0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Weimarrepublikken var et demokratisk laboratorium

Weimarrepublikken var et lysende symbol på moderne tider og social fremgang, men huskes i dag som et urovækkende forspil til nazisternes rædselsregime 1933-45. Advarselslamperne bør blinke, når de klassiske konservative allierer sig med det radikale højre.

15. november 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Maleriet ’Grossstadt’ eller ’Storbyen’ af Otto Dix fra 1927-28 fremstiller her Weimarrepublikken, som den ofte har fremstået for eftertiden: som et dekadent, nydelsessygt samfund, der ignorerede de dybereliggende problemer. Foto: Kunstmuseum Stuttgart

Et demokrati kan ikke bestå i længden, når samfundet er splittet, og det politiske system er lammet. Et demokrati skal sørge for borgernes sikkerhed og økonomiske muligheder såvel som frihedsrettigheder. Og det er nødt til aktivt at beskytte sig mod sine modstandere. Trods alle de enorme problemer, den tyske Weimarrepublik stod over for i perioden 1919-1933, kollapsede den ikke af sig selv. Den blev aktivt ødelagt af alle dem, der hadede demokrati, sociale reformer og jøder.

Den demokratiske Weimarrepublik rummede ellers et stort potentiale, da den blev grundlagt i de urolige år efter Første Verdenskrig. »Hvis man ikke higer efter det umulige, hvordan kan man da opnå det mulige?«, spurgte den tyske kunstner Hermann Finsterlin i 1920. Efter fire års altødelæggende verdenskrig ville Hermann Finsterlin og mange andre tyske kunstnere med djævlens vold og magt skabe en helt ny verden.

Første Verdenskrig havde kostet 2 millioner tyskere livet og lemlæstet hundredtusindvis af andre, både fysisk og psykisk. Krigen havde også undergravet den gamle ordens legitimitet, en social orden, der var domineret af kejsere og fyrster, godsejere, prøjsiske officerer, embedsmænd, landadel og industribaroner.

  • Infanteriregiment nr. 76 vender tilbage ankommer i Hamborg direkte fra fronten i december 1918. Bevæbnede, arbejdsløse veteraner som disse skabte store problemer for den unge republik. Foto: Staatsarchiv Hamburg

DISSE KUNSTNERES STRÆBEN efter at opbygge noget helt nyt var dog ikke kun en reaktion på den katastrofale krig. De lod sig også inspirere af kreativiteten i den revolution, der fandt sted i Tyskland i 1918-1919. I krigens allersidste fase begik sømændene i den kejserlige tyske flåde mytteri på flådebasen i Kiel og nægtede at gøre deres slagskibe klar til et sidste ærefuldt ragnarokslag mod Royal Navy.

Deres oprør satte gang i en revolution, som sendte den ydmygede kejser Vilhelm 2. i eksil i Holland. I andre tyske delstater måtte den ene fyrste efter den anden abdicere, mens befolkningerne tog magten, gik på gaden i massedemonstrationer og udvandrede fra fabrikker og miner. Der var tale om en folkelig opstand, som overgik alt, hvad man havde oplevet i Tyskland siden de store revolutioner i 1848.

Den første moderat liberale regering, som blev dannet, mens kejser Vilhelm 2. stadig regerede, kunne ikke overleve under de omstændigheder. Det socialdemokratiske parti, SPD, som Tysklands elite længe havde fordømt og foragtet som en landsforræderisk organisation, overtog styringen og regeringsmagten. I Tyskland var man på vej mod at skabe det mest demokratiske system, befolkningen nogensinde havde oplevet: Weimarrepublikken.

En revolution er gerne en beskidt affære. På talrige tyske arbejdspladser risikerede forhadte værkførere at blive smidt på lossepladsen eller ende i en mineskakt, og officerer blev smidt ud fra broer og endte i floderne. Millioner af mænd vendte hjem fra fronten. De fleste var ubevæbnede, som våbenhvilen af 11. november 1918 påbød det, men nogle slap af sted med at beholde deres våben. Arbejdere holdt massemøder i fabrikshaller eller foran minerne, og de valgte råd, der skulle repræsentere dem, ligesom også sømændene i Kiel havde gjort det.

