Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: En ny chance i krigsfangenskab
Lyt til artiklen: En ny chance i krigsfangenskab
Da den danske hær tabte slaget ved Helsingborg 10. marts 1710, endte kong Frederik 4.s (1671-1730) invasionsforsøg i Skåne under Store Nordiske Krig. Tabene var store, og 2.700 danske menige og officerer kom efter kampen i svensk krigsfangenskab.
Sejrherren, general Magnus Stenbock (1664-1717), sørgede straks for at sende 128 hårdt sårede officerer, underofficerer og menige fra den danske hær tilbage til den belejrede fjende i Helsingborg.
Man behøver ikke tvivle på Stenbocks påstand om, at han gjorde det af humanitære grunde, men han slap jo altså også for udgifterne til at pleje dem og kunne forvente at have noget til gode.
Nu skulle man tro, at resten kom i fangelejr, men sådan fungerede det ikke i 1700-tallet. De resterende fanger blev sendt ud af Skåne og fordelt i provinserne omkring Skåne og siden længere væk, fortrinsvis til byer, hvor de blev indkvarteret privat hos borgerne.
Transporterne foregik uden oprør eller modstand, men dødeligheden var høj. Der var mange sårede og traumatiserede blandt de danske fanger efter slaget, og ofte bar de helt utilstrækkelige klæder i vinterkulden, fordi de ved tilfangetagelsen var blevet berøvet alt. De lokale myndigheder, der blev pålagt at indkvartere krigsfangerne, beklagede sig. De havde i forvejen fra den lange krig mange russiske, saksiske og polske fanger boende, og de havde hverken boliger, penge eller levnedsmidler til flere, mente de.
Eksempelvis protesterede landshøvding Cronhielm i Västmanland mod at tage 300 danske krigsfanger, da der i forvejen kun var det samme antal borgere. Landshøvding Hoghusen i Uppsala, der så blev bedt om at modtage 100 danske krigsfanger af sin trængte kollega i Västmanland, var heller ikke meget for at modtage de danske krigsfanger. Der var i forvejen en mængde russere, polakker og kosakker i området, en alvorlig brand havde hærget Uppsala, misvæksten var stor, og almuen spiste rødder, agn og anden »unaturlig« føde, argumenterede han. Men der var kun sjældent nåde at finde hos de stærkt pressede øverste myndigheder i Sverige.
Da to svenske fanger giftede sig med enker i Kerteminde, blev deres skat og andre borgerlige byrder lettet, med den bagtanke at det kunne lokke andre svenskere til
Danmark havde efter nederlaget ved Helsingborg stort behov for at få nogle af sine tilfangetagne officerer tilbage til genrejsning af hæren, men havde ikke mange svenske krigsfanger at bytte med. Derfor skaffede danskerne 600 svenske officerer og menige fra alliancepartneren Rusland, som efter sejren over Sverige i slaget ved Poltava i Ukraine 8. juli 1709 havde tusindvis af svenskere på lager. Det hjalp på svenskernes interesse, og efterhånden kom der gang i udvekslingen af officerer og menige.
Senere satte man fangeudvekslingen i system. Ved et møde i Lübeck i januar 1713 indgik Danmark og Sverige et såkaldt kartel til udveksling af fanger, som man planlagde skulle gælde for resten af krigen. Kartellet var en aftale, hvor der blev fastsat priser for hver militær rang, i mennesker og i penge, og det blev bestemt, at en krigsfange principielt skulle løskøbes eller udveksles inden for tre uger efter tilfangetagelse. Sådan gik det dog ikke helt. De sidste af de danske soldater, som var taget til fange ved slaget ved Helsingborg, blev først udvekslet i marts 1714.
Efter Slaget ved Helsingborg endte 2700 soldater fra den danske hær i krigsfangenskab hos fjenden.
