Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Da Karl Marx blev født i 1818 i Tyskland, spillede de store jordejere som den herskende klasse en afgørende rolle for fordelingen af samfundets overskud af værdier, helt som i middelalderen. Kapitalismen ændrede denne økonomiske ulighed.
I løbet af den lange proces, der førte til industrialiseringen af hele samfundsproduktionen, gik den økonomiske ulighed fra at være baseret på det oldgamle feudale samfund til at koncentrere sig om kapital. De store jordejere havde, før industrien opstod i 1800-tallet, i større eller mindre udstrækning haft eneret på arbejdernes merarbejde. Jordejerne var producenter af jordbrugsprodukter. Det var bønder og løsarbejdere, som udførte arbejdet på herremændenes marker og i staldene, hvorefter de kunne dyrke deres egen eller fællesskabets jord.
Men med kapitalismens opståen kom jordejerne i klemme. Deres andel af merproduktet hvilede på den feudale ret, men efterhånden som den blev erstattet af den kapitalistiske ret, måtte jordejerne dele med kapitalisterne, i form af jordrente og profit.
Den sidste kapitalist, vi hænger, er ham, der har solgt os rebet
Karl Marx
I det lange løb måtte jordejerne omlægge til et kapitalistisk landbrug, der frembragte industrielle fødevarer, som kunne omsættes på markedet og kunne gøre jordejerne til en særlig gruppe blandt kapitalisterne. Med kapitalismen voksede også en ny form for ulighed frem i de vestlige samfund. Landarbejdere blev til arbejderbefolkninger og flyttede ind i storbyernes slumkvarterer og skabte derved en helt ny samfundsklasse. Den stod politisk og økonomisk i et anderledes ulige forhold til sine arbejdsgivere, der ikke længere var jordejere, men kapitalister. Det var denne kapitalistiske ulighed, Marx satte sig for at beskrive i sit hovedværk, ’Kapitalen’ fra 1867:
»I de samfund, hvor den kapitalistiske produktionsform hersker, viser rigdommen sig som en uhyre vareophobning og den enkelte vare som dens elementarform. Vor undersøgelse begynder derfor med en analyse af varen«.
Marx’ analyse fastslog, at varen både havde en brugsværdi, det vil sige den nytte, varen havde for køberen, samt en bytteværdi, der signalerede, hvor meget arbejde og hvor mange råstoffer der var gået til at producere varen. Eller som finansmanden Warren Buffett (1930-) beskrev det, dog i omvendt rækkefølge: »Price is what you pay, value is what you get«. Grundlæggende var det arbejdet, som skabte bytteværdi på markedet, der omvendt var grundlaget for varens pris. Men om varen opnåede en pris, som svarede til det i varen nedlagte arbejde, afhang af markedet og ikke mindst af udbuddet og efterspørgslen. Prisen kunne derfor ændre sig, uanset om værdien var den samme.
Det kunne være svært at udvikle priser, som alle kunne forstå. Blandt andet derfor udviklede markedet redskabet penge. Penge var oprindelig en vare som alle andre (se Mette Marie Halds tekst ’Med brød og ost fulgte økonomisk ulighed’, red.) og kunne bestå af alt fra byg til guld og sølv. Med udviklingen af pengesedler, hvis værdi kreditinstitutioner garanterede, udviklede redskabet penge sig til et regnskabsmål, som sælgeren kunne bruge til at opkøbe varer, der var vigtige for produktionen.
Selv arbejdskraften var en vare, der kunne købes på markedet for en værdi, der gjorde det muligt for arbejderen at genskabe sin arbejdskraft igennem fødevarer og andre fornødenheder. Men det unikke ved arbejdskraften var, at den kunne producere en værdi, der oversteg den løn, arbejderen fik udbetalt. Derved skabte arbejderen det, Marx betegnede som merværdi. Merværdien tilfaldt kapitalisten, der ejede produktionsmidlerne og derved kunne investere i ny produktion, så den samlede sum af merværdi voksede. Det er sådan, ’kapital’ opstår. Den skulle gerne blive større hele tiden, hvilket er grunden til, at man i moderne samfund altid taler om økonomisk vækst.
De socialistiske teoretikere før Marx så fremtidens samfund, utopien, som et, hvor alle var lige
I første omgang fremstod det som et lige bytte, når kapitalisten købte arbejdskraft af arbejderen, men merværdien af arbejdskraften tilfaldt kapitalisten – ikke arbejderen. Det var her, den ulighed kom ind i billedet, som den private ejendomsret også i dag forsvarer. Kapitalisten havde ressourcer i form af fabrikker, maskiner og råvarer, der gjorde, at han kunne købe arbejdskraft som vare – helt modsat lønarbejderen, der kun havde sin arbejdskraft at sælge og derfor ikke noget reelt valg.
Det lige bytte af varer var altså, når varen var arbejdskraft, i sin konsekvens et ulige bytte. På dette ulige bytte hviler de enorme forskelle i rigdom i de kapitalistiske samfund. Den ulighed øgedes kun i takt med tiden, når den nedarvedes og gjorde klasseforskellene større.
