Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: Kontrafaktisk - En belejlig død for Danmark
Lyt til artiklen: Kontrafaktisk - En belejlig død for Danmark
Den dansk-norske fæstning Fredriksten i Norge havde 11. december 1718 været belejret af den svenske hær i to uger, og enden var nær. Belejringen skred frem med matematisk præcision i form af parallelle løbegrave, som via forskudte forbindelseslinjer blev lagt stadig nærmere fæstningen. Nu var svenskerne nået så langt, at det tunge belejringsskyts snart kunne sættes ind. Om en uge eller to ville fæstningen overgive sig.
Karl 12. (1682-1718) var som altid hos sine tropper. Den aften klokken halv ti var han i den forreste løbegrav. Kongen havde boret sine støvler ind i løbegravens væg og hvilede hovedet på armene, som han havde placeret på brystværnet. Herfra kunne han betragte soldaternes arbejde med den ny linje, som kun var et par hundrede meter fra fæstningsmuren. Der blev skudt konstant fra norsk side med kanoner og musketter, og vinternatten var oplyst af lysbomber. De omkringstående officerer bad kongen om at passe på, men han svarede blot, at de ikke skulle være bange.
Lidt senere hørte de en lyd, der er blevet sammenlignet med lyden af to fingre, som slås ned i en håndflade. Kongens hoved gled en anelse ned mod brystværnet. Han var ramt i venstre tinding og død på stedet.
Hermed var offensiven i Norge slut. Karl 12. var den drivende kraft, og der var i hærens ledelse stor skepsis over for projektet. Det gjaldt ikke mindst kongens svoger, landgreve Frederik af Hessen (1676-1751), som var meget interesseret i at komme til Stockholm i en fart for at få sin hustru, kongens lillesøster Ulrika Eleonora, anerkendt som dronning af Sverige. Ved et møde mellem hertugen og de øverste generaler blev det besluttet at afbryde belejringen og trække hæren tilbage, og Frederik hjalp på stemningen ved at fordele krigskassens midler til generalerne for »alt deres besvær«.
Efter en kaotisk tilbagetrækning i kulde og træthed var den svenske invasionshær efter et par uger tilbage i hjemlandet . Værre gik det i Nordnorge, hvor den svenske styrke først modtog ordren om tilbagetrækning tre uger senere. På tilbagetoget over fjeldene udbrød en frygtelig snestorm, som varede i tre dage, og da resterne af hæren vaklede over grænsen efter det, som eftertiden har kaldt ’karolinernes dødsmarch’, var der kun 2.000 tilbage af de 6.000, som fire måneder tidligere var redet og marcheret over grænsen.
Med kongens død forsvandt også den offensive kraft i Sverige. Ved fredsslutningerne 1720 og 1721 mistede svenskerne deres besiddelser i Baltikum og Tyskland til de sejrende magter. Danmark-Norge fik godt nok ikke de gamle provinser på den anden side af Øresund tilbage, men kunne med stormagtsgaranti inddrage den gottorpske hertugs områder i Slesvig. Det var det første skridt mod genforening af Slesvig og Holsten under den danske krone, og Sverige mistede sin toldfrihed i Øresund. Krigens helt store vinder var Rusland og dets tsar Peter 1., af eftertiden bedre kendt som Peter den Store. Rusland fik tilranet sig store svenske landområder i Baltikum og Finland og var nu Østersøens stærkeste magt. Hvor den svenske by Nyen engang lå som Sveriges yderste vagtpost mod Rusland, rejste sig nu Sankt Petersborg. Den svenske stormagtstid var forbi.
I 1917 åbnede forskere Karl 12.s grav og undersøgte liget. Det er omstridt, om det var en dansk-norsk eller en svensk kugle, der dræbte krigerkongen.
Men hvad nu, hvis Karl 12. ikke var faldet ved Fredriksten?
I slutningen af 1716 syntes Sveriges stilling håbløs i den krig, som havde varet siden 1700, og som vi kalder den Store Nordiske Krig. Alle provinserne i Baltikum og Tyskland var tabt, Finland, som havde været en del af Sverige siden middelalderen, var besat af russiske tropper. Sverige var i krig med Rusland, Danmark-Norge, Preußen, Sachsen-Polen og Hannover og herigennem i en slags krigstilstand med Storbritannien, hvor den hannoveranske kurfyrste regerede som Georg 1.
