Et rødt Bornholm bag Jerntæppet

9. MAJ TRÅDTE DEN UBETINGEDE TYSKE OVERGIVELSE i kraft, og klokken 15 samme dag ankom de første stødtropper fra Den Røde Hær om bord på nogle torpedobåde til havnen i Rønne.

Bornholm befandt sig i en mærkelig situation. Tyskerne var væk, men der var stadig fremmede soldater i gaderne. De danske myndigheder håndterede situationen med største forsigtighed. De mange såkaldte ’russersager’ (typisk sager om vold, voldtægt og tyveri) blev tysset ned og slet ikke omtalt i lokale medier, men det blev dog indskærpet, at bornholmerne skulle passe bedre på deres cykler, og at salg af alkohol til soldater var strengt forbudt.

På alle niveauer fra Statsministeriet over amtmand Paul Christian von Stemann (1891-1966) i Rønne og ned til de enkelte politibetjente på gaden herskede en nervøs og afventende stemning. Man måtte udvise tilbørlig taknemmelighed for, at russerne havde befriet Bornholm, og man måtte tolerere en vis grad af uro med de op til 8.000 soldater på den lille ø. De sovjetiske officerer måtte ikke provokeres eller fornærmes. Tænk nu, hvis de ikke rejste hjem igen.

I MOSKVA FORHANDLEDE den danske gesandt Thomas Døssing (1882-1947) med USSR’s udenrigsminister Vjatjeslav Molotov (1890-1986). Døssing havde været aktiv i modstandsbevægelsen og var blevet udpeget af Frihedsrådet til det frie Danmarks repræsentant i Moskva. Han nærede sympati for Sovjetunionen og sendte rosenrøde beskrivelser af Stalins styre hjem til København, hvilket har fået historikere til at sætte spørgsmålstegn ved, om Døssing egentlig varetog danske interesser i Sovjetunionen eller Stalins interesser i Danmark. Det spørgsmål var særlig relevant i forhold til Bornholm. Hvad ville Stalin egentlig med øen i Østersøen?

Døssing forhandlede sig i løbet af vinteren 1946 frem til en position, hvor de russiske tropper kunne forlade Bornholm uden at frygte, at vestlige tropper ville anvende øen som fremskudt base vendt mod USSR. Den kolde krig var endnu i sin vorden, men alliancepartnerne i vest og øst, som i fællesskab havde nedkæmpet Adolf Hitlers Nazityskland, var godt på vej til at blive fjender.

5. marts 1946 var Døssing og Molotov nået frem til at kunne formulere en note med følgende ordlyd:

»Hvis Danmark nu er i stand til med sine egne tropper at besætte øen Bornholm og på Bornholm oprette sin egen administration uden nogen som helst deltagelse af fremmede tropper og fremmede administratorer, vil den sovjetiske regering tilbagekalde sine tropper fra Bornholm og overgive øen til den danske stat«.

Den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen (1895-1953) var indstillet på at tage noten til efterretning, hvis det kunne få de russiske soldater til at forlade Bornholm.

Men samme dag holdt Winston Churchill (1874-1965) på Fulton-universitetet i Missouri i USA en af den slags taler, som går over i historien.

Med sin vanlige sans for patos sammensatte Churchill en formulering, der opsummerede den verdenspolitiske situation med sin opdeling mellem øst og vest:

»From Stettin in the Baltic to Trieste in the Adriatic, an iron curtain has descended across the continent«.

Med de ord var begrebet ’Jerntæppet’ født.

DA STALIN LÆSTE OM TALEN, blev han rasende. Det tilkom ikke Churchill sådan at sætte ham på plads. Det var måske en irrationel reaktion, og den kunne have fået store konsekvenser for Bornholm og bornholmerne.

Det kunne nemt være endt med, at Jerntæppet ikke var kommet til at gå fra Szczecin ved Østersøen, men fra Bornholm. Molotov og Døssing kunne have fået noten retur med en besked fra Kreml om, at der desværre ikke var tid til yderligere forhandlinger de førstkommende dage.

Følgende nu kontrafaktiske scenario kunne herefter have udspillet sig:

Fyrmester Carl Christian Petersen på Hammeren Fyr var den første, der så det i de tidlige morgentimer 5. april 1946: En flåde af sovjetiske orlogsfartøjer viste sig i horisonten. Store forsyningsskibe fyldt med kanoner, granater, kampvogne og soldater. Fyrmesteren telegraferede til Søværnskommandoen i København, men der var intet at stille op. De sovjetiske skibe lagde til, soldaterne marcherede fra borde, og før klokken var 8, var amtmand von Stemann arresteret og anklaget for at planlægge sabotage af sovjetisk krigsmateriel og undergravende virksomhed i forhold til det gode samarbejde mellem Danmark og USSR.

