Tysk adelsfamilie kæmper stadig mod Hitler

På afstand er det ikke svært at forestille sig, hvordan disse prægtige bygninger, placeret i en kæmpemæssig nu snedækket park med høje, gamle træer, engang var et mondænt slot.

Men når man kommer tættere på, kan man se, at fugtige brædder har erstattet flere af de knuste ruder. Rød, hvid og sort graffiti løber som ar over kampestensfundamentets overflade, og hvor rosenhaven engang lå, er nu anlagt en parkeringsplads.

Her stillede ejer, fyrste Frederick Solms-Baruth III, en fløj af Schloss Baruth til rådighed for højtstående militærpersoner i forberedelsen af det berømte (og mislykkede) attentat Operation Valkyrie mod Hitler i 1944.

Målet med Operation Valkyrie var at initiere et statskup, der skulle stille Tyskland så gunstigt som muligt i en forhandling med de allierede. D-dag med de allieredes invasion i Normandiet lå kun seks uger tilbage, og udfaldet af krigen var mere eller mindre åbenlyst for alle. Tyskland ville tabe.

I Frederick Solms-Baruths øjne havde Hitler aldrig været en værdig leder af det Tyskland, han elskede, og hvis værdier han sammen med en række andre højtstående officerer og adelsmænd især følte var smuldret efter Første Verdenskrig.

»Min farfar var modstander af Hitler helt fra starten«, siger barnebarnet Frederick Solms-Baruth V, der som ældste søn bærer samme navn som sin far og farfar.

Og det er ikke kun navnet, han har arvet. Han har også arvet en strid om ejerskabet til det landområde, vi står på:

»Jeg lovede min far på hans dødsleje, at jeg ville kæmpe for at få vores landområder tilbage, ligesom han havde lovet sin far det. Og ikke bare det, men at give min farfar en retfærdighed, som han fortjener«.

I DAG FASTHOLDER den tyske stat – i form af det tyske indenrigs- og bygningsministerium, BADV – ejerskabet til hovedparten af Solms-Baruth-familiens landområder.

Den tyske stat har nemlig aldrig villet anerkende, at landområderne blev konfiskeret under Anden Verdenskrig, men har derimod fastholdt, at familiens besiddelser, der lå i det tidligere Østtyskland, var omfattet af de sovjetiske jordreformer efter 1945.

Frederick Solms-Baruth V led 9. december 2021 ved retten i Tyskland et foreløbigt juridisk nederlag i kampen for at få ejendomsretten tilbage på de samtlige 19.000 hektar land, der udgør under halvdelen af, hvad der var hans families til Anden Verdenskrig.

Hvem der fratog familien landområderne, som før krigen strakte sig langt ind i det nuværende Polen, er et helt centralt spørgsmål – og har været det i de millioner af sager om tabt ejendom, som den tyske stat ifølge forfatter, historiker og lektor emeritus ved Københavns Universitet Karl Christian Lammers har skullet tage stilling til siden Tysklands genforening i 1990.

Loven synes ellers klar. Den siger, at tidligere ejere kan få fuld kompensation, hvis det var nazisterne, der under Anden Verdenskrig konfiskerede deres land. De kan derimod ikke få erstatning, hvis deres land var en del af de kommunistiske jordreformer, som den sovjetiske besættelsesmagt indførte efter 1945 – så er ejeren den tyske stat. Og det sidste, hævder myndighederne, er tilfældet med familiens Solms-Baruths landområder.

Den amerikanske forsker og historiker Jonathan Petropoulos fra Claremont McKenna College i Californien har specialiseret sig i plyndringer af ejendom og kunst begået af nazisterne og skrevet bøger om aristokratiet og SS. Han er ikke i tvivl om, at Solms-Baruths land og ejendomme blev konfiskeret af nazisterne.

»Beviserne er fuldstændig uomtvistelige, og jeg har ikke nogen god forklaring på, hvorfor dommeren i den her sag ikke ser på fakta«, siger han til Politiken Historie.

Den juridiske tvist, der har stået på siden Berlinmurens fald i 1989, betyder, at Frederick Solms-Baruth V lever i en slags tidsboble, hvor omdrejningspunktet i hans liv er at finde tilstrækkeligt bevis for, at landområderne rent faktisk blev stjålet af Heinrich Himmler. Og først når den tyske stat anerkender det, kan han lægge det bag sig.

