Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
DET RUSSISKE STYRE var ude i regionerne mere fleksibelt end det polske, og Kyiv fik en ny blomstringstid i slutningen af 1600-tallet. Men ellers var Kyiv bare en stor provinsby i tsarens imperium. Odesa (russisk Odessa) ved Sortehavet blev ’gengrundlagt’ i bebyggelsen Noghay af Katarina den Store 1794, og den hastigt voksende havneby i ’Nyrusland’, som området blev kaldt, tiltrak indvandrere fra hele Europa.
Ukraine ’lå’ ikke, hvor landet ligger i dag. Området ved Lviv (polsk Lvov) var en del af Østrig (senere Østrig-Ungarn) og en anden region var del af Osmannerriget (senere Rumænien). Ukraines nuværende grænser er fastlagt efter Anden Verdenskrig, hvor ukrainerne for første gang kom til at bo i samme land.
I både russisk og ukrainsk historie spiller den ortodokse kirke en vigtig rolle som støtte for fyrster og tsarer, og skiftende tsarer brugte den også som forbundsfælle i russificeringen af kæmperiget.
DE RELIGIØSE MODSÆTNINGER i hele regionen omkring Ukraine er fortsat helt op til nutiden. I det moderne Ukraine er der en religiøs kamp mellem flere konkurrerende trosretninger. Der er også strid internt i den ortodokse kirke, hvor ukrainske religiøse ledere ønskede at høre direkte under patriarken i Istanbul (Konstantinopel) og ikke under patriarken i Moskva. Under oprøret på Maidan 2013-14 støttede den del af den ortodokse kirke, der vil direkte ind under patriarken ved Bosporus, oprøret, mens kirkeledelsen i Moskva støttede den korrupte regering under Viktor Janukovitj.
Den ortodokse kirke i Ukraine kom i januar 2019 under patriarken i Istanbul og skiftet blev straks brugt af den daværende præsident Petro Porosjenko i valgkampen.
Da Rusland og Litauen-Polen i 1660’erne delte hetmanatet mellem sig, overtalte de ortodokse ledere i Kyiv tsaren til at beholde byen på russiske hænder, selv om den ifølge fredsaftalen med Polen-Litauen egentlig hørte til der. Det var frygten for den katolske kirke, som stod stærkt i Polen, der fik de ortodokse ledere til at søge støtte hos tsaren.
På det ideologiske plan skete der 1674 noget meget vigtigt: Da udkom den første historie, ’Synopsis: A Brief Compendium of various Chronicles....’
Her blev hele den store historiske sammenhæng fremstillet, som tsardømmet ønskede det med Kyiv som tsarernes første hovedstad. Her startede den myte om en ubrudt russisk historie fra vikingetidens Rus til nutidens Rusland, som også præsident Putin baserer sin politik på. Rus er bare forløberen for tsarernes og Putins Rusland.
PETER DEN STORES SPINDOKTOR, Teofan Prokopovitj, var rektor for Kyiv-kollegiet. Han strikkede tsarimperiets grundfortælling om Peter som ’fædrelandets fader’ sammen. Og den holdt lige til mordet på tsar Nikolaj 2 og hans familie. ’Lillefar’ blev tsaren kaldt af sine undersåtter. Senere greb den kommunistiske diktator Josef Stalin traditionen og trådte frem som nationens far.
Peter den Store og Katarina den Store fremskyndede assimileringen af kosakkerne i det russiske samfund, og 1783 blev den særlige kosakhær opløst og kosakkerne optaget i de almindelige regimenter. Alligevel finder man i dag udbredt kosak-romantik i både Ukraine og Rusland.
Men ellers koncentrerede skiftende herskere i Moskva de følgende århundreder sig om at tømre riget sammen og russificere det. I 1764 kaldte Katarina den Store Ukraine for Lillerusland og betegnede regionen som provinser. Ukrainsk kultur og sprog blev bekæmpet med svingende ihærdighed. Det kan illustreres og opsummeres i en rundskrivelse til hele tsarens embedsapparat fra den russiske indenrigsminister Pjotr Valujev fra 1863:
»Der har aldrig eksisteret et selvstændigt lillerussisk sprog, det eksisterer heller ikke nu, og det vil aldrig komme til at eksistere. Den dialekt, som det jævne folk anvender, er russisk, blot fordærvet gennem polsk indflydelse. Det russiske sprog er lige så forståeligt for lillerusserne som for russerne, ja de forstår det endog lettere end det såkaldte ukrainske sprog, som nu bliver udpønset til dem af nogle lillerussere og især af nogle polakker«.
I de godt 200 år under tsarerne var Ukraine skrevet ud af historien. Ukrainerne var russere, der blot talte en forfærdelig dialekt.
