Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: Romersk populisme og europæisk splittelse
Lyt til artiklen: Romersk populisme og europæisk splittelse
Bekymrede kommentatorer ser populismen som en epidemi, der overtager den vestlige verdens demokratier og udfordrer Den Europæiske Unions enhedsambitioner. Meningerne om populismen er mange, men forbløffende få har interesseret sig for dens ophav. Det er synd og skam, for ligesom det er tilfældet med så mange andre ting i vores politiske sprog, kan man trække en linje fra nutidens populisme tilbage til romernes imperiale republik. Inden man lader sig gribe af panik, er det derfor værd at huske Karl Marx’ (1818- 1883) udødelige ord om, at historien altid gentager sig to gange, først som tragedie, siden som farce. For den romerske histories vedkommende har gentagelserne ovenikøbet været utallige og vi er for længst ude over farcen. Det gør den til et roligt fikspunkt, som man kan spejle den europæiske nutid i. En nutid, der er splittet mellem bestræbelserne på at skabe en fælleseuropæisk enhed gennem en union og en grundlæggende demokratisk impuls, der kræver autonomi og frihed for de enkelte folk.
Intet kunne for alvor rokke imperiet. Hæren var den største i verden, og skatterne fra de erobrede provinser var tilstrækkeligt til at understøtte den
Det skorter ikke på bekymrede henvisninger til Romerrigets skæbne, når man i den offentlige debat diskuterer EU. Interessen samler sig dog altid om det store imperiums opløsning og undergang. Romerriget stod fadder til det moderne Europa, men også til mindre heldige tendenser i europæisk politik. Forsøgene på at samle Europa er inspireret af Romerriget, men hæmmes af strukturelle problemer, som også dengang plagede republikken. Nutidens populisme trækker tråde tilbage til det gamle Rom. EU må lukke sine grænser, lyder det, hvis det ikke skal blive overrendt af barbarerne, som Romerriget blev i det 5. århundrede e.Kr. Men på det tidspunkt blev imperiet regeret af enevældige kejsere, og at sammenligne den periode med nutiden er derfor misvisende. Et halvt årtusinde tidligere var styreformen anderledes. Republikken var et frit politisk system med åben konkurrence om magten. Det er en periode med langt større relevans for vor tids problemer, ikke mindst fordi den republikanske politik var i dyb krise og forfatningen ved at gå op i fugerne. Mens romerne drog fra sejr til sejr i Middelhavsregionen, gik det hjemlige politiske system under i voldsomme konflikter.
Opbygningen af et imperium forårsagede så kraftige omvæltninger, at den etablerede republikanske politiske orden i længden ikke var i stand til at håndtere de samfundsmæssige modsætninger i deres kølvand. Romerriget var, som den store historiker Christian Meier (1929-) har bemærket, endt i en »krise uden udgang«. Netop den fornemmelse vækker genklang i vor tid, hvor ’nødvendighedens politik’ for mange synes at udelukke muligheden for et reelt politisk valg. Ligesom under den romerske republiks krise må vi i dag spørge os selv, om det er muligt at forene demokratisk politik med etableringen af stadig mere omfattende overstatslige systemer som eksempelvis EU.
Det, man kunne kalde ’det populistiske øjeblik’ i romersk historie, indtraf i 2. og 1. århundrede f.Kr. Imperiets succes og ekspansion havde gjort eliten stadig mere velstående, mens den almindelige borgerbefolkning, bondestanden, kæmpede med et stigende pres på jorden og truende jordløshed. Da jordejende bønder traditionelt havde udgjort grundstammen i hæren, kunne det blive et problem for rekrutteringen. Nogle politikere søgte derfor gradvist at gøre sig til talsmænd for den bredere befolknings interesser. Det første gennembrud kom med de berømte Graccher-brødre. I 130’erne og 120’erne f.Kr. slog de sig op på en omfattende uddeling af jord.
133-121 f.Kr.: Graccherbrødrene forsøger at gennemføre reformer.
