Var Julius Cæsar tyran eller frelser?

»Et tu, Brute, then fall, Caesar«.

De berømte ord blev i 2017 sagt af en Cæsar iført rødblond paryk, habit og rødt slips i The Public Theater i New Yorks opsætning af Shakespeares ’The Tragedy of Julius Caesar’ (ca. 1600). Ingen var i tvivl om, hvem Cæsar her blev fremstillet som: den amerikanske præsident, Donald Trump.

Replikken er det sidste, Cæsar får sagt, inden en sammensværgelse får ham dolket ihjel.

Teateropsætningen vakte stor furore, for kan man tillade sig at simulere mord på præsidenten? Som flere eksperter påpegede, behandler Shakespeares drama mordet på Cæsar, der havde taget magten i Romerriget, som et politisk problem: Kan man tillade sig at dræbe en tyran? Eller som flere skrev i forbindelse med opsætningen i New York: Hvad sker der, hvis man forsøger at forsvare demokratiet med udemokratiske midler?

Shakespeare er langtfra den eneste, der har behandlet Cæsars liv og død, ligesom Trump langtfra er den eneste i Cæsars eftertid, som er blevet sammenlignet med ham. Men den amerikanske præsidents bemærkninger om, at han vil kunne finde på at tilsidesætte det amerikanske demokrati og nægte at træde tilbage efter et eventuelt nederlag til sin modkandidat, Joe Biden, har givet sammenligningerne ny vægt.

Julius Cæsar var manden, der efter en blodig borgerkrig blev permanent diktator og banede vej for den romerske republiks fald.

Gaius Julius Cæsar blev født 13. juli i år 100 f.Kr. Hans familie var Julierne, en af Roms ældste såkaldte patricierslægter, der udgjorde samfundets absolutte elite. Familiens stamtræ gik helt tilbage til før Roms grundlæggelse og havde navn efter slægtens mytiske stamfader, Julus, søn af den trojanske helt Æneas, der igen var søn af helten Anchises og gudinden Venus. Intet mindre!

I LØBET AF DEN ROMERSKE REPUBLIKS tid havde Julierne siddet på flere politiske poster, og Cæsars far havde været prætor – den øverste juridiske embedsmand, der rangerede lige under konsulerne, der sad på den romerske forfatnings topposter. Det lå i kortene, at også Cæsar skulle have en politisk karriere.

I dag ved vi, hvordan den endte. Men faktisk var Cæsars politiske karriere lige ved at være forbi, inden den rigtig var kommet i gang. I 84 f.Kr. var Cæsar blevet præst for Jupiter, flamen diales, hvilket var en fin start, men en borgerkrig tvang ham til at forlade Rom, og han vendte først tilbage efter diktatoren Sullas død i 78 f.Kr.

Heldigvis for Cæsar stod hans karriere til at redde. I 67 f.Kr. år blev han valgt til kvæstor (ansvarlig for statskassen og statsarkivet), i 65 f.Kr. til ædil (hvorved han fik politimyndighed såvel som ansvar for bygningsvedligeholdelse og offentlige fester) samt til pontifex maximus (ypperstepræst) og i 62 f.Kr. til prætor. Cæsar var altså kommet tilbage på sporet og fulgte den karriereplan, som romerne kaldte cursus honorum, embedernes forløb – han gik således frem efter bogen med blikket fast rettet mod topposterne – i første omgang.

I 60 eller 59 f.Kr. indgik Cæsar bag om det almindelig politiske system en politisk alliance, det såkaldte første triumvirat, med to af tidens mest magtfulde politikere, Marcus Licinius Crassus og Gnæus Pompejus Magnus. Den hjalp Cæsar til at blive valgt til konsul for året 59 f.Kr. og sørgede for, at han derefter blev prokonsul (det vil sige fik myndighed over en romersk provins) i Gallien. Her opholdt han sig i 10 år og udvidede de romerske besiddelser i kampe med lokalbefolkningerne, hvis resultater i dag nærmest betragtes som folkedrab.

