Var den franske solkonge en værdig konge eller en simpel diktator?

En af alle tiders mest omdiskuterede herskere er den franske konge Ludvig 14., kendt som Solkongen, der regerede fra 1643 til sin død i 1715. Han har endda lagt navn til perioden, der er blevet kendt som Ludvig 14.s århundrede. Mange har i tidens løb været fascineret af hans person og formentlig lige så mange frastødt af hans åbenlyse glæde ved at sætte sig selv i centrum uanset omkostningerne. Hans evne til selviscenesættelse var uforlignelig og gjorde ham til en skikkelse, der blev både heroiseret og dæmoniseret.

Han blev efterlignet og hans stil imiteret, samtidig med at han blev nedgjort som en kransekagefigur uden egen reel betydning. Der er ikke nogen entydig sandhed om Ludvig 14. Frankrig var Europas ledende magt, og fransk kultur nåede et højdepunkt under Ludvig. Men spørgsmålet om, hvorvidt det nu var kongens fortjeneste, at det hele så så strålende ud, eller omvendt: om det snarere var kongen, der lånte sin berømmelse fra de usædvanlig mange kunstnere og tænkere og feltherrer, der virkede i Frankrig på denne tid, er ikke sådan at besvare.

En af de første store skildringer af Ludvig 14. og hans tid er forfattet af den franske tænker Voltaire, der blev født i 1694 og dermed i Ludvig 14.s regeringstid. I værket ’Le siècle de Louis XIV’ fra 1751 er Voltaire på den ene siden rosende over for kongen og hans evne til at holde sammen på og styrke Frankrig, men han lægger lige så stor vægt på at opregne alle de fremragende personer inden for kunst og videnskab, teknik og militært geni, som levede i Frankrig i de år, og som gjorde Ludvig 14.s tid til et gyldent århundrede i fransk historie.

Derudover fremhæver han også et vigtigt træk, der gør Ludvig 14.s regeringsførelse anderledes end mange andre herskeres med samme tilbøjelighed til at sætte sig selv i centrum. Den franske konge holdt af opmærksomhed, og han følte sig helt naturligt som en hersker, men han gav god plads til andre, der også var dygtige. Selvsikkerheden og evnen til at spille rollen som netop ’kongen’ var i så høj grad hans kompetence, at der blev plads til andre. Ludvig 14. havde ikke behov for at lamme kritik, at søge at overgå andre eller at vogte skinsygt over sin position. Han indtog helt naturligt sin plads hævet over alle andre og vidste udmærket, at jo flere dygtigheder han kunne knytte til sig selv eller holde på i sit land, jo større blev Frankrigs og dermed hans egen ’gloire’.

LUDVIG 14. VAR FØDT TIL AT BLIVE KONGE. Det er naturligvis en væsentlig forskel i forhold til andre magthavere, der selv har grebet magten. Hvis vi skal benytte os af de magtkategorier, som den tyske sociolog Max Weber definerede, så var Ludvig en magthaver, hvis magt byggede på tradition, valget af den førstefødte søn til konge.

Modsætningerne er i Webers sprogbrug på den ene side den magt, der bygger på rationalitet, typisk en valgt præsident, der formodes at være egnet til jobbet, og på den anden side den karismatiske leder, der forstår at slå igennem på grund af særlige egenskaber. En lang række diktatorer i vor tid, der er kommet til under stor folkelig begejstring – der ikke altid holder ved – er eksempler på dette. Ruslands Putin, Kinas Xi Jinping og Tyrkiets Erdogan rummer mange af disse elementer, der skaber den karismatiske leder, som ikke sjældent har det med at blive ved med at regere, også når karismaen er forsvundet.

Ludvig 14. blev født i 1638 som søn af den franske konge Ludvig 13. og Anna af Østrig, der var en spansk prinsesse (Østrigs og Spaniens fyrstehuse var på dette tidspunkt tæt knyttet sammen af familiemæssige bånd). Han var kun 5 år gammel, da faren døde, og han måtte i de første mange år acceptere et formynderstyre med moren og den politisk snu kardinal Mazarin som de egentlige magthavere. Ludvig blev myndig i 1651, men først da kardinal Mazarin døde i 1661, kunne Ludvig 14. rigtig tage magten i egen hånd.

