Vores humanistiske nabo Sverige sadler om

LANDET HAVDE FOR ALVOR etableret sig som asylland for krigsflygtninge og forfulgte under Anden Verdenskrig, og i de knap 30 efterfølgende år op til Invandrarverkets oprettelse fik 175.000 udlændinge svensk statsborgerskab. Størstedelen af de 500.000 udlændinge i 1970 var ganske vist nordiske statsborgere, der frit kunne rejse og arbejde i Norden, men gruppen på 70.000 ikkenordiske gæstearbejdere voksede sidenhen kraftigt i takt med familiesammenføringer, nye flygtningestrømme og et stort behov for industriarbejdere i landets mange store virksomheder.

Under verdenskrigen havde det været svenskernes mål at opnå goodwill hos de allierede, især USA, som kompensation for den manglende krigsdeltagelse og de tyskvenlige dispositioner ved krigens start. Det opnåede man gennem en omfangsrig humanitær indsats, der ifølge historikeren Hans Kirchhoff blev et udenrigspolitisk instrument med »en lang og succesrig tradition i Sverige«.

Den humanitære indsats begyndte inden krigsafslutningen og fortsatte derefter i form af genopbygningshjælp og nødhjælp til sultne og forfulgte i nærområdet. Højdepunktet var den spektakulære Bernadotte-aktion i 1945, som den svenske greve fik æren for, selv om udførelsen også i høj grad var dansk og herhjemme er bedre kendt under betegnelsen De Hvide Busser.

Invandrarverket gjorde Sverige til foregangsland og lagde pres på danske myndigheder for at sikre ordentlige indrejse- og opholdsforhold for gæstearbejderne i Danmark. Der herskede stor usikkerhed på området, og pressen og befolkningen udlagde det som et kaos af uigennemsigtige og forældede regler, og der var anklager om udnyttelse af billig arbejdskraft udefra.

I modsætning hertil gjorde man i Sverige meget, både for at udlændinge skulle tilpasses Sverige, og for at svenskere samtidig skulle tilpasses udlændingene.

INDVANDRARVERKET BESTOD AF tre afdelinger, der tog sig af I) arbejdstilladelser og formaliteter, II) tilpasningsproblemer og integration og III) ansøgninger om tildeling af statsborgerskab efter syv års ophold. Den grundlæggende præmis for lovligt arbejdsophold i Sverige var ligesom i Danmark, at der ikke var lokale arbejdere til rådighed for det pågældende job. Undtagelser var dog nordiske statsborgere, gæstearbejderes familier og ikke mindst flygtninge, der fortsat kunne søge til Sverige i håb om permanent beskyttelse.

Invandrarverket havde desuden reserveret en plads til en gæstearbejder i sin ledelse, endnu et udtryk for den svenske progressivitet. Derudover udgav man informationshæfter på ti sprog om samfund, sprog og kultur, tilpasset de enkelte befolkningsgrupper.

I den forbindelse blev der eksempelvis fjernet et lighedstegn mellem mand og kvinde på en tegning i et jugoslavisk hæfte, ifølge Berlingske Tidende fordi den »skulle angive ligestillingen af kønnene i Sverige, men jugoslaverne ville ikke have deres hustruer og døtre til at se den«.

Selvsamme gruppe havde angiveligt heller ikke noget imod, at »kvinderne lever isoleret. Ellers kunne de nemt blive for selvstændige«.

DER BLEV SÅLEDES UDVIKLET en imødekommende tilpasningspolitik fra svensk side, bestående af respekt for den fra hjemlandet medbragte kultur og religion, uden at man gik yderligere ind i, hvad man helt konkret tilpassede sig til. I den forbindelse oprettede man desuden en informationscentral i Stockholm og lavede tv og radio på fremmedsprog samt tilbød gratis sprogundervisning.

Myndighedernes tilgang blev af embedsmænd formuleret således: »Både de og vi ser gerne, at de bevarer deres kulturform, deres religion og deres sprog samt oplærer deres børn i hjemlandets sprog, fordi vi har brug for flersprogede medborgere«.

Ekstra Bladet beklagede i lederen ’Super-Sverige’ i 1969, at danske myndigheder havde svært ved at ’tilpasse’ 25.000 gæstearbejdere, mens man »uden tilsvarende ballade og uheldige forhold har opsuget mere end ti gange så mange i svensk arbejdsliv og fritid«. Det ambitiøse Sverige vil fremad »ved hjælp af en sælsom blanding af topdygtig kapitalisme og veldrejet velfærdspolitik«.

Generaldirektør for Invandrarverket Kjell Öberg opsummerede selv situationen i Børsen mod slutningen af samme år. Han regnede med, at »gæstearbejderproblemet i stor udstrækning løser sig selv i dårlige tider«. Formentlig fordi han ligesom fagbevægelsen forstillede sig, at efterspørgslen automatisk ville regulere tilstrømningen af arbejdskraft udefra.

Desuden udtrykte han det svenske tilpasningsmantra, at »ligesom gæstearbejderne må tilpasse sig Sverige, må svenskerne tilpasse sig indvandrerne«.

Forudsætningen herfor var, at »vi må have kontrol med indvandringen, ikke mindst for at kunne give indvandrerne en svensk levestandard. Det er urealistisk at regne med ukontrolleret indvandring i overskuelig fremtid«.

Derimod mente Svensk LO, at »det er virkelighedsfjernt at tro, at indvandringen kan regulere sig selv gennem oplysning«.

Oplysning og information fik ikke desto mindre gæstearbejdere i Danmark til at rejse over sundet til Malmø, hvor Immigrant Service ydede råd og vejledning til udlændinge på talrige sprog.

