Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: De kristne måtte sno sig i antikkens Rom
Lyt til artiklen: De kristne måtte sno sig i antikkens Rom
»Vi krænker romerne og anses ikke for at være romere, fordi vi dyrker en Gud, der ikke er romernes«.
Sådan skrev den kristne kirkefader Tertullian (160-220) til de romerske myndigheder i et forsvarsskrift fra ca. år 197 e.Kr. Men udsagnet passer sådan set også til vore dages konflikt mellem på den ene side europæiske majoriteters nationalpopulistiske kræfter og på den anden side muslimske minoriteter, indvandrere og flygtninge i Europa.
Antikkens kildemateriale vidner om heftige diskussioner og konflikter mellem romere og kristne, om kejserkult og (af)gudsdyrkelse, mirakelmageri og martyrier, bordelbesøg og gladiatorshows, skilsmisser og blandede ægteskaber, ædegilder, druk, hor, luksus og forfængelighed. Nutidens kulturmødediskussioner og konflikter drejer sig især om religion og demokrati, integration og assimilation, danskhed og xenofobi, svinekød, kønsopdelt svømning, omskæring, håndtryk og burkaer, burkinier og niqabber i det offentlige rumKirkefaderen Tertullian fra Karthago var en af de kristne, der leverede både inderlige forsvar for den kristne tro som universel sandhed og angreb på romersk religion og romere som fjender af den kristne lære. Hans skrifter giver derfor indblik i problemer, der set fra en kristen synsvinkel karakteriserede mødet mellem Romerrigets og kristendommens miljøer.
Hvad der var godt i kristendommen, var ikke nyt, og hvad der var nyt, var ikke godt
I skriftet ’Apologeticum’ henvendte Tertullian sig først og fremmest til de romerske autoriteter, der behandlede sager mod kristne. Han opremsede og afviste beskyldninger mod kristne f.eks. om barnemord, kannibalisme og sexorgier – og rettede derefter de samme anklager mod romerne. Han gjorde grin med romerske ritualer, hånede guderne som både latterlige og farlige dæmoner og tegnede et lidt overgearet billede af en hedensk verden, hvor man åd, drak og horede mellem altrene og ofrede forrådnet kød.
Desuden udlagde Tertullian alle Romerrigets ulykker som Guds straf over romerne og påpegede samtidig, at de kristne fungerede som syndebukke for alverdens elendige varsler og katastrofer i den romerske historie:
»Hvis Tiberen når op til murene, hvis Nilen ikke når ud over markerne, hvis himlen står stille, hvis jorden skælver, hvis der er sult eller pest, råbes straks: De kristne for løven«.
Som modsætning til den depraverede romerske verden lovpriste Tertullian den kristne kyskhed og godhed og omtalte også den kristne bevægelses økonomi: De frivillige bidrag gik ikke (som hos hedningene) til overflødige drikkelag, men til underhold og begravelse af fattige, forældreløse, gamle og nødlidende.
Han fremhævede også det kristne ejendomsfællesskab.
»Vi, der er forenet i sjæl og sind, tøver ikke med at dele ejendom. Alt er fælles hos os – undtagen vore hustruer«, tilføjede han og sammenlignede med den udskejende romerske verden, hvis mænd ifølge Tertullian »udlånte« deres hustruer til venner og bekendte.
Kirkefaderen var også oprørt over tidens stigende antal skilsmisser og behandlede det kulturmødedilemma, der opstod i forbindelse med blandede ægteskaber. En kristen kvinde, der er gift med en ikkekristen mand, ville altid komme i konflikt med den hedenske verden, understregede han. Hun ville blive konfronteret med værtshuslivet, teatrets verden, de hedenske guders festdage, stanken af røgelse og den rituelle udsmykning af huse, der mindede den fnysende Tertullian om nyåbnede bordeller.
Alt omkring hende ville være fremmed, fjendtligt og forbandet, konkluderede han.
Trods et fragmentarisk og problematisk kildemateriale tegner der sig i kulturmødet et omrids af livlig religionsdebat mellem kristne kirkefædre og græsk-romerske filosoffer som Kelsos (2. årh.) og Porfyrios (3. årh.).
Disse filosoffer fandt de kristne fortællinger enfoldige: Det forekom dem eksempelvis absurd at tro, at døde kunne genopstå i kød og blod, eller at kvinden var skabt af mandens ribben. I filosoffernes øjne var Jesus simpelthen en opkomling, der brød med jødiske skikke og love. En charlatan og fupmirakelmager, der udnyttede naive sjæle, og hvis tilhængere beskrives som udskud: godtroende og uuddannede personer, slaver og hysteriske kvindfolk.
