Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Første Verdenskrig skabte nyt Europa
Første Verdenskrig skabte nyt Europa
Den 4. december 1918 sejlede det tidligere tyske passagerskib ’George Washington’ ud fra New York med en last af de dygtigste eksperter, USA’s universiteter og regering kunne frembringe. Med sig havde de bunker af analyser og rapporter samt naturligvis også præsident Thomas Woodrow Wilson (1856-1924).
Den tungeste last var dog forventningerne. Målet var Paris, Europa og forhandlingerne om en fred, der skulle vare ved, så Første Verdenskrig kunne blive ’krigen, der skulle afslutte alle krige’. Samtidig, og netop for at garantere dette, skulle der oprettes et Centraleuropa bestående af selvstændige demokratiske nationalstater.
Af ruinerne af de kontinentale imperier opstod, efter at ’den store krig’ var slut, 10 nye europæiske stater: Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkoslovakiet, Østrig, Ungarn, Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovener (der i 1929 skiftede navn til Jugoslavien) samt Tyrkiet.
Tjekkoslovakiet og sydslavernes kongerige var resultatet af en heldigt placeret forestilling om, at Østrig-Ungarn var ’et folkefængsel’.
Hele modellen med et bælte af selvstændige demokratiske nationalstater ned gennem Centraleuropa som buffer mellem de to evige aggressorer Tyskland og Rusland var filosofiprofessor og politiker Tomáš Masaryks (1850-1937) idé, som han dygtigt propaganderede for under hele krigen – fra Italien over Frankrig, England, med tog gennem Rusland til USA og helt ind til Wilson i Det Hvide Hus i Washington.
En heldig sidegevinst ved Masaryks utrættelige arbejde for fred og demokrati i Europa var naturligvis oprettelsen, for første gang i historien, af en tjekkoslovakisk stat, som han selv blev præsident for i 1918.
Hans Centraleuropa-begreb, New Europe eller Střední Evropa, tjekkisk for ’midt i Europa’, var opstået som modbegreb til den tyske socialliberale præst Friedrich Naumanns (1860-1919) tanker om et Mitteleuropa, lidt løst formuleret geografisk, men under alle omstændigheder enormt og præget af tysk kultur, tysk historie, tysk sprog, tysk arbejdsmoral, til alles bedste, natürlich. Hvilket lederne i de berørte lande til Naumanns store overraskelse havde svært ved at godtage, endsige værdsætte.
I Polen så den revolutionære marskal og statschef Józef Piłsudski (1867-1935) lidt anderledes på, hvordan de centraleuropæiske landmasser burde organiseres. Han forsøgte, til hest og med sabel i hånd, at få etableret et gigantisk multinationalt, polskdomineret rige, Międzymorze, mellem Østersøen og Sortehavet, ikke ulig den polsk-litauiske republik, der var forsvundet fra Europa-kortet med de polske delinger i slutningen af 1700-tallet.
Målet var effektivt at stække Polens hovedfjende, Rusland – og lige så effektivt at styrke Polen.
Da det gode skib ’George Washington’ 4. december lagde fra kaj, affyrede kanoner salutter, folkemængden vinkede og råbte, slæbebåde tudede, militærfly og luftskibe cirklede rundt på himlen.
Modtagelsen på den anden side, i den franske havneby Brest, en god uge senere var lige så festlig.
Gaderne var dækket af laurbærkranse, flag og plakater, der priste Wilson for at redde tilskuerne fra tyskerne (det var højrefløjens plakater) og for at love dem en ny verden (venstrefløjen). Fortovet var stuvende fuldt af folk, og overalt gav deres råb genlyd: ’Vive l’Amerique! Vive Wilson!’. Solen skinnede ovenikøbet, og den franske udenrigsminister forsikrede Wilson om, at »vi er så taknemmelige for, at De er kommet herover for at give os den rigtige slags fred«.
Folkenes selvbestemmelsesret. Woodrow Wilson ønskede demokratisk bestemte grænser. Han fik sin vilje ved den dansk-tyske grænsedragning.
Med Tyskland i midten. Friedrich Naumanns idé om et ’Mitteleuropa’ domineret af tyske dyder led skibbrud ved krigsafslutningen.
Mindre bufferstater mellem stormagterne. Tomáš Masaryk fik sit ønske om mindre stater mellem Rusland og Tyskland opfyldt. Selv blev han Tjekkoslovakiets første præsident.
Polsk dominans fra hav til hav. Józef Piłsudski drømte om et storrige mellem Østersøen og Sortehavet, men måtte nøjes med at blive det selvstændige Polens første leder.
Modtagelsen i Paris var endnu vildere, varmere, hjerteligere, som Wilson med tilfredshed noterede sig. Således opmuntret havde han sådan set kun ét punkt tilbage på dagsordenen: at få snittet en fred sammen. Hvilket viste sig at være ikke så ligetil.