FORUD VAR GÅET en ganske omtumlet periode i Frankrigs historie, der er en del af årsagen til Ludvigs magtovertagelse og måde at regere på. Frankrig var ikke et enevældigt land, da Ludvig overtog magten. Fra gammel tid var der i Frankrig en art regionalt selvstyre på vigtige områder, der administreredes af de såkaldte parlamenter, der væsentligst var domstole, men også havde en stemme i forbindelse med lovgivning og administration, og som i hvert fald ikke ønskede at blive trådt på af en centralistisk regering. Også store dele af adelen og Paris’ borgere var skeptiske over for magtkoncentration, og det foranledigede i årene 1649-1653 den oprørsbevægelse, der i fransk historie kendes som Fronden (la fronde).

OPRØRET BLEV SLÅET NED, men den unge Ludvig blev dybt præget af det. For ham blev det derfor en vigtig mission som konge af eliminere adelen som trussel, og det gjorde han behændigt ved at knytte højadelen til kongen som en hofadel på slottet Versailles uden for Paris, hvortil han førte hoffet i 1682. Idet han havde adelen tæt på sig ved et centraliseret hof, var det nemmere at forhindre eventuelle oprør ude i provinserne, hvor adelen havde store godsbesiddelser.

Kongen havde et falkeblik og en god hukommelse, og han kunne om morgenen, når adelen stod opmarcheret for at byde kongen godmorgen, med et enkelt blik se, om alle var på plads, og var man ikke det, så krævede det en god undskyldning at formilde kongen. Det er det, man kalder disciplinering, og som Ludvig 14. var eminent til. Ingen ydre tvang var nødvendig for at holde statsmaskineriet i ro. Enhver kendte sin plads, både i danseopstillingen og i statsstyret, og ingen gjorde oprør eller søgte på anden måde at gøre kongen rangen stridig. Ludvig 14. oparbejdede i løbet af få år en sådan autoritet som konge og en sådan virtuositet i at spille rollen – for det var en rolle – at ingen forestillede sig, at det kunne gøres på anden måde.

Kongens arbejdsevne var formidabel. Han skal have sagt: »Staten, det er mig«, hvilket nok ikke er helt autentisk, men meningen er god nok. Ingen blot nogenlunde vigtige sager gik uden om kongen, og man vidste, at skulle noget igennem, var det bedst ikke at presse for hårdt på, så kongen beholdt indtrykket af, at det var ham, der bestemte. Og ud over deltagelse i alle væsentlige beslutninger havde kongen tid til at holde og underholde elskerinder og tage sig af en voksende børneflok, føre an ved hofballerne på slottet og også aktivt deltage i de mange krige, der udkæmpedes i hans tid.

Men det betød ikke, at han var kendt for at være et militært geni. Han deltog, og sejren var hans, men alle kendte og forgudede tidens store generaler, der var med til at kaste glans over Frankrig. En dygtig minister, Louvois, stod for hærens udrustning, og landets økonomi lå i finansgeniet Colberts faste hænder. Lully, Charpentier og andre glimrende komponister sørgede for det musikalske niveau, Molière skrev geniale skuespil, og hans ældre samtidige Corneille og Racine producerede udødelige tragedier. Rundtomkring holdt begavede damer som madame de Sévigné og madame de Lambert saloner, hvor tidens elite samledes, og i Det Franske Akademi dyrkedes det franske sprog til uanede elegante højder, der naturligt gjorde det til førstesproget for Europas eliter. Og mange andre kan nævnes, som var med til for kongens samtidige at gøre hans århundrede endnu mere glorværdigt end kejser Augustus’ tid (1. årh. e.Kr.), der ellers stod som et højdepunkt i menneskehedens historie.

Ludvig 14. var i vor optik en enevældig eller absolut hersker, der sad inde med magten og ikke delte den med nogen. I Danmark havde vi et lignende system fra 1660 og 188 år frem. En dansk enevældig konge som Frederik 4. (1699-1730) lod sig gerne fremstille på billeder omgivet af samme pragt og med samme ophøjede mine som Solkongen.