Arbejder- og soldaterråd var revolutionens græsrødder og blev af skabt af revolutionen, ligesom man så det i Rusland. Selv skuespillere og kunstnere oprettede råd. De rejste alle krav om demokratiske frihedsrettigheder, en arbejdsdag på otte timer (seks en halv time i minerne), indlemmelse af rådene i forskellige former for regeringer og i nogle tilfælde også krav om omlægning af økonomien til en socialistisk økonomi. Det var ikke så sært, at Hermann Finsterlin og mange andre i samme periode følte, at det dagedes i Tyskland, at en ny æra var på vej, og at de som kunstnere nødvendigvis måtte tage del i nyskabelsen.

»Hvis man ikke higer efter det umulige, hvordan kan man da opnå det mulige?«

Hermann Finsterlin

IKKE ALLE VAR dog lige begejstrede for de vidtrækkende krav og hele det kaos, der fulgte med. I den tyske middelklasse længtes mange efter tryghed. Kejseren og fyrsterne var abdiceret, men overklassen dominerede stadig magtapparatet. De kristne, protestanter såvel som katolikker, frygtede, at revolutionen ville gå ud over kirkens institutioner og moralen i befolkningen.

Fra den russiske revolution strømmede der forlydender til, som skræmte praktisk talt alle på nær en lille skare af yderliggående arbejdere og intellektuelle, som ville danne Tysklands Kommunistiske Parti. Og over det hele hang usikkerheden om den fredsaftale, som stadig ikke var på plads.

I 1918-19 gik socialdemokraterne i første runde af med sejren, som dog havde store omkostninger. Det lykkedes dem at inddæmme de allermest yderligtgående krav fra den folkelige revolution. Til gengæld fik de udvirket, at der i januar 1919 skulle holdes valg til en forfatningsgivende forsamling. Den såkaldte Weimarkoalition bestående af det socialdemokratiske SPD, det katolske Zentrumpartei og det liberale Deutsche Demokratische Partei (DDP) dannede regering.

Der blev nedsat en bred kommission, som skulle skrive et udkast til en ny forfatning. I Berlin var der noget nær borgerkrigslignende tilstande, så kommissionen flyttede til den traditionsrige by Weimar, som længe havde været en grundsten i den storslåede tyske kultur med forfattere og tænkere som Goethe, Schiller, Herder og Fichte.

I sommeren 1919 fremlagde kommissionen endelig resultatet af sit arbejde. Weimarforfatningen var velsagtens verdens mest demokratiske dokument. Den gjorde Tyskland til en demokratisk republik blandt andet ved at sikre ytrings- og forsamlingsfriheden, fastslå mænds og kvinders ligeret og etablere et repræsentativt styre på grundlag af et frit og proportionalt valgsystem.

Den socialdemokratiske leder Friedrich Ebert (1871-1925), som blev republikkens første præsident, var skræmt over bolsjevismen og den ustabile situation i Tyskland og mente, at der nu var brug for praktisk arbejde. »Tiden er ikke til eksperimenter«, lød mottoet.

Midt i revolutionens hede havde han fået vedtaget en række aftaler med lederne af de traditionelle institutioner, så Tyskland atter kunne komme på sporet og blive genopbygget, og han selv kunne vinde opbakning til sit parti og Weimarkoalitionen.

Det lykkedes ham at omvende alle dem, der før 1918 havde set med foragt på socialdemokraterne og anset dem for at være forrædere mod den tyske nation, men som havde forstand på, hvordan man drev fabrikker, miner, el- og vandværker og sikkerhedstjenester.

En ung Hitler i 1923, det år hvor han første gang, uden held, forsøgte at gribe magten. Længe var Hitlers nazister kun et radikalt parti blandt mange. Foto: AFP.

SELV OM SOCIALDEMOKRATEN EBERT nærede håb om, at Tyskland kunne forhandle sig til en fredsaftale med Storbritannien og Frankrig, måtte han acceptere barske betingelser i Versaillestraktaten. Tyskland mistede territorier i Europa og alle kolonier. Landets væbnede styrker blev begrænset til 100.000 mand.