Hvis der var nogen som helst fornuftig tænkning i kristendommen, så var den hugget fra græsk filosofi, især fra Platon, fremførte filosofferne. Kort sagt, hvad der var godt i kristendommen, var ikke nyt, og hvad der var nyt, var ikke godt.
Det handlede dog ikke kun om flabet polemik og fjendebilleder i begge lejre. Filosoffer appellerede også til de kristne om at opgive deres religiøse eksklusivitet, udvise loyalitet over for kejsermagten og indse, at forskellige samfund havde forskellige guddomme, som dog alle indgik i det guddommelige kosmos.
Mødet mellem den romerske kultur og kristendommen i dens forskellige versioner var en langstrakt affære, der foregik både i spring og i bølger i 300-400 år. De kristne kilder dominerer billedet af mødet, og det ikkekristne kildemateriale er desværre spredt, sparsomt og spinkelt. Men visse forhold kan spores i begge kildegrupper: Mødet medførte både voldelige og verbale slagsmål. Det førte dog også til sameksistens og sammenblanding af talrige jødiske, kristne, græske og romerske tænkemåder og traditioner.
Livet er en krig, en vandringsmands rast. Eftermælet: glemsel. Hvad kan da hjælpe os frem? Ét og kun ét: filosofien
Marcus Aurelius
Den antikke verden omfattede som den moderne multikulturelle verden mange forskellige filosofiske og religiøse bevægelser, hvoraf kristendommen blot var en enkelt. Men Kristus-kulten var – så vidt vi ved – den eneste kult, der anskuede alle andre kulter som rivaler. I den førkristne periode myldrede det ganske vist med almene fjender og fjendebilleder, men generelt bekæmpede romerne ikke fjendernes guder, og de bekæmpede ikke fjenderne på grund af deres guder.
Fra tid til anden optræder dog eksempler på, at man smed en gruppe jøder, præster for den egyptiske gudinde Isis eller græske filosoffer ud af Rom for at statuere et eksempel.
Men det samlede kildemateriale vidner om, at romerne i kulturmøder snarere inkorporerede end bekæmpede fremmede skikke. Fremmede guder og kulter blev annekteret, omformet og indlemmet i den romerske stats religion.
Den inkluderende og pragmatiske stil illustreres bl.a. i et ritual ved navn evocatio, det vil sige’udkaldelse’. Ritualet bestod i, at en romersk general med et løfte forsøgte at vinde fjendens skytsgud over på romersk side, inden angrebet satte ind.
Det tidligste eksempel på en sådan gude-udkaldelse er fra 396 f.Kr., da Rom erobrede den etruskiske by Veji. Inden slaget henvendte den romerske general sig til Vejis skytsgudinde, Uni, og opfordrede hende til efter en romersk sejr at ledsage romerne tilbage til Rom, hvor han lovede, at hun ville få et tempel, som var hende værdigt.
Ifølge historikeren Livius’ beretning nikkede gudindestatuen og lod sig efter sejren uproblematisk transportere til Rom. Her fik hun under det romerske navn Juno Regina et tempel på Aventiner-højen, der blev indviet af den samme general, som havde lokket hende over på romersk side.
Via sådanne religionspolitiske manøvrer kunne fremmede territorier erobres i overensstemmelse med guddommelige magter og fremmede guder og gudinder indlemmes i romersk religion.
Slaget ved Den Milviske Bro år 312. Også eftertiden var i sagens natur optaget af korsets og kejser Konstantins sejr over hedningene.
Det fremhæves ofte, at romerske myndigheder kun greb ind over for fremmede kulter, hvis de forstyrrede den offentlige ro og orden. Men i mødet med de kristne var sagen mere kompleks. Tilhængere af Kristus-kulten ville kun anerkende Kristus som guddom og nægtede derfor at ofre til de romerske guder og for kejserens ve og vel. Dermed undergravede de kristne i romernes øjne både fundamentet og fremtiden for romersk kultur. Det religiøse fundament, der var opbygget lige fra byens grundlæggelse i 753 f.Kr., blev opfattet som selve forudsætningen for Romerrigets eksistens, ligesom også rigets fremtid afhang af kulten og gudernes gunst.
Romersk statsborgerskab og romersk religion medvirkede til at sammenbinde et stort og uensartet rige, hvor man altså tillod fortsat dyrkelse af lokale kulter, men ved visse lejligheder krævede deltagelse i romersk kult.
En anden udfordring i mødet mellem traditionel romersk religion og kristendommen var synet på det rituelle. For romerne var rituel knowhow helt afgørende for at opretholde fred med guderne og dermed sikre det romerske samfunds velfærd. For de kristne havde ritualerne ikke samme væsentlige betydning. For dem var det centrale troen, og kristendommen hvilede på dogmer og forestillinger om en ny enerådende gud, som var radikalt anderledes end de romerske guder.