ENEVÆLDEN BYGGEDE PÅ LEGITIMITET, og det gør den væsentlig anderledes end vore dages diktaturer. Kongen var konge i kraft af familierettigheder. Magten var ikke noget, som han selv havde taget. Det gjaldt selvfølgelig ikke den første danske enevældige konge, Frederik 3., der jo faktisk blev enevældig ved et statskup, men det bortforklaredes i enevældens grundlov, Kongeloven fra 1665, som en indgriben af Gud, der stod bag overdragelsen af magten til kongen. Hverken den franske eller den danske enevældige konge brød sig om medbejlere til magten eller kritiske røster, og de udeblev også i det store hele under accept af legitimitetsprincippet, indtil nye ideer tog over med Den Franske Revolution i 1789 og i Danmark i 1848. Så længe kunne det enevældige system holde og var accepteret i størstedelen af Europa uden at blive opfattet som undertrykkende.

To væsentlige undtagelser var dog England og Holland, hvor synet på Ludvig var betydelig mere kritisk. Solkongens Frankrig opfattedes som aggressivt, og netop Holland og England havde i lange perioder Solkongens Frankrig som fjendebillede. Hverken England eller Holland kendte til enevælde, men havde en kongemagt begrænset af et parlament med repræsentation af i hvert fald dele af befolkningen. Ludvig 14. var i den optik en art tyran, der undertrykte sin befolkning og angreb sine naboer. Denne opfattelse bestyrkedes, da kongen i 1685 tilbagekaldte det såkaldte Nantes-edikt og dermed ophævede ligestillingen i Frankrig mellem katolikker og de franske protestanter, huguenotterne. Økonomisk var det en tåbelig beslutning, som også mange franskmænd i det skjulte misbilligede.

TUSINDVIS AF DRIFTIGE og dygtige huguenotter flygtede til protestantiske nabolande. Men grundlæggende var Ludvig 14.s og andre enevældige systemer bygget på almindelige forestillinger om lov og ret, herunder et nogenlunde selvstændigt retssystem (når undtages ’politiske’ sager). Men igen – engelske dommere havde en helt anden grad af uafhængighed, og deres kongen langt mindre magt over retssystemet og i al almindelighed.

En væsentlig forskel på Ludvig 14.s enevælde og moderne diktaturer er, at Ludvig 14. ikke havde en plan om at holde på magten for sin egen skyld. Han var konge af Frankrig af Guds nåde, og han stod som sådan til ansvar for, at Frankrig overlevede og klarede sig som stat i det europæiske magtspil. Derfor førte han krige, der konsoliderede landets grænser, derfor lod han sig overtale til at gøre katolicismen til den eneste religion, og derfor fremmede han fransk kultur og sprog. Kongen og personen gik i et. Den form for styre brød man sig ikke om, hvis man var vant til engelsk deling af magten mellem konge og parlament, men man vidste også godt, at det var noget helt andet end ’rigtige’ despotier som dem, man fandt i Kina og Japan eller hos den tyrkiske sultan.

Montesquieus berømte værk ’Om lovenes ånd’ fra 1748 indeholder ingen udtalt kritik af det samtidige styre i Frankrig, men mellem linjerne kan man godt læse, at Montesquieu kunne anbefale, at magten var bedre fordelt, og at en eller anden form for repræsentativt styre ville være et godt supplement til kongemagten. Men hverken Montesquieu eller andre, der i samtiden skrev om forfatning, ville anse den franske enevælde som et diktatur eller et despoti, som byggede på undersåtternes frygt. –

Man frygtede ikke den enevældige monark, man ærede og respekterede regenten, og det er noget helt andet. Ludvig 14.s regeringsform er da også meget forskellig fra nutidens diktatorers. Og den væsentligste forskel er nok den, at kongen slet ikke behøvede optræde som diktator. Ludvig 14. var konge til tiden. Han var en model for herskere, der gerne ville fremstå som magtfulde og som kunstneriske mæcener. Frederik 2. af Preussen, Napoleon 1. og Napoleon 3. kunne bruge ham som model. En gadedreng og bølle som Putin, en voldsparat og undertrykkende kinesisk leder som Xi Jinping er af en helt anden kategori. For dem er den store fare demokrati og menneskerettigheder. Den bekymring havde Ludvig 14. ikke. Han behøvede ikke engang være bekymret for at miste magten. Han var en del af et system, som han selv havde opbygget og mestrede til fuldkommenhed. Han gjorde det så godt, at han både dengang og i dag ses som indbegrebet af enevælden. Den havde sin tid og sine spilleregler, som er nogle andre end dem, vor tids diktaturer bygger på.