Mest graverende var traktatens artikel 231.

I den blev Tyskland gjort eneansvarlig for at have forårsaget krigen, hvilket så dannede grundlag for erstatningskrav, uden at traktaten specificerede beløbenes størrelse. Hele vejen gennem 1920’erne kom forhandlinger om erstatningerne til at trække store veksler på diplomatiet i Europa og USA. Endnu vigtigere blev det dog, at højrefløjen i hele Weimarrepublikkens 14-årige levetid angreb socialdemokraterne voldsomt for at have underskrevet en traktat, der gjorde ende på en krig, som den konservative kejser og hans generaler selv havde indledt.

I efteråret 1919 kunne man dog stadig se sig omkring i Tyskland med en vis fortrøstning. Landet havde nu en forfatning, og befolkningen oplevede en hidtil uhørt grad af politisk frihed. Trods de territoriale tab var landet intakt, hvilket ingen kunne have taget for givet i vinteren 1918-19.

Overgangen fra krigs- til fredsøkonomi var gået overraskende glat. Inflationen førte til et boom anført af eksporten, hvilket betød, at mange tyskere kunne beholde deres arbejde på fabrikkerne og i minerne.

Det nye demokrati var blevet skabt både af folket, der var gået på gaden, af arbejdspladserne og af de ledende socialdemokrater, de reformsindede katolikker og de liberale i en fælles indsats. Selve ånden i Weimarrepublikken fik større betydning end demokratiets rent formelle institutioner. Det gav sig også udslag i en socialt sindet republik præget af omfattende udvidelser af det offentlige sundhedssystem med klinikker, der ofte også tilbød seksualvejledning.

Kommuner, fagforeninger og kooperativer opførte moderne boligbyggerier med rindende vand, gode toiletforhold og indlagt gas til opvarmning og madlavning. ’Lys, luft og sol’, lød mantraet blandt byplanlæggere og arkitekter, som med deres virke skabte store forbedringer for arbejderklassen og den lavere middelklasse, hvoraf en meget stor del tidligere havde boet i usle rønner og lejekaserner. Kvinderne nød større frihed end nogensinde før. I 1927 vedtog Rigsdagen en omfattende lov om arbejdsløshedsforsikring. Disse ting var blandt Weimarrepublikkens største fortjenester.

Derudover blev der i Weimarperioden skabt et rigt kulturliv, som stadig vækker genklang. Hvad enten det er Thomas Manns ’Trolddomsbjerget’, Martin Heideggers ’Væren og tid’, Bruno Tauts, Erich Mendelssohns og Walter Gropius’ arkitektur eller ekspressionistiske film som ’Nosferatu’, er det værker, der stadig har betydning.

»Tiden er ikke til eksperimenter«, lød mottoet fra den socialdemokratiske leder Friedrich Ebert (yderst til højre), der var Weimarrepublikkens første præsident. Her sammen med Stauning i baggrunden. Foto: Det Kgl. Bibliotek

INGEN AF DISSE forfattere, komponister, filosoffer, filmskabere og malere troede på ’kunst for kunstens skyld’ eller på filosofi som en overfladisk intellektuel fornøjelsesrejse. De viste derimod et dybtgående engagement i deres afsøgning af, om der kunne findes en mening i moderniteten.

Hvad betød det at bo i den hæsblæsende verden, som storbyerne udgjorde? Hvordan skulle man forholde sig til musik, når man nu pludselig kunne høre den i radioen eller på en pladespiller og ikke kun i en koncertsal eller som salonmusik? Eller forholde sig til kunstværker, når de kunne reproduceres mekanisk? Hvad betød jazz og andre amerikanske påvirkninger for en selvoptaget, selvbevidst kultur, der var indlejret i århundredgamle traditioner?

Naturligvis nåede de nævnte forfattere og kunstnere frem til vidt forskellige svar. Filosoffen Heidegger, for nu blot at nævne én, blev nazist i 1930’erne. Men netop fordi man i Weimarrepublikken tog kultur alvorligt og var optaget af nogle af livets dybeste spørgsmål, forholder moderne samfund sig stadig til dens kultur og beundrer den til tider endda for dens skønhed.

