Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: Moralens vogtere jagtede de forbudte billeder
Lyt til artiklen: Moralens vogtere jagtede de forbudte billeder
Den unge arbejderkvinde Mary Willumsen (1884-1961) fra Valby blev i 1910 gift med maler og fotograf Harald Axel Larsen (1883-1913) og blev gennem ham introduceret til fotografisk kunst. Efter mandens død begyndte hun at tage erotiske fotografier på badeanstalten Helgoland, som dengang lå i Svanemøllebugten i det nordlige København.
Modellerne var kvinder, Mary Willumsen havde lært at kende, mens hun opholdt sig på badeanstalten. Det var kvinder fra forskellige kår, mange fra arbejderhjem, men der var – ifølge Mary Willumsens eget udsagn – også enkelte letlevende kvinder imellem. Fælles for alle kvinderne var dog, at de deltog frivilligt. De syntes faktisk, at det var sjovt.
I starten var der ikke penge mellem fotografen og hendes modeller, men senere betalte Willumsen dog flere af kvinderne for at stille op. I optagelserne fandt Willumsen sin helt egen stil, præget af spontanitet og naturlighed.
Mary Willumsen forsøgte at lempe sit forbud, da hun i 1922 henvendte sig til Statsadvokaten og bad om mulighed for igen at producere postkort til offentligt salg
I 1915 indledte hun sammen med sin ægtemand nr. 2, Ludwig Willumsen (1885-1946), en produktion af erotiske postkort til især Scala-Kiosken. De fremstillede cirka 1.000 kort om måneden – ikke så lidt af en præstation, da postkortene blev produceret i hånden på trappeopgangen uden for deres lejlighed i Viborggade i København.
Willumsen solgte sine postkort for 25 øre stykket til kioskerne, der solgte dem videre for 50 øre. Timelønnen for en håndværker var 2 kroner, så fortjenesten var stor.
I Aarhus var den fotografiske utugt også på spil. Emil Ebbesen (1891-1931) kom fra en familie af anerkendte fotografer og leverede fotografier til aviserne Aarhuus Stiftstidende og Demokraten.
Ebbesen begyndte at eksperimentere med sin stil og tog en række fotoserier ved Nordre Badeanstalt ved Risskov, skovene omkring Aarhus, Marselisborg Strand, i sin søster Ebbas lejlighed på Trøjborg og i sit eget atelier i Søndergade 47.
Senere udviklede fotografierne af de badende, både mænd og kvinder, sig til egentlige erotiske fotografier af letpåklædte kvinder i naturen.
Emil Ebbesens fotografier var mesterlige, hvad angik både belysningsformen og kompositionen. Inspirationen til fotografierne var dog ikke original. Ebbesen havde nemlig højst sandsynligt sit forlæg i det franske ugeblad La Vie Parisienne – datidens svar på Playboy. Hvorvidt Mary Willumsen, der ikke havde samme fotografiske omgangskreds som Ebbesen, kendte til dette blad, er uklart, men hendes stil minder om det.
Der blev rejst sag mod Mary Willumsen i 1920 på foranledning af Vigilia, en forening oprettet af Indre Mission i 1898 med det formål at bekæmpe ugudelighed og usædelighed.
Medlemmerne patruljerede på gaden, og stødte de på anstødelige fotos i butikkerne, gik de resolut ind og købte dem og meldte sagen til politiet.
Vigilia var en væsentlig aktør i kampen mod den tidlige billedpornografi, og det var da også Vigilias spioner, der gjorde politiet opmærksom på Willumsens postkort.
Af en rapport fra IV Inspektorat – politiets afdeling for pornografisager – fremgår det, at medlemmer af den kristne forening havde indkøbt 8 postkort i kiosken White Star på Amagerbrogade. Ud fra denne anmeldelse indledte IV Inspektorat et større efterforskningsarbejde og undersøgte flere forskellige kiosker. Tusindvis af postkort blev konfiskeret, herunder også nogle af Mary Willumsens.
Postkortene blev beskrevet i detaljer af IV Inspektorat:
»(...) en nøgen Kvinde uden synlige Skamhaar«, »(...) en nøgen Kvinde med tildels synlige Skamhaar«, »(...) nøgne og tildels nøgne Kvinder (...)«. En anden rapport nævner, at ikke mindre end 32.000 postkort blev beslaglagt, men det er nogle steder ændret til 2.000 styk. Sagen mod Mary Willumsen var altså en del af en langt større sag, der varede ikke mindre end to år.