Den festklædte overklasse ser med gru underklassen bryde igennem parketgulvet og omvælte samfundet. Satirisk tegning af J.A. Mitchell i Appeal to Reason 29. december 1906, baseret på et maleri af Balfour Ker. Appeal to Reason var den førende revolutionære socialistiske avis i USA og landets største nogensinde målt på oplag med en halv million daglige eksemplarer i 1910. Den økonomiske ulighed i USA var i begyndelsen af det 20. århundrede ganske ekstrem.
Den kapitalistiske produktion, som Marx beskrev, hviler altså på en grundlæggende ulighed, fordi ejendomsretten til produktionsmidlerne gjorde det muligt for ejeren af produktionsmidlerne at udbytte arbejderen. Det var imidlertid ikke den eneste ulighed, den kapitalistiske produktion muliggjorde: Fordi kapitalisten gratis kan tilegne sig merværdien af arbejdernes indsats, kan kapitalisten forøge sin kapital og forøge den rigdom, samfundet producerer, og den rigdom, kapitalisten selv besidder. Det er grundlaget for den kapitalistiske produktion.
Selv om historiske analyser af udviklingen påviser, at arbejdslønnen er steget gennem tiden, så er kapitalisternes rigdom steget meget mere. Marx sagde, at grundlaget for kapitalismen er: »Akkumuler, akkumuler! Det er Moses og profeterne!«. Der ophobedes en uhyre rigdom hos en lille elite af kapitalister, en gruppe, som blev mindre, men hvis rigdom voksede. Historiske analyser viser, at denne ulighed i dag er større end nogensinde. Så selv om analysen begyndte med det lige bytte (arbejdskraft for arbejdsløn), så har den ført til den største økonomiske ulighed, historien har set. Samtidig med at arbejdskraften har en større produktivitet end nogensinde.
Pengenes udvikling er gået fra metalstykker af en nøje bestemt vægt og værdi til pengesedler, hvis værdi garanteres af forskellige finansinstitutioner såsom banker. Samtidig med at disse institutioner blev udviklet, opstod der en gruppe kapitalejere, som ikke selv ejede produktionsmidler, men alene spekulerede i de muligheder, som omsætningen på markedet tilvejebragte. Det kan være valutaforskelle, det kan også være lånemuligheder af en særlig form, som gør indtjeningen for finanskapitalen større.
Finanskapitalen, som vi ser den i dag, kendte Marx og hans samtid ikke til. Men fundamentet var lagt, og han så finanskapitalens funktion som en proces, hvor en del af kapitalen gennem kreditmarkedet tilegnede sig en del af den merværdi, som udsprang af selve produktionen og udbytningen af arbejdskraften. Der er således også interne slåskampe blandt kapitalisterne om, hvor merværdien skal kanaliseres hen.
Karl Marx med sin hustru, Jenny, i 1866. På dette tidspunkt arbejdede han på første bind af ’Kapitalen’, der udkom året efter.
Spørgsmålet om lighed eller ulighed spiller grundlæggende en anden rolle hos Marx. De socialistiske teoretikere før Marx så fremtidens samfund, utopien, som et, hvor alle var lige.
Marx skelnede; i det socialistiske samfund arbejder alle det, de kan, og betales derfor. Der er altså ingen, som kan tilegne sig merværdien, den tilfalder fællesskabet. Men, siger Marx, samfundet vil udvikle sig til et kommunistisk samfund, hvor man arbejder efter evne og modtager efter behov. Her har hver enkelt mulighed for i fællesskabet at udvikle sine talenter og evner. Men de er jo meget forskellige, så der er altså ikke tale om et lighedssamfund, da hver enkelt har forskellige talenter og evner. Da alle har den mulighed, er der altså i en forstand lighed, men samtidig udvikles alles evner og talenter, så der opstår store forskelle og dermed en positiv ulighed i modsætning til kapitalismens negative ulighed.
Marx ville have haft svært ved at genkende denne utopi i de såkaldt kommunistiske lande som Sovjetunionen og Kina og alle landene i Østeuropa og Asien knyttet til dem.
Han fik stor betydning for den moderne arbejderbevægelse, som opstod i 1870’erne. Socialdemokratierne og fagforeningerne voksede frem og blev en magtfaktor mange steder.
Allerede i 1880’erne opstod der dog grupper og partier, som var uenige med socialdemokraterne. Oppositionsgrupperne mente, at socialdemokratierne burde satse på at overtage samfundene, gennemføre revolutioner og ikke koncentrere sig om at forbedre arbejdernes dagligdag. I kølvandet på denne uenighed opstod grupper og partier, som også fandt inspiration hos Marx, ikke mindst de kommunistiske partier, som blev til i tiden efter den russiske revolution i 1917. Man må derfor skelne mellem, hvad Marx skrev, og hvad marxisterne skrev. De forskellige marxismer opstod som svar på meget forskellige historiske situationer, og sådan må de forstås i dag, sammen med deres forskellige syn på den økonomiske ulighed i samfundene.
