Redningsaktion for Otto von Bismarck

Nu gjaldt det om i det mindste at redde Bismarck, her i juli 1919. Stedet for redningsaktionen var ikke tilfældigt valgt. På Knivsbjerg ved Aabenraa i Nordslesvig – et oldgammelt kultsted – var der i slutningen af det 19. århundrede opstået et symbolsk samlingspunkt for den aggressive germaniseringspolitik i regionen.

Området var under tysk herredømme, men havde dansk befolkningsflertal. Siden 1890’erne var der blevet arrangeret stadig flere folkefester for den tyske befolkning, og det var også herfra, der blev taget initiativ til at rejse et enormt næsten 50 meter højt monument for Otto von Bismarck (1815-98). Tårnet blev indviet i 1901 og skulle ses som et signal til Danmark, et yderst synligt og demonstrativt ’nationalt vartegn for generhvervelsen af den tyske Nordmark’, som det dengang blev formuleret.

Allerede inskriptionen på mindesmærket, ’Up ewig ungedeelt’ (For evigt udelt), gjorde sammenholdet mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten til et grundtema med sin reference til Ribe-brevet fra 1460. Men det var først og fremmest det provokerende Bismarck-citat fra den tysk-danske krig i 1864, der gav mindesmærket kant og retning:

»Vi tyskere frygter Gud, men ellers intet i verden«.

Dette citat og årstallene 1848, 1864, 1868 samt 1870-71 og ikke mindst den truende og nordvendte statue af Bismarck gjorde Knivsbjerg til et konfliktfyldt sted for den tyske og den danske nationalbevægelse.

Men i sommeren 1919 var der pludselig vendt op og ned på det hele. Det, der fra et tysk perspektiv før 1914 lignede et trodsigt symbol på den vellykkede tyske nationalstatsdannelse efter de preussisk orkestrerede krige mellem 1864 og 1871, syntes nu at symbolisere det stik modsatte.

Efter underskrivelsen af Versailles-traktaten 28. juni 1919 og afslutningen på Første Verdenskrig opfattede de fleste tyskere det blot som et spørgsmål om tid, før man måtte afstå Nordslesvig til Danmark. I traktatens artikler 109 til 114 blev der nemlig foreskrevet en folkeafstemning i Slesvig om den fremtidige grænsedragning mellem Det Tyske Rige og Danmark. Befolkningssammensætningen i regionen gjorde, at man forberedte sig på at miste området.

Derfor hastede det nu med den planlagte redning af Bismarck-statuen fra tårnet på Knivsbjerg, og det viste sig at være vanskeligere, end man havde troet.

Den 7 meter høje statue, der var anbragt i en niche i det store tårnmonument, blev med møje og besvær afmonteret i juli 1919, fordi man forud for folkeafstemningen frygtede danske demonstrationer, hærværk eller måske endda en fuldstændig ødelæggelse af statuen.

På mange virkede det i samtiden som et utilsigtet billede på situationen i Tyskland efter krigen, at Bismarck-statuens mål ikke passede til den vogn, man havde rekvireret til at transportere den til Rendsborg på. Ja, man måtte faktisk skille hovedet fra kroppen for at få plads til ham. Først i 1930 blev den gensamlede statue rejst på Askbjerg, en 98 meter høj bakke ved Askfelt i Slesvig-Holsten.

Spørgsmålet om Nordslesvig blev af de fleste tyskere betragtet som en anledning til i praksis at afprøve ’folkenes selvbestemmelsesret’, som USA’s præsident Woodrow Wilson (1856-1924) kæmpede for. Denne idé havde mere end noget andet præget begyndelsen af fredskonferencen i Paris og mange delegationers forhåbninger om at komme frem til nye grænsedragninger og dermed afslutte den selvstændige statsdannelse.

Men lige så tydeligt viste det sig næsten altid umuligt i praksis via folkeafstemning at finde konsensusløsninger for alle de berørte befolkningsgrupper.

Sejrherrerne betragtede Alsace-Lorraines tilbagevenden til Frankrig som en godtgørelse efter den uret, der i de allieredes øjne var begået efter Den Fransk-Tyske Krig 1870-71. En folkeafstemning i området, som efter sejren over Frankrig var tilfaldet det nye Tyske Rige som såkaldt selvstændigt Reichsland (forvaltningsområde), var på forhånd utænkelig.

De allierede nægtede også at lade befolkningen i den tysktalende del af Østrig-Ungarn blive en del af Det Tyske Rige, fordi det ville have styrket det tabende Tyskland. Dermed bundede tyskernes harme over Versailles-traktaten fra starten i en anklage om, at selvbestemmelsesretten kun blev brugt som et redskab til at svække Tyskland.

