En 23-årig dansk sekondløjtnant snød piraterne i Caribien

FARVANDET VED CULEBRA var imidlertid kendt for at være »urent«, som Irminger formulerede det i sin beretning – fyldt med dårligt opmålte rev og grunde, som var farlige for søfarende, der ikke kendte deres placering.

Hverken kaptajn Kaas eller Irminger kendte farvandene, og Kaas ville derfor nødigt risikere ’Najaden’ ved at følge ’Adolpho’.

’Najaden’ gik nu tæt på ’Vigilant’, og kaptajn Kaas råbte over til Irminger, om han havde mod på at følge ’Adolpho’. På det spørgsmål svarede Irminger klart ja, og mens ’Najaden’ drejede af for at gå syd om Culebra, satte Irminger kurs nordpå efter kaperskonnerten.

Mørket faldt på, mens ’Vigilant’ nærmede sig det ’urene’ farvand. Nattemørket gjorde kun sejladsen her farligere, og Irminger kaldte den sørøver fra ’Adolpho’, som han havde fået med om bord, til sig:

»Jeg spurgte den sørøver, jeg havde om bord, om han kunne bringe mig gennem farvandet nordefter. Han svarede nej, thi det var nu alt meget mørkt. Jeg sagde ham, at da kaperskonnerten er løbet nordefter, må vi også kunne gøre det, og da du i samfulde 3 år har krydset her med kaperen, forlanger jeg, at du skal lodse mig her igennem, da jeg vil langs siden af kaperen i nat – tag du nu din plads her ved luv vant – jeg står ved siden af dig. Denne pistol er ladt (jeg havde begge mine pistoler på mig), og støder ’Vigilant’ (på grund, red.), skyder jeg dig. Denne trussel hjalp, og skønt vi havde stærk regn og torden det meste af natten, slap vi dog heldigt igennem«.

Irmingers beretning fortsætter:

»Om natten så jeg intet til kaperen, men noget før solens opgang d. 11. juli endnu temmelig mørkt på nordsiden af Culebra – omtrent en kvart mil fra land fik jeg ham i sigte i øst, og da man om morgenen ser noget bedre imod den side af horisonten, hvor solen kommer op, så jeg ham, før han kunne se ’Vigilant’«.

IRMINGER HAVDE BESLUTTET, at han, hvis han fik indhentet ’Adolpho’, på egen hånd ville forsøge at tage kaperskonnerten i besiddelse. Problemet var, at ’Adolpho’ var bevæbnet med en 8-punds kanon, placeret i en drejelig rapert midtskibs. ’Vigilant’ havde som nævnt ingen kanoner, og da ’Adolpho’ kunne sejle hurtigere end den danske skonnert, kunne kaperskonnerten i ro og mag skyde ’Vigilant’ i sænk, uden at Irminger kunne gøre noget som helst ved det. Irmingers eneste mulighed var at narre ’Adolpho’ til at komme så tæt på ’Vigilant’, at de ombordværende soldaters geværer kunne nå kaperskonnerten og derved forhåbentlig sætte dens kanon ud af spillet.

Det skulle ske gennem en krigslist, hvor ’Vigilant’ skulle ligne og opføre sig som et civilt handelsskib på vej med varer mellem øerne. Irminger tog derfor sin uniform af og optrådte i stedet i skjorteærmer på dækket, mens de 32 soldater skjulte sig under dæk – klar til hurtigt at komme på dækket og beskyde fjenden.

Da besætningen på ’Adolpho’ fik øje på ’Vigilant’, affyrede kaperskonnerten et kanonskud og hejste det colombianske flag. Som svar beordrede Irminger, at et dansk koffardiflag – tegnet på, at ’Vigilant’ var et civilt handelsskib – skulle hejses om bord i den danske skonnert. Nu skulle Irmingers krigslist stå sin prøve. Ville chefen for ’Adolpho’ tro på, at ’Vigilant’ bare var et civilt og ubevæbnet handelsfartøj – og dermed et nemt offer og hurtige penge – eller ville han stikke af eller med sin kanon skyde ’Vigilant’ i sænk?

