DET VAR 16. JANUAR 1917, Tysklands udenrigsminister, Arthur Zimmermann, satte sin underskrift på et tophemmeligt telegram, der var adresseret til den tyske ambassade i Washington. Den egentlige slutdestination var ambassaden i Mexico, men der havde man ikke adgang til den topmoderne kodebog, som det tyske udenrigsministerium anvendte til sin transatlantiske kommunikation.
Til beskyttelse af denne højt prioriterede forbindelse havde tyskerne nemlig udviklet en særligt avanceret diplomatkode med betegnelsen 0075, som bestod af mere end 10.000 nøgleord og fraser, alle sammen udskiftet med tilfældige tal mellem 0000 og 9999.
Det var dog ikke alle tyske ambassader, der var blevet opgraderet til at kunne håndtere 0075. Telegrammet skulle derfor afkodes i Washington og derefter genkrypteres i en ældre diplomatkode til den umiddelbare videreforsendelse til Mexico City.
At beskrive telegrammet som sprængfarligt ville nærmest være en underdrivelse.
»Vi har til hensigt at indlede uindskrænket ubådskrig per 1. februar«, erklærede udenrigsministeren i den første sætning – kort og bramfrit, uden diplomatiske omskrivninger, men utvivlsomt med en betragtelig dramatisk undertone.
Herpå blev det mere lusket:
»Trods dette vil det være vores mål at holde USA neutralt i krigen«, fortsatte Zimmermann.
Så kom sagens eksplosive kerne – selve årsagen til, at telegrammet overhovedet var blevet ekspederet fra udenrigsministerens kontor i Wilhelmstrasse i Berlin:
»Hvis dette ikke lykkes, vil vi tilbyde Mexico en alliance med følgende vilkår: gå i krig sammen, skabe fred sammen, generøs finansiel støtte og samtykke fra vores side til, at Mexico generobrer tabt territorium i Texas, New Mexico og Arizona«.
Altså: Tysklands intensivering af ubådskrigen i Atlanterhavet, en del af blokaden mod Storbritannien, risikerede at trække USA ind i krigen, da amerikanske fartøjer næsten uundgåeligt ville blive ramt af tyske torpedoer. Derfor skulle den tyske ambassadør i Mexico diskret bearbejde landets regering til at indlede militære operationer over Rio Grande rettet imod den mægtige nabo i nord.
Til gengæld ville Tyskland forpligte sig til at støtte Mexico, ikke kun økonomisk, men også i landets stræben efter at vinde de territorier tilbage, som USA havde erobret under den mexicansk-amerikanske krig i 1846-1848.
Zimmermann ville desuden have mexicanerne til at bruge deres udmærkede relationer til Japan til at lokke denne strategisk vigtige sydøstasiatiske stormagt væk fra den britisk ledede entente og over på Tysklands og centralmagternes side.
Snedig plan, unægtelig.
Hvis dette ikke lykkes, vil vi tilbyde Mexico en alliance med følgende vilkår: gå i krig sammen, skabe fred sammen, generøs finansiel støtte og samtykke fra vores side til, at Mexico generobrer tabt territorium i Texas, New Mexico og Arizona
Arthur Zimmermann
HVAD DET TYSKE UDENRIGSMINISTERIUM imidlertid ikke vidste – og formodentlig ikke indså før lang tid efter Første Verdenskrig – var, at meddelelsen blev opsnappet på vej over Atlanten af en britisk efterretningsafdeling, som var så hemmelig og diskret, at den kort og godt gik under navnet Room 40.
Storbritannien var periodens kommunikationsteknologiske supermagt, og store dele af den telegrafiske infrastruktur, der forbandt de forskellige dele af verden med hinanden, var udlagt i områder under britisk kontrol. Omkring 60 procent af verdens undersøiske telegrafkabler var i britisk eje, og under Første Verdenskrig brugte landet denne infrastrukturelle magtposition til at holde øje med indholdet i den internationale telegramtrafik.
Og Zimmermann-telegrammet blev faktisk sendt via telegrafkabler, der passerede britisk territorium – fra Berlin til London via Hovedtelegrafstationen i København og derfra videre til USA ad den transatlantiske telegrafforbindelse fra Porthcurno i Cornwall i det sydlige England.
Ruten kan synes kringlet og sikkerhedsmæssigt betænkelig, ikke mindst da Tyskland og Storbritannien var hinandens hovedmodstandere i krigen. Faktum er dog, at der ikke var nogen realistiske alternativer for det tyske udenrigsministerium. En af Storbritanniens første krigshandlinger – i de små timer efter midnat 4.-5. august 1914 – havde nemlig været at skære Tysklands telegrafiske undervandskabler over.
