Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
I 1500-TALLET nævner samtidige kilder, at kosakker går i tjeneste hos områdets stormagt: Storfyrstedømmet Litauen, der senere blev til fyrstedømmet Litauen-Polen. Stadig flere russere og ukrainere søgte ud i landsbyerne ved Dnjepr, så i det 16. århundrede var flertallet af kosakkerne østslaver.
Hvem var de så? Ja, de levede ved floderne på de udstrakte stepper og ernærede sig som bønder (biavl var populært), skovbrugere – og røvere.
De forskellige stammer har navn efter de floder, som de boede ved: Dnjepr-kosakkerne, som der her er tale om, Don-kosakkerne (Kendt fra romanen ’Stille flyder Don’) og Volga-kosakkerne.
Midt i det 16.århundrede fik Dnjepr-kosakkerne lov at bosætte sig på øen Khtytsja ude i floden Dnjepr og fra dette støttepunkt dannede kosakkerne under deres valgte ledere, som havde titlen hetman, et egentligt rige, der dækkede en pæn del af det nuværende Ukraine.
I DEN UKRAINSKE HISTORIE er ’hetmanatet’ ikke blot vigtigt, fordi det på et tidspunkt var en slags stat. Men kosakkerne havde også en slags demokrati, idet kosakkerne valgte deres leder, hetmanen. Han kunne ganske vist afsættes, men ellers havde kosakkerne ubetinget lydighed over for ham. En ejendommelig blanding af centralistisk militær disciplin og demokrati.
I dagens Ukraine ses kosakkernes demokratiske valg af ledere som en modsætning til det traditionelt absolutte styre i Moskva.
Den stærkeste østeuropæiske magt i det 16. århundrede – Litauen-Polen – forsøgte at bremse kosakkerne. Men dels var den interesseret i at bruge dem som lejesoldater, dels sikrede de fyrstedømmets grænser mod syd og øst. Så der var populært sagt ustandseligt ballade.
I ANDET ÅRTI AF DET 17. ÅRHUNDREDE var Petro Konasjevitj-Sagajdatjnij leder af kosakkerne. Han anførte kosakkerne i flere krigstogter og knyttede også ledende kosakker til den religiøst-kulturelle elite i Kyiv. Man kan ikke tale om en moderne stat, men om et fungerende kosaksamfund, hvis økonomi blomstrede.
Forholdet mellem det litauisk-polske fyrstedømme og kosakkerne blev dog dårligere og dårligere, og 1648 brød kosakkernes utilfredshed ud i et egentligt oprør, der blev anført af Bogdan Khmelnitskij (1595-1657).
Han er en af Ukraines helt store helte, og der blev allerede i tsatiden (1888) opstillet en stor statue af ham foran byens vigtigste kirke, Sofia-katedralen, som efter den nyeste arkæologiske forskning fik lagt grundstenen 1011 under Vladimir den Store, men som tidligere blev tilskrevet Jaroslav den Vise.
OPSTANDEN I 1648 gik hårdt ud over jøderne, hvoraf mange havde gjort tjeneste i fyrstedømmet. Omkring 15.000 jøder, flest mænd, blev dræbt. Det var efter alt at dømme de første store jødeprogromer i østeuropæisk historie – og progromerne spøger også i den russiske præsident Vladimir Putins anklager mod Zelenskyj-regeringen.
Khelmnitskij ville befri hele rus-folket fra polakkerne og som uafhængig hersker over rus kæmpe for den ortodokse tro. I december 1648 kom han til Kyiv i triumftog.
Det litauisk-polske fyrstedømme gik dog straks i gang med at bekæmpe kosakstyret, og kosakkerne, der havde allieret sig med Krim-tatarerne, led 1651 et stort nederlag ved Berestetko. Så Khelmnitskij så sig om efter forbundsfæller og lavede aftaler med krimtaterne og Det osmanniske Rige.
Det var dog ikke nok, så kosaklederen tog også kontakt med den ortodokse tsar i Moskva – dengang hed det endnu ikke Rusland, men fyrstedømmet Moskva: Moskovien.
MOSKOVIEN TØVEDE, for det ville gerne undgå en konflikt med Litauen-Polen. Men efter forskellige politiske tovtrækkerier kom en delegation fra Moskva i januar 1654 til Kyiv, hvor en forsamling af kosakker aflagde ed på troskab til tsaren. Det samme gjorde befolkningen i Kyiv og andre ukrainske byer.
Den begivenhed er en af de helt centrale i forholdet mellem russere og ukrainere. 1954 fejrede det kommunistiske Sovjetunionen således ’300 året for genforeningen’ af de slaviske folk.
Kosakkerne så aftalen som en slags militær konvention, der ganske vist lagde hetmanatet under Moskva, men samtidig bevarede dets selvstændighed.
Sådan så tsaren ikke på det. Han betragtede det som en indlemmelse af hetmanatet.
Kosakkerne gav sig ikke uden videre. Under krigen mellem Moskva på den ene og Litauen-Polen og Sverige på den anden forsøgte kosakkerne at spille på først den ene og så på den anden hest.
ENDEN PÅ DET HELE BLEV, at Litauen-Polen og Moskva i 1660’erne delte kosakkernes land mellem sig, så floden Dnjepr blev grænsen mellem de to riger. 1686 blev Kyiv en del af tsarens rige og kirkeledelsen i Kyyiv, metropoliet, blev underlagt patriarken i Moskva.
De selvstændighedselskende kosakker blev dog ved at røre på sig, og Ivan Masepa (1639-1709) gjorde et sidste forsøg på at genskabe hetmanatet ved at slå sig sammen med den svenske kong Karl 12. i det, vi kender som Den Store Nordiske Krig. I slaget ved Poltava i juli 1709 var der meget karakteristisk for deres indre uenighed kosakker på både russisk og svensk side. Svenskerne tabte, og både Karl 12. og Masepa flygtede til det nuværende Moldova.
I en del af den ukrainske historieskrivning var hetmanatet ’den gyldne tid’. Men trods al nutidig romantisering af de stolte kosakker og deres levevis bukkede skiftende kosakherredømmer under presset af både regionens stormagter og indre social splittelse.
I sin gennemgang af Ukraines historie konkluderer den tidligere professor i Østeuropahistorie ved Wiens Universitet, Andreas Kappeler, at ’hetmanatets blomstringstid er et perfekt eksempel på, hvor forskelligt en historisk episode kan vurderes i de særskilte nationale traditioner’.