»De kæmper og dør for andres luksus og rigdom og kaldes verdens herrer, selv har de ikke engang rådighed over et lille jordlod«. Sådan skal Tiberius, den ældste af de to brødre, malende have beskrevet de romerske bønders situation. Store dele af aristokratiet var dog lodret imod reformer, der var baseret på uddeling af statens jord. De gjorde derfor alt, hvad de kunne, for at obstruere gracchernes politik. Ingen af parterne ville give sig, og forfatningens regler blev bøjet til det yderste og lidt til for at blokere og omgå hinanden. Det endte blodigt i gadekampe, hvor først Tiberius og siden hans lillebror Gaius måtte lade livet sammen med mange af deres tilhængere.
Set fra den dominerende aristokratiske position havde Graccher-brødrene i deres handlemåde undladt at skele til, hvad der tjente samfundets og statens interesser. I stedet brugte de uansvarligt løs af statens ressourcer ved letkøbt at appellere til folkets laveste instinkter for at fremme deres egne karrierer. De var, som man bevidst nedsættende sagde, popularer. Udgangen på den romerske misere blev en stribe militærkup, der endte med overgangen fra republik til enevældigt kejserdømme. Sådan behøver det ikke nødvendigvis gå EU, selv om mange i Vesten og EU er begyndt at frygte det scenario. Den italienske intellektuelle Luciano Canfora (1942-) beskrev Julius Cæsar (100-44 f.Kr.) som den »demokratiske diktator«, der tilsyneladende havde støtte i den brede befolkning, da han greb magten i republikken. Bekymringen for et lignende scenario bliver i dag atter luftet.
81-48 f. Kr.: Pompejus den Store dominerer den romerske republik.
Libertas, frihed, var et kodeord i den romerske republik. For aristokratiet markerede republikken et opgør med monarkiet og indførelsen af et system, hvor magten var delt mellem flere kolleger. For borgerbefolkningen betød frihed optagelse i det politiske 133-121 f.Kr. Graccherbrødrene forsøger at gennemføre reformer. Jean-Baptiste-Claude-Eugene Guillaume. 1853. Musée d’Orsay, Paris, Musée du Louvre fællesskab som myndige borgere og beskyttelse mod slaveri. Det var ingen lille ting. Ikke før med tanken om nationens og folkets enhed i slutningen af 1700-tallet blev man i stand til at overgå antikke bystater som den romerskes evne til at integrere den brede befolkning i det politiske fællesskab. I romerstatens tilfælde var det store befolkningsflertal bønder, og deres frihed afhang af, at der var slaver til rådighed til at dyrke aristokratiets jord. Mens aristokratier i andre perioder søgte at binde bønderne til deres jord, stod de her til rådighed for den afgørende militærtjeneste. Da den romerske bystat var relativt stor, gav det den en grundlæggende fordel i oldtidsverdenens hyppige militære konfrontationer med naboer. Kimen til ekspansion var lagt.
Politisk kom samfundsordenen til udtryk i en grundlæggende arbejdsdeling. Det jordejende aristokrati leverede statens ledere. Den almindelige borgerbefolkning havde så på folkeforsamlingerne mulighed for at vælge medlemmer af aristokratiet til de eftertragtede embeder og stemme om den lovgivning, som blev foreslået. Folket blev så at sige spurgt, og derfor har man diskuteret, om den romerske republik kunne betragtes som et demokrati. Svaret er nej. Man kan sagtens have åben politisk konkurrence og lade befolkningen komme til orde, uden at der er tale om et egentligt demokrati. Selv i vore dages fuldblodsdemokratier er der mange foranstaltninger, der sigter mod at begrænse befolkningsflertallets umiddelbare magtudøvelse. Folket spørges kun undtagelsesvis direkte til råds, mens den daglige politik varetages indirekte, gennem valgte repræsentanter, som har stor handlefrihed. Magten er opdelt i en udøvende, en lovgivende og en dømmende magt, som håndteres af uafhængige instanser. Hele denne institutionaliserede modvilje mod koncentration af magten og dens direkte udfoldelse er en arv fra den romerske republik.