Men det indtryk holdt ikke stik. For den britiske premierminister David Lloyd George (1863-1945) og Woodrow Wilson agerede anderledes end i spørgsmålet om Alsace-Lorraine og Tysk-Østrig over for de franske krav om et uafhængigt Rhinland. Her argumenterede de udtrykkeligt på grundlag af selvbestemmelsesretten og gennemtrumfede i sidste ende, at det blev til en fransk besættelse af den venstre Rhinbred i blot 15 år og en demilitarisering af den højre bred.

Sejrherrens stadfæstede ret til at udvide de besatte områder, hvis Det Tyske Rige ikke overholdt sine forpligtelser til at yde krigsskadeserstatninger, gav ganske vist Frankrig mulighed for at vinde indflydelse i de vestlige regioner af Tyskland.

Men den tyske nationalstats territoriale integritet som sådan skulle bestå. Trods de forventelige tab af de økonomisk vigtige dele af Oberschlesien (Øvre Schlesien) til den nye polske stat og den franske kontrol over Saarland mistede Tyskland ikke på længere sigt kontrollen over sine centrale industriområder. Kun de preussiske kommuner Eupen og Malmedy tilfaldt Belgien, mens Luxembourg i slutningen af september 1919 efter en folkeafstemning tilsluttede sig en toldunion med Frankrig.

I oktober 1918 havde Hans Peter Hanssen (1862-1936), der sad i den tyske Rigsdag som repræsentant for den danske befolkning i Slesvig, fået den indrømmelse fra den nye tyske regering under ledelse af prins Max af Baden (1867-1929), at Slesvigs fremtid skulle besluttes på baggrund af den nationale selvbestemmelsesret.

Sagen viste klart, hvordan også stater og befolkningsgrupper, der ikke officielt havde taget del i krigen eller officielt var repræsenteret i Paris, påberåbte sig selvbestemmelsesretten.

Den danske regering og diplomatiet var ikke de eneste, der fulgte denne taktik. Medlemmerne af det irske parlament, hvis »budskab til denne verdens frie nationer« var tydeligt præget af den amerikanske præsident Wilsons retorik, forsøgte eksempelvis at få den irske uafhængighedserklæring til at passe med princippet om selvbestemmelse. En selvstændig irsk stat så dog først i 1922 dagens lys efter en blodig borgerkrig.

I Spanien kom det mellem november 1918 og foråret 1919 til alvorlige uoverensstemmelser mellem centralregeringen i Madrid og selvstændighedsbevægelsen i Catalonien. Denne selvstændighedsbølge i 1918-1919 rakte helt ind i Vatikanet i Rom. Her håbede man ikke kun på international fred, men også på omsider at finde en løsning på det konfliktfulde forhold til den italienske nationalstat, der havde hersket siden dannelsen af Kongeriget Italien, og en afklaring af Vatikanets status.

I Danmark førte krigens afslutning og fredskonferencens resultater samtidig til et endegyldigt ophør af den gammelkendte nationalstats opbygning. Allerede i 1917 var de danske kolonier på De Vestindiske Øer blevet solgt til USA. I 1918 blev Island reelt uafhængigt og indgik herefter kun i en løs personalunion med regeringen i København.

Med fredskonferencens beslutning om en folkeafstemning i Slesvig, som efter al sandsynlighed ville betyde, at Tyskland måtte regne med at skulle afstå den nordlige del af området til Danmark, var kampen om den danske nationalstat, der kulminerede i 1864, tilsyneladende tilendebragt.

Men resultaterne af det succesrige diplomati ved fredskonferencen i Paris, som på dansk side blev opfattet som en kompensation for traumet i 1864, fremkaldte på tysk side ganske modsatrettede reaktioner. Igen og igen henviste man til, at Versailles-traktatens bestemmelser udgjorde en ydre trussel mod det tyske folks hårdt pressede ’legeme’ – en meget virkningsfuld metafor i striden om folkeafstemningen.

I tidsskriftet Germania bebrejdede man 28. maj 1919 de allierede magter, at de ville »flå den tyske nation i stykker«. I alle områder, der var truet af en mulig udskillelse, opstod der modstand. Det gjaldt først og fremmest de egne, der grænsede op til den nye polske stat. Således kom det i Königsberg (Danzig) til demonstrationer mod udskillelsen af Østpreussen, og i den schlesiske industriby Kattowitz (Katowice) demonstrerede man mod tabet af dele af Østschlesien.

Samtidig opstod der planer om at oprette en tysk øststat for at modvirke tabet af tyske områder til Polen og oprettelsen af ’Den Polske Korridor’. Dertil barslede politikere med ideen om at redde Preussen og Tyskland militært fra den østlige nabo med inspiration fra krigsindsatsen mod Napoleon i 1812-13.

