Der var noget andet i luften end duften af forår denne regnfulde søndag i maj. Gaderne omkring Fælleden summede af liv, og flere tusinde nysgerrige københavnere havde bevæget sig til Nørrebro for at følge dagens højspændte begivenheder.
Politiet havde udkommanderet 140 betjente og to eskadroner gardehusarer, der forsøgte at holde folk tilbage. Flåden var mobiliseret og offentlige bygninger sat under bevogtning af hæren. 5. maj 1872 lugtede der af revolution i København.
Et halvt år forinden, 15. oktober 1871, havde nogle hundrede socialister med den 29-årige postfunktionær Louis Pio, hans fætter Harald Brix og skolelæreren Paul Geleff i spidsen stiftet en dansk afdeling af Karl Marx’ Internationale Arbejderassociation.
Socialismens indtog i Danmark var en konsekvens af den industrialisering, der havde skabt en voksende arbejderklasse i byerne og dermed interessen for fagforeninger, der kunne tale arbejdernes sag. Allerede i foråret og sommeren 1871 blev der udsendt pjecer, der støttede ’Pariserkommunen’, arbejdernes mislykkede opstand i Paris i foråret 1871.
På kort sigt ønskede socialisterne konkrete forbedringer i løn- og arbejdsforhold opnået gennem strejker. På længere sigt var målet et grundlæggende opgør med kapitalismen.
I løbet af bare seks måneder havde mere end 8.000 arbejdere meldt sig under de røde faner. Et vigtigt samlingspunkt var Internationalens blad, Socialisten, og det var netop her, Louis Pio i en artikel havde annonceret et stort folkemøde på Nørre Fælled denne majdag i 1872:
»Vi vil da faa at kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed; samlede i tusindvis vil vi stille vore Fordringer og love hverandre at staa Last og Brast indtil Sejren er vor!«.
Den konkrete anledning var en omfattende murerstrejke i København, og artiklen sluttede med de ildevarslende ord: »Men Jer, I Guldets Dyrkere! [...] vogt Jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller – det flyder over!«.
På kort sigt ønskede socialisterne konkrete forbedringer i løn- og arbejdsforhold opnået gennem strejker. På længere sigt var målet et grundlæggende opgør med kapitalismen.
Myndighederne havde fulgt arbejdernes mobilisering med stigende bekymring. Pariserkommunens arbejderopstand i foråret 1871 stod endnu i frisk erindring, og artiklen i Socialisten var dråben, der fik bægeret til at flyde over hos politidirektør V. Crone.
Den revolutionære bevægelse skulle kvæles i fødslen, før den blev en alvorlig trussel, mente han, og derfor valgte politiet at anholde Pio, Brix og Geleff og – i strid med grundloven – at forbyde ikke bare dette møde, men alle fremtidige demonstrationer.
På trods af forbuddet gik arbejderne på gaden, og sidst på eftermiddagen marcherede tusind demonstranter ind på Fælleden, mens de sang ’Socialisternes March’. Politiet rykkede frem og fordrev med eftertrykkelig brug af stavene menneskemængden, der svarede igen med stenkast.
Billedet blev fuldendt af husarerne, der fra hesteryg bankede løs på arbejderne med den flade side af sablen. Arbejderbevægelsens første demonstration var druknet i forbud, gadekamp og bulne hoveder.
Tre måneder senere blev Internationalen opløst ved dom, og det følgende år idømtes de tre arbejderledere lange fængselsstraffe for tilskyndelse til oprør. Arbejderbevægelsen var dog langtfra tøjlet, og ’Slaget på Fælleden’ blev startskuddet til næsten et halvt århundredes kamp med myndighederne om bevægelsens ret til at demonstrere.
Grundloven fra 1849 gav borgerne ret til frit at ytre sig, danne foreninger og forsamles i det offentlige rum. Der var dog endnu langt fra princip til praksis. Myndighederne frygtede nemlig den ukontrollerede menneskemængde, og derfor gav grundloven og en ny politilov fra 1868 ordensmagten vidtrækkende beføjelser til at definere grænsen for lovligt politisk arbejde. Ytrings- og forsamlingsfriheden var fortsat til forhandling, og det fik arbejderbevægelsen at mærke.
Myndighedernes hårde repression gjorde mobiliseringen af arbejderne vanskelig. Derfor skiftede arbejderbevægelsen strategi. Frem for at tvinge sin ret igennem med konfrontation valgte man en legitimitetsstrategi.
Den gik ud på at iscenesætte sig selv som respektabel for dermed at distancere sig mest muligt fra magthavernes billede af arbejderne som pøbel og samfundstrussel. Når arbejderne gik på gaden, skulle det foregå under disciplinerede former.
Man tog sit bedste tøj på og marcherede i lige rækker for at signalere, at man kunne følge samfundets borgerlige normer. Dermed fik politiet svært ved at påstå, at man var ude på at lave optøjer.
Bag iscenesættelsen lå der dog også en magtdemonstration og en skjult trussel, for under det respektable ydre lurede potentialet for det modsatte – for opløbet – hvis arbejdernes forsamlingsret ikke blev respekteret.
Nu manglede arbejderbevægelsen en passende anledning til at demonstrere sin værdige optræden, og den greb man i forbindelse med grundlovens 25-års jubilæum 5. juni 1874. Under påskud af at ville hylde grundlovsgiveren, Frederik 7., med en krans foran Christiansborg Slot fik man tilladelse til at gå i demonstration gennem byen.
