Det vakte i 2012 opsigt, da det kom frem, at en mængde dokumenter fra Rigsarkivets samling af materiale fra besættelsestiden var blevet stjålet.
To mænd blev efterfølgende dømt for tyveriet af 1.045 arkivalier og fik begge fængselsdomme, men siden har arkivet flere gange måttet opjustere skønnet over, hvor mange dokumenter der er gået tabt. En gennemgang af Statens Arkiver i 2018 foretaget for Kulturministeriet viste f.eks., at der i retsopgørets akter fra Københavns Byret om sager mod nazister og kollaboratører er tydelige tegn på tyveri i mindst 4,6 procent af sagerne.
De stjålne dokumenter er blevet solgt til samlere, men det menes også, at materiale er blevet stjålet og ødelagt i forsøg på at skjule dokumentationen af danske nazisters ugerninger.
Hvor omfattende arkivtyverierne har været i forhold til de ca. 6.000 danske østfrontfrivillige, er det svært at vurdere.
Men det er ikke manglerne i form af stjålet materiale, snarere i selve efterforskningen af de østfrontfrivilliges tid i Waffen-SS, som er et stykke tabt historie. Det viser de undersøgelser af retsopgørets politiafhøringer af tidligere østfrontfrivillige, som jeg blandt andet har foretaget i forbindelse med arbejdet med mit speciale i historie på Københavns Universitet i 2019.
Min konklusion lyder, at dansk politi efter krigen trods udbredt kendskab til nazisternes forbrydelser ved østfronten ingen interesse udviste for de danske frivilliges gøren og laden uden for Danmark. Under retsopgøret ønskede politi og anklagemyndighed stort set kun at afklare, hvad de danske soldater havde foretaget sig inden for landets grænser. Derfor indeholder retsopgørets arkivalier om de danske østfrontfrivillige ingen oplysninger om de nazistiske krigsforbrydelser i Østeuropa under Anden Verdenskrig.
Der er ingen garanti for, at de stjålne dokumenter bekræfter de østfrontfrivilliges involvering i krigsforbrydelser
To sager om østfrontfrivillige fortæller historien om det danske politis udeladelser under afhøringerne.
Jørgen Hansen og Allan Nielsen (begge navne er ændret i henhold til arkivloven) tilbragte under Anden Verdenskrig næsten fire år på østfronten og var i deres tid som frivillige i Waffen-SS kun i Danmark på orlov. Alligevel er det deres sparsomme tid i Danmark, arkivalierne beretter mest om.
Begge meldte sig i forbindelse med Tysklands angreb på Sovjetunionen i 1941 til tjeneste i det nyoprettede Frikorps Danmark, og sammen med ca. 6.000 andre danskere kom de til at tjene i Waffen-SS under kampene på østfronten, til krigen var slut.
Jørgen Hansen kæmpede til den bitre ende og befandt sig ved krigens slutning i maj 1945 i Berlin sammen med resten af Division Nordland. Herefter sad han i russisk, amerikansk og britisk fangenskab, indtil han blev sat på et tog fra Hamburg med retning mod Danmark, og i oktober blev han anholdt i Kruså ved den dansk-tyske grænse.
Sådan gik det ikke Allan Nielsen, som var på sygeorlov i Danmark, da krigen sluttede. I januar 1945 var han blevet såret i kamp, og efter en tid på lazaret i Tyskland kom han i april i ambulant behandling herhjemme. I maj 1945 blev han så genkendt på gaden og anholdt af frihedsbevægelsen, som afleverede ham til politiet.
Herefter blev de en del af det omfattende juridiske opgør med de danske landsforrædere, som blev kendt som retsopgøret. Her blev det blandt andet med tilbagevirkende kraft forbudt at gå i tysk krigstjeneste, hvilket ellers under besættelsen havde været lovligt for danske soldater og almindelige civile.
Det kom til at koste Jørgen Hansen og Allan Nielsen dyrt, selv om de begge under afhøringerne efter krigen forsøgte at nedtone deres ideologiske motivation for at melde sig under den nazistiske fane.
Jørgen Hansen udtalte f.eks. ved afhøringen, at »[hans indmeldelse] gavnede Danmark ved at hindre en eventuel tvangsudskrivning«, mens politiet noterede, at Allan Nielsen havde meldt sig på baggrund af, at »han tillige var opfyldt af en del eventyrlyst«.