Men Weimarrepublikken var et særdeles skrøbeligt demokrati. Flere politiske og økonomiske kriser, end noget demokrati kan forventes at håndtere, kastede deres skygge over den. Opstande fra højre og venstre gennem alle de første år af 1920’erne, hyperinflation i 1923, der udraderede millioner af tyskeres opsparing og følelse af at have en position i samfundet, voldsom strukturel arbejdsløshed, endda også i de såkaldte gyldne år fra 1924 til 1929, byrden af Versaillestraktaten og endelig den store depression – alle disse kriser gjorde republikken udsat.

... Nazisterne gjorde brug af alle Weimarrepublikkens muligheder for politisk at handle frit til at ødelægge systemet indefra

Berlins Potsdamerplatz med det ikoniske Columbushaus (tegnet af Erich Mendelssohn og færdigbygget i 1932) var verdens travleste plads og selve symbolet på Weimarrepublikkens modernitet. Men mange konservative afskyede den moderne arkitektur. 1933. Foto: Waldemar Franz Hermann Titzenthaler.

WEIMARREPUBLIKKENS STORE fremskridt vakte voldsom modstand. Mere konservative tyskere følte, at republikken fremmede umoral, svækkede staten og intet gjorde for at genoprette Tysklands status som stormagt. De tordnede mod republikken fra prædikestole og i parlamenter, i pamfletter såvel som lærde tekster, på kioskernes plakater og i ord og tale ved middagsselskaber i herskabelige huse over hele Tyskland.

Tyskland blev oversvømmet, sådan lød ræsonnementet, af fremmedelementer, der udnyttede folket og ødelagde dets racerenhed. De samme elementer var faldet Tyskland i ryggen under Første Verdenskrig med dens mange prøvelser. Det var fremmedelementerne, der havde skabt republikken, et system af åger og udnyttelse (Schieberrepublik), der vanærede det tyske folk (Schmährepublik), og sidst, men ikke mindst, var der Jødernes Republik (Judenrepublik).

Det tyske folk havde brug for et nyt, et tredje rige (efter Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation i middelalderen og Det Tyske Kejserrige før 1918), et Tredje Rige med et overhoved, der inkarnerede det tyske folks skæbne og inderste væsen. Denne store personlighed skulle tage kampen op med alle de ryggesløse og degenererede mennesker og ideer, som republikken repræsenterede, og føre tyskerne mod de elysiske markers racerenhed, velstand, kulturelle fremskridt og ikke mindst mod national storhed.

ORD OG SÆTNINGER SOM DISSE bandt det gamle traditionelle højre sammen med det nye radikale højre. Ideologisk opfandt nazisterne ingenting, men de benyttede dette fælles højreorienterede sprog særdeles effektivt. Nazisternes særlige bidrag var af strategisk art. Det havde de udviklet i de år, de befandt sig i det politiske mørke, 1924-29, da de var et lillebitte parti, et forstyrrende, men ubetydeligt element på den politiske scene. De lagde stor vægt på konstant aktivitet, de opbyggede alternative institutioner inden for partiet, de paramilitære enheder og ungdomsorganisationen, og bar en brillant retoriker og politisk taktiker frem i skikkelse af Adolf Hitler (1888-1945).

Mere ivrigt og konsekvent end nogen af de etablerede konservative gik de efter én særlig fjende, som de udpegede som årsagen til alle tyskernes kvaler: jøderne. Nazisterne agiterede i de mindste landsbyer og de mest afsides egne, steder, hvor ingen politikere før havde vovet sig hen. Nazisterne gjorde brug af alle Weimarrepublikkens muligheder for politisk at handle frit til at ødelægge systemet indefra.

Nazisterne skabte Tysklands første Volkspartei, det vil sige et parti med medlemmer fra hele det sociale spektrum. I 1928 vandt partiet kun 2,6 procent af stemmerne i valget til Rigsdagen. Så kom den store depression som en orkan, der hurtigt bevægede sig fra USA til Tyskland.

