»Ja, jeg mistede min arm og mit ben, men jeg føler, at jeg fik hævn over dem«

Det er almindeligt kendt, at der under Første Verdenskrig blev tvangsudskrevet 30.000 sønderjyske mænd til at kæmpe på tysk side, hvoraf op mod en fjerdedel mistede livet. Deres historie er velbeskrevet i bøger, film og radioudsendelser.

Men derimod er det langt mindre kendt, at et tilsvarende antal danske mænd under verdenskrigen kæmpede i den amerikanske hær, foruden at et stort antal danskere tjente i andre allierede hære, bl.a. den engelske, den franske og den australske hær. Endelig lod danskere sig også værge til at kæmpe sammen med de allierede i Fremmedlegionen.

Fælles for de mange danskere, der kæmpede i den amerikanske hær, var, at de følte sig danske, og at de selv var enten udvandrere eller efterkommere af danske udvandrere. Enkelte artikler og spredte kommentarer i værker om Danmark og Første Verdenskrig nævner sporadisk deres indsats og skæbne. Man skal således lede længe efter beretninger fra danskere i den amerikanske hær.

Men de findes. Her følger historien om to nordjyder, Harald Munk og Søren Kabell Olesen, der i 1912 uafhængigt af hinanden udvandrede til Amerika. Fem år senere var de begge soldater i den amerikanske hær.

»Den første dag i kamp trængte vi tyskerne 15 kilometer tilbage – og holdt det hele dagen, og de trak sig hurtigt tilbage, indtil de fik hjælp. Ja, jeg mistede min arm og mit ben, men jeg føler, at jeg fik hævn over dem. Mange af os har været heldige, at det ikke er gået værre. Jeg fik en dag skudt min hjelm af mit hoved og min gasmaske af mit bryst. Jeg tror, at den ting, der påvirkede mig mest gennem hele oplevelsen, det var, når vi rykkede så hurtigt frem, at vi løb ind i vores egen artilleriild. Det var skrækkeligt at se vore egne drenge blive ramt af vore egne våben«.

Ordene stammer fra et interview med den dengang 28-årige Harald Munk, der blev bragt i den amerikanske avis Clearwater Republican 14. februar 1919. Han kom oprindelig fra Sørig nær Tversted i Nordjylland. I Amerika slog han sig ned i byen Orofino i staten Idaho. Fra dag to efter ankomsten til Orofino arbejdede han for en lang række forskellige arbejdsgivere og med meget forskellige arbejdsfunktioner.

Landbrug, vejbygning, brandslukning og salg var blot nogle af de mange forskellige jobs, han havde. Harald tog hurtigt den amerikanske kultur og de amerikanske værdier til sig, ligesom han hen ad vejen lærte sig mere og mere engelsk. Da det i løbet af 1916-17 stod klart for Wilson-administrationen, at USA ikke kunne holde sig ude af Første Verdenskrig, udsendte regeringen mobiliseringsordren The Selective Service Act.

Ifølge den kunne amerikanske mænd mellem 21 og 30 år indkaldes til hæren. Lovgivningen gjaldt alle mænd med undtagelse af mænd fra fjendtlige nationer og mænd, der ikke havde tænkt sig at blive amerikanske statsborgere. For danskamerikanerne betød dette, at de, der havde ansøgt om amerikansk statsborgerskab eller var blevet amerikanske statsborgere, kunne blive indkaldt, hvis de ikke allerede havde meldt sig frivilligt.

Om det var mobiliseringsordren, pres fra omverdenen eller ønsket om at kæmpe for det nye fædreland, der gjorde, at Harald gik i krig, vides ikke. Faktum er, at Harald gik ind i den amerikanske hær for senere at blive sendt til slagmarkerne i Europa.

Haralds krig begyndte i en militær træningslejr, Camp Lewis. Her gennemgik han en række fysiske tests, der skulle afdække, om han kunne bruges som soldat. Harald blev godkendt, hvilket han kommenterede med ordene:

»Jeg er glad for, at de ikke sendte mig hjem, for jeg ville hade at vende tilbage uden ’kejserens skalp’«.

Herefter begyndte den egentlige militære træning med henblik på indsættelse ved fronten i Europa. I juni 1918 blev Harald med et troppetransportskib sendt til Frankrig sammen med 91. divisions 347. maskingeværbataljon. Fra havnebyen Le Havre blev han sendt med tog til den lille by Marnay, og efter seks ugers træning her blev han sendt til fronten ved Saint-Mihiel med rang af sergent.

