Nu gjaldt det om i det mindste at redde Bismarck, her i juli 1919. Stedet for redningsaktionen var ikke tilfældigt valgt. På Knivsbjerg ved Aabenraa i Nordslesvig – et oldgammelt kultsted – var der i slutningen af det 19. århundrede opstået et symbolsk samlingspunkt for den aggressive germaniseringspolitik i regionen.
Området var under tysk herredømme, men havde dansk befolkningsflertal. Siden 1890’erne var der blevet arrangeret stadig flere folkefester for den tyske befolkning, og det var også herfra, der blev taget initiativ til at rejse et enormt næsten 50 meter højt monument for Otto von Bismarck (1815-98). Tårnet blev indviet i 1901 og skulle ses som et signal til Danmark, et yderst synligt og demonstrativt ’nationalt vartegn for generhvervelsen af den tyske Nordmark’, som det dengang blev formuleret.
Allerede inskriptionen på mindesmærket, ’Up ewig ungedeelt’ (For evigt udelt), gjorde sammenholdet mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten til et grundtema med sin reference til Ribe-brevet fra 1460. Men det var først og fremmest det provokerende Bismarck-citat fra den tysk-danske kr