På det tidspunkt var det danskerne, som havde fat i den lange ende med hensyn til krigsfanger. Sejrherren fra Helsingborg, Magnus Stenbock – nu forfremmet til feltmarskal – var i begyndelsen af 1713 med hele sin hær blevet indesluttet i fæstningen Tønningen i Sydslesvig af overlegne danske, russiske og saksiske styrker, og 16. maj skrev parterne efter lange forhandlinger under på en kapitulationsaftale. Den lød på, at de belejrede overgav sig, men fik lov til at beholde deres bagage. Officererne fik tilladelse til at beholde deres våben, mens de menige undgik at aflevere deres blankvåben. Mod sædvane blev desertører, der tidligere havde været en del af den danske hær, ikke pillet ud af rækkerne ved afmarchen til standret (en militær særdomstol) og efterfølgende hængning. I stedet fik de amnesti, hvis de vendte tilbage til deres gamle afdelinger. Hvad der ventede dem af mere uformelle sanktioner, melder historien ikke noget om.
Stenbock anså det for en selvfølge, at han og hans hær ville blive udvekslet i henhold til aftalen fra januar samme år, og det gjorde de danske forhandlere sandsynligvis også. Men en russer kom i vejen.
Peter den Stores (1672-1725) højre hånd, Aleksandr Mensjikov (1673-1729), havde fået gennemført, at når danskerne fik den russiske tredjedel af de 10.000 krigsfanger, skulle de udveksles med russere i Sverige. Her var man imidlertid ikke så ivrig efter at slippe sine russiske fanger, da man ville miste indflydelse på behandlingen af de mange svenske fanger i Rusland. Derfor kom der ingen udveksling, og de midler, som i Sverige blev indsamlet til at løskøbe den berømte feltmarskal og hans hær, blev i stedet brugt på de svenske fæstninger i Tyskland.
Stenbocks hær måtte altså overraskende indstille sig på et længere fangenskab. Feltmarskallen selv fik bolig i et luksuriøst palæ ved den nuværende Højbro Plads i København, mens hans ca. 10.000 mand store hær var henvist til mere ydmyg indkvartering i små og store købstæder, i præste- og bondegårde.
Mange af de svenske soldater var syge efter den lange belejring i Tønningen, og dødeligheden var høj i ugerne efter kapitulationen, ligesom det havde været tilfældet med de danske krigsfanger efter slaget ved Helsingborg.
Som hos fjenden lød der beklagelse over fordelingen, og købstæderne påpegede, at de ville få problemer med at håndtere så mange. Efter nogle måneder begyndte man som i Sverige at eksperimentere med at skære i fangernes rationer for at tvinge dem til at forsørge sig selv.
Det førte til mange hjerteskærende skæbner, hvor krigsfanger måtte sælge deres våben og klæder og til sidst var tvunget til at ty til tiggeri på gader og veje. Stenbocks komfortable fangenskab i København fik også en ende, da han blev taget i ulovlig korrespondance med sin regering, flugtforsøg, brud på æresord og hånlig omtale af Frederik 4. Så blev palæet skiftet ud med et fangehul på Kastellet, hvor han døde i 1717.
Den kunstnerisk begavede Magnus Stenbock malede dette selvportræt under sit krigsfangenskab. I baggrunden ses København. Rosenborg, før 1717.
Både Danmark og Sverige forsøgte at få krigsfangerne til at skifte side, selv om kartellet og kapitulationen ved Tønningen forbød pres på krigsfanger for at få dem til at tage tjeneste hos fjenden. Allerede ved den svenske hærs afmarch fra Tønningen havde de ledsagende danske officerer fået en hemmelig ordre om at gøre deres bedste for at lokke svenskerne til at gå i dansk krigstjeneste.
Man var klar over officerernes indflydelse på de menige, så man adskilte officerer og menige. De nationale svenske regimenter havde større sammenhængskraft end de tyske regimenter i den svenske hær. Svenskerne kom fra samme egn og havde ofte tjent sammen i årevis, mens de ikke-svenske soldater i den svenske hær var mindre loyale.