Begges forklaringer var forsøg på at få nedsat straffen, men Allan Nielsen var medlem af DNSAP, og Jørgen Hansen fortalte villigt, at han havde aflagt ed til Hitler.
De modstridende oplysninger havde i sidste ende ingen indflydelse på strafudmålingen. Straffelovstillægget havde med sin tilbagevirkende lovgivning bestemt, at danskere, der i denne krig var gået i tysk krigstjeneste, havde begået forræderi og derfor stod til en minimumsstraf på fire år. Minimumsstraffen blev dog i sommeren 1946 sat ned til to år.
På daværende tidspunkt må det danske retsvæsen og politi ellers have haft kendskab til Waffen-SS’ fremtrædende rolle i Nazitysklands udryddelsespolitik
En undersøgelse af det danske politis afhøringer af de østfrontfrivillige viser, hvordan politiet helt overså et vigtigt element af de frivilliges tjeneste: tiden ved selve fronten.
Det danske politi og anklagemyndigheden kan i begyndelsen af deres efterforskning af de østfrontfrivillige i sommeren 1945 have været naivt uvidende om nazisternes forbrydelser under krigen, men efter Nürnbergprocessens begyndelse samme år må man have haft kendskab til dem. Derudover havde de illegale blade i Danmark allerede under besættelsen også beskrevet nazisternes behandling af krigsfanger, udskrivning af tvangsarbejde, de tyske koncentrationslejre og holocaust. De illegale blade havde også under besættelsen berettet om aktionen i oktober 1943, hvor danske jøder blev deporteret.
Alligevel blev de danske frivillige i Waffen-SS ikke efterforsket for deres bidrag til forbrydelserne. Og det endda, selv om Jørgen Hansen og Allan Nielsen var interneret i flere måneder og blev afhørt flere gange, før deres sager kom for retten i foråret 1946.
På daværende tidspunkt må det danske retsvæsen og politi ellers have haft kendskab til Waffen-SS’ fremtrædende rolle i Nazitysklands udryddelsespolitik, som kom frem under de opsigtsvækkende retssager i Nürnberg, hvor det blev det alment kendt, at organisationen havde udviklet sig fra at være et korps af livvagter for Adolf Hitler til at blive et berygtet ideologisk og militaristisk elitekorps og en drivende kraft i den raceideologiske udryddelseskrig.
Ganske vist løb Nürnbergprocessen helt til 1949, men den største enkeltsag blev behandlet fra 20. november 1945 til 1. oktober 1946, og i den blev Waffen-SS dømt som en kriminel organisation for sin involvering i den tyske udryddelsespolitik.
Men under retsopgøret spurgte politiet aldrig ind til de danske frivilliges rolle i Waffen-SS’ involvering i de grusomme begivenheder – på trods af den massive dokumentation, der var blevet fremlagt i Nürnberg.
I forhørsdokumenterne meddeler Jørgen Hansen eksempelvis, at Frikorps Danmark efter en måned i Hamburg blev sendt til Treskau i Polen (polsk Owinska) for at færdiggøre infanteristuddannelsen, og at korpset herefter i maj 1942 fik sin ilddåb på østfronten nær byen Demjansk syd for Leningrad (nu Sankt Petersborg).
Det er al den information, man i sagsakterne får om Jørgen Hansens og Allan Nielsens fire år i Waffen-SS.
Politiet valgte at springe let hen over de østfrontfrivilliges mulige krigsforbrydelser begået i udlandet og valgte i stedet at koncentrere sig om deres kortere orlovsperioder i Danmark.
Man ved ellers, at Frikorps Danmark indtil 1943 var en underenhed af Division Wiking, der havde deltaget i indmarchen i Sovjetunionen, hvor udryddelsespolitikken havde sit tyngdepunkt nær fronten. Det er også bevist, at enkelte af de danske østfrontfrivillige tjente som vagter i koncentrationslejre, og at de under Division Wikings fremrykning ind i Sovjetunionen også deltog i massenedskydning af den lokale befolkning.
Hvor omfattende de østfrontfrivilliges deltagelse har været i disse grusomheder, er ukendt. Årsagen er, at hverken den danske anklagemyndighed eller politiet stillede spørgsmål om de frivilliges tid ved fronten.
Derfor udgjorde de østfrontfrivillige også den gruppe, der fik de mildeste domme ved retsopgøret. De hårdeste straffe fik medlemmerne af Schalburgkorpset, Sommerkorpset og Hipo-korpset, der i det besatte Danmark havde udøvet vold og modterror som hævn for sabotage.
