Kristian Zahrtmann (1843-1917) havde et eller andet med Leonora Christina (1621-1698). Igen og igen skildrede han den berømte datter af Christian 4., og han benyttede enhver lejlighed til at forsvare hendes omdiskuterede eftermæle.
Det kan derfor ikke overraske, at hans maleri af Leonora Christinas nemesis, enkedronning Sofie Amalie (1628-1685), var alt andet end flatterende.
Leonora Christina tilbragte på dronning Sofie Amalies ordre godt 22 år i fangenskab på Københavns Slot. Hun var anklaget for medvirken i ægtemanden Corfitz Ulfeldts (1606-1664) landsforræderi, og hun blev først løsladt efter Sofie Amalies død i 1685, hvorefter hun tilbragte sine sidste dage i Maribo Kloster.
Zahrtmann beundrede prinsessen, og gennem sine malerier bidrog han til, at hun opnåede ny popularitet i den danske befolkning. Endnu i dag er hans billeder med til at forme fortællingen om kongedatteren og dronningen som henholdsvis heltinde og skurk.
Zahrtmann begyndte for alvor at interessere sig for Leonora Christina i 1869, da hendes selvbiografi, ’Jammers Minde’, udkom. Han fik bogen foræret af kunstnervenner, og i et begejstret takkebrev skrev han: »Mig synes det som om der aldrig hverken har været bedre eller forstandigere Kvinde, og jeg sympatiserer saa fuldstændig med Den mindste af hendes Handlinger«.
Fra ’Jammers Minde’ hentede Zahrtmann resten af livet inspiration til en lang række billeder af den aldrende kongedatter.
På de mange billeder af Leonora Christinas liv fremstillede Zahrtmann hende som en stolt og værdig kvinde, der holdt modet oppe på trods af al den modstand, hun mødte. Han opfattede ’Jammers Minde’ som et direkte blik ind i 1600-tallets danske hofliv, og selv om han godt kunne se det mærkelige i, at en for længst afdød kvinde kunne have så stor betydning for ham, erkendte han, at han var fuldstændig ukritisk over for Leonora Christinas udgave af sin historie. Zahrtmann opbyggede et idealbillede af prinsessen, og han tålte ikke, at der blev sat spørgsmålstegn ved det. Han blev ligefrem rasende, hvis nogen tillod sig at kritisere Leonora Christina.
Det skete f.eks. i 1888, da kunsthistorikeren Julius Lange i en artikel i månedsskriftet Tilskueren anfægtede hendes uskyld og stillede sig kritisk over for graden af sandfærdighed i hendes selvbiografi. Og i 1895, da Zahrtmann fik forfatteren H.F. Ewalds nye bog om Leonora Christina i julegave, endte den i kakkelovnen, da han fandt den nedværdigende.
»Jeg synes ikke, at Helvede ville være for hedt«, udbrød han efter sigende, da han kastede biografien ind i flammerne.
I modsætning til Sofie Amalies dødsleje blev Leonora Christinas sidste dage i Maribo Kloster skildret som en afklaret og harmonisk tid.
Zahrtmann fejrede i årevis dagen for Leonora Christinas løsladelse, og han sørgede for, at hun kom til at pryde hans gravsten på Vestre Kirkegård i København. Leonora Christinas store betydning for Zahrtmann fik den samtidige kunstner Johan Rohde (1856-1935) til at udtale, at hendes selvbiografi blev Zahrtmanns bibel og kunstneren hendes profet.
Der kan altså ikke være nogen tvivl om, hvis side Zahrtmann stod på, og da han i 1880 tog fat på Sofie Amalies dødsøjeblik som motiv, skinnede hans had til enkedronningen tydeligt igennem.
Man skulle normalt være varsom med at fare hårdt frem mod medlemmer af den danske kongeslægt, hvilket Zahrtmann før havde fået at føle (se også Politiken Historie nr. 7).
Men denne gang behøvede han ikke frygte reprimander. Sofie Amalie havde aldrig haft et godt omdømme, og da ’Jammers Minde’ udkom i 1869, gjorde nederlaget i 1864 stadig ondt, og fortællingen om den heroiske kongedatters kamp mod Frederik 3.s tyskfødte dronning var mere end velkommen.
I et brev til sin mor i oktober 1880 fortalte Zahrtmann om sine tanker angående motivet:
»Her har jeg sat mig i Gang med et historisk Billede, Chr. V der kysser sin døende Moders, Sofie Amalies Haand. Det er et Motiv jeg har spekuleret paa i mange Aar, men jeg har altid betænkt mig derpaa, idet det dels fordrede en saa enorm Pragt, dels let vilde blive alfor uhyggeligt, men nu skal det gaa og lader ogsaa til at kunne gøre det. Leonora Christina skildrer sin uhyggelige Arvefjendes Død paa en saa historisk skaansom Maade, at det altid har begejstret mig, nu vil jeg se at gøre som hun [...]«.
Hvad det skånsomme angår, formåede han ikke ligefrem at leve op til sit forbillede.