’Adolpho’ kom nærmere og var snart så tæt på ’Vigilant’, at chefen for ’Adolpho’, Juan LaForcada, kunne råbe over, at han ville have den danske skonnert til at stoppe. Begge sejlskibe drejede nu op i vinden, så farten gik af, og snart lå de stort set stille, blot få meter fra hinanden. Irmingers list havde virket.

LaForcada råbte til Irminger, at han skulle komme om bord i ’Adolpho’ for at vise ’Vigilant’s papirer. Irminger svarede, at han ville gøre som beordret, og manøvrerede samtidig ’Vigilant’ endnu tættere på kaperskonnerten. Derpå skyndte sekondløjtnanten sig at iføre sig sin uniform, samtidig med at han kaldte soldaterne op på dækket. Irminger forventede en hård kamp og havde givet ordre til, at soldaterne, når de kom på dækket, skulle fordele sig langs skibssiden, så et enkelt skud fra kaperskibets kanon ikke dræbte dem alle på en gang.

Irmingers beretning fortsætter:

»[Jeg] råbte til ham: »I have order to bring you in to St. Thomas«. Han svarede: »I will be damned if I do!«. Jeg holdt øje med hans kanon, som hans folk nu arbejdede med at gøre færdig mod os – 2 geværskud fyrede han mod os, dog uden at gøre videre skade – og da jeg antog, [at] kanonen straks ville være <FZ.2.0.50>klar, råbte jeg: »Will you surrender?«, hvorpå han svarede: »I will be damned if I will!««.

»Jeg kommanderede da »Fyr!«. Vi var ikke mere end 10-12 alen [6-7 meter] fra skonnerten og så klos, at vi netop kunne slingre fri af hinanden, og forinden kanonen blev affyret, havde [vores håndvåben] gjort sin virkning. Jeg var en meget god pistolskytte og affyrede på dette nære hold begge pistoler på ham – jeg kan ikke bestemt sige, om det var mine to skud, der ramte ham – han havde fået et skud i underlivet og et i brystet og døde et kvarter efter. Endvidere faldt den mand, som skulle brænde på kanonen; hans løjtnant fik en kugle gennem brystet og var død straks; en mand, en ualmindelig stor og stærk mulat, fik to kugler, den ene gennem anklen, benet amputeredes i Skt. Thomas, og han døde kort efter. Desuden var der endnu flere sårede«.

DA DANSKERNE EFTER KAMPEN afladede ’Adolpho’s kanon, fandt de ud af, at den var ladt med kardæsk, der nok ville have tilføjet ’Vigilant’s mandskab store tab, hvis det var lykkedes sørøverne at affyre kanonen mod den danske skonnert.

’Adolpho’s colombianske flag blev strøget, og under tre høje hurraer fra de danske soldater blev Dannebrog hejst. Under et efterfølgende forhør af kaperskonnertens bådsmand fortalte denne, at han ved synet af ’Vigilant’ havde gjort kaptajn LaForcada opmærksom på, at det vist var den samme skonnert, som i går var blevet set i følge med den danske korvet.

Imidlertid ville kaptajn LaForcada ikke tro det, »because so early in the morning he has not got his grog yet!«.

Grog er rom med citronsaft – dengang en populær drik i flådens skibe, som LaForcada åbenbart ikke havde nået at få denne sidste dag i sit liv.<blank>

I lastrummet om bord i ’Adolpho’ fandt Irminger og hans mænd 13 spanske fanger. Flere af dem havde siddet lænket så længe, at jernet havde gnavet huller i huden rundt om deres håndled og ankler. ’Vigilant’ havde ingen læge om bord, så indledningsvis kunne man fra dansk side kun lindre deres smerter ved at påføre sårene noget eddike og vand ved at væde nogle lærredsklude og vikle dem om sårene. Det ødelagde dog ikke spaniernes åbenlyse glæde over at være blevet sat fri.