Det fortæller noget om, hvor mange postkort der var i cirkulation.
Kun få af Emil Ebbesens erotiske fotografi er bevaret. På Politimuseet findes imidlertid en samling glasplader, såkaldte tørplader, som blev konfiskeret under sagen mod den aarhusianske fotograf.
For at undgå tiltale og straf var Mary Willumsen villig til at »efterkomme ethvert Paalæg, der matte blive givet mig af Myndighederne«, som hun ydmygt skrev. Tiltalen blev frafaldet, men Willumsen fik ikke lov til at vende tilbage til postkortproduktionen.
Det er lidt uklart, hvor mange af de konfiskerede postkort der i den og andre tilsvarende sager blev leveret tilbage, når der ikke var grund til at rejse tiltale for overtrædelse af utugtsparagraffen.
I den forbindelse findes en interessant rapport fra 14. april 1922, skrevet af en overbetjent Thiim fra IV Inspektorat.
8. marts havde Statsadvokaten for København tilkendegivet, at der ikke var grundlag for at rejse sigtelse mod en del af kioskejerne.
I den forbindelse kom overbetjent Thiim med en lidt besynderlig kommentar:
»(...) Undertegnede [har] gjort de paagjældende Forretningers Indehavere bekendt hermed samt henstillet til dem, at de giver Afkald paa de Kort, som var taget i Bevaring til Sagen. Denne Henstilling tages ogsaa til Følge med Undtagelse af Henry Jensen, der begærede Kortene tilbagegivet. Han fik derefter en del af disse – nemlig ’de mindst slemme’ – tilbageleveret og erklærede sig hermed tilfreds«.
Hvorfor havde overbetjent Thiim denne kommentar? Hvorfor ville han ikke levere postkortene tilbage? Skyldtes det moralsk indignation? Han taler jo om, at han kun leverede »de mindst slemme« retur. Var der her en forbindelse til Vigilia?
Vi kan kun gisne om det, for der findes intet mere konkret om IV Inspektorats holdning til Vigilia.
Forklaringen kunne dog også være en anden. Overbetjent Thiims tilbageholdenhed angående tilbagelevering af »de slemmeste« fotos kunne jo skyldes, at de var forsvundet. De billeder, der især manglede, var de »slemmeste«. Og hvor var de så forsvundet hen?
Ja, måske var de forsvundet under det langvarige og komplekse sagsforløb eller forsvundet ned i politifolkenes lommer. Den slags gik der hårdnakkede rygter om i hele IV Inspektorats levetid.
IV Inspektorat var politiets afdeling for pornografiske forbrydelser. Her ses inspektoratet ved oprettelsen i 1902 - i midten sidder den første chef, August Goll.
Det gik ikke Ebbesen meget bedre end Willumsen.
Han fik også beslaglagt alle sine negativer i 1920 og blev oveni idømt en bøde på 200 kroner. Efterfølgende stoppede Ebbesen sin produktion af erotiske postkort.
Mary Willumsen forsøgte at lempe sit forbud, da hun i 1922 henvendte sig til Statsadvokaten og bad om at få mulighed for igen at producere postkort til offentligt salg. Hun slog i den forbindelse på sin alvorlige økonomiske nød.
Det fremgår i øvrigt også af skrivelsen, at hun, også efter at sagen mod hende var blevet indledt, havde taget fotografier af badende kvinder, men billederne havde kun været »til Private«, hvad der så lå i dette. Ulovligt var det i hvert fald ikke, så længe de ikke blev forhandlet.
Statsadvokaten svarede aldrig på Mary Willumsens henvendelse. Og hvad skulle Statsadvokaten egentlig også have svaret? Man kunne jo ikke bøje lovgivningen.
Efterfølgende opgav Mary Willumsen sin fotografiske karriere.
I en periode drev hun en isbod ved indgangen til Helgoland. Hun endte sine dage som gartner og døde i 1961. De fleste af hendes glasnegativer blev skrabet rene og videresendt til brug i et drivhus.
Hovedparten af Emil Ebbesens glasnegativer led samme skæbne. På Politimuseet findes imidlertid en samling erotiske fotografier på glasplade – såkaldte tørplader – taget af Emil Ebbesen i perioden 1914-18. Pladerne blev konfiskeret og gemt væk, mens sagen mod ham stod på, og derfor er en del af hans produktion bevaret.