HANS FARFAR, FREDERICK SOLMS-BARUTH III, lod Schloss Baruth, der ligger 60 kilometer syd for Berlin, blive hovedkvarter for centrale figurer i Abwehr, den tyske militære efterretningstjeneste, der var ledet af admiral Wilhelm Canaris og Georg Alexander Hansen. Her var specialenheden Amt Mil D II ansvarlig for at klargøre komponenterne til den bombe, der skulle tage livet af Hitler i forbindelse med Operation Valkyrie. Hovedkvarteret fik dæknavnet ’Belinde’.

’Belinde’ er dukket op flere steder i de arkiver, der for nylig er blevet tilgængelige i Storbritannien. Det fortæller den britiske historiker og forfatter Nigel West, der har dokumenteret, at den engelske efterretningstjeneste SIS var mere involveret i Operation Valkyrie end hidtil antaget.

»Der er ingen tvivl om, at ’Belinde’ er Schloss Baruth og altså hjem for Frederick Solms-Baruth III og hans familie«, siger Nigel West til Politiken Historie.

Ifølge Frederick Solms-Baruth V var der dengang knyttet en privat togperron til slottet, hvilket betød, at medlemmerne af modstandsgruppen kunne gå i ly af træerne og langs stierne i slotsparken.

»Hele fløjen her var dedikeret til modstandsgruppen«, fortæller Solms-Baruth V fra bagsiden af Schloss Baruth, der støder ud mod den nu snedækkede slotspark.

Detaljerne for plottet kunne de diskutere på hesteryg i de omkringliggende skove, hvor de kunne færdes uden at vække mistanke og tale frit, uden at tjenestefolkene ville høre det og måske sladre. »«»

DEN KRIGSSKADEDE OBERST Claus von Stauffenberg var en del af modstandsgruppen og havde som tidligere højtstående i Hitlers hær adgang til Hitlers inderkreds. Planen bag Operation Valkyrie blev derfor, at han skulle placere en bombe tæt nok på Hitler til at slå ham ihjel.

20. juli 1944 ankom von Stauffenberg til Hitlers østligste hovedkvarter, Ulveskansen, hvor han var blevet beordret til at deltage i et møde om krigsindsatsen på Østfronten.

Under påskud af at skulle skifte skjorte gik von Stauffenberg før mødet ind i et lokale for at forberede bomben, men på grund af sine krigsskader på hænderne nåede han kun at gøre den ene bombe klar. Han vurderede dog, at det ville være tilstrækkeligt, da mødet lå i en tæt, underjordisk bunker.

Men på grund af sommerheden blev mødet flyttet til en barak over jorden, hvor både vinduer og møbler ville kunne afbøde eksplosionens styrke. Von Stauffenberg stak en hvid løgn om, at han havde skadet sin hørelse i kamp og for at høre Hitler ordentligt var nødt til at få en plads tæt på ham. Von Stauffenberg placerede tasken med bomben under bordet og forlod selv lokalet med den undskyldning, at han skulle foretage et telefonopkald.

Som en del af Operation Valkyrie skulle reservehæren aktiveres umiddelbart efter attentatet, så højtstående SS-officerer hurtigt kunne blive arresteret og den nye ledelse indsat.

Men da von Stauffenberg forlod lokalet, flyttede en af de andre mødedeltagere tasken om på den anden side af et massivt egetræsbordben. En placering, der blev afgørende for udfaldet af attentatforsøget.

Da timeren udløste bomben, blev lokalet totalt ødelagt, og fire personer mistede livet. Men Hitler slap mirakuløst med livet i behold, enkelte småskrammer og en perforeret trommehinde. Egetræsbordbenet havde skærmet ham mod eksplosionen og reddet hans liv.

Det følgende døgn blev fatalt for modstandsgruppen.

SAMME AFTEN BLEV von Stauffenberg og inderkredsen af officerer og embedsmænd dømt til døden ved en til lejligheden etableret krigsret og henrettet ved skydning med det samme. Omkring 200 andre blev de følgende måneder dømt til døden ved folkedomstolen – Hitlers særlige domstol mod landsforræderi – men fordi reb var en mangelvare, og fordi det ikke kunne blive brutalt nok, blev det besluttet, at de skulle hejses op i klaverstrenge bundet til kødkroge i loftet og langsomt kvæles. En henrettelsesmetode, der tog helt op til en halv time. Von Stauffenbergs bror blev myrdet på den måde og efterfølgende genoplivet igen og igen, hvilket blev filmet til underholdning for Hitler.

Dagen efter attentatet kom turen til Frederick Solms-Baruth III, da seks udsendte fra Gestapo mødte op på Schloss Baruth.