Hvor der ikke er frygt, er der ikke konvertering
Tertullian
Den kristne gud stillede krav til begreber som religiøs sandhed, mission, fromhed, ydmyghed og lydighed, hvad angik såvel tro som adfærd. Der var tale om forestillinger, som bar en markant religiøs polaritet mellem Gud og Satan, godt og ondt, lys og mørke, løgn og sandhed, frelse og fordømmelse. Dette medførte en skarp opdeling i to lejre: de frelste og de fortabte. Og konflikterne imellem de frelste og de fortabte ses bl.a. afspejlet i de kristnes såkaldte apologetiske skrifter (forsvarsskrifter).
Den første systematiske kristenforfølgelse, som omfattede hele riget, blev foranstaltet af kejser Decius ca. år 250. Flere fulgte under Valerian (ca. 200-260) og Diokletian (ca. 230-313). Der blev udstedt forordninger om, at kristne menigheder skulle opløses, og kristne, der nægtede at ofre til guderne, blev fængslet, tortureret, straffet med slaveri eller dræbt. Forfølgelser og martyrier blev i perioder dramatiske omdrejningspunkter i kulturmødet.
Allerede under kejser Nero (37-68 e.Kr.) havde man fået øje på de kristne, som blev beskyldt for at have sat ild til Rom i år 64. De blev beskrevet som asociale superstitio-tilhængere og forbrydere, som isolerede sig, hadede menneskeheden og deltog i sammensværgelser mod staten – anklager, som også indgik i senere forfølgelser.
Kejser Marcus Aurelius var ikke fan af de kristne, der efter filosofkejserens smag var lidt for meget i deres følelsers vold.
Fra en kristen synsvinkel var martyriet en prøvelse af troen og den sande vej til endelig frelse. Fra et romersk synspunkt var martyriet konsekvensen af en skandaløs obstruktion af romersk kejsermagt, identitet og kulturarv.
Den filosofisk orienterede kejser Marcus Aurelius (kejser fra 161 til 180) var konstant på feltfod, og i ledige stunder nedskrev han filosofiske betragtninger til sig selv (der afspejlede et stoisk menneskesyn, en stærk kejserlig pligtfølelse og en pæn portion Weltschmerz). For ham var verden, kosmos, en sammenhængende helhed, og de mange guder repræsenterede forskellige aspekter af det guddommelige kosmos. Det gode menneske var ifølge Marcus Aurelius et menneske, der havde erkendt, at det var et led i kosmos.
Marcus Aurelius’ indstilling til de kristne er ligesom forfølgelserne omdiskuteret. Ifølge visse kristne kilder fandt der voldsomme kristenforfølgelser sted i riget under Aurelius’ kejserdømme, og i hans nedskrevne betragtninger findes en kort omtale af de kristnes villighed til at gå i døden for deres tro.
Den kristne offervilje faldt ikke i Aurelius’ smag. Beslutningen om at være rede til at dø skulle ifølge Aurelius ikke være en stivnakket eller oprørsk religiøs manifestation, men burde i stedet hvile på en værdig og personlig overvejelse, der var fri for teatralsk hulhed.
Som kejser kunne Aurelius ikke tillade, at kristne ignorerede rigets religionspolitiske praksis og fællesskab ved at nægte at deltage i romersk kult. Kulten var et kollektivt anliggende, mens filosofien var en personlig livline for Aurelius.
»Menneskets liv: varighed: et glimt; stof: flydende; iagttagelsesevne: uklar; hele legemets struktur: skabt til forfald; sjælen: en malstrøm; skæbnen: ikke til at forudse; dit rygte: vilkårligt«.
»Kort: set fra legemets side er alt en rindende strøm, fra sjælens en forfængelig drøm. Livet er en krig, en vandringsmands rast. Eftermælet: glemsel. Hvad kan da hjælpe os frem? Ét og kun ét: filosofien«.
Kejser Konstantin legaliserede kristendommen og fejres som 'den kristne kejser'. Men hvor inderlig var hans kristne overbevisning?
Siden kom kejsermagten på andre tanker. Før sejren i slaget ved Ponte Milvio i Rom i 312 så Konstantin den Store (285-337) ifølge biskop Eusebius (ca. 260-340) et kors på himlen samt ordene ’Ved dette skal du sejre’, og den følgende nat viste Kristus sig for ham i et drømmesyn.
Det førte til kejserens religiøse kovending og til anerkendelse af kristendommen som en statsreligion blandt de andre officielle guddomme. Konstantin tolkede simpelthen sin sejr over den konkurrerende kejser Maxentius som en kristen sejr.
Men Konstantins konvertering er kontroversiel, og biskoppens skildring bærer præg af iscenesættelse af en sejrende kristendom.