Et snedigt træk, for politiet kunne vanskeligt nægte arbejderne at hylde deres afdøde konge på grundlovsdag. Efter denne første vellykkede demonstration blev grundlovsoptogene en årligt tilbagevendende begivenhed for Det Socialdemokratiske Arbejderparti (senere: Socialdemokratiet), der stiftedes i 1876.
Nogle, der følte sig truet af Socialdemokratiets nye krav på det offentlige rum, var det konservative regeringsparti, Højre, der betragtede København som sin højborg. Som modsvar begyndte partiet derfor i 1884 at arrangere sine egne konkurrerende grundlovsdemonstrationer, og de næste 10 år dannede grundlovsdag rammen om en politisk kappestrid om den symbolske magt over de københavnske gader og vælgere.
Bagtæppet var disse års forfatningskamp mellem oppositionen og Estrups Højre-regering, der sad på kongens nåde med et solidt folketingsflertal imod sig og regerede med midlertidige love. Socialdemokratiets demonstrationer fik derfor en vigtig betydning som protest mod den demokratiske krise. En ting var dog at udnytte nationale mærkedage til at manifestere sin politik, noget helt andet var selv at bestemme, hvornår man ville demonstrere. Det kunne arbejderne fortsat ikke.
Den internationale arbejderbevægelse havde vedtaget, at 1. maj 1890 skulle være den første internationale kampdag med demonstrationer over hele verden. Da de danske socialdemokrater ansøgte politiet om tilladelse, fik de dog afslag med den meget danske begrundelse, at det ville forstyrre trafikken (!). Sådan fortsatte afvisningerne i 10 år, indtil man i 1900 for første gang kunne holde en demonstration på sin egen mærkedag. Dermed var tovtrækkerierne med myndighederne dog langtfra slut.
I årene op til Første Verdenskrig (1914-1918) kom Socialdemokratiet for alvor ind i den politiske varme som støtteparti for den radikale Zahle-regering, og ved folketingsvalget i 1913 fik partiet flest stemmer. Socialdemokraterne stod på tærsklen til deres politiske gennembrud.
Det betød dog ikke, at arbejderbevægelsen var blevet stueren. Mange opfattede fortsat ’de røde’ som en trussel mod den offentlige sikkerhed, og i 1910’erne blev arbejdernes ytrings- og forsamlingsfrihed sat på endnu en prøve.
Arbejderdemonstration 1. maj 1914 på Nørrebrogade i København. Verdenskrigens udbrud få måneder senere fik konsekvenser for det internationale arbejdersamarbejde.
Ved majdemonstrationen i København i 1914 medbragte Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF) et banner med teksten ’Ned med Kongedømmet, leve den sociale Republik’. Det budskab faldt politiet så meget for brystet, at man konfiskerede banneret og anholdt flere demonstranter. Efterfølgende blev spørgsmålet om grænsen mellem lovlige politiske paroler og forargelige budskaber, der tilskyndede til oprør, diskuteret heftigt i Justitsministeriet.
Det var tilsyneladende ikke lige til at besvare, for året efter blev et nyt banner med teksten ’Knæk Sablen! Bryd Kronen! Styrt Kirken!’ konfiskeret. Og da politiet i 1917 igen skred ind mod et banner med samme budskab, førte det sågar til gadekampe med de unge socialdemokrater, der kastede sten mod politiet.
Konflikten om de unges farlige bannere synliggjorde imidlertid den splittelse i arbejderbevægelsen over mål og midler, der i løbet af krigen var opstået internationalt. I Danmark brød hovedparten af SUF med moderpartiet og gik i revolutionær kommunistisk retning, mens Socialdemokratiet fortsatte den systemkonforme vej mod magten.
Det blev for alvor tydeligt, da Christian 10. i april 1920 noget uoverlagt fyrede C. Th. Zahle som statsminister på grund af uenighed om Sønderjyllands genforening og dermed udløste Påskekrisen. Fyringen var et forsøg fra højrekredse bag kongen på at tøjle venstrefløjen, men gav bagslag: Arbejderne gik på gaden og krævede regeringen genindsat under truslen om generalstrejke. Det kom til voldsomme gadekampe i København, og landet var på randen af oprør.
Kongen fik imidlertid undsætning fra en noget uventet kant: Socialdemokratiets formand, Thorvald Stauning, hastede hjem fra sin påskeferie på Sydsjælland og gik til kongen på Amalienborg. Ved aktivt at spille på truslen om revolution fra den vrede hob ude på slotspladsen lykkedes det ham at få en aftale på plads, der indebar den nye regerings afgang.
Med denne manøvre havde Stauning afværget kaos fra sit eget oprørske bagland og cementeret Socialdemokratiets position som ansvarligt parti.
Udviklingen fra revolution til systemkonformitet kulminerede i 1924, da landet fik sin første socialdemokratiske regering. Bevægelsen havde endegyldigt forladt gaderne.
Der var da gået mere end et halvt århundrede, siden Staunings forgænger Pio i sin berømte artikel havde forpligtet arbejderbevægelsen til »at staa Last og Brast indtil Sejren er vor!«, og efterfølgende var blevet idømt tre og et halvt års strafarbejde i isolation for at sætte de ord på papir.
Bare et årti senere fuldbyrdede Socialdemokratiet sin forvandling fra samfundsomstyrtende klasseparti til statsbærende folkeparti med vedtagelsen af Staunings program ’Danmark for Folket’ i 1934, der tegnede konturerne af den velfærdsideologi, der siden har styret det danske samfund.
Fra sin spæde start kom arbejderbevægelsens kamp altså til også at handle om demokratiets grænser og retten til at anvende det offentlige rum politisk. En lang og sej kamp, der i dag minder os om, at demokratiske rettigheder er genstand for stadig forhandling.