Ved store demonstrationer påberåbte man sig udtrykkeligt de tyskes selvbestemmelse i de østlige provinser, mens man kritiserede regeringen i Berlin for at være ligeglad med de østlige tyskeres skæbne, og derfor måtte man tage skæbnen i egen hånd.

Skønt den militære ledelse frarådede sådanne skridt af frygt for en invasion fra sejrherrernes side, levede ideen om en fornyelse af riget mod øst videre. Samtidig samlede tyskernes grænsekamp sig fra begyndelsen om de områder, man havde afstået til Polen. Det prægede også 1920’ernes og 1930’ernes revisionistiske bestræbelser.

Allerede de første kontakter med bolsjevikkerne i optakten til den polsk-sovjetiske krig i sommeren 1919 fandt sted i en kontekst af en fælles antipolsk politik.

I Nordslesvig var situationen en helt anden. Da betingelserne i traktaten blev kendt, udbrød der ganske vist store demonstrationer på Knivsbjerg ved Aabenraa, ligesom den nævnte aktion for at redde Bismarck-statuen blev gennemført. Men mange af de tyske demonstranter havde allerede i maj 1919 en fornemmelse af, at en folkeafstemning i deres region ikke ville føre til en forbliven i Tyskland. I modsætning til situationen med grænseområdet mod Polen var der ingen militære overvejelser om at forhindre afståelsen af Nordslesvig.

Avisen Kieler Neusten Nachrichten beskrev højstemt demonstrationerne på Knivsbjerg 11. maj 1919 som »en afsked med den tyske Nordmark«. Protestdemonstrationerne var en »valfart« til »hellige steder, som måske snart ikke længere er vores«. Der blev igen henvist til det 19. århundredes nationalbevægelse og til sidestillingen af deltagelse og voldsparathed i traditionen fra frihedskrigen i 1813 og revolutionen i 1848:

»Til højre for Bismarck-statuen står studenterne fra Kiel i deres stiveste puds. De beskytter tilsyneladende den gamle sønderskudte fane fra 48, der som et ærefrygtindgydende symbol rager ind midt i menneskemængden«.

Til venstre stod repræsentanterne for Slesvig-Holstens gymnastikforeninger klædt i historiske dragter. Trods »Tysklands momentane hjælpeløshed« skulle man ikke miste modet, lød det, men forblive tro over for fædrelandet i stedet for at »ødelægge os selv med internt ævl og kævl«, mens fjenden stadig truede. Flere talere vendte sig »mod den danske lyst til at søndersprænge tysk jord« og mindede om forbillederne fra den tyske revolution i 1848, som man også i fremtiden skyldte troskab.

Men de preussiske myndigheder i Berlin var yderst kritiske over for demonstrationerne på Knivsbjerg.

De frygtede, at protesterne ville svække de tyske forhandlere ved fredskonferencen i Paris, og at den aggressive tone i talerne ville blive omsat til modstand mod den tyske politik. Under alle omstændigheder drejede det sig om »en provokation mod danskerne, som man burde havde haft politisk klogskab nok til at afstå fra. Monumentet er rejst i trods mod danskerne i et område, hvor der ud over skolelærere og toldbetjente ikke bor tyskere, og stedet er blevet brugt som tumleplads for chauvinistiske udfoldelser«.

Denne vurdering understregede, at der i Berlin set fra politisk hold ikke var meget at vinde i Nordslesvig, men at der blev satset omfattende politisk kapital, som kunne gøre bedre nytte i andre grænsekonflikter, for eksempel i forhold til Polen.

Der var tydelig forskel på på den ene side offentlighedens følelsesmæssige iscenesættelse og bevidste påmindelser om det 19. århundredes konflikter med Danmark; ikke mindst havde 1848 og 1864 været milepæle i den tysk-prøjsiske nationalstat og germaniseringspolitikken før 1914; og på den anden side den mere nøgterne kalkule af, hvilke handlemuligheder Tyskland reelt kunne gøre godt med i sommeren 1919.

Berlins reaktion på demonstrationerne understregede først og fremmest, at man langt hen ad vejen allerede havde afskrevet Nordslesvig. I Weimar-republikkens udenrigspolitiske bestræbelser spillede det problem en underordnet rolle, hvorimod en generhvervelse af de områder, der var gået tabt til Polen, og at få gjort en ende på Den Polske Korridor blev tillagt kolossal betydning.

I den tyske offentlighed skabte kampagnerne i forbindelse med folkeafstemningerne i Slesvig og Oberschlesien et omfattende følelsesmæssigt engagement.