Zahrtmann endte med at udføre to versioner af motivet. I den første, som i dag findes i Den Hirschsprungske Samling, står enkedronningens hæslige ansigt i stor kontrast til al den pragt, som omgiver hende. Hudfarven er gusten, øjnene tomme og tungen opsvulmet i munden på hende, mens hun forgæves forsøger at fremstamme sin sidste vilje til sin knælende søn, Christian 5. (1670-1699): Leonora Christina må ikke løslades.
Smerten har tilsyneladende fået hende til at miste grebet om bogen og viften, som nu ligger opslået på gulvet. Smykkerne og den farverige silkekjole fyldt med sløjfer og guldbrokade virker sært overpyntet – selv for en dronning. Det samme gælder omgivelserne, der rummer en forfængelig overdådighed af sølvgenstande, juveler, krystalglas og lækre stoffer. På det opslåede skrin i baggrunden har Zahrtmann indgraveret dronningens ordsprog ’Spes mea deus’ (Gud mit håb) som en ironisk kommentar til situationen, der intet håb rummer. Hverken dronningens rigdom eller magt kan redde hende fra den kvælningsdød, der venter.
Modellen til skildringen af den hæslige dronning var en ældre kvinde fra Vartov ved navn Pandora Nielsen. Zahrtmann var dog ikke tilfreds med hende, han syntes, hun var for grov og besværlig, så da han fandt en ny model, begyndte han forfra med motivet. Det vakte mildest talt ikke glæde hos den vragede model. Efter sigende benyttede hun enhver lejlighed til at fortælle om alle de uhyrligheder, hun var blevet udsat for i kunstnerens atelier.
»Pandora blev mig dog ikke god«, skrev Zahrtmann i et brev. »Hvor hun kom, fortalte hun, at hos mig var der ikke værd at være. Hun skulde skele til hver sin Side med Øjnene, skræve med Benene, lade Tungen hænge langt ud af Munden osv. osv.«.
Den nye model, en 70-årig kvinde ved navn Madam Svendsen, havde selv plejet syge og set en person dø af vattersot – den sygdom, enkedronningen døde af – så hos hende kunne Zahrtmann få ordentlig besked.
»Han tog sig tilsidst saaledes under Hjertet, laa bagover, og saa er det snart forbi. Fødderne er tykke, og saa bliver de blaa i Ansigtet«, fortalte hun.
I den nye version lod Zahrtmann en tyk violet fod stikke frem i forgrunden. Ved nærmere eftertanke ønskede han dog, at dronningen blev fremstillet i anstændig enkedragt, da hun, som han skrev, var blevet straffet nok. Han mildnede også dronningens ansigtsudtryk en smule og valgte at dæmpe farverne i og omkring hendes figur – men noget rart billede var det stadig ikke.
Efter at have færdiggjort sit sidste billede af den døende dronning tog Zahrtmann fat på at male Leonora Christina som en fri kvinde i Maribo Kloster. Billedet var tænkt som en pendant til ’Sofie Amalies død’, og billederne fik da også samme størrelse i deres endelige form. Da de to malerier i 1883 blev udstillet på Charlottenborg i København, blev de efter Zahrtmanns ønske placeret lige over for hinanden. Der var tale om to billeder, der både indholdsmæssigt og koloristisk stod i dyb kontrast til hinanden. På den ene side kunne man således se Leonora Christinas fredfyldte alderdom i klosteret gengivet med nedtonede farver og på den anden side hendes fjende dronningens død midt i en farvestøjende pragt. »Netop gennem at give os saadanne Sidestykker virker Historien«, udtalte Zahrtmann.
Maleriet af enkedronningens grusomme død tiltrak sig stor opmærksomhed fra kunstkritikkens side, der generelt betragtede det som et meget vellykket og gribende historiemaleri.
Den første version af motivet blev købt af Den Hirschsprungske Samlings stifter, tobaksfabrikanten og kunstsamleren Heinrich Hirschsprung, i 1888. Den anden version blev i 1884 skænket til Den Kongelige Malerisamling sammen med pendantbilledet ’Leonora Christina i Maribo Kloster’. Gaven kom fra en gruppe af Zahrtmanns kunstnervenner, der mente, at han burde være repræsenteret i den statslige samling »i Erkendelse af den Betydning, Kristian Zahrtmanns kunstneriske Virksomhed har haft for vore nyere Historiemalerier, navnlig gjennem den Cyklus af Billeder, han har malet efter Motiver fra Leonora Christina Ulfeldts Jammersminde med en Fordybelse i og Kjærlighed til Æmnet, der næppe overgaaes hos nogen hjemlig Kunstner ...«.
Gaverne blev modtaget, og på den måde – ganske vist ad omveje – blev Zahrtmann repræsenteret i Danmarks nationalgalleri. Billederne af den hæslige dronning og den ærbødige kongedatter var med til at cementere Zahrtmanns status som kunstner, men de kom også til at styrke de to historiske kvinders roller i den nationale bevidsthed som henholdsvis skurk og helt – roller, som det sidenhen har været vanskeligt at nuancere.