"Koks Emil" var en stor kokain-pusher i underverdenens Berlin. Fotografen og journalisten Georg Pahl fangede ham her en nat i 1929. Foto: Bundesarchiv.

I 1932 HAVDE en tredjedel af den tyske arbejdsstyrke ikke noget arbejde. Rigsdagen, hvor mere end 20 partier var repræsenteret, var fuldkommen splittet og ude af stand til at enes om noget som helst, og da slet ikke om en plan for at få Tyskland ud af den dybe depression. Med støtte i forfatningens paragraf 48 udstyrede præsidenten, Paul von Hindenburg (1847-1934), kanslerne med ekstraordinære beføjelser, som de anvendte til at vedtage inflationsbegrænsende finanslove, der kun gjorde krisen værre og undergravede demokratiets sidste bastioner såsom den preussiske stats liberale og demokratisk indstillede regering. Weimarsystemet, der allerede hang i laser, blev i 1932-33 fuldstændig flået fra hinanden.

Dette ituslåede system overtog nazisterne. Deres vælgertilslutning steg kraftigt ved valget i 1930. Efterfølgende gjorde deres groteske optræden i parlamentet, såsom at forstyrre rigsdagsåbningen, trodse uniformsforbuddet og obstruktion af det parlamentariske arbejde med larm, tilråb og slagsmål, bare landet endnu mere umuligt at regere. Ved valget i 1932 fik de 37,4 procent af stemmerne, hvilket var den største tilslutning, de fik ved et frit valg. De blev Tysklands største parti, men de havde stadig ikke flertal.

SEKS MÅNEDER SENERE, mens landet fortsat tumlede med den økonomiske krise, og det politiske system var lammet, begyndte der hemmelige forhandlinger mellem en lille kreds af rådgivere omkring præsident Hindenburg og nazisterne. De gamle konservative, officererne, adelen, højtstående embedsmænd og forretningsmænd mente, at de kunne bruge nazisterne til at nå deres mål: at vælte republikken indefra.

Nazisterne mente, de kunne bruge de konservative til samme formål. Alle afskyede de republikken. De ønskede et autoritært system indadtil og en genoplivelse af Tysklands stormagtsstatus internationalt. De arbejdede for en politisk linje, der, som det første, indebar skrappe restriktioner over for jøder. Fagforeninger, socialisme af enhver afskygning, moderne kunst, seksualreformbevægelser skulle uddrives af det offentlige liv.

Det etablerede højre fandt ikke Hitler og nazisterne charmerende, de var og blev for radikale, for uforudsigelige og for ukultiverede. Men med et splittet samfund, en lammet rigsdag og en økonomi, der sad uhjælpeligt fast i depression, var Hitler og nazisterne blevet acceptable for de traditionelle konservative og for store dele af befolkningen.

30. januar 1933 udnævnte præsident Hindenburg på forfatningsmæssigt lovlig vis Hitler til rigskansler. Weimartyskland var færdigt. Men hvor dygtig en politiker Hitler end var, havde nazisterne aldrig vundet magten, hvis ikke de konservative kredse havde hjulpet.

Når de klassiske konservative ligger i med den radikale højrefløj, opstår der nemt en farlig situation. Deri ligger advarselssignalerne for moderne samfund. Truslerne mod demokratiet kommer ikke så meget udefra, men fra indre fjender, der udnytter selve demokratiets institutioner til at skabe et autoritært og blodigt diktatur.

Eric D. Weitz er professor i historie ved City University of New York og forfatter til bogen ’Weimar Germany: Promise and Tragedy’.

Skribenten anbefaler:

Hans Mommsen: ’The Rise and Fall of Weimar Democracy’. Chapel Hill, 1989. (Oversat fra tysk ’Aufstieg und Untergang von der Republik von Weimar’. Ullstein, 2000)

Detlev J. Peukert: ’The Weimar Republic. The Crisis of Classical Modernity’. Hill and Wang, 1992. (Oversat fra tysk ’Die Weimarer Republik. Krisenjahre der Klassischen Moderne’. Suhrkamp, 1987)