I Slesvig blev folkeafstemningen delt op og afholdt i to adskilte zoner, hvis grænser ikke blev fastlagt ved fælles overenskomst, sådan som Versailles-traktaten havde foreskrevet det, og heller ikke på baggrund af befolkningen i Slesvig. Mange tyskere blev bitre over, at regeringen i København fik lov til at foretage denne opdeling og fastlægge grænser for afstemningszonerne og ydermere være den besluttende autoritet, hvad angår adskillige praktiske omstændigheder ved afstemningen.

Det tydeliggjorde for dem en praksis, hvor selvbestemmelse blev benyttet som et middel til at svække Tyskland. Hele det nordlige afstemningsområde i Slesvig stemte under ét, hvorimod de forskellige distrikter i det sydlige område stemte adskilt.

For mange tyskere handlede det hele åbenbart om at begunstige Danmark mest muligt med hensyn til de grænsedragninger, som valgresultatet skulle medføre.

En gruppe stemmeberettigede bestod af personer, der var født før 1900 og enten stammede fra valgdistrikterne eller havde boet i dem mindst siden århundredskiftet. En anden gruppe bestod af folk, der havde været bosat i området før 1900, men var blevet udvist af danske myndigheder før 1864 eller af tyske myndigheder i perioden op til 1914.

Sidstnævnte bestemmelser førte til, at der i begge befolkningsgrupper udviklede sig indædte kampagner for at mobilisere de landsmænd, der ikke længere boede i afstemningszonerne.

I tilknytning til afstemningskampagnerne opstod der en opfattelse af, at Tyskland siden 1918 konstant blev udsat for ydmygelser, og det kom i hvert fald til at stå i vejen for et nøgternt syn på det spillerum, tyskerne havde for at handle efter Versailles-traktaten.

De materielle betingelser i traktaten var utvivlsomt benhårde og en belastning for den unge Weimar-republik, men de satte hverken spørgsmålstegn ved rigets territoriale integritet eller ødelagde i udgangspunktet Tysklands økonomiske formåen. At Tyskland måtte afstå sine kolonier, fik stor symbolsk betydning, men deres økonomiske betydning var ganske begrænset.

I Østeuropa skabte de tre storrigers (Tyskland, Rusland og Østrig-Ungarn) fald og dannelsen af nyere mindre og mellemstore stater med store mindretal på længere sigt chance for, at Tyskland kunne opbygge sin position gennem en passende erhvervs- og kulturpolitik. Så man skulle finde ud af, om de nye stater i Øst- og Centraleuropa gav grobund for en stabil tysk magtposition.

Men dengang kunne man næsten ikke se disse muligheder for sig. I løbet af sommeren 1919 var det i hvert fald et andet indtryk, der var det toneangivende. I juli diagnosticerede den tyske teolog Ernst Troeltsch (1865-1923) tilstanden således: Fra nu af var der ikke længere adgang til det »våbenstilstandsperiodens drømmeland, hvor den enkelte helt uden at lade sig begrænse af den forestående freds betingelser og virkelige konsekvenser frit og helt selv kunne vælge, hvor fantastisk, pessimistisk eller heroisk fremtiden skulle skildres«.

Han gjorde sig særdeles pessimistiske tanker om magtbalancen på det udenrigspolitiske plan: »Frankrig vil blive Englands forvalter på kontinentet. Folkeforbundet har som ethvert folkeforbund brug for en dominerende magt, og det er det angelsaksiske verdensstyre, som begge de store nationer vil indføre trods skarpe modsætninger. Dermed minder den moderne histories undergang om tidligere tiders. Også antikkens Rom var et folkeforbund, og vores folkeforbund bliver det engelske verdensherredømme. På samme vis er dette angelsaksiske imperium en sejr for den angelsaksiske individualisme ... De europæiske folk vil blive tosprogede, for hele verden skal tale og skrive engelsk, men til private formål vil de fremover anvende deres gamle sprog som dialekter«.

Med den eventyrlige redning af den 7 meter høje statue af Bismarck i begyndelsen af juli 1919 og dens genrejsning på Askbjerg i Slesvig-Holsten blev der dog ikke sat endeligt punktum for konflikten om Knivsbjerg. Mindesmærket på stedet blev i 1945 nemlig sprængt i luften af danske modstandsfolk, men selv derefter gjorde den tunge arv sig gældende på stedet.

Først i en tysk-dansk traktat, som kom i stand i midten af 1950’erne, efter at det tyske Knivsbjerg-selskabet og det tyske mindretal i Nordslesvig var blevet inddraget, blev det endeligt besluttet at fjerne de sidste dele af mindesmærkets fundament og i stedet opføre en mindelund.

Oversættelse: Jakob Haff, Jacob Giese og Lorens Juul Madsen

• Kopiér link