Derfor skrev oberst Levetzau (1682-1756) i juli 1713 fra Aarhus til overkrigssekretæren, at han havde skaffet 300 frivillige blandt krigsfangerne efter at have sendt officererne til et andet amt. De indfødte svenske soldater var svære at rokke, hvilket han tilskrev gruppepres, da mange i hans øjne ellers var villige. Kunne han opløse det nationale svenske regiment helt og fordele folkene, kunne han skaffe yderligere 500 mand, vurderede han i brevet.
Den slags tiltag virkede så godt, at antallet af svenske krigsfanger i Jylland på en måned blev formindsket med 20 procent. Noget må tilskrives død eller rømning, bl.a. fik mange tyskere fra Bremen lov til at rejse hjem, men en stor del af reduceringen må være sket ved overgang til dansk tjeneste. Det var som forventet mest de tyske regimenter, som skiftede uniform. De svenske nationalregimenter var oftere ubøjelige.
Svenskerne havde også forsøgt at hverve blandt de danske tilfangetagne efter slaget ved Helsingborg. Opfordringerne virkede, men ikke i så høj grad, som svenskerne havde håbet. Det viste sig desuden, at en forbavsende stor del af krigsfangerne var gamle eller på anden måde uegnede til krigstjeneste. Det gjaldt eksempelvis hele 95 af 175 danske fanger, der efter slaget endte i Skaraborgs Len mellem Vänern og Vättern.
Efter den danske sejr ved Femern 24. april 1715 viste det sig, at ca. 200 tilfangetagne svenskere oprindeligt havde kæmpet på dansk side.
Man spørger sig selv, om den danske konge virkelig ikke kunne skaffe bedre soldater, til hvad der burde være en toptunet professionel hær. Også fra Danmark har vi opgørelser over de svenske krigsfanger, som også viser en forbavsende andel gamle og utjenstdygtige. Hvad skulle egentlig Anders Laursen på »70 og ser slet ud« i det svenske rytteri? Eller rytter Haagen Giøtreksen »66 gl. og skrøbelig«?
Den slags passer ikke ind i det vanlige billede i militærhistoriske værker af et svensk rytteri, som skulle være Europas bedste og var berømt for sine uimodståelige angreb, knæ mod knæ, i fuld fart mod fjendens stilling.
I sin iver efter at rekruttere blandt krigsfangerne kom man ydermere i det dilemma, at nogle af fangerne oprindelig kom fra ens egen hær og egentlig burde dømmes som desertører. Svenskerne havde det yderligere problem, at mange fanger kom fra de gamle danske områder, som blev svenske i 1658. Landshøvdingen i Södermanland skrev om 26 krigsfanger, der var villige til at lade sig hverve, at de alle kom fra svenske provinser, især Skåne, Halland og Blekinge. Men han bemærkede, at de burde slippe for retssag, eftersom de næsten alle var modige og friske.
Men hvordan var de endt på dansk side? Forklaringerne fra soldater født i de gamle danske provinser lød forbavsende ofte, at de havde været på besøg hos slægtninge i Danmark, da krigen brød ud, hvorefter de blev tvunget ind i den danske hær. De forsikrede, at de selvfølgelig havde overgivet sig til deres gode og elskede svenskere, så snart det var muligt.
Også danskerne oplevede, at landsmænd pludselig kæmpede for fjenden. Da en dansk eskadre under Christian Carl Gabel (1679-1748) udslettede en svensk flådeafdeling i slaget ved Femern 24. april 1715, opdagede man, at af omkring 1.600 fanger var 200 gamle kendinge, nemlig danske soldater, som var taget til fange i slaget ved Helsingborg. Fra dansk side tog man det afslappet, og de 200 fra Femern blev uden videre sat ind i eksisterende regimenter.
