Den gængse fortælling om, hvordan Danmark blev moderne, begynder ofte i 1700-tallets oplysningstid. Langsomt gennembrød naturvidenskaben og fornuftens klare stråler det religiøse verdensbillede.
Men den opfattelse skygger for det faktum, at 1700-tallet samtidig var præget af protestantiske såkaldt pietistiske vækkelsesbevægelser. Vækkelser, der fik stor indflydelse på befolkningens følelsesliv og hverdag og satte gang i heftige debatter om sand og falsk tro. Historien viser, at ’cancel culture’ langtfra kun er et moderne fænomen.
Det danske samfund var i religiøs henseende ellers særdeles ensartet i 1700-tallet. Der var meget få religiøse grupper, som stod uden for statskirken, og der var ikke tolerance over for religiøse holdninger, som afveg særlig meget fra den traditionelle lutherske lære.
Det stod helt klart for en søskendeflok fra Støttrup nord for Viborg, da de nærmede sig Nyborg. For de blev hurtigt genkendt som radikale pietister fordrevet fra Viborg, og i Nyborg blev de anklaget for at stå bag alt fra natlige forsamlinger til mordbrande i Odense.
I Viborg havde de gjort sig umådelig upopulære ved at nægte at deltage i gudstjenester. De mente, at kirken blot var en ceremoniel ramme omkring religiøst hykleri. De hævdede, at alle og enhver fik syndsforladelse og gik til nadver uden at angre oprigtigt. Landsbyboerne forsøgte at kurere søsteren i flokken for hendes vildfarelser ved tre gange med magt at trække hende igennem et hul i et dige i nattens mulm og mørke.
Det skulle foregå i fuldstændig tavshed, men det gik dog ikke helt efter planen, for søsteren protesterede og skældte dem ud med »kraftige sprog af den hellige skrift«.
Brødrene Morten, Niels, Laurids og Anders Jensen Støttrup rejste rundt på egnen, men overalt skabte deres tilstedeværelse splid og konflikt, fordi de ifølge lokalbefolkningen kom med »den nye troe«.
De hang med hovederne og vandrede sukkende eller grædende rundt, i erkendelse af at de tidligere havde levet som forlorne verdensmennesker.
Flere gange blev de opsøgt derhjemme, deres dør blev brudt op, og de blev overfaldet af lokale om natten. En af brødrene, Laurids Støttrup, fortæller, hvordan de en nat i Viborg blev vækket af 10 håndværkere, der sparkede døren ind og under højlydt banden tvang dem til at tage tøj på og smed dem ud af byen.
Hvis de nogensinde kom tilbage, ville håndværkerne, blev det sagt, slå brødrenes arme og ben »i støkker«. Laurids Støttrup kunne dagen derpå erfare, at også Viborgs magistrat billigede overfaldet, og de blev derefter forvist fra byen. Men som nævnt fandt de ikke ligefrem et fristed i Nyborg.
Den var ikke kun gal i Viborg og Nyborg. I kongens København var hele byen i begyndelsen af 1730’erne i oprør, fordi der blev holdt radikale pietistiske forsamlinger. På pensionatet Den Gyldne Okse på Nytorv midt i hovedstaden blev der holdt vækkelsesmøder, selv om det var ulovligt.
Her betegnede lederen af møderne, Marie Wulf, statskirken som en krostue, fordi enhver kunne synde, som man ville, og efterfølgende gå til præsten og få syndsforladelse. De radikale vækkelsesmøder medførte et voldsomt postyr i byen. Nogle indbyggere angreb deltagerne og pensionatet. Andre sagde, at de radikale holdninger gjorde dem angste eller melankolske, fordi der blev skabt forvirring om troens læresætninger.
Pietismen var opstået som en lutheransk fornyelsesbevægelse i det centrale Tyskland i slutningen af 1600-tallet, inspireret af puritanske bevægelser i England. De pietistiske tilhængere lagde vægt på genfødsel og på, at troen altid var nærværende i deres tanker og følelser. De havde en udpræget disciplineret og afholdende adfærd.
Under Frederik 4. og Christian 6. i første halvdel af 1700-tallet gjorde pietismen for alvor sit indtog i Danmark, og kongerne indførte reformer af skolevæsen og fattigvæsen. Konfirmationen blev gjort obligatorisk for alle unge, og der blev indsat pietistiske biskopper og sognepræster i mange stifter og sogne. Derved blev stort set alle danskere påvirket af pietismen i større eller mindre grad.
Pietismekongen Christian 6. slog et stort slag for de nye tanker og forbød bl.a. kortspil, dans og teater ved det danske hof.
Den brede befolkning reagerede meget forskelligt på de nye religiøse strømninger. Mange vendte sig skarpt mod de pietistiske strømninger, fordi de opfattede det som en ny form for disciplinering. Pietisterne betegnede hovedparten af de kristne som falske kristne, og nogle pietistiske præster nægtede endog sognebørn syndsforladelse og adgang til nadver. Det var en ny måde at udskamme folk offentligt på, hvilket gjorde mange oprørte.
Andre dele af befolkningen tilegnede sig gladelig den inderlige pietistiske etos. I pietismens fokus på individuel omvendelse så de nye muligheder for personlig handlekraft og myndighed.
Atter andre blev radikaliseret. De forlod den etablerede kirke og hævdede, at man kun var sand kristen, hvis man personligt havde været i direkte kontakt med Gud. Ikke så få radikale pietister hævdede, at Gud havde åbenbaret sig for dem, og at verden snart ville gå under. I det nye tusindårsrige, der derefter ville opstå, ville genfødte kristne regere side om side med Kristus.