»Min farfar havde i ugerne op til kuppet sovet med to Luger-pistoler under sin hovedpude og var i gang med at brænde dokumenter, der kunne sætte ham og andre i forbindelse med det mislykkede kup«, siger barnebarnet Frederick Solms-Baruth V, da Politiken Historie står sammen med ham foran den massive brune trædør til hovedbygningen, som farfaren blev ført ud ad.

Ifølge hans fars beretning blev farfaren gennet ind i en bil og ført væk og skulle aldrig igen se det hjem, der var gået i arv gennem generationer i 500 år. Fra vinduet over hoveddøren stod hans 22-årige søn og så det hele. Han fortalte senere, at han stod med kinden mod geværkolben, klar til at affyre mod Gestapo-folkene.

»Min far var en virkelig dygtig skytte, så jeg er ret sikker på, at han ville have ramt. Det var svært for ham at leve med, at han ikke havde trykket på aftrækkeren den dag, når man ved, hvad min farfar gik i gennem i fængslet. Men havde han skudt på Gestapo, havde det kostet hele familien livet«, lyder vurderingen i dag fra Frederick Solms-Baruths.

Frederick Solms-Baruth III blev ført til hovedkvarteret for Gestapo og SS i Prinz Albrecht Strasse i Berlin. Her var forfølgelsen og udryddelsen af jøderne blevet udtænkt i det palæ, der indtil få år før havde fungeret som kunstakademi. Røde faner med hagekors udgjorde nu udsmykningen på væggene og understregede en hel anden virkelighed. Nu var det indrettet som et af de mest berygtede torturfængsler i Nazityskland med speciale i forhør.

I ni måneder sad Frederick Solms-Baruth indespærret i en af de 39 isolationsceller. Noget tyder på, at han var mere værdifuld i live, for han havde familie hos det danske, svenske og engelske hof, hvilket Heinrich Himmler kan have spekuleret i. Han ville gerne stå bedst muligt i de fredsforhandlinger, der nok ville komme med de allierede, og her så det ikke godt ud, hvis han havde slået et royalt familiemedlem ihjel.

Frederick Solms-Baruth blev dog sat over for at skulle vælge mellem sit eget og familiens liv på den ene side og at fraskrive sig alle rettigheder til sine landområder på den anden side, så Himmler via juridiske fiksfakserier de facto blev ejer. Og lige præcis det maskinskrevne dokument med rigsørnen og hagekorset indtegnet i en cirkel nedenunder er centralt i den retssag, barnebarnet Frederick Solms-Baruth fører videre.

»Hvis man i 2021 anerkender gyldigheden af et dokument underskrevet under tortur, blåstempler man jo også metoderne, nazisterne brugte, og så er retssystemet ikke et demokratisk land værdigt, men snarere en bananrepublik«, siger barnebarnet.

SÅ HER STÅR STRIDEN ALTSÅ. Og den bliver endnu mere kompliceret af, at retssagen kører ved to retsinstanser, fordi Frederick Solms-Baruths landområde strækker sig over to distrikter. Retten i Tyskland har ad flere omgange vurderet, at farfaren – som efter løsladelsen fik 24 timer til at flygte med sin hustru og to børn til de allieredes område i Sachsen, før de efter krigen rejste via Danmark til Namibia, hvor han døde i 1951 – frivilligt overdrog sine landområder til Heinrich Himmler.

Men hvis altså Frederick Solms-Baruth V kan bevise, at slottet og landområderne blev konfiskeret af nazisterne under Anden Verdenskrig, har familien ret til fuld kompensation.

Sagen har nu kørt ved de tyske domstole i 33 år. 13. december 2021 blev der sat et (foreløbigt) punktum, da retten afviste at genåbne sagen ved et retsmøde i Cottbus. I januar 2022 venter familien stadig på at få en begrundelse herfor, og der kan gå helt op til et halvt år, før den foreligger.

Familien Solms-Baruth havde blandt andet knyttet et nyt håb til et nyligt fundet dokument, som er et dekret udstedt af Himmler i 1943. Dekretet er en manual til, hvordan nazisterne kunne stjæle andres ejendom og få det til at se lovligt ud.

En af fremgangsmåderne var at fjerne skøderne med barberblade fra tingbøgerne, så ingen kunne se, hvem de oprindelige ejere var. Det gjorde nazisterne i flere tusinde sager. Det samme gør sig gældende i Frederick Solms-Baruths tilfælde.

Samtidig er der dukket en note op i tingbogen om, at de sider med oplysninger om det oprindelige ejerskab, der er skåret ud, er ødelagt. Noten blev skrevet før krigens afslutning i 1945. Det er i hvert fald konklusionen på en analyse, som en blækanalytiker har foretaget for familien.