Svenskerne var betydeligt mere ihærdige, når det gjaldt om at straffe tidligere soldater, som de fandt i en fjendtlig hær. Efter en forordning af Karl 12. i 1704 skulle man undersøge krigsfanger for at finde egne soldater, som havde taget fremmed tjeneste. Indtil videre kendes ikke menige, som er blevet henrettet som forrædere, men derimod en enkelt officer, endog en af søhelten Tordenskiolds (1690-1720) mænd.
Det drejede sig om Fredrich Sahlgård, som i 1717 i Strømstad i en brutal retssag blev dømt som landsforræder, fordi han havde tjent i den danske flåde, skønt han var født i Marstrand, der havde været svensk siden 1658.
I sit forsvar fulgte han tidens sædvanlige definition af nationalitet. Den gik ud på, at loyaliteten var bundet til, hvor man svor sin ed og lagde sin tjeneste. Han holdt på, at han havde forladt Marstrand som barn i 1704 og aldrig aflagt loyalitetsed til Sverige. Hertil svarede rettens dommere med en for tiden ekstrem definition af nationalitet: Sahlgård havde som født i Marstrand overtaget den ed, som borgerne i 1658 havde svoret til den svenske konge, og så var det ligegyldigt, om han havde forladt Sverige som barn og ikke personligt havde svoret eden. Få dage efter domsafsigelsen blev han henrettet.
På dansk side kendte man den svenske radikalitet i forhold til nationalitet og svenskere i dansk tjeneste. I sin biografi om Tordenskiold fra 1747 skrev historikeren Casper Peter Rothe (1724-1784) om Sahlgårds skæbne, at det var svenskernes sædvanlige måde at handle mod dem på, som var født som svenske undersåtter. Underforstået: Sådan gjorde danskerne ikke. Der er heller ikke lignende eksempler fra dansk side.
Krigsfanger flygter, og Stenbocks officerer flygtede i meget høj grad. Vi har ikke de absolutte tal, men konstant meldtes fra amter og købstæder, at der ikke var så mange officerer tilbage. Ofte hjalp de danske myndigheder selv med ved at give officererne pas til at rejse til hjemlandet. Deres tilbagekomst blev garanteret af et æresord, de aflagde til gengæld for tilladelsen til orlov, og de danske myndigheder gav så en frist for deres tilbagevenden. Kom de ikke tilbage, ville man erklære dem æreløse og slå deres navne op offentligt. Det, skulle man mene, var en alvorlig sag, for en officers ære var en kostbar ting, og en edsbryder var ikke længere velset i det gode selskab. Men parterne havde forskellige opfattelser af den ed, som var aflagt i forbindelse med kapitulationen i Tønningen.
Svenskerne mente, at den manglende udveksling betød, at officererne på forhånd var frigjort fra deres ed. Det var de danske myndigheder, som havde brudt aftalen. Alligevel var visse officerer tilsyneladende ikke helt uberørt af truslen om æreløshed, men Sveriges krigskonge Karl 12. (1682-1718) var altid klar til at radikalisere krigsførelsen: I april 1714 nedlagde han forbud mod, at officerer vendte tilbage fra orlov, og den følgende måned beordrede han dem ligefrem tilbage i den svenske hær.
Det betød, at danskerne i slutningen af 1715 for anden gang tog en række officerer til fange ved Rügen og Stralsund i Nordtyskland. Men som et eksempel på den mere moderate danske politik blev de benådet af Frederik 4., måske for at undgå repressalier mod danske officerer i svensk fangenskab.
Fra dansk side holdt man op med at give tilfangetagne svenske officerer orlov mod æresord. I stedet begyndte de at flygte i stort tal, i nogle tilfælde ligefrem med lokal hjælp. Et finurligt eksempel er tre svenske ritmestre, som var indkvarteret i Bogense, hvor en fantasifuld borger ved navn Peder Hansen morede sig med at fortælle dem, at de snart skulle sættes i arrest i Fredericia og skydes. Det fik dem til at flygte, men de havde svært ved at finde vej, og efter at have flakket om i nogle dage kom de i september 1714 til Skamby på Nordfyn. Her skaffede den lokale sognepræst, Johan Post, dem en vogn til stranden, hvor de tilsyneladende stjal en båd og sejlede bort. Vel ankommet til Lübeck drak de efter eget udsagn et godt glas rhinskvin til deres tidligere husværts ære.