POMPEJUS BLEV GIFT MED Julia, Cæsars eneste legitime barn, men trods ægteskabet holdt alliancen med Crassus og Pompejus ikke. På baggrund af hans sejre voksede Cæsars indflydelse og magt, mens han var i Gallien, og især Pompejus og Cæsar kom efterhånden på kant med hinanden.

Selv om Pompejus var prokonsul for Spanien, var han forblevet i Rom, tæt på magtens centrum, og Cæsar udgjorde en stadig voksende trussel mod Pompejus’ position. Med Julias død i barselsseng i 54 f.Kr. brast deres sidste indbyrdes bånd, og da Crassus så i 53 f.Kr. mistede livet i kamp, var et opgør mellem Pompejus og Cæsar uundgåeligt.

På daværende tidspunkt herskede der kaos i Rom, ja, senatsbygningen var endda brændt ned. Som sagt havde Pompejus aldrig forladt Rom, og han blev i 52 f.Kr. af senatet udnævnt til consul sine collega, konsul uden kollega – normen var ellers, at der blev valgt to konsuler, som sammen havde embedet i ét år.

Der var en voksende modvilje mod Cæsars kampagner i Gallien, og i 49 f.Kr. krævede senatet, at Cæsar skulle afruste sin hær. Det ville han kun, hvis Pompejus også afmønstrede sin, men da Pompejus nægtede, valgte Cæsar i stedet at krydse floden Rubicon, der afgrænsede hans imperium, hvorved han forlod sin provins og gik ind i Italien med en hær.

Det var ulovligt: Cæsar var nu statsfjende, og borgerkrig en realitet.

Da Cæsar nåede Rom med sin hær, rejste Pompejus fra Italien, men de to tørnede sammen i 48 f.Kr. i slaget ved Farsalos i den græske region Thessalien. Pompejus tabte slaget og flygtede til Ægypten med Cæsar i hælene. Her blev Pompejus myrdet få dage før Cæsars ankomst til Alexandria. Cæsar støttede Kleopatras ret til tronen, men for eftertiden er hans tid i Ægypten bedst kendt for deres kærlighedsaffære. Cæsar nedkæmpede optøjer i Alexandria, der var udsprunget af strid om arveretten til tronen i Ægypten, og fortsatte til Lilleasien, hvor han slog kong Pharnaces 2. i slaget ved Zela, og dernæst nedkæmpede han Pompejus’ sidste støtter i Afrika og Spanien.

I KRISETIDER KUNNE DET romerske senat udpege en diktator for en begrænset periode, altså lade én mand stå i spidsen for staten. Efter slaget ved Farsalos blev Cæsar igen valgt til konsul samt – for anden gang – udnævnt til diktator, denne gang for et år. Han havde tidligere, i 49 f.Kr., været diktator i 11 dage.

Cæsars magt var nu for alvor cementeret. I år 46 f.Kr. var han konsul for tredje gang og besejrede i slaget ved Thapsos i Afrika Pompejus’ hær. Samme år fejrede Cæsar fire triumfer og udnævntes til diktator for 10 år. Året efter blev Cæsar konsul for fjerde gang, han besejrede de resterende af Pompejus’ tilhængere, inklusive hans sønner, ved Munda i Spanien, fejrede endnu en triumf og blev udnævnt til diktator på livstid – dictator perpetuo.

Selv inden denne udnævnelse var Cæsar de facto enevældig hersker i Rom, og denne udnævnelse menes dermed nærmere at have været en del af de mange hædersbevisninger, som senatet tildelte Cæsar, frem for at udgøre en reel politisk ændring.

Ligesom Cæsars samtidige var, er moderne forskere i tvivl om, hvad Cæsars plan for sin egen position var, og især om, hvorvidt han ville lade sig udnævne til konge. Uanset hvad havde han tilegnet sig monarkisk magt, og den republikanske statsform var et afsluttet kapitel.