De radikale pietister var ofte let genkendelige i gadebilledet på grund af deres påfaldende fremtoning. De hang med hovederne og vandrede sukkende eller grædende rundt, i erkendelse af at de tidligere havde levet som forlorne verdensmennesker. De gik uden paryk og i pjaltet tøj i mørke farver, og mændene havde ofte langt skæg.
Men hvorfor blev nogle så vrede på disse mennesker? Pietismen var formelt en lutheransk reformbevægelse, der blot skulle genopvække de grundlæggende ideer fra reformationen. Det var imidlertid en torn i øjet på mange, at pietisterne skelnede mellem sande og falske kristne, fordi de følte sig anklaget for at være utilstrækkelige i deres tro. At de radikale pietistiske grupperinger adskilte sig fra statskirken, blev også opfattet som en provokation.
Brødrene Støttrup fra Viborg hævdede ovenikøbet, at den almene deltagelse i nadveren gav folk en falsk følelse af sikkerhed for, at de ville opnå Guds nåde, og at dette skabte træghed og tørhed i troen. Det gjorde desuden folk rasende, at Støttrup-brødrene antydede, at de i højere grad fik del i Helligåndens salvelse end de fleste andre, som var mundkristne og altså blot kristne af navn og vane. Brødrene blev endvidere anklaget for perfektionisme, fordi de mente, at de kunne blive fri for synd, hvilket var imod Luthers lære.
Selv om den lutherske statskirke var næsten enerådende i Danmark, tillod kirken i begyndelsen, at brødrene ikke gik til gudstjeneste, når de blot holdt sig i ro og ikke hvervede tilhængere. På et tidspunkt blev brødrenes aktiviteter alligevel for meget for gejstligheden, og de kom i forhør. Morten Støttrup forklarede under forhøret, hvorfor han havde løsrevet sig fra kirken. Han havde, hævdede han, siden sin barndom længtes efter visdom, men ikke vidst, hvor eller hvorledes han skulle finde den.
Han havde studeret på Aalborg Latinskole, men det imødekom ikke hans længsel. Han var derfor begyndt at studere Bibelen, og det fik ham til at indse, at kristendommen var i forfald omkring ham. Under forhøret blev Morten Støttrup bedt om at underskrive en erklæring om, at han havde udbredt en lære, der var i strid med kirkens. Han blev imidlertid så overvældet af angst og bedrøvelse, at han ikke kunne få sig selv til at sætte hånden til papiret, og forlangte at tale med biskoppen.
Christian 6.s far og forgænger, Frederik 4., der her ses i al sin enevældige pragt, blev først i sine senere år optaget af pietismen. Inden da havde han med stor appetit kastet sig over det verdslige livs glæder.
Senere underskrev han alligevel erklæringen, men det kastede ham ud i en dyb krise, hvor han ifølge eget udsagn oplevede uro og forvirring i sit sind. I lang tid efter oplevede han det, som om hans sjæl var i fængsel, og han kunne hverken holde ud at være sammen med Guds eller med verdens børn.
Brødrene fortsatte med at rejse rundt, og de nåede at se indersiden af arbejdslejre og arresthuse helt fra Viborg og Fredericia til Kastellet i København, inden de to lærde af brødrene til sidst blev landsforvist.
Sagen mod Støttrup-brødrene er langtfra den eneste om radikale pietister, der blev overfaldet af traditionelle lutheranere. I centraladministrationens interne korrespondance blev der gennemgående udtrykt bekymring over, at mange radikale pietister blev overfaldet på gaderne med ’skælden og slag’, at vinduerne i deres huse blev slået ind, dørene blev brækket op og inventaret ødelagt.
Det skabte også uro i helstaten, at selv moderate pietistiske sognepræster undertiden nægtede at give sognebørn syndsforladelse, når de mente, at sognebørnene ikke angrede oprigtigt. Sognebørn i flere sogne skrev klager til Kirkekollegiet over, at præsterne skabte bekymring i deres hjerte og sind. Nogle fortalte endvidere, at deres børn kom grædende hjem fra konfirmationsforberedelse, fordi præsten havde kaldt dem vantro.
Sognebørnene opfattede syndsforladelse som en velerhvervet rettighed oven på et hårdt liv og var bange for, at de ikke ville opnå frelse efter døden. Først da Christian 6. døde i 1746, og Frederik 5. blev konge, blev der sat en effektiv stopper for de radikale pietistiske bevægelser. Dele af det pietistiske tankegods levede imidlertid videre i befolkningen og sågar i kongehuset.
De centrale personer i landboreformerne i slutningen af 1700-tallet, først og fremmest kronprins Frederik (6.) og A.P. Bernstorff samt kredsen omkring dem, mente angiveligt, at de kunne kommunikere med Jesus gennem et blafrende lys, og at Jesus besvarede deres spørgsmål gennem forandringer i lyset. Under den overordnede strømning af oplysning, rationalisme og reformer løb der fortsat en understrøm af religiøs mysticisme og personlige gudsåbenbaringer.
I den moderniseringsproces, som Danmark gennemgik i det 19. og 20. århundrede, blev befolkningen kun i meget lille omfang vænnet til at møde andre religiøse opfattelser end det, der blev prædiket i kirken. Det er den arv, som det moderne Danmark bygger på, og vi skylder os selv at reflektere over, hvordan det har påvirket vores rejse mod moderniteten.