De menneskelige tab havde været enorme. En hel hær var udslettet i slaget ved Poltava i juli 1709, og ved overgivelsen i Tønning i maj 1713 var 10.000 svenskere vandret i dansk krigsfangenskab. Dertil kom titusinder, som var døde i løbet af krigen i andre slag, i mindre fægtninger og frem for alt af sygdom. Alligevel havde Sverige muligheder.
Internt var det med 150 års næsten uafbrudt krigsførelse blevet selvforsynende med alt, hvad der skulle bruges til krig. Det korn, som før kom fra de baltiske provinser, kunne importeres på udenlandske skibe, som returnerede med det efterspurgte svenske jern og kobber. Finansreformer med forøgede indtægter og en hensynsløs udnyttelse af Sveriges materielle og menneskelige ressourcer havde givet Karl 12. midlerne til at opstille endnu en hær.
Eksternt var Sveriges stilling heller ikke håbløs trods mængden af fjender. Koalitioner var evigt ustabile, og alle deltagere holdt nervøst øje med hinanden som i en Agatha Christie-roman og frygtede, at en af de andre var i gang med forhandlinger med fjenden. De ville gerne have deres rov ud uden yderligere anstrengelser, og en separatfred med svigt af de andre og måske endog et skift i alliancen fristede. Karl 12. og hans diplomater førte et sofistikeret diplomati, hvor man forhandlede samtidig med Rusland, Preußen og Hannover-Storbritannien i de to år op til invasionen af Norge. Kunne Karl få en af dem ud af koalitionen, ville resten være nemmere at klare. Men hvem? Og til hvilken pris? Erstatning for tab i form af andre territorier var en mulighed. Hvis nu Rusland fik en pæn luns af Finland og de baltiske provinser, ville det så hjælpe Sverige med at få andet territorium til gengæld? Danmark-Norge var den mest sårbare del af koalitionen, og det lå ligefor at gøre krav på dele af det norske territorium. Med Danmark-Norge ude af krigen ville dets stærke flåde ikke længere kunne blokere for svensk troppetransport til kontinentet, hvorefter der kunne følge et opgør med de resterende medlemmer af koalitionen. Der førtes forhandlinger på Ålandsøerne mellem Sverige og Rusland i løbet af 1718 helt op til Karl 12.s død. Peter den Store havde efter visse betænkeligheder afslået at forråde sin danske allierede, men måske skiftede han mening, når situationen ændrede sig.
Vi kender ikke Karl 12.s hensigter, for kongen var notorisk tavs om sine planer, men invasionen af Norge var en meget velplanlagt og -organiseret affære, helt ulig den improviserede første invasion i 1716, der efter Tordenskiolds ødelæggelse af den svenske forsyningsflåde i Dynekilen måtte opgives.
Der var samlet forråd til seks måneder langs grænsen, og hærene skulle ikke mere tvinges til at forsyne sig selv med midler fra de erobrede områder i Norge. Det ville være en tvivlsom sag i det meget fattige Norge. Planen var tilsyneladende at sætte sig på norske områder og blive der.
Det åbenlyse mål var hovedstaden Kristiania (i dag Oslo). Med kontrol over Kristiania og udskibningshavnene for norsk tømmereksport kunne Sverige sætte Danmark økonomisk i klemme. Uden toldindtægterne fra norsk tømmer og norske søfolk til at bemande flåden ville Danmark ikke være i stand til at fortsætte krigen længe. Hvis det ikke var nok, kunne en svensk invasionsflåde sætte over til det svagt forsvarede Jylland.
Det er et muligt scenario, at freden mellem Danmark-Norge og Sverige var indgået på svenske betingelser. I Sverige havde man talt om at skubbe grænsen op til elven Glommen, som var nemmere at forsvare, og i flåden ville man gerne have Bornholm, som havde vist sig at være et vigtigt dansk støttepunkt i Østersen. Hvis altså ikke appetitten var skærpet under måltidet, og Sverige med russisk støtte havde bemægtiget sig hele Norge, som det skete i 1814. Så enden på Store Nordiske Krig, som for Danmark står som en sejr efter mange nederlag, oplyst af Tordenskiolds bedrifter, kunne være blevet et nyt nederlag, som havde ladet Sverige udbygge sin magtstilling i Norden og bevare dele af sine territorier på kontinentet. Det kunne altså have betydet et svensk Bornholm, og at Norge allerede efter Store Nordiske Krig var faldet ud af den danske konges hænder.
