Deutschland über alles!
Hvorfor fylder tysk historie før 1914 ikke mere i vores bevidsthed?
Jakob Ingemann Parby - Komplekst naboforhold
Vores nationale fællesskab bygger i høj grad på modsætningen mellem dansk og tysk, men vi har en lang tradition for sproglig, kulturel og merkantil udveksling med Tyskland, hvilket for Københavns vedkommende strækker sig tilbage til byens ældste historie.
Det danske sprog og ikke mindst den højkøbenhavnske dialekt, der i 1800-tallet blev skabelon for rigsdansk, er i høj grad formet af kontakten med Tyskland, og guldalderen var ikke blevet til noget uden indflydelsen fra Herder og andre tyske intellektuelle.
At danskerne er mindre velbevandrede i tysk historie før 1914, skyldes flere ting. Den første og vigtigste grund er nok nazismens altoverskyggende rædsler, men det har også betydning, at det tysk-romerske riges kludetæppe af småstater og fyrstedømmer kan virke vanskeligere at tilgå end f.eks. Solkongens Frankrig eller renæssancens Italien.
Endelig har det komplekse naboforhold gjort, at dansk forskning i tysk historie især har koncentreret sig om netop de tysk-danske relationer og særligt forskellige aspekter af Anden Verdenskrig, hvor studier i bl.a. de danske frivillige ved Østfronten og behandlingen af tyske krigsfanger har haft til formål at nuancere den mere traditionelle fremstilling af frihedskampen.
Katja Hoyer - En brudt kontinuitet
Tysklands samling i 1871 hører til blandt de mest monumentale begivenheder i det 19. århundrede, og Tyskland har siden overlevet som politisk enhed trods det 20. århundredes ulykker.
I dag er Tyskland stadig Europas største stat, dominerer fortsat europæisk politik og er en betydelig aktør på verdensscenen.
Det forekommer derfor besynderligt, at Tysklands samling i 1871 ikke indtager en væsentlig plads i landets historie.
Årsagen er det problematiske i at konstruere en sammenhængende national fortælling. For hvis man accepterer 1871 som det moderne Tysklands ophav, drager man en linje fra dengang til i dag og opfatter dermed den tyske nation som en sammenhængende enhed.
Det ville gøre de to verdenskrige samt, sværest af alt, holocaust til en del af den nationale fortælling.
Det vil være umuligt at acceptere. Det er nemmere at fokusere på den første halvdel af det 20. århundrede som indeholdende urkatastroferne, der resulterede i en succeshistorie om demokrati, snarere end at godtage, at det halve demokrati under Det Tyske Kejserrige endte i et totalt mørke.
Andreas Bonde Hansen - Fokus på 20. århundrede
Danmarks nabolande er mærkværdigt fraværende i vores bevidsthed, og en dansker er nok mere tilbøjelig til at kunne navnene på USA’s 50 stater end på Tysklands 16.
Samtidig har vi på grund af vores begrænsede sproglige og kulturelle diversitet samt stærke nationale historiefortælling meget svært ved at forstå mere mangfoldige fænomener som Det Tysk-Romerske Kejserrige eller faktisk også det moderne Spanien. Oven i det har det gamle 1864-kompleks skabt en fortælling om de onde prøjsere, der kom og tog vores land.
Danmark og Tyskland var ellers entydigt forbundne fra midten af 900-tallet til 1806, men det generelle fokus på det 20. århundredes historie spærrer for kendskabet til den del af historien.
Anden Verdenskrig sælger mere end Trediveårskrigen, og den kolde krig tildeles væsentligt mere opmærksomhed end bondestenalderen, på trods af at indførelsen af landbrug og indoeuropæernes indvandring er langt, langt mere betydningsfulde hændelser end sølle 40 års ikke-krig mellem få udvalgte lande på kloden.