Da de tre korps havde begået deres forbrydelser i Danmark, stod de automatisk til ti års fængsel. De østfrontfrivillige slap langt billigere, medmindre de havde begået forbrydelser under ophold i Danmark. Alene et forsøg på at melde sig til Hipo-korpset gav fem års fængsel.
Frihedsmuseet ligger inde med en samling af soldater fra Frikorps Danmark, der angiveligt er taget på Østfronten.
Under afhøringerne af Jørgen Hansen og Allan Nielsen var det da også især den såkaldte ’store orlov’ i Danmark i september 1942, man koncentrerede sig om.
Frikorps Danmark var efter fire måneder ved fronten blevet sendt på orlov i Danmark, og i DNSAP håbede man, at de frivilliges hjemkomst ville blive et propagandamæssigt triumftog for nazisternes sag og for hvervningen til Waffen-SS.
Resultatet blev dog det modsatte.
Rundtom i landet endte de østfrontfrivillige i voldelige sammenstød med danskerne, og civile blev såret af både skud og bajonetstik. Det er ukendt, hvor mange der led fysisk overlast ved de mange konfrontationer, men det må dreje sig om et temmelig stort antal, i betragtning af hvor mange optøjer der fandt sted landet over.
Jørgen Hansen og Allan Nielsen var i Danmark under den store orlov, men benægtede begge at have deltaget i urolighederne. Politiets rapport beskrev Nielsens udtalelse således:
»I september-oktober måned var han med Frikorpset her i København på orlov, men han nægter at have været med til de optøjer, der under Frikorpsets ophold forekom«.
Det samme gjaldt Jørgen Hansen, og politiet noterede, at han »(...) nægter at have deltaget i de provokationer og skændselsgerninger, som flere af korpsets medlemmer udøvede«.
Politiet brugte meget krudt på at undersøge især Hansens opførsel under orloven og indkaldte endda hans mor til forhør, da man mente at finde uoverensstemmelser i hans forklaring om, hvor og hvornår han havde opholdt sig, mens han var i Danmark.
Interessen for denne lille detalje, som altså udgjorde en brøkdel af Jørgen Hansens tjenestetid, udgjorde omdrejningspunktet for størstedelen af afhøringerne af ham. Det samme gjorde sig gældende for Allan Nielsens tilbagevendende sygdomsperioder i Danmark.
Frikorps Danmark, hjemme på orlov fra østfronten, står opmarcheret på Godsbanegården i København før en parade gennem byen.
I meget få tilfælde kommenterede de frivillige selv, når de blev afhørt, de grusomheder, som Nazityskland havde gjort sig skyldig i, men erklærede sig for uvidende om dem eller uden skyld i dem.
Politiets notits om Jørgen Hansens udtalelse i den sidste afhøring af ham lød: »Arrestanten nægter derimod at være medlem af antijødisk liga, og han har aldrig vist aggressiv holdning over for jøderne«.
Udtalelser fra andre frivillige lød bl.a.: »... nægter at have bevogtet hverken krigsfanger eller fanger i andre lejre«, »... ikke kendskab til krigsforbrydelserne i Rusland, Polen eller Tyskland« og »... intet at gøre med jødeforfølgelserne«.
Politiet blev altså oplyst om de frivilliges kendskab til krigsforbrydelserne på østfronten. Alligevel stillede de ikke uddybende spørgsmål. Det er også slående, at politiet hverken berørte længden af de østfrontfrivilliges tjeneste i Waffen-SS eller deres tid ved fronten.
Derfor blev Jørgen Hansen og Allan Nielsen alene dømt for at have ladet sig hverve. Førstnævnte blev i landsretten idømt to års fængsel for at have været medlem af Waffen-SS, mens Allan Nielsen i byretten fik en dom på tre års fængsel. Den blev dog senere i landsretten reduceret til et års fængsel.
Heller ikke da minimumsstraffen for at have været i tysk krigstjeneste i sommeren 1946 blev sat ned fra fire til to år, og de frivilliges sager skulle revurderes, og de blev indstillet til benådning, blev der gjort yderligere. Landsretten tog udgangspunkt i politiets gamle afhøringer.
Derfor blev ingen Waffen-SS-frivillige dømt for krigsforbrydelser begået uden for Danmark.
Der var talrige voldshandlinger mellem de østfrontfrivillige og den øvrige befolkning under den ’store orlov' i 1942. Fotoet her stammer angiveligt herfra.