Men hans udfordring af konstitutionens institutioner blev nogle af hans standsfæller for meget. 15. marts 44 f.Kr. blev den 56-årige Cæsar myrdet af en sammensværgelse anført af Marcus Junius Brutus og Gaius Cassius Longinus. Cæsar blev dræbt med 23 dolkestød.

SAMMENSVÆRGELSEN VILLE AF med eneherskeren, men trods det, at han blev myrdet, banede Cæsar alligevel vej for Augustus, den første af de mange kejsere, der ledede Romerriget frem til dets fald.

Cæsars historie sluttede imidlertid ikke med hans død. Han blev guddommeliggjort, og senatet gav posthumt Cæsar titlen Divus Julius, den guddommelige Cæsar. Selv om vi ikke hylder Cæsar som en gud i dag, er han at betragte som udødelig i den forstand, at vi alle kender til ham.

Et af Cæsars mest berømte citater er »Jeg kom, jeg så, jeg sejrede« (»Veni, vidi, vici«). Udsagnet beskriver Cæsars exceptionelt hurtige sejr ved Zela i 47 f.Kr., men man kan sige, at det også fungerer godt som overskrift for Cæsars liv og efterliv i det hele taget.

I dag lægger besøgende dagligt blomster ved resterne af templet for den guddommeliggjorte Cæsar på Forum Romanum. Har man været der, vil man vide, at der løber en lang lige vej igennem de antikke kejserfora, fra Colosseum til Piazza Venezia. Vejen fik den fascistiske diktator Benito Mussolini (1883-1945) anlagt.

Det var også ham, der iværksatte de første udgravninger af de antikke kejserfora. Formålet var at lave en paradevej, hvor soldater kunne marchere i optog fra Colosseum til Mussolinis hovedkvarter på Piazza Venezia.

Kejserforaene skulle være en kulisse, der mindede om, hvor stort Romerriget havde været engang – og selvfølgelig indikere, hvor stort det igen skulle blive under Mussolini, der spejlede sig i Cæsar og de romerske kejsere. Han sørgede også for, at der blev skrevet og opført stykker inspireret af Shakespeares populære tragedie om Julius Cæsar.

De var tilpasset, så man ikke var i tvivl om, at man skulle tænke på Mussolini, når man så Cæsar på scenen – men her var det på Mussolinis egen foranledning i modsætning til nævnte fremstilling af Cæsar som Trump.

MANGE ANDRE STATSMÆND HAR spejlet sig i Cæsar, f.eks. Napoleon 1. (1769-1821) og Napoleon 3. (1808-73), der begge også skrev om Cæsar. Cæsars store succes havde dog også en bagside: Langtfra alle syntes, det var en god idé, at han alene satte sig på magten, hvilket hans død er det tydeligste eksempel på. Men det betyder også, at ikke alle i eftertiden har set positivt på Cæsar.

Brutus, en af frontfigurerne i sammensværgelsen mod Cæsar, var en helteskikkelse for de revolutionære under Den Franske Revolution (1789-99) og for de amerikanske kolonister i Den Amerikanske Uafhængighedskrig (1775-83).

Langt tilbage i historien kan man se, at diskussioner om, hvilken forfatning der var bedst, blev ført igennem fremstillinger af antikke ledere: Man heppede på den helt, der repræsenterede det politiske system, man selv havde eller ønskede sig, for formålet var i og for sig det samme som for Mussolini: Man spejlede sig i de antikke helte eller opfordrede samtidens politiske og militære ledere til at følge deres eksempel.

Fænomenet ser man også i Danmark. I et storslået latinsk digt fra 1560 af den engang berømte digter Rasmus Glad finder man kong Christian 3. (1503-59) fremstillet som en dansk Cæsar og hans søn Frederik 2. (1534-88) som en dansk Augustus. Og selv om Christian 3. ikke blev myrdet af en sammensværgelse, kom han ligesom Cæsar til magten efter en borgerkrig, Grevens Fejde (1534-36). Digteren fokuserer naturligt nok mest på den levende konge, der skal blive en ny Augustus, lade kunsten blomstre og gøre København til et nyt Rom.