Republikken var baseret på et princip om at blande magtformer og lade dem afbalancere hinanden. I dag mener man, at den rette republikanske politiske orden bør sikre mindretallets rettigheder. Deri var romerne for så vidt enige, men mens vi i dag forestiller os, at mindretallet skal beskyttes mod at blive tyranniseret af flertallet, var det omvendt i den romerske verden. Her sigtede begrænsningerne mod at sikre en lille jordejende elites fortsatte dominans og greb om magten. Den romerske republik var indrettet med henblik på at begrænse den brede befolknings indflydelse. Deltagelse krævede fremmøde på folkeforsamlingspladsen i Rom, hvilket satte naturlige grænser for den daglige medinddragelse. En stor del af befolkningen boede jo langt væk. Ved de væsentligste afstemninger var borgerne inddelt efter formue. De mest velstående klasser sad derfor tungt på magten, selv om de langtfra udgjorde et numerisk flertal. Masserne havde kun lille politisk indflydelse, men deres tilstedeværelse på folkeforsamlingspladsen gav indtryk af en belejlig samfundsmæssig enighed, der legitimerede elitens magtudøvelse.
49-44 f.Kr.: Cæsar regerer republikken som diktator.
31 f.Kr.-14 e.Kr.: Augustus regerer som den første romerske kejser.
Så længe man fastholdt enigheden inden for den dominerende aristokratiske elite, fungerede det republikanske adelsvælde usvækket. Men i aristokratiet konkurrerede man indbyrdes om magten og de prestigefulde embedsposter. Her havde man brug for den almene befolkning til at agere dommer i sin rivalisering. Efterhånden som romerstaten begyndte at få stor succes i krigsførelsen, opstod der problemer hjemme. Krigene foregik længere væk, og soldaterne var fraværende i årelange felttog langt fra hjemmet. Mange af de udsendte legionærer stammede efterhånden selv fra et jordløst segment af landbefolkningen. Ved hjemsendelse efter lang tjeneste håbede de derfor på, at den republikanske stat ville stille en lille jordlod til rådighed for dem, så de kunne forsørge sig selv og stifte familie.
Den politik fik man gradvis vanskeligere ved at gennemføre. Der var et stigende pres på jorden i Italien, befolkningen voksede støt, og flere mennesker skulle forsørges på det samme areal. De store erobringer gav rigdom, men aristokratiet fik den største bid af kagen. Den investerede de i jord, og de nyetablerede landbrug blev dyrket af slaver, som var taget til fange på felttogene. Skulle de jordløse medlemmer af bondebefolkningen nyde godt af jorduddelingen, var der kun et sted at tage jorden fra, nemlig den regerende elites ekspanderende godsbesiddelser. Den idé var eliten ikke så vild med. Gradvis kørte det politiske system af sporet, og de omtalte ildestedte Graccher-brødre kom med deres kompromisløse kamp for jordreformer til at udstikke vejen for en fremgangsmåde, som deres modstandere søgte at stemple som populistisk og samfundsnedbrydende.
117-136 e.Kr.: Under kejser Hadrian har Romerrigets geografiske udstrækning toppet.
Popularis var altså et skældsord ytret af en aristokratisk, i moderne øjne antidemokratisk elite imod dem, som forsøgte at appellere bredere. Det er forbløffende, at meget af retorikken stadig hænger ved i vores moderne demokratiske samtale. Betegnelsen populist tolkes sjældent positivt. Tværtimod bliver mærkatet som regel brugt for at stemple en politisk modstander, der søger at lokke vælgerkorpset med lette, men falske løsninger i stedet for den nødvendige og ansvarlige politik, som den dominerende konsensus står for. I samme ombæring omtales de såkaldte populisters vælgere ofte i en elitær, nedsættende tone. Hillary Clintons (1947-) »basket of deplorables« i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 og vor egen Carsten Jensens (1952-) »skimlede sekt af klamme kældermennesker« er gode eksempler på det.
Historikere understregede længe, at de såkaldte populares ikke repræsenterede noget egentlig politisk parti. De havde heller ikke et gennemarbejdet program, som vi er vant til det i dag. De gjorde alene brug af en alternativ strategi i konkurrencen om magten med de øvrige aristokrater. Intet af dette er i og for sig forkert, men det er heller ikke dækkende. For med deres politik imødekom de en række reelle problemer i det romerske samfund.