Alle myndighedspersoner blev interneret, og de sovjetiske soldater, som havde nydt godt af bornholmernes gæstfrihed, blev indskærpet at undgå al fraternisering med lokalbefolkningen.

Formanden for Havnearbejdernes Forbund i Rønne, Jørn-Ole Sonne, fandt pludselig ud af, at der var brug for, at det bornholmske proletariat rejste sig mod det kapitalistiske og revanchistiske styre i København. Før dagen var omme, sad han på borgmester Hermann Aagesens kontor i Rønne og udtalte sig på vegne af Den Bornholmske Folkefront. Byrådet kunne blive siddende, embedsmænd ville få lov at beholde deres stillinger, hvis de samarbejdede, men amtmanden og hans familie og en række andre myndighedspersoner, hvis primære loyalitet gjaldt styret i København, ville blive deporteret.

BORNHOLM BLEV UDRÅBT TIL EN AUTONOM sovjetrepublik med stærke bånd til USSR, men også med tilsvarende stærke handels- og kulturrelationer til Østtyskland. Således kørte man Wartburg og Trabant i gaderne, selv om der var langt flere russere end østtyskere til stede på øen. Det var en særlig konstruktion inden for Østblokken, der havde et stærkt militært islæt.

Gaven fra det svenske folk til de bomberamte bornholmere, de træbyggede svenskehuse, blev færdigbygget i løbet af 1946. Men ellers var der få ting, der forløb som planlagt. Bykernerne i Rønne og Nexø blev genopbygget af tarvelige betonmaterialer, og Bornholm blev befæstet i et omfang, som man ikke engang havde kunnet forestille sig under den tyske besættelse. Ved Dueodde var der påbegyndt bygning af to stillinger til i alt fire styk 380-mm kanoner. Arbejdet var ikke blevet færdigt under besættelsen, men nu satte de sovjetiske ingeniører ind med stor energi.

Snart var der ikke blot en fuldt færdig kanonstilling, der beherskede farvandet syd for Bornholm, men også et tilsvarende anlæg godt gemt i klipperne neden for Hammerens Fyr, der kunne beskyde hele farvandet mellem Bornholm og Sydsverige. Østersøen var nu et lukket ’Fredens Hav’ uden adgang for de vestlige imperialistiske magters flåder. Til at bemande disse anlæg og en række radarinstallationer og flybaser var der en stor permanent garnison af sovjetiske soldater. Og efterhånden som teknologien udviklede sig, blev der opstillet atombevæbnede mellemdistanceraketter på øen til stor bekymring for Nato-alliancen.

FOR BORNHOLM OG BORNHOLMERNE var konsekvenserne af den sovjetiske magtovertagelse markante. Man vænnede sig snart til de mange soldater i gadebilledet. Femtakkede røde stjerner og hammer og segl dukkede op på alle offentlige bygninger. Midt på Fredens Plads, som Store Torv i Rønne nu hed, blev der rejst et storslået monument til minde om Den Røde Hærs sejrrige kampe mod fascismen og imperialismen. Det var en smuk og værdig ramme om de årlige parader 1. maj og 7. november, hvor arbejdernes internationale kampdag og oktoberrevolutionen i 1917 blev fejret.

Formand Jørn-Ole Sonne fra Havnearbejdernes Forbund tog hurtigt magten i den lokale gren af det kommunistiske parti, der havde hovedsæde i en tidligere bankbygning på Fredens Plads. Ikke kun han kom hyppigt til Moskva og Leningrad på partirejser. Det gjorde også en stor del af den bornholmske ungdom, som eksempelvis de mange ungpionerer, som før krigen havde været engageret i spejderbevægelsen, men nu marcherede med røde tørklæder og med stor entusiasme gentog partiets paroler.

Arbejderklubben Spartak Rønnes fodboldhold spillede kampe mod soldaternes Røde Stjerne-hold, og mange unge bornholmske kvinder fandt sammen med deres livs Ivan eller Igor. Bryllupsfotos blev gerne taget foran sejrsmonumentet på Havnebakken i Rønne med Østersøens glitrende bølger i baggrunden. På den måde fik mange bornholmere glæde af den obligatoriske russiskundervisning i skolen.

Foto: Tage Christensen

I løbet af 1950’erne vænnede mange russiske turister sig til at tænke på Bornholm som ’Østersøens Krim’. Store betonbyggede feriekomplekser skød op på de bornholmske kyster. I særlige beskyttede områder blev der bygget eksklusive sommerhuse, hvor partibosser fra Georgien, Polen og Østtyskland gerne holdt deres ferier.

