København fik et chok, da Josephine Baker indtog byen med bananskørt og blændende humør

Bekymringen blev taget alvorligt, i hvert fald overværede repræsentanter for politiet generalprøven, og man kunne endda læse i Politiken, at »det hævdedes, at såvel politiassistenterne som politidirektøren havde moret sig storartet over forestillingen«.

Politiet var blandt de få i byen, der havde oplevet Josephine Bakers optræden inden premieren, men Politikens skribent, teaterredaktør Axel Breidahl havde faktisk i Paris set entertaineren dale ned på scenen i et stort påskeæg og skrev, at hun straks gjorde lykke »med sit gode humør, sine store øjne, sine hvide tænder og tossede dans«.

Det blaserte pariserpublikum havde ifølge Breidahl knap noteret sig, at hun var næsten nøgen. Det var faktisk, hvad der lød som et kikset kostume, der havde lagt en midlertidig dæmper på publikums begejstring. Samme skribent noterede, at ingen vel betvivlede Virgilias »gode mening og ærlige hensigt«, men at den rygtebaserede fordømmelse måtte virke som reklame, altså stik modsat hensigten.

Breidahl, der havde set det hele, fik imidlertid ikke ret. Agnes og Poul Henningsen fandt nemt en plads i teatret 19. juni. Salen var halvtom. Virakken virkede ikke som reklame.

Og begge var solgt til stanglakrids. Agnes havde slet ikke fået nok og ville videre i byen efter forestillingen, til Adlon, hvor den hårdtarbejdende Josephine Baker også gav et nummer. Her mødtes Henningsen senior med stjernen, og de to kvinder talte godt nok ikke det samme sprog, »... men de forstod hinanden, Josephine elskede og elsker stadig kvinders beundring. Hun er vant til mænds, den kunne hun få til indkøbspris, men når kvinder beundrer hende, så føler hun, at der er en virkelig begejstring, der ligger bagved«, fortalte PH i sine erindringer.

Agnes Henningsen mente, at Josephine Baker var på niveau med de franske skuespillerinder Sarah Bernhardt og Réjane, og hun var vred over den modtagelse, miss Baker havde fået:

»Du bliver virkelig nødt til at slå et slag for hende«, sagde hun til sin søn. »Der er ingen mening i, at hun skal behandles på den måde«.

Poul Henningsen tog benene på nakken, løb fra Adlon i Nørregade og op til Politikens kontorer på Rådhuspladsen, lånte en skrivemaskine på redaktionen og nåede at aflevere sin hyldestartikel ’Til Josephine Baker’ inden avisens deadline 35 minutter senere.

Kærlighedserklæringen var et kampråb, et opdrag, et sultent blik, et af dem, Josephine Baker nok kunne få til indkøbspris, men med et i mange nutidsøjne også reducerende, racistisk blik:

»Hvis naturlighed kunne læres, ville mødrene sende deres unge piger til Josephine Baker. Hun er en barnesjæl i dyreham – er det ikke også skildringen af den moderne unge pige? Hun er barnet, den unge pige, men også konen, moderen, damen, klovnen. Hendes sinds repertoire synes uudtømmeligt. Hvis vi beundrer en gren, et dådyr, en sø, hedder det naturglæde. Hvorfor skal det da være et udtryk for tidens perversitet, at vi opløftes ved mødet med et dybt naturligt menneske?«.

Da PH huskede tilbage og opsummerede, var det med enkle ord: »Så skrev jeg altså en artikel, som vakte megen forargelse«. Han forstod det ikke, Josephine Baker var jo et meget naturligt menneske, og skønt han egentlig ikke troede, at naturlighed var noget, der kunne læres, mente han, at det var en god idé at lade Josephine Baker undervise.

Det var ikke alle på moderbladet, der var enige med PH, i hvert fald ikke hvad angik det naturlige. I sin anmeldelse af showet skrev Viggo Cavling (den berømte Henrik Cavlings søn), at Josephine Baker da var god til at danse og forstod at bruge sin charmerende sangstemme.

»Men rigtig neger er hun ikke, hun er af blandingsrace, og den naturlige varme og medfødte humør, der ligger i negerkomikeren, erstatter hun med tricks og gebærder, der forekommer både uægte og uskønne«.

Når hun optrådte i det berømte bananskørt, lignede hun en mellemting mellem »missing link, en cirkusklovn og en varietedanserske«.

Josephine Baker fik PH til at spærre øjnene op. Det er tydeligt, men Paul Hammerich, PH’s kronikør, mener, at lysmageren så mere end blot en smuk, talentfuld og naturlig entertainer og kvinde. Han så også en sag eller »arbejdsmark«, som Hammerich skriver, han blev ganske simpelt vækket »til kønspolitiske kampagner«.

PH blev ven med Josephine, og to måneder senere mødte han endda Liva Weel, en kunstner, der ifølge Hammerich »kunne udbrede hans kundskab om et kønsliv i fuld belysning«. Det var ikke så lidt. PH var, som Hammerich rigtigt skriver, »ret heldig med pigerne den sommer«.

Det var en vild tid, og det var virkelig også en anden tid.