømmet samlede handelsruterne fra Østersøens hansestæder.
Senere, i 1307, blev Polotsk underlagt Storfyrstendømmet Litauen, og da litauerne var hedninge og analfabeter, overlod de administrationen af Litauen til de ortodokse munke fra Polotsk. På den måde blev hviderussisk administrationssproget i et land, som op gennem 1300-tallet kæmpede sig helt frem til Sortehavets kyst og erobrede hele Østeuropa. Siden, i 1569, gik Litauen i union med Polen, men det hviderussiske sprog – dengang kaldt rutensk – fortsatte som administrationssprog helt frem til 1697. Først derefter sank sproget endegyldigt ned til at blive det bondesprog, de tyske officerer stødte på i 1915.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