POLITIKEN BERETTEDE I 1970, hvordan ligestilling og professionalisme prægede kontakten med de 1.800 klienter, som hver måned fik hjælp, og spurgte forhåbningsfuldt: »Hvornår får vi mon et lignende organ i Danmark?«.

I skærende kontrast til Immigrant Service var der i Danmark ansat en enkelt kvinde til at stå for al rådgivning til de udenlandske arbejdere.

Ifølge Karen Nielsen Breidahl, lektor ved Center for Komparative Velfærdsstudier på Aalborg Universitet, er den store forskel på de to lande først og fremmest, »at man grundlagde indvandrerpolitikken på et tidligere tidspunkt i Sverige end i Danmark, og man grundlagde den i Sverige på et tidspunkt, hvor indvandrerspørgsmålet ikke var så kontroversielt«.

»I Danmark var samme politikudvikling spæd i 1980’erne, og i 1990’erne begyndte man at diskutere målrettede politikker over for indvandrerbefolkningen med mere energi. Og der var det politiske klima helt anderledes, og det samme var indvandrerbefolkningens sammensætning, da det stod centralt i diskussionen, at man i højere grad havde at gøre med flygtninge fra Mellemøsten«.

I 1980’ERNE AFLØSTES ARBEJDSMIGRATIONEN af et stigende antal asylsøgende flygtninge, den liberale udlændingelov af 1983 vedtoges i Danmark, og i 1997 besluttede den svenske rigsdag at udbygge integrationspolitikken. Endelig er der ifølge Karen Nielsen Breidahl en overset og afgørende forklaring på forskelle de to lande imellem, som hun formulerede det i sin ph.d.-afhandling fra 2012:

»Nemlig betydningen af statskapacitet. Et stort statsligt apparat, som rummede økonomisk og administrativ kapacitet til at fokusere på indvandrerbefolkningen og deres problemer. At Invandrarverket blev grundlagt, skal ses i lyset af nogle meget ambitiøse indvandrerpolitiske principper i Sverige, som blev grundlagt i 1970’erne – som igen skal ses i lyset af et opgør med en assimilatorisk fortid med udgangspunkt i undertrykkelsen af samerne i Sverige. Der var således tale om en vigtig administrativ oprustning, der medførte en automatisk målretning af ressourcer mod indvandrerbefolkningen«.

I Danmark forsøgte et nyoprettet udvalg under ledelse af økonom og amtmand Niels Elkær-Hansen at indkredse behovet for en ny politik på området. Udvalgets arbejde var en konsekvens af udviklingen i Sverige og pressens kritiske indstilling til gæstearbejdernes leveforhold i Danmark.

UDVALGETS BETÆNKNING KONKLUDEREDE dog i 1971, at der ikke var behov for en svensk model, blandt andet fordi indvandringsproblemernes omfang i Danmark efter udvalgets opfattelse ikke matchede de svenske. Derfor mente man heller ikke, at der var behov for administration, ej heller »en central, statslig informationstjeneste af omfang som den svenske«.

Herefter gik indvandringspolitikken i dvale i årene omkring jordskredsvalget og oliekrisen, men blev taget op igen i 1975 af jurist og ankechef Fanny Hartmann i en ny betænkning, der efterfulgtes af et mere tilbundsgående embedsmandsarbejde frem mod vedtagelsen af udlændingeloven af 1983, der er blevet betegnet som verdens mest liberale.

Selv om Danmark haltede et årti efter svenskernes politikudvikling, der var stramt styret og organiseret af de dominerende socialdemokratiske regeringer, var andelen af indvandrere fra ikke-EU-lande omkring årtusindskiftet næsten den samme i Sverige og Danmark. I både det danske og det svenske socialdemokrati var der berøringsangst over for de kontroversielle integrationsspørgsmål, eksempelvis kvinders stilling, svindel med offentlige ydelser og respekt for demokrati og ytringsfrihed.

I DET DANSKE SOCIALDEMOKRATI var denne berøringsangst i mange år ligeledes en hæmsko for en åben debat og politikudvikling. Knækket kom efter 2002, da Sverige begyndte at modtage flere flygtninge, mens antallet stagnerede i Danmark i omtrent ti år. Fra 2008 til 2017 modtog Sverige ifølge Eurostat hele 507.332 asylansøgere, mens Danmark kun fik 73.309.

I forbindelse med flygtningestrømmen under borgerkrigen i Syrien blev de dansk-svenske forskelle tydeligere end nogensinde. Sverige markerede sig endnu en gang som humanitær stormagt, der motiveret af pligtfølelse modtog tusinder af flygtninge på få år. Danske medier berettede løbende om de synlige svenske problemer med integration, kriminalitet og politisk korrekt berøringsangst fra officielt hold, og efterhånden fremstod landet mere og mere som et skræmmebillede.

De udfordringer har nu – ikke mindst på grund af de nationalkonservative Sverigedemokraternas fremgang – fået de svenske socialdemokrater til at sadle om.

»Vi har haft indvandring i et sådant omfang, at integrationen er slået fejl«, udtalte statsminister Stefan Löfven i SVT’s program ’Aktuellt’ i september 2020.

Mens den restriktive danske udlændingepolitik lader til at have bundfældet sig i det danske socialdemokrati og størstedelen af det øvrige parlamentariske landskab, slås svenskerne således stadig med at finde sig til rette. En voksende del af befolkningen ønsker markante stramninger, men splittelsen er stadig stor hos Socialdemokraterna, og fortidens fejltrin lægger fortsat hindringer i vejen for den politiske fremdrift.