’Den rigtige slags fred’, som den franske udenrigsminister havde refereret til, byggede på Wilsons berømte 14 punkter, formuleret i en tale til Kongressen i januar 1918. Det vigtigste var princippet om national selvbestemmelse.
Uheldigvis blev begrebet aldrig defineret og blev derfor fortolket efter behov. At opnå en varig og for alle parter spiselig aftale på baggrund af et luftigt, omdiskuteret begreb var naturligvis umuligt – og som bekendt brød Anden Verdenskrig ud blot 20 år senere.
Men i foråret 1919 kom folk fra hele verden til Paris for at deltage i fredsforhandlingerne, fordi de nu – endelig – øjnede en chance for at få deres ønsker opfyldt.
Kvinders stemmeret, sortes rettigheder, et jødisk hjemland, et genrejst Polen, et Kurdistan, et Ukraine, et Armenien. Der var masser af ofte indbyrdes modsigende krav. Intet samfund var for småt, intet krav for ubetydeligt, nu man havde chancen.
Selv koreanerne forsøgte at nå frem. De indledte rejsen fra Sibirien til fods i februar 1919, men var i juni, da konferencen sluttede, kun nået til Arkhangelsk. Der var på alle måder langt til en retfærdig fred.
I alt deltog 70 delegerede fra 27 nationer i selve konferencen, der fik sat sit første punktum, da repræsentanter for Tyskland blev tvunget til at underskrive den ydmygende Versailles-traktat 28. juni 1919. De andre tabere af krigen, Østrig, Ungarn og Bulgarien, der ligesom Tyskland ikke var indbudt til forhandlingerne, måtte senere underskrive mindst lige så straffende traktater.
De gæster, der var indbudt til fredskonferencen, var passionerede, men ikke altid taktisk smarte. Ifølge en amerikansk diplomat talte den polske delegerede 4. februar 1919 i hele fem timer. Han »begyndte klokken 11 om morgenen og i det 14. århundrede«.
Dagen efter blev det endnu værre, for da var det den tjekkoslovakiske udenrigsminister Edvard Beneš’ (1884-1947) tur. Han havde ry for at være meget arbejdsom, meget dygtig og meget kedelig og gjorde sit bedste for at leve op til den beskrivelse.
»Han begyndte et århundrede tidligere og talte en time længere«, rapporterede diplomaten.
Godt nok sendte alle, der kunne, delegationer til Paris, men det var ikke alle, der satte sig ned og ventede på udfaldet af forhandlingerne.
Polen, for eksempel, var involveret i ikke færre end 6 grænsekrige og konflikter i årene umiddelbart efter 1918. De første var allerede i gang, mens den polske delegerede sad i Paris og talte sig gennem det 14. århundredes grænser.
I maj kunne en østrigsk avis observere, at der nu, efter at krigen officielt var slut, var voldelige konflikter overalt fra Finland og de baltiske stater gennem Rusland og Ukraine, Polen, Østrig, Ungarn og Tyskland, hele vejen gennem Balkan og ind i Anatolien og Kaukasus.
Mellem 1917 og 1920 var der i Europa ikke færre end 27 voldelige overdragelser af politisk magt. Mange af overdragelserne var konsekvenser af latent eller åben borgerkrig og revolution, mest ekstremt i Rusland, hvor over 3 millioner døde alene på den konto.
For 100 år siden opstod grænserne i Centraleuropa på baggrund af minimum tre konkurrerende begreber om Centraleuropa, fastlagt dels ved fredsforhandlingerne i Paris ud fra et aldrig defineret begreb om national selvbestemmelse, dels gennem en række blodige krige i regionen.
I dag, efter at både Anden Verdenskrig og den kolde krig er slut, er grænserne – stort set – modelleret ud fra Masaryks begreb om uafhængige demokratier – selv om Tjekkoslovakiet siden blev delt i to, og Jugoslavien gik i opløsning. Samtidig er de centraleuropæiske stater – frivilligt, efter anmodning og mange års hårdt arbejde – blevet optaget i EU. Dette fællesskab af europæiske stater er endnu større end det Mitteleuropa, Naumann engang forestillede sig. Og inden for det EU forsøger nogle af landene, dog uden den store succes, nu at danne regionale alliancer, der i udstrækning minder om det gamle Międzymorze.
Spørgsmålet er, som for 100 år siden, hvad Centraleuropa er – og bør være. I dag handler det ikke om grænser, men om værdier.
I EU frygter de liberale ledere, at de illiberale regeringer i særligt Polen og Ungarn svækker og splitter EU ved at nyfortolke og omdefinere EU’s grundlæggende værdier om demokrati og retsstat. I Warszawa og Budapest hævder regeringerne derimod, at Centraleuropa er det ægte Europa, og at de forsvarer det gamle kontinent mod indtrængende muslimer udefra og mod dekadence, homoseksualitet, feminisme, sekularisme, cyklisme og vegetarisme indefra.