Frederick Solms-Baruth siger:

»Vi har fået analyseret det blæk, hvor der står, at skøderne er forsvundet. Og det er skrevet med blæk, der stammer fra tiden før Sovjet. Så ordren om at fjerne skøderne fra tingbøgerne for at camouflere de retmæssige ejere, er sket før 1945, og den detalje er vigtig, for det betyder, at man har villet skjule det sande ejerskab allerede under nazismen og altså inden den kommunistiske jordreform. Og det betyder, at jeg har ret til landområderne ifølge tysk lov«.

Den note, der beskrev, at skøderne var ødelagte, skulle være arkiveret i Landesarchiv Berlin, men via et tip, kom Solms-Baruth V på sporet af, at de angiveligt var fejlplaceret i arkivet hos BADV, det tyske indenrigs- og bygningsministerium, som er modpart i sagen, men som også er sagsbehandler og havde mandat til at kunne afvise familiens anmodning, før sagen nåede det tyske retssystem.

Ifølge Solms-Baruth V ligger der mellem 10-20.000 sager, hvor det oprindelige ejerskab er skåret ud af tingbøgerne.

Hvorfor modparten ikke har gjort opmærksom på, at der fandtes dokumenter af den type, der ifølge familien kunne belyse, at konfiskeringen foregik allerede inden krigens afslutning, forstår Frederick Solms-Baruth ikke.

Han fortæller, at modparten ved et tidligere retsmøde gav udtryk for, at han ikke havde fundet noten relevant. Noget, der får Solms-Baruth V til at mistænke modparten for bevidst at ville skjule bevismateriale.

REPRÆSENTANT FOR BADV Christian Heimbürge, der har været involveret i sagen de seneste 20 år, afviser at svare på, hvorfor noten, der beskriver, at skøderne er ødelagte, og befandt sig i BADV’s eget arkiv, først nu er kommet frem, og om det nye bevismateriale giver anledning til at ændre beslutningen og anerkende, at landområdet blev annekteret af nazister.

Han henviser til retten i Cottbus, som svarer, at retten ikke vil genåbne sagen, fordi sagsøger skal »bevise, at landområderne og ejendommene allerede var fuldstændig beslaglagt af nationalsocialisterne og ikke af det sovjetiske styre«.

»Det giver jo ikke mening, for det er jo lige præcis det, vi nu har bevist«, siger Frederick Solms-Baruth.

Da familien endnu ikke har fået en formel begrundelse, er det derfor uklart, om de tyske myndigheder har taget stilling til de nye beviser.

Politisk er der strømninger, der vil begrænse kravet om kompensation fra nazitiden. I 2020 fremsatte venstrefløjspartiet Die Linke et forslag i Bundestag, der skulle fratage aristokrater muligheden for at søge økonomisk godtgørelse for nazikonfiskeret ejendom.

Og i den anden ende af den politiske skala har Polen netop vedtaget en forældelsesfrist på 30 år for krav om stjålet kunst fra den jødiske del af befolkningen.

Ifølge en opgørelse over ’Erstatning til ofre for nationalsocialismen’ anslås det, at Forbundsrepublikken Tyskland ved udgangen af 2020 har tilbagebetalt 79 milliarder euro i kompensation for uretmæssigt mistet ejendom til eksempelvis tvangsarbejdere og for kunstgenstande, der ikke er dukket op igen.

»I Tyskland er der en generel opfattelse af, at de spørgsmål, der vedrører adelens besiddelser, er afsluttet, fordi de landområder, der lå i det senere Østtyskland, var omfattet af de sovjetiske landreformer, der ikke gav mulighed for kompensation til adelsslægterne«, siger Karl Christian Lammers fra Københavns Universitet.

NOGET KUNNE TYDE PÅ, at han har ret. I 2003 lykkedes det Frederick Solms-Baruths far at indgå et forlig med den tyske stat, der betød, at han fik råderet over 6.000 ud af de samtlige 19.000 hektar land. I årene efter Berlinmurens fald havde han fået lov til at købe den fløj af Schloss Baruth tilbage, der dannede rammen om planlægningen af kuppet mod Hitler. Herefter var familien begyndt at renovere, men det satte en brand i 2012 en stopper for.

Ifølge Solms-Baruth er årsagen til branden aldrig blevet opklaret. Bygningen var ikke forsikret, så istandsættelsen er ikke kommet i gang igen.

Frederick Solms-Baruth har ikke i sinde at give op. Sagen vil nu gå videre til næste instans ud af tre i det tyske retssystem. Han ser Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som sidste udvej, hvis han ender med ikke at få medhold i det tyske retssystem.