Spørgsmålene melder sig: Hvilken betydning havde visionen egentlig? Hvordan reagerede senatet, som på Konstantins triumfbue i Rom (diskret?) tilskrev sejren ’guddommelig inspiration’ uden at præcisere guddommen nærmere? Havde han mon virkelig forladt de traditionelle guder, eller var det snedig religionspolitik at slå sig sammen med de magtfulde biskopper? De endeløse moderne diskussioner er farverige, og der findes ingen endegyldige svar på spørgsmålene.
Sikkert er det dog, at Konstantin og medkejseren Licinius fastlagde en ny religionspolitik på et møde i Milano i februar 313. På grundlag af mødet blev der udsendt et brev til statholdere i Østen med retningslinjer for, hvordan man skulle forholde sig over for de kristne.
I brevet blev både kristnes og ikkekristnes kulter klassificeret som religio (i modsætning til superstitio), og helt afgørende var, at de kristne ikke længere skulle behandles som fjender af den romerske stat.
Konstantin begyndte også at støtte kirkebyggeri og kristne autoriteter med enorme donationer og fritagelse fra skat. Han fortsatte dog (for en sikkerheds skyld?) med at ses på mønter i selskab med solguden Sol Invictus, ’Den uovervindelige Sol’.
I længden kunne kristendommen dog ikke bare inkorporeres side om side med andre religioner i Romerriget. Ud fra et kristent synspunkt var kristendommen nemlig den eneste sande religion, ikke blot én blandt flere.
I 380 udstedte kejser Theodosius (347-395) en forordning, der gjorde kristendommen til den eneste tilladte rigsreligion. Hedenske templer blev ødelagt eller omdannet til kirker, og der opstod voldsomme kampe mellem soldater og lokalbefolkninger, som forsvarede de gamle helligdomme.
Mange forskellige faktorer førte til kristendommens sejr over de hedenske religioner. Konstruktion af religiøse fjendebilleder (i begge lejre) kombineret med frygt for fortabelse og håb om frelse og evigt liv var blot nogle af ingredienserne i den kristne socio-religiøse cocktail, der fejede de romerske guddomme af banen.
Frygt spillede uden tvivl en rolle. Ud fra en hedensk synsvinkel påpegede den satiriske forfatter Lukian (120-180), at menneskelivets to største tyranner var frygten og håbet. Den kristne indfaldsvinkel demonstrerede kirkefader Tertullian klart, når han buldrede: »Hvor der ikke er frygt, er der ikke konvertering«.
Munter fest. Dette relief fra Arricia syd for Rom viser formentlig en kultfest for den egyptiske gudinde Isis og afspejler det multikulturelle islæt, som kendetegnede den romerske verden og som de kristne kirkefædre var ret utilfredse med.
I et historisk kulturmødeperspektiv optræder frygt blandt både majoriteterne og minoriteterne.
For antikkens romerske majoritet og nutidens kristne og sekulære majoriteter omhandler konflikterne politisk magt, romanisering/globalisering og frygt for opløsning af traditionelle normer, værdier og adfærd.
For antikkens kristne minoritet og nutidens muslimske minoriteter handler konflikterne om mindretallets identitet og fællesskab, stræben efter social anerkendelse og frygt for stigmatisering og diskrimination.
Fælles for konflikterne er desuden flertallets mere eller mindre rigide krav om mindretallets effektive tilpasning og underordning, altså mindretallets delvise opgivelse af egne religiøse forestillinger og praksis og dermed egen identitet. De kulturelle konfrontationer kan resultere i majoritetens forsøg på undertrykkelse, som i sidste ende kan vise sig at forstærke netop de religiøse udtryk, man søgte at holde nede.
Et sådant paradoks ses i antikken, når de romerske myndigheders forfølgelser virkede forstærkende på den kristne bevægelse: »Vi bliver flere, for hver gang vi mejes ned af jer«, skrev Tertullian til myndighederne.
Nutidens frygt og fjendebilleder angår ikke i samme grad religiøs fortabelse, men terror, globalisering, demografiske prognoser og tab af job, status og af national og religiøs kultur. Den franske politolog Dominique Moïsi, som har belyst frygtens betydning i en globaliseret verden, anbefaler, at håb og ikke frygt sættes i forgrunden i Europa. Det skal ledsages af en historisk forankret selverkendelse og en åbensindet holdning til kulturelle forskelle uden at give afkald på fundamentale europæiske værdier.
Anderledes lød det, da den tidligere omtalte kirkefader Tertullian skitserede håbet for fremtiden:
Veloplagt henviste han til dommedag og lovede, at hvis man afsværgede de hedenske fester og fornøjelser, ventede der en langt bedre – festen ved at se ens vantro fjender brænde i evig pinsel!