Derfor havde det tyske kejserrige ingen direkte oversøiske teleforbindelser. Den eneste undtagelse var den kraftige tyske radiosender i Nauen uden for Berlin, men det var et kommunikationsmiddel, som havde sine naturlige begrænsninger, da den trådløse kommunikation endnu var i sin vorden.
For at kunne kommunikere med den oversøiske omverden var Tyskland afhængigt af indirekte landforbindelser eller særlige aftaler med neutrale stater som USA, Holland, Danmark og Sverige. Disse landes telegrafiske udlandsforbindelser var imidlertid også koblet til det britiske kabelnetværk – og genstand for systematisk britisk overvågning.
MEN HVAD SÅ MED DET MYSTISKE ROOM 40?
I værelse 40 i den gamle admiralitetsbygning i London opholdt sig en særlig gruppe akademikere – matematikere, tysksprogede lingvister og klassiske filologer – som var blevet håndplukket af den britiske flådes efterretningstjeneste til fortløbende at dekryptere og analysere indholdet af den tyske telegramtrafik.
Til forskel fra f.eks. MI5 og den britiske telegramcensur arbejdede denne tophemmelige, excentriske specialstyrke ikke med kontraspionage eller blokering af farlig information, men med at undersøge signaler eller SIG-INT (Signals-Intelligence): indhentning af strategisk anvendelige efterretninger gennem overvågning af fjendens kommunikationskanaler.
Room 40 var med andre ord en forgænger for det legendariske Bletchley Park: den højteknologiske efterretningscentral uden for London, hvor britiske kodeknækkere med Alan Turing i spidsen under Anden Verdenskrig overvandt den tyske Enigma-maskine.
I begyndelsen af Første Verdenskrig fokuserede Room 40 især på radiokommunikationen hos den tyske højsøflåde. Efterhånden begyndte afdelingen imidlertid at interessere sig for indholdet af den diplomatiske telegramtrafik, såvel den tyske som den neutrale. Room 40 opdagede blandt andet, at tyskerne kunne kommunikere med omverdenen via det svenske udenrigsministerium – der var tyskorienteret på grund af frygten for et russisk angreb – som indpakkede kodede tyske meddelelser i svenske diplomattelegrammer; et listigt kneb, som afdelingens kryptohjerner gav navnet The Swedish Roundabout.
Et lignende arrangement opstod efterhånden mellem Tyskland og det amerikanske udenrigsministerium; det lykkedes nemlig den tyske ambassadør i Washington at overbevise Det Hvide Hus om, at en tysk-amerikansk direkte forbindelse over Atlanten ville være fordelagtig for præsident Woodrow Wilsons forsøg på at mægle i Europa.
Ironisk nok var det via denne forbindelse, det tyske udenrigsministerium sendte det famøse Zimmermann-telegram. Det landede umiddelbart hos kodeknækkerne i Room 40. Storbritannien holdt nemlig også øje med USA’s regering via dens kommunikation med omverdenen.
Kodeknækkerne i Room 40 havde kun haft kendskab til superkoden 0075 siden november 1916. Alligevel var de tilstrækkeligt fortrolige med dens logik til at kunne levere en nogenlunde sammenhængende afkodning af det formastelige telegram efter en nats intensivt analysearbejde.
HOVEDKRÆFTERNE VAR William Montgomery og Nigel de Grey. Den første var uddannet kirkehistoriker med forkærlighed for kirkefaderen Augustin af Hippo, den anden lingvist med speciale i tysk og germanske sprog. Til deres hjælp havde de også Dilwyn ’Dilly’ Knox: en ung papyrolog fra universitetet i Cambridge, der var ekspert i hieroglyffer og senere skulle indtage rollen som Alan Turings mentor i kampen mod Enigma.
Det var et stærkt team, og allerede næste morgen kunne de Grey præsentere en læsbar råversion af Zimmermann-telegrammet for admiral Reginald ’Blinker’ Hall, chefen for den britiske flådes efterretningstjeneste. Hall noterede senere i sine erindringer, at han aldrig ville glemme »denne onsdag morgen, 17. februar 1917«.
Hvad der var begyndt som endnu en dag på kontoret, med »den sædvanlige bunke papirer, der ventede på at blive gået igennem«, fik en uventet drejning, da de Grey pludselig stormede ind på kontoret og spurgte:
»Vil du have USA med i krigen?«.
Da Hall svarede: »Ja, min dreng, hvorfor?«, overrakte de Grey ham det opsnappede telegram med ordene:
»Jeg har noget her, som – ja, det er en ganske sensationel besked, der vil kunne gøre udslaget, hvis vi bruger den rigtigt«.