Saint-Mihiel lå ved den berygtede Verdun-front i Argonne-skoven, hvor Harald kom til at kæmpe.

Haralds opgave som sergent var at føre sine mænd til skyttegravene nær Saint-Mihiel. Under udførelsen af dette blev han 29. september hårdt såret: Han blev skudt i venstre hånd og ramt af en granatsplint i venstre ben. Ligeledes ramte flere granatsplinter ham i ansigtet. I første omgang blev han på grund af de hårde kampe efterladt på slagmarken. Først efter 26 timer modtog han hjælp af sine mænd og kammerater. De bragte ham i nogenlunde sikkerhed og tilkaldte en ambulance.

Ambulancen kunne dog ikke komme frem ad de opkørte veje. Igen måtte han vente godt bedøvet af morfin og med arm og ben snøret ind af knebelpresser (årepresser), således at blødningen stoppede. Efter endnu en dags ventetid bragte en lastbil ham til den nærmeste hjælpestation (et primitivt felthospital). Få dage senere blev han overflyttet til hærens hospital ved Brest. Her kunne lægerne for alvor undersøge og behandle Haralds skader. Det stod da klart, at skaderne var så omfattende, at det var nødvendigt at amputere venstre arm og venstre ben.

Nogle år efter at Harald Munk atter var vendt hjem fra fronten og havde gennemgået et genoptræningsprogram, slog han sig ned i Napa i Californien. Her købte han en frugtfarm og specialiserede sig i daddelproduktion. Harald Munk døde i 1979, 88 år gammel.

Akkurat ligesom Harald Munk havde Søren Kabell Olesen ingen romantiske forestillinger om den krig, han havde deltaget i. Heller ikke da han blev ældre. I sine (upublicerede) erindringer fra starten af 1970’erne fortæller han således, at: »… nu oplevede vi for alvor krigens grusomhed – i grunden er jeg ikke meget for at skrive om det, men jeg kan faktisk ikke beskrive det i al sin gru!! … I et granathul lå en amerikansk og en tysk soldat ved siden af hinanden, et sted måtte vi slæbe to døde tyskere væk for at gøre plads til vore kanoner – ingen kunne lide at røre ved dem, så vi kastede et reb om et ben og slæbte dem væk – brutalt, de var dog mennesker og havde måske kone og børn – men i krig er der ingen plads til sentimentalitet – det er enten dig eller den anden …«.

Søren Kabell Olesen stammede fra Raabjerg i Nordjylland, og i 1912 rejste han 17 år gammel til Amerika. I første omgang skulle han bo hos sin onkel i Iowa. Ret hurtigt fandt han dog arbejde på forskellige gårde i området, hvilket betød, at han faldt til og besluttede sig for at blive i landet.

For Søren var rejsen til Amerika helt klart en flugt fra dårlige økonomiske og sociale forhold i Danmark. Han udtrykte det således:

»Jeg husker tydeligt, at en af de første, jeg talte med, udbrød: »Hvad fanden har du lavet, at du skulle sendes til Amerika så ung?«. Den eneste forbrydelse, jeg havde begået i det gamle land, var at nægte at tage plads på en gård for en årsløn på kr. 170,00«.

Nogle af de bønder, Søren arbejdede for i Iowa, var tyske indvandrere. Derfor måtte han efter 1914 lægge øre til, hvordan de tyske indvandrere stolt pralede med, »at den tyske armé kunne slå alle andre, den tyske armé var uovervindelig«.

Kort tid efter at USA var gået ind i krigen, valgte Søren frivilligt at melde sig til den amerikanske hær. Som begrundelse for dette anførte han dels, at militærtjenesten ville sikre ham amerikansk statsborgerskab, dels, at krigen nok ville være overstået så hurtigt, at han ikke nåede at blive sendt til fronten.

Kalkulen holdt dog ikke helt. Efter træningstiden i Amerika befandt han sig på et troppetransportskib med kurs mod Frankrig. I første omgang blev han indsat ved et roligt frontafsnit ved Luneville. Men sidenhen blev han med titel af ordonnans sammen med sin bataljon sendt til et frontafsnit omkring byen Toul. Her var kampene væsentligt hårdere. Sørens bataljon havde som opgave at betjene en række kanonstillinger med nedgravede batterier.