Hvad de dokumenter, der som før omtalt er blevet stjålet fra arkivet, end har indeholdt, kan det konkluderes, at politiet ikke har undersøgt de østfrontfrivilliges tid ved fronten eller deres mulige involvering i tyske krigsforbrydelser. Eftersom man i efterforskningen af de østfrontfrivillige havde fokus på de frivilliges tid i Danmark, er sandsynligheden for at finde en ’smoking gun’ om dansk deltagelse i de nazistiske grusomheder i Østeuropa forsvindende lille.
Derfor er der ingen garanti for, at de stjålne dokumenter bekræfter de østfrontfrivilliges involvering i krigsforbrydelser.
I stedet kan begrebet ’guilty by association’ bedre bruges om medlemmerne i Waffen-SS, hvis man ser nærmere på de steder, hvor de var i tjeneste. Et eksempel er arbejdslejren for jøder ved navn Waldlager i hviderussiske Bobruisk, hvor flere af de østfrontfrivillige efter sigende skal have gjort vagttjeneste, men det er uvist, om de deltog i de brutale aktioner mod lejrens fanger.
Frikorps Danmark-soldater. Billedet er muligvis taget på østfronten.
Selv om det i dag er nemt at pege fingre ad de danske myndigheders manglende brug af den massive dokumentation fra Nürnbergprocessen i sager mod potentielle krigsforbrydere, kan man se lignende tilstande i lande, som Danmark normalt sammenligner sig selv med i besættelseshistorisk sammenhæng.
Både Danmark, Norge og Nederlandene havde landsmænd i Waffen-SS. Nederlandene havde over 25.000 medlemmer af Waffen-SS, og Norge havde – ligesom Danmark – 6.000. Eftersom alle tre landes frivillige i en tid tjente i Division Wiking, som især var brutal over for den jødiske befolkning i Sovjetunionen, kan man have en stærk formodning om, at de alle har været vidende om divisionens krigsforbrydelser.
Indtil 1943 tjente frivillige fra de tre lande i Division Wiking, hvorefter de i sommeren 1943 blev fuldt integreret i Heinrich Himmlers Waffen-SS-system, og de nordiske frivillige udgjorde dermed grundstammen i Division Nordland.
Medlemmerne af Division Wikings omdømme som fanatiske og brutale nazister bunder i flere forhold. Den opererede i områder med en stor jødisk befolkning og var for det andet med i den første del af felttoget mod Sovjetunionen, hvor udryddelsespolitikken havde sit tyngdepunkt nær kampzonen.
For det tredje deltog divisionen i en bevægelseskrig, hvor der blev taget mange sovjetiske krigsfanger. Det skete især i felttogets første måneder, og i denne periode var den tyske fangebehandling særlig brutal.
For det fjerde indebar den konstante og ekspansive fremrykning et forsyningsproblem, og divisionen måtte flere gange med magt skaffe forsyninger fra lokalbefolkningen.
Endelig deltog divisionen i en af de mest brutale tilbagerykninger fra årsskiftet 1942-1943 og frem. Om de frivillige konsekvent deltog i eventuelle krigsforbrydelser, kan ikke siges konkret, da det er svært at bevise, men der findes bevis på, at enkelte gjorde.
I takt med Nürnbergprocessens forløb må det være blevet klart, at de frivilliges tilslutning til Waffen-SS ikke bare var militær kollaboration, og at Nazityskland havde ført mere end bare almindelig aggressionskrig. Men i hverken Danmark, Nederlandene eller Norge rejste man tiltale på baggrund af oplysningerne fra Nürnbergprocessen, og landene dømte efter krigen udelukkende de frivillige i Waffen-SS for landsforræderi og militær kollaboration. Selv om nyere forskning har spekuleret i graden af de frivilliges involvering i krigsforbrydelser, er der ingen beviser at hente i det danske politis afhøringer.
Hvad folk som Jørgen Hansen, Allan Nielsen og de andre danske østfrontfrivillige i Waffen-SS foretog sig ved fronten, kan forhørsprotokollerne fra retsopgøret ikke hjælpe med at svare på, uanset om de kan findes i arkiverne eller efter tyverierne fra Rigsarkivet hos private samlere.
Note: Mange af sagerne fra retsopgøret er stadig dækket af arkivloven og må først offentliggøres efter 75 år. Derfor er navnene på de to danske østfrontfrivillige i denne artikel pseudonymer.