Opsnapningen af Zimmermann-telegrammet blev Room 40’s største triumf. Uden at afsløre, hvordan indhentningen havde fundet sted – gennem systematisk britisk overvågning af amerikansk diplomatkommunikation – lykkedes det Hall at lække indholdet til Det Hvide Hus i Washington. Han gik uden om den britiske udenrigsminister og brugte i stedet sine egne kontakter i de militære sektioner på USA’s ambassade i London.
PRÆSIDENT WILSON BLEV RASENDE, da han indså, at det tyske udenrigsministerium havde misbrugt hans tillid. Han havde selv været med til at godkende, at Tyskland brugte amerikanske diplomattelegrammer til fortrolig kommunikation mellem Berlin og Washington – med det overordnede formål at fremskynde freden i Europa.
Zimmermann-telegrammet havde dog ingenting med fredsforhandlingerne at gøre. Nej, det sigtede snarere mod en eskalering af krigen, kombineret med en tydelig opfordring til antiamerikanske sammensværgelser, alt sammen skjult i en på overfladen uskyldig tekstmasse ekspederet som statstelegram via USA’s udenrigsministerium.
»Good Lord!«, skal Wilson have udbrudt gentagne gange, da han og udenrigsminister Robert Lansing mødtes for at diskutere indholdet af det opsnappede telegram.
Mange historikere betragter Zimmermann-telegrammet som en bidragende årsag til, at USA til slut opgav isolationismen og valgte at tilslutte sig Storbritannien i kampen mod Tyskland og de autoritære centralmagter.
Det gjorde i hvert fald, at den ikke særlig krigsivrige Wilson straks blev mere modtagelig for argumenter fra de kredse i Washington, som mente, at USA ikke længere kunne holde sig uden for den europæiske krig.
På præsidentens tilskyndelse blev en oversat version af det dekrypterede telegram sendt til nyhedsbureauet Associated Press, og i begyndelsen af marts 1917 var de forræderiske tyske planer på alles læber i USA. De blev diskuteret i medierne og i den amerikanske Kongres, i heftige orddueller mellem interventionister og isolationister. Og 2. april – da Wilson holdt sin war address til Kongressen – henviste han til Zimmermann-telegrammet som konkret eksempel på Tysklands fjendtlige hensigter:
»At landet er ude på at jage fjender frem ved vores egen bagdør, er den opsnappede Zimmermann-besked til den tyske ambassadør i Mexico City et veltalende eksempel på«.
Fire dage senere udstedte Kongressen en krigserklæring mod Tyskland, som samme dag blev underskrevet af præsident Wilson.
DEN AFGØRENDE ÅRSAG VAR DEN TYSKE UBÅDSKRIG, og for den idealistiske Wilson handlede det også om demokratiets kamp mod de autoritære kræfter i Europa. Men for mange centrale aktører i Washington havde Zimmermann-telegrammet fungeret som the smoking gun, som endeligt beviste, at det kejserlige Tyskland var en alvorlig trussel mod amerikansk territorium – og amerikanske menneskeliv.
Men hvad nu, hvis telegrammet ikke var endt på præsidentens skrivebord? Tja, argumentet for at blande sig i den europæiske storkrig ville definitivt have stået svagere – i hvert fald i den politiske verden, hvor telegrammets effekt på den offentlige mening havde stor betydning for beslutningstagerne. Hvis det ikke havde været for det formastelige telegram, ville Wilson måske aldrig have haft held til at overbevise tvivlerne i Kongressen om krigens nødvendighed? Måske ville præsidenten aldrig have overvundet sin egen nagende tvivl?
Mange historikere betragter Zimmermann-telegrammet som en bidragende årsag til, at USA til slut opgav isolationismen og valgte at tilslutte sig Storbritannien i kampen mod Tyskland og de autoritære centralmagter.
De kontrafaktiske perspektiver for det 20. århundredes historie er overvældende. Hvad ville der f.eks. være sket med de gamle europæiske kejserriger, hvis USA aldrig var gået ind i Første Verdenskrig? Hvad med Hitler – og ville der overhovedet have været en Anden Verdenskrig?
Det er i hvert fald ikke urimeligt at forestille sig, at Første Verdenskrig i givet fald ville være endt med en form for separatfred mellem Storbritannien og Tyskland, hvor tyskerne trak sig tilbage fra vestfronten, men til gengæld fik store indrømmelser i den østlige del af Europa.
Måske ville Ukraine, Baltikum og Finland være blevet tyske satellitstater? Og måske ville Polen ikke være genopstået som selvstændig stat i 1919? Det er dog ikke umuligt, at det mægtige tyske kejserrige alligevel ville være styrtet sammen på grund af indre problemer forårsaget af den lange og omkostningstunge krig.
Uanset hvad er der ingen tvivl om, at opsnapningen af Zimmermann-telegrammet var et af de der skæbnesvangre historiske øjeblikke, hvor verdens fremtid stod og vippede.