Ikke alle syntes dog om affæren. Peder Hansen blev sendt i fængselsarrest, hvor han arbejdede i skubkærren - en speciel straf, hvor fangen blev lænket til en trillebør, oftest læsset med byggematerialer. Johan Post skete der tilsyneladende ikke noget med.
Den lokale hjælp til især svenske officerer kan undre, da den slet ikke stemmer overens med regeringens politik. Der havde været mange årtiers propaganda mod arvefjenden, tilsyneladende mest i Sverige, hvor danskerne blev portrætteret som lumske og bedrageriske. Men mennesker mødes, og sympati opstår, og officerer og adelige i den tids Europa var en del af et transnationalt kriger- og adelssamfund, som sameksisterede med deres følelse af nationalitet og loyalitet mod kongen. En svensk kollega, som sad som krigsfange i Danmark uden mulighed for udveksling, kunne vække indignation.
Trods fjendskabet blev mange svenske officerer desuden inviteret på besøg på danske godser eller ligefrem tilbudt at flytte ind. Så meget sjov var der ikke ude på landet, og et dannet bekendtskab med gode historier at fortælle var værdsat ved middagsbordet. Man skal ikke glemme, at det var blot et halvt århundrede siden, at Skånelandene overgik til Sverige, og der var stadig i massevis af familieforbindelser over Øresund.
Den bedste integration sker i sengen, siges det, og en del af krigsfangerne fandt en hustru og et nyt liv i det tidligere fjendeland. Vi har ikke de absolutte tal, men det synes at være mange. I hvert fald mente man fra svensk side til sidst, at der måtte være mere kontrol med fangernes indgåelse af ægteskab, og i februar 1718 blev der nedlagt forbud mod krigsfangers ægteskab uden kongelig tilladelse.
I et enkelt område i Östergötland var der i 1718 stadig 16 danske krigsfanger fra slaget ved Helsingborg 8 år tidligere. 15 af dem havde giftet sig, nogle havde fået borgerskab, og erhvervsmæssigt var de soldater eller f.eks. slagtere, landarbejdere og skræddere. Det virker her som en selvfølge, at krigsfangerne giftede sig med de lokale, og efter Sveriges kolossale tab af mænd i de mange års krig var der enker og giftefærdige kvinder nok at tage af.
Ægteskab og borgerskab i Sverige kunne være særdeles attraktivt for fanger fra den danske hær, som i øvrigt mest bestod af tyskere. Løn og rationer var elendige, straffene morderiske og disciplinen brutal. Mange kom fra samfundets bund og endte som krigsfanger i en svensk by med masser af jomfruer og krigsenker, der foruden meget andet godt måske kunne tilbyde en forretning, et værksted eller en gård, som blot manglede en stærk mand. Det var for en fattig hvervet tysker i den danske hær et betydeligt socialt avancement.
Danmark mistede langt færre mænd end Sverige, men også her slog et betydeligt antal krigsfanger sig ned - endda med hjælp fra de danske myndigheder. Da to svenske fanger giftede sig med enker i Kerteminde, blev deres skat og andre borgerlige byrder lettet, med den bagtanke at det kunne lokke andre svenskere til. I opgørelserne finder man bemærkninger om fangernes status og opholdssted. Nogle er flygtet, nogle arbejder på gårdene, som de selv vil, nogle tigger, og nogle har slået sig ned »og agter her at blive«.
Historierne om krigsfangerne er mangesidige. Nogle flygtede, nogle døde efter vanrøgt og nogle kunne vende hjem vendte hjem. Andre slog sig ned i et nyt fædreland. For de sidste kunne krigsfangenskabet være en gylden mulighed for et nyt og bedre liv.