’VIGILANT’ SATTE NU KURS MOD Skt. Thomas med det erobrede skib og de tilfangetagne sørøvere. I den friske kuling, som ledsagede de to skibe til Sankt Croix, viste historierne om ’Adolpho’s overlegne sejlegenskaber sig at være sande. Skonnerten var på trods af sin uprøvede besætning hele tiden ved at løbe forbi ’Vigilant’, selv om denne havde alle sejl sat.

Undervejs udnyttede Irminger tiden til at undersøge LaForcadas papirer og ejendele. Irminger fandt blandt andet LaForcadas kaperbrev, der var udstedt af general og præsident Simon Bolivar, der var en meget central spiller i uafhængighedskrigene i Mellemamerika og blandt andet havde grundlagt Storcolombia (en føderation af de nuværende republikker Colombia, Venezuela, Panama og Ecuador). Kaperbrevet, der gav LaForcada ret til at agere som kaper i frihedskrigen med spanierne, var imidlertid udløbet 1. juli 1825.

En forlængelse var blevet ham nægtet, idet LaForcada havde ry for at optræde særdeles hårdhændet.

Det betød, at Irmingers modstander 12. juli 1825 ikke havde været kaper, men simpel sørøver, og det forklarede også, hvorfor LaForcada havde taget de tre danske skibe, selv om der ikke var krig mellem Danmark og Colombia.

Mens Irminger havde held med at erobre ’Adolpho’, var sekondløjtnant Middelboe stødt på sluppen ’Beauty’. Den viste sig at være bevogtet af tre sørøvere, der hurtigt blev overmandet af den danske styrke, og Middelboe og hans mænd satte derpå – med ’Beauty’ på slæb – kurs mod Sankt Croix.

LIDT FØR SOLNEDGANG NÅEDE ’Vigilant’ og ’Adolpho’ Charlotte Amalie på Sankt Thomas. Her måtte de vente to dage, før ’Najaden’, der først havde været hele vejen rundt om Culebra, stødte til.

Her blev de spanske fanger frigivet. Sørøveren, der havde hjulpet Irminger med at navigere i de farlige farvande ved Culebra, blev også sat fri, mens resten af ’Adolpho’s besætning blev fængslet i byens fort. Så vidt det kan ses ud fra kilderne i Rigsarkivet, blev de efter nogen tid sat fri med den begrundelse, at de kun havde fulgt ordre fra LaForcada og ikke havde vidst, at hans kaperbrev var udløbet.

Dernæst blev ’Adolpho’ tømt for alle de ting, som sørøverne havde ranet fra diverse handelsskibe, men endnu ikke nået at sælge. Iblandt de mange sager – bl.a. en stor spansk 12-punds bronzekanon med en vægt på over 1 ton – var også et lille kræmmerhus fyldt med ørenringe og en mængde guldsager. En nærmere undersøgelse viste, at flere af guldsagerne og kræmmerhuset havde tydelige blodpletter. Hvor guldsmykkerne kom fra, blev aldrig helt opklaret, men at ejerne ikke havde overdraget dem frivilligt til LaForcada, var der næppe tvivl om.

Da kong Frederik 6. modtog generalguvernør Bardenfleths rapport over affæren med ’Adolpho’, resolverede han følgende svar til Admiralitetet:

»Af en allerunderdanigst Rapport fra General gouvernementet i Vestindien erfare Vi at det ved p.t. Gouveneur Kammerraad, Oberstlieutnant v. Scholtens gode Foranstaltninger for at komme paa Spor efter den columbiske Kaperskonnert Adolpho, som havde taget 3 danske Skibe, er lykkedes Søelieutnant Irminger at erobre og opbringe dette Kaperskib til St. Thomas.

Da Lieutnanten ved denne Leijlighed fortrinlig har udmærket sig, vill Vi at Vort Admiralitets og Kommissariats Kollegium tilkjendegiver ham Vor særdeles Tilforladelighed og Tak.

Frederiksberg Slot 13. September 1825.

Frederik R.«.