Også den måske mest folkekære danske konge, Christian 4. (1577-1648), bliver spejlet i Cæsar. Det sker i Johan Ludvig Heibergs teaterstykke fra 1828 ’Elverhøi’, en forvekslingskomedie om forbyttede børn, som tager udgangspunkt i et sagn om elverkongen, der skulle have sit rige på Stevns. Her optræder Christian 4. som den, der reder trådene ud. Da han krydser Tryggevælde Å, grænsen imellem hans eget og elverkongens rige, siger han: »Vel er jeg ikke Cæsar, og disse bølger ikke Rubicon, men dog jeg siger: Jacta est alea«.

JACTA EST ALEA – terningerne er kastet – er endnu et berømt citat, som tillægges Cæsar. Han skal have sagt det, da han krydsede floden Rubicon og dermed startede den borgerkrig, der banede vej for hans magtovertagelse. I ’Elverhøi’ gør Christian 4. godt og grundigt opmærksom på, at han skal til at agere ligesom Cæsar, og det bidrager til komikken, at den lille konflikt sammenlignes med Cæsars handling, som skrev sig ind i verdenshistorien.

Som ’Elverhøi’ viser, er Cæsar en del af vores kulturelle arvegods. Det hænger både sammen med, at Cæsars egne tekster er blevet brugt i latinundervisningen i århundreder, og med, at vi har mødt ham i udenlandske såvel som danske værker mindst lige så længe.

Foruden Shakespeares tragedie kunne man nævne Händels opera ’Julius Cæsar’ (1724) og tegneseriefortællingerne om Asterix og hans gæve galleres modstand mod Cæsars invasion. Cæsars person og ord dukker op alle mulige steder – ikke kun i deciderede behandlinger af hans liv og gerning, men også for eksempel i Kierkegaards filosofiske værker og H.C. Andersens romaner.

Der spiller Cæsar ikke hovedrollen, men han og hans ord indgår som forklaringer på typer, sindelag og situationer, der skildres – og ikke altid for det positive.Var Cæsar en genial general eller en grusom leder af et folkedrab? En vis, dannet statsmand og landsfader eller en opportunistisk og magtliderlig despot? Vi er stadig ikke enige.

I Shakespeare-opsætningen på Public Theatre i New York i 2016 var drabet på tyrannen – som altså i den opsætning er både Cæsar og Trump, den siddende præsident – i fokus. Det første, der siges i Shakespeares drama efter drabet, er netop: »Liberty! Freedom! Tyranny is dead«.

DERFOR MÅ VI ALTSÅ SLUTTE, at i hvert fald Cæsars mordere, sådan som de fremstilles dér, betragtede Cæsars magtovertagelse som totalitær, og vi kan da også se i kildematerialet fra antikken, at dem, der dannede sammensværgelsen, som myrdede Cæsar, ønskede at befri staten. Staten hedder på latin respublica – som vi kan genkende i ordet republik.

Men romernes res publica var ikke en republik i vores forstand: Der var ikke tale om et egentligt demokrati. Tværtimod er der i dag forskere, som mener, at Cæsar befriede romerne fra et oligarki ved at gøre en ende på republikken. Når man har valgt at klæde Cæsar ud som Trump, får det os nu ikke blot til at tænke på Trumps insinuationer om ikke at ville erkende sit valgnederlag. Stykkets omdrejningspunkt er mordet på den såkaldte tyran og sætter spørgsmålstegn ved, hvad man stiller op med en leder, der ikke spiller efter reglerne.

Det er ikke til at vide, om Trump har ret, når han siger, at valget i 2020 er det vigtigste amerikanske valg nogensinde. Men Cæsars magtovertagelse ændrede verdenshistorien og fik betydning for politiske strukturer i årtusinder. At holde ham op som spejl for vor tids lederskikkelser er altså fortsat en effektiv måde, hvorpå man kan skabe debat om magthavere og deres forhold til magten.