0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
John Thys/Pool via REUTERS Ritzau Scanpix
Foto: John Thys/Pool via REUTERS Ritzau Scanpix

I mange år blev Sverige beundret for sin udlændingepolitik. Nu sadler den humanistiske stormagt om

I Danmark beundrede man i årtier Sveriges evne til at favne indvandrere. Nu varsler de svenske socialdemokrater en kurs i integrationspolitikken, der mere ligner den danske.

FOR ABONNENTER

LANDET HAVDE FOR ALVOR etableret sig som asylland for krigsflygtninge og forfulgte under Anden Verdenskrig, og i de knap 30 efterfølgende år op til Invandrarverkets oprettelse fik 175.000 udlændinge svensk statsborgerskab. Størstedelen af de 500.000 udlændinge i 1970 var ganske vist nordiske statsborgere, der frit kunne rejse og arbejde i Norden, men gruppen på 70.000 ikkenordiske gæstearbejdere voksede sidenhen kraftigt i takt med familiesammenføringer, nye flygtningestrømme og et stort behov for industriarbejdere i landets mange store virksomheder.

Under verdenskrigen havde det været svenskernes mål at opnå goodwill hos de allierede, især USA, som kompensation for den manglende krigsdeltagelse og de tyskvenlige dispositioner ved krigens start. Det opnåede man gennem en omfangsrig humanitær indsats, der ifølge historikeren Hans Kirchhoff blev et udenrigspolitisk instrument med »en lang og succesrig tradition i Sverige«.

Den humanitære indsats begyndte inden krigsafslutningen og fortsatte derefter i form af genopbygningshjælp og nødhjælp til sultne og forfulgte i nærområdet. Højdepunktet var den spektakulære Bernadotte-aktion i 1945, som den svenske greve fik æren for, selv om udførelsen også i høj grad var dansk og herhjemme er bedre kendt under betegnelsen De Hvide Busser.

Invandrarverket gjorde Sverige til foregangsland og lagde pres på danske myndigheder for at sikre ordentlige indrejse- og opholdsforhold for gæstearbejderne i Danmark. Der herskede stor usikkerhed på området, og pressen og befolkningen udlagde det som et kaos af uigennemsigtige og forældede regler, og der var anklager om udnyttelse af billig arbejdskraft udefra.

I modsætning hertil gjorde man i Sverige meget, både for at udlændinge skulle tilpasses Sverige, og for at svenskere samtidig skulle tilpasses udlændingene.

INDVANDRARVERKET BESTOD AF tre afdelinger, der tog sig af I) arbejdstilladelser og formaliteter, II) tilpasningsproblemer og integration og III) ansøgninger om tildeling af statsborgerskab efter syv års ophold. Den grundlæggende præmis for lovligt arbejdsophold i Sverige var ligesom i Danmark, at der ikke var lokale arbejdere til rådighed for det pågældende job. Undtagelser var dog nordiske statsborgere, gæstearbejderes familier og ikke mindst flygtninge, der fortsat kunne søge til Sverige i håb om permanent beskyttelse.

Undgå juleskuffelser:

Giv et gaveabonnement på Politiken Historie

Læs mere