Ud over de jordløse bondesoldater var byproletariatet i Rom en udfordring. På ryggen af imperiet var Tiber-byen ved at vokse til at blive den største i verden, en antik megacity. Landområdernes befolkningsoverskud søgte mod hovedstaden og de muligheder, den bød på. Men livet i den store by var også forbundet med usikkerhed og farer – mangel på arbejde eller svigtende leverancer af brødkorn kunne fjerne livsgrundlaget. En sulten og letbevægelig bybefolkning var noget, der hjemsøgte aristokrater med mareridt om revolution. I kampen om magten var det de ledere, der forstod at mobilisere både jordløse bønder og byproletariat, der kom til at dominere den romerske republiks sidste årtier. Veteranerne skulle have jord og bybefolkningen del i de store mængder korn, de underkastede provinser betalte i skat til den romerske republik. I det spil haltede den herskende aristokratiske konsensus hele tiden bagefter, fordi den konservative elite, optimaterne (de allerbedste som de meget sigende kaldte sig selv), hverken ville eller kunne levere en løsning på de underliggende problemer.
Resultatet blev en stribe borgerkrige, hvor en række generaler med deres hæres støtte kæmpede om magten i Rom i den ene borgerkrig efter den anden: Marius (157-86 f.Kr.), Sulla (138-78 f.Kr.), Pompejus (106-48 f.Kr.), Caesar (100-44 f.Kr.), Antonius (82-30 f.Kr.). Listen over dominerende skikkelser, der for en stund syntes at sejre, er alenlang. Til slut slog Caesars arving Octavian (63-14 e.Kr.) Antonius og fik gydet olie på vandene. Han løste så de to grundlæggende politiske spørgsmål. Sejren i borgerkrigen i 31 f.Kr. havde givet ham kontrol over Egypten, Middelhavets største brødkurv. Det udnyttede Octavian (nu under navnet Augustus) til at stabilisere leverancerne til Rom og uddele gratis korn til flere hundrede tusinde indbyggere.
Hvad hæren og jordspørgsmålet angik, tog han konsekvenserne af det foregående århundredes udvikling. Hæren blev omdannet til en stående professionel enhed. Færre legionærer skulle fremover tjene i længere tid. Det mindskede behovet for udskrivninger reducerede antallet af de forstyrrende og kontroversielle hjemsendelser. Legionærerne fik en årlig løn, og efter endt tjenestetid blev de sendt hjem med en kontant bonus i stedet for en jordlod. Aristokratiets jordbesiddelser var sikret. Dermed var de afgørende politiske konflikter lagt døde, men deres løsning var bundet op på etableringen af et enevældigt kejserdømme. De enorme kræfter, som skabelsen af imperiet, datidens pendant til vores globalisering, havde mobiliseret, var blevet kanaliseret ind i en fast ramme, hvor konflikterne blev inddæmmet.
1. århundrede e.Kr.: Den romerske fred gav plads til at dyrke andre sysler end vold og magtkampe.
Freden kunne sænke sig. Mens romerne havde haft travlt med indbyrdes magtkampe, havde de fortsat underlagt sig det ene område efter det andet. For at stå i første geled i den romerske magtkamp måtte man føre sin hær til glorværdige sejre. Selv den berømte taler Cicero (106-43 f.Kr.) måtte se sig reduceret til statist, når først generalerne begyndte at tale. Resultatet blev, at romerne under Augustus underlagde sig områderne omkring Middelhavet og skød grænsen op til Rhinen og Donau. I dette område var al betydelig modstand blevet nedkæmpet. Kun det store Partherrige mod øst havde stadig militær styrke, der kunne matche romermagtens. Men begge riger var allerede enorme, og kræfterne rakte ikke til at besejre hinanden. Da kejser Hadrian (76- 138 e.Kr.) i 117 e.Kr. overtog magten, måtte han prioritere, om det vigtigste var at holde fast i det oprørske Mesopotamien eller at fokusere på at sikre egen magt i resten af det romerske rige. Han valgte ikke overraskende det sidste. Romerne og partherne endte med modstræbende at acceptere hinandens eksistens.