MEN UD OVER disse byggerier og udbygningen af de militære baser skete der ingen forbedring af infrastrukturen på Bornholm, og i 1989 kørte kulfyrede lokomotiver stadig rundt på den bornholmske jernbane. Havnen i Nexø blev stærkt udvidet, men ikke som fiskerihavn. Den blev derimod base for den fremskudte sovjetiske ubådsflotille.

En kollektivisering af det bornholmske landbrug ændrede landskabet på øen voldsomt. Stordrift og styring efter femårsplaner viste sig ineffektivt, produktiviteten faldt markant. Selv om øen var et godt landbrugsområde, kunne man tit opleve, at der var mangel på de mest basale fødevarer i butikkerne. Til gengæld trivedes det private initiativ i den livlige sortbørshandel. Fiskeriet leverede produkter til hele Østblokken, men også her gav dårlig planlægning og central styring store udfordringer.

Kun stenbrudsindustrien trivedes. De stolte stenbrudsarbejdere blev hyldet som revolutionens børn og leverede materialer til havneprojekter i hele Baltikum.

Øens smukke middelalderkirker forfaldt. Folkekirken blev som reaktionær institution forbudt at virke på Bornholm, og da der ikke længere kunne opkræves kirkeskat, kunne forfaldet ikke afvendes, og Nikolaj Kirke i Rønne blev snart indrettet til militærmuseum.

Bornholms relativt begrænsede størrelse gjorde det svært at organisere nogen form for modstand. Den allestedsnærværende gren af KGB – BST, Bornholms Sikkerhedstjeneste – holdt nøje opsyn. Børn blev opmuntret til at informere om deres forældres mistænkelige adfærd, og der var et udbredt net af informanter. Af og til skete det, at utilpassede personer blev sendt til lejre i USSR. Man hviskede om, at en tur på politistationen i Rønne meget vel kunne være første stop på en rejse til Sibirien.

Frem til 1961 var der et vist samkvem med det gamle fædreland. Men da den ’antifascistiske beskyttelsesmur’ i Berlin blev opført for at hindre østtyskere i at flygte mod vest, fulgte Bornholm trop. Allerede i 1947 var der blevet indført rutinemæssig politiransagning af alle fiskefartøjer og andre fartøjer, der forlod bornholmsk havn. Hele familier blev nægtet tilladelse til at forlade øen samlet, og hvis folk ’glemte’ at bruge deres returbillet, gik det ud over deres familie.

Fra 1961 var det kun pensionister, der fik lov til at rejse ’over’, som man stadig kaldte det på Bornholm.

TABET AF ØEN havde vidtrækkende konsekvenser for kongeriget Danmark. Det stod snart helt klart, at Kreml ikke var bleg for at bruge Bornholm som pressionsmiddel. I 1949 var der stærke kræfter, der arbejdede for, at Danmark skulle slutte sig til den nye forsvarsalliance Nato. Men den sovjetiske ambassadør forklarede, at det ville få følger for Bornholms relativt frie status. Muligheden for deportering af hele den lokale befolkning blev nævnt. Også muligheden for, at USSR på opfordring fra bekymrede bornholmere skulle beslutte sig for at komme Danmark ’til undsætning’ og redde landet fra imperialisterne i Washington og London, eksisterede.

Danmark tilpassede sig. Og som alliancefrit land var det jo også meget rart, at så store dele af landbrugseksporten kunne gå til Østblokken.

Den danske modvilje mod at indtræde i Nato betød, at det ikke var muligt at beholde Grønland i rigsfællesskabet. I 1950 lagde US Navy til i Godthåb, og Stars and Stripes strøg til tops ved den gamle amtmandsbolig, der blev det nye amerikanske protektorats repræsentative hovedsæde. De danske embedsmænd måtte rejse hjem og overlod grønlænderne til et amerikansk styre, som ikke viste hverken sociale eller kulturelle hensyn. Det faktum, at Grønland ikke blev en stat, men blot et protektorat, betød, at den oprindelige befolkning kun havde meget begrænsede rettigheder.

I Skandinavien tippede Bornholm også vægtskålen til USSR’s fordel. Det i forvejen neutrale Sverige måtte ligesom Danmark og Finland tilpasse sig Sovjetunionen.

Selv om tabet af Bornholm således havde stillet USSR relativt stærkt i Skandinavien, kunne det i sidste ende ikke afværge Østblokkens fald i 1989. Det blev dog en stor opgave at reintegrere området i dansk økonomi. Ineffektive statsvirksomheder blev privatiseret, og de kollektiviserede gårde blev bragt tilbage på de gamle familiers hænder. Det var en hård proces, der som bekendt aldrig blev nødvendig.