Deres beskyttelse var udelukkende huller i jorden, der var befængt med lus, lopper og rotter. Søren og to andre mænd havde som opgave at ride mellem kanonstillinger med ordrer og anden form for kommunikation. Han fortæller om en sådan tur mellem kanonstillingerne:

»En eftermiddag, da jeg blev sendt ud, var det batteri, som lå først på ruten, under vældig beskydning, og granaterne slog ned rundt omkring mig, og ved et temmelig nært nedslag ’bremsede’ hesten så pludseligt op, at hjelmen røg af mit hoved. Jeg sprang af hesten for at få fat i hjelmen igen og var nærved ikke kommen på hesten igen, den var helt vild. Jeg kunne måske nok have kravlet hen og få afleveret det, jeg skulle, men så måtte jeg give slip på hesten igen ... Hurtigt besluttede jeg at ride videre til de andre batterier og først aflevere her, når jeg kom tilbage. Jeg tror, de forbandede tyskere kunne se mig, for de blev ved at skyde efter mig, og de var tæt på«.

Videre beretter Søren i sine erindringer om nogle skæbnesvangre dage, hvor han sammen med en gruppe skulle ordne noget ved et granatdepot:

»En tysk flyver kom lige hen over os, ikke ret højt oppe. Han fik øje på os og fyrede en maskingeværsalve mod os. Vi hørte projektilerne slå ind i svellerne … ingen blev ramt. Næste dag var en kammerat og jeg også ved at ordne noget uden for batteriet, da jeg pludseligt mærkede et lille stød i venstre ben. Der var et lille rundt hul både i ben og bukser … Jeg fik en indsprøjtning for stivkrampe – det var jo ikke noget at komme på lazaret for«.

Det, Søren Kabell Olesen beskriver som et skud i benet, var i virkeligheden et skud i hoften. Skuddet gav ham mén resten af livet. Sidenhen kæmpede Søren ved forskellige andre frontafsnit i Frankrig, blandt andet Argonne-fronten. Han oplevede at miste mange kammerater i forbindelse med kampene og oplevede angreb med gasgranater indeholdende sennepsgas, der gav brandsår på huden og/eller i svælget, hvis man kom i kontakt med gassen.

I sine mange breve til familien afholdt han sig fra at beskrive krigens gru alt for detaljeret. Først i sine erindringer opsummerede Søren Kabell Olesen sine erfaringer fra krigen. Om livet som soldat skrev han:

»Det var et hundeliv, ingen normale mennesker ville byde deres hund sligt – skabte krigslede og en sløvende sindstilstand, kun tanken om at overleve var alt, i morgen var det måske slut«.

Om krigsafslutningen 11. november 1918 fortæller han, at det blev en dag som alle andre. Informationen om, at krigens parter havde indgået en våbenstilstandsaftale, nåede først hans frontafsnit ved midnatstid. I dagene efter 11. november fik hans bataljon besked på, at den »skulle følge tyskerne hjem«. Det betød, at den i god afstand forfulgte den slagne tyske hær gennem Belgien og Luxembourg, indtil de havde passeret Rhinen. Nu var tiden endelig kommet til at vende tilbage til Amerika.

Efter hjemkomsten valgte Søren i 1920 at rejse tilbage til Danmark, idet han ønskede at gense sine forældre og søskende. I Danmark blev han imidlertid grebet af rastløshed. Han kunne ikke finde sig til rette og besluttede derfor efter kort tid igen at vende tilbage til USA.

Sørens andet ophold i Amerika blev dog af relativ kort varighed. I 1927 vendte han atter hjem til Danmark, hvor han skabte sig en tilværelse. I første omgang som vognmand i Hjørring og senere som landmand i Lønstrup. Søren Kabell Olesen døde i 1986, 92 år gammel.

Harald Munk og Søren Kabell Olesen gav begge efter krigen udtryk for taknemmelighed over, at de var sluppet ud af krigens helvede med livet i behold.

De kom begge videre i livet og fik begge en lang og god tilværelse. Men de holdt som mange andre de værste af krigens oplevelser for sig selv. Harald, Søren og de mange tusinde andre, der kastede sig ind i krigen på amerikansk side, burde tildeles en plads i den officielle danmarkshistorie.

At alle sårede soldater i den amerikanske hær uanset nationalitet efter krigen fik en erstatning, krigspension og en æresmedalje, var nok et plaster på såret – om end et lille et af slagsen.