Intet kunne for alvor rokke imperiet. Hæren var den største i verden, og skatterne fra de erobrede provinser var tilstrækkeligt til at understøtte den. I sit mytologiske epos ’Aeneiden’ lod Vergil (70-19 f.Kr.) den romerske hovedgud, Jupiter, love dem imperium uden ende i så vel tid som rum. Det er let at påpege, at dette er en af den romerske propagandas poetiske overdrivelser. Den historiske sandhed er imidlertid, at man på mange måder var endt med en situation, hvor historien var sat i stå. I fraværet af ydre og indre rivaler kunne monarkiet bestå næsten i det uendelige. I århundreder var borgerkrig den største trussel mod den romerske fred. Prisen var, at den åbne konkurrence om regeringsmagten blev suspenderet, og at folket blev holdt uden for indflydelse. Republikken var blevet sprængt og ædt op af det imperium, den havde vundet.
Det behøvede ikke nødvendigvis være skidt. Den store statstænker Thomas Hobbes (1588-1679) argumenterede for, at det allervæsentligste var, at en enevældig hersker sørgede for fred og ro, så befolkningen kunne leve sit borgerlige liv i stilhed og trivsel. Mens den romerske republiks historie er fuld af revolutionerende omvæltninger, bevæger kejserdømmets sig i et roligere tempo. Mange har nok ladet sig underholde – i frydefuld gysen – over hoffets nådesløse intriger. Men de var i sidste ende et kulørt sideshow. Kejserdømmets væsentligste historie foregik langt fra Rom, ude i provinserne. Den er en fortælling om etableringen af en kosmopolitisk civilisation, hvor lokale eliter under dække af Pax Romana, den romerske fred, blev overladt den daglige styring. Det benyttede de til at konkurrere med hinanden om at udstyre deres byer med de fornemme monumentalbyggerier, hvis ruiner i dag stadig kan ses. Det hele kulminerede med konsolideringen af kristendommen som kejserdømmets enhedsreligion i århundrederne efter Konstantin den Store (280-337 e.Kr.).
476 e.Kr.: Den sidste vestromerske kejser, Romulus Augustulus, abdicerer.
Renæssancen og reformationen i den sene middelalder brød med den tanke om enhed, som det romerske kejserdømme gav i arv til Europa. Protestanter i Nordvesteuropa insisterede fremover på autonomi i forhold til den romersk-katolske kirke. Renæssancens humanister understregede ligeledes værdien af et frit og aktivt politisk liv. Man så imperiet som en trussel mod samfundets sammenhængskraft. I stedet for imperiets tanke om enhed ønskede man dynamisk kappestrid mellem uafhængige stater og så fordele i republikken. Den nye fortælling om Europa hyldede fraværet af enhed og imperium og forsvarede den lokale selvbestemmelse. Kun med intensiv mobilisering af befolkning og ressourcer kunne man overleve i den konkurrence, der fulgte med splittelsen. Det resulterede i en stærk dynamik, men den indbyrdes konkurrence endte også i enormt destruktive krige. Ved udgangen af Anden Verdenskrig begyndte imperiets fortælling om fred og enhed igen at synes attraktiv. Staternes enorme kræfter måtte tøjles, ellers ville man stå over for civilisationens udslettelse.
Fortællingen om et europæisk imperium måtte forenes med fortællingen om selvstændige stater. Men det er stadig uklart, hvor balancen skal ligge. Den Europæiske Union bliver let knyttet sammen med den side af imperiefortællingen, der fokuserer på et overordnet elitestyre, mens den aktive politiske udfoldelse på det lokale plan bliver nedtonet. Men det er på det lokale niveau, Europas befolkninger er aktivt politisk mobiliseret. Her kunne det gavne EU-tilhængerne at se den imperiale fredsfortælling i et lidt andet lys. Imperiet skabte nok enhed, men i praksis overlod det meget til lokalt selvstyre og autonomi. Imperiets regering var tilbageholdende og forøgede ikke hele tiden kravene til de lokale samfund. Det var grundlaget for den politiske ordens stabilitet og tillod en lokal opblomstring mange steder i imperiet. Det samme potentiale ligger i unionen som en styrkende ramme om de europæiske nationalstater.
