Majsolen skinner, da kvinden træder ud af opgangen i Holbergsgade i hjertet af København. Fotografen har taget billedet, lige i det sekund hendes ene fod er på vej ud over kanten på det øverste trappetrin. Nedenfor står tre mænd og kigger op på hende, mens to andre fører hende ned ad trapperne. Det er en af de første dage efter befrielsen i maj 1945, og alle fem mænd er frihedskæmpere. Kvinden er forsvindende lille i forhold til de to mænd bag hende. Hun har lagt venstre arm omkring den ene mands højre arm, så den støtter hende på vej ud over kanten.
Kvinden på billedet er Olga Eggers, og hun var på dette tidspunkt 69 år. Modstandsbevægelsens arrestation af hende var ingen overraskelse. Gennem det meste af 1930’erne og under den tyske besættelse af Danmark havde hun ført et nazistisk og antisemitisk korstog mod jøderne, blandt andet gennem sit virke som skribent på Kamptegnet og sit medlemskab af først DNSAP og siden National Socialistisk Arbejder Parti og Dansk Antijødisk Liga.
I over 10 år førte hun smædekampagner mod jøderne. Hun skrev om jøderne som den altdominerende trussel mod samfund, stat og ’racernes renhed’. Hun gav dem ansvaret for alt i verden, der var ’degenereret’. Hun løftede dyner i Kamptegnets spalter, gerne på forsiden, om alle de raceskændende ikkejøder, der havde samkvem med jøder – med et særligt vulgært og direkte fokus på udenomsægteskabelige forhold. Hun tordnede imod deres politiske indflydelse – en indflydelse, som danskerne i deres »blaaøjede Naivitet« havde banet vejen for, som hun under besættelsen skrev i artiklen ’Jødesvindel og dansk Naivitet’. Hun anklagede danskerne for altid at stå parat med deres »Medlidenhed paa de forkerte Steder« og fremførte, at netop det ville blive udnyttet af jøderne.
»Ak, skal vi da absolut have Strikken om Halsen, før vi kan faa Øje på Galgen?«, som hun skrev.
Det var sådan, den sene udgave af Olga Eggers udtrykte sig, Olga Eggers, som hun engagerede sig i samfundsdebatten og det politiske liv fra 1934 og frem. Der var en verden til forskel på den version og så den, som avislæsere og det litterære publikum lærte at kende fra starten af 1900-tallet. Her var hun en progressiv socialt indigneret, udfordrende og udforskende journalist og forfatter, der især skrev om kvindernes frigørelse, hun var medlem af Socialdemokratiet og havde en hed flirt med den kulturradikale Georg Brandes, der også var jøde.
I 1903 skrev hun blandt andet til ham:
»Af denne Verdens mange Ubegrundeligheder er Krig og Jødehad mig de ubegribeligste. Jødernes – Jordens adeligste Slægt [...] Hvis jeg var blandt Dem, hvis Ord har Vægt, saa vilde jeg lave et Massemøde, nej, mange, og saa vilde jeg skrige Jødernes Forurettelse saadan ud over Verden, at det maatte høres; appellerende til de Stumper af sund Fornuft, der dog vel findes?«.
Søgte ned i slummen
Skiftet fra den progressive, flirtende, kvindefrigørende, jødeforsvarende forfatter med socialdemokratisk partibog til den dybt nazistiske, stærkt antisemitiske og voldsomt vulgære redaktør og skribent er voldsomt – og finder sted omkring 1933-1934. Men hvad skete der egentlig med Olga Eggers?
Olga Eggers kom til verden i 1875 på Sankt Croix, en af øerne i Dansk Vestindien. Hendes far var Henrik Frans Alexander von Eggers – baron, botaniker og kaptajn i den vestindiske hær. Hun tilbragte de første 5 år af sit liv i kolonien, men blev herefter sendt til Danmark for at få plejet et kompliceret benbrud.
Før hun sprang ud som nazist, flirtede Olga Eggers heftigt med jøde Georg Brandes.
Hun endte med at vokse op på Lolland hos sin barnløse onkel og tante. Vejen ind i journalistikken og forfatterskabet gik gennem Ludvig Rosenberg, en ung journalist på københavneravisen Frem, som hun mødte, forelskede sig i og blev gift med i 1901. Hun begyndte selv at skrive journalistik, særligt fra de nederste lag i samfundet. Hun blev kendt for at søge ud i gaderne, ned i slummen og dybt ind i baggårdene for at tale med de hjemløse, de socialt udsatte og gadehandlerne. Artiklerne blev fra 1903 blandt andet trykt i Politiken og i Vore Damer.
Samme år debuterede hun som forfatter med ’Zigøjnerblod’, og i årene efter kom der en lind strøm af romaner fra hendes hånd. Hun beskæftigede sig med kvindernes konflikt mellem ægteskabets traditionelle familieforpligtelser og behovet for selvudfoldelse. Hun tog dette tema med sig ind i sit engagement i Dansk Kvindesamfund og i sit senere medlemskab af Socialdemokratiet. Ved et socialdemokratisk vælgermøde argumenterede hun for, hvorfor Socialdemokratiet var det oplagte parti for hende – og burde være det for alle.
I referatet står hun citeret for at sige, at hun fandt det mærkeligt, at ikke alle var socialdemokrater, da det var det parti, mente hun, der »alene af alle Partier vilde skabe Lykke hos alle Mennesker«.
Hun blev beskrevet som karismatisk, humoristisk og svulstig. Georg Brandes var en af dem, der blev besnæret af hende, og fra 1900-tallets start havde de et tæt og flirtende forhold. Det fremgår klart af deres brevveksling, der er blevet bevaret for eftertiden. Ikke bare i den brevveksling, men også i hendes forfatterskab var hun en udtalt modstander af antisemitismen. I brevene til Brandes skrev hun, hvor uforstående hun var over for jødehadet, og blandt andet i børnebogen ’En stor Mands lille Datter’ fra 1911 tordnede hun imod antisemitismen.
I 1925 havde hun et forhold til den unge danskjødiske sanger Harry Haurowitz, og så sent som i 1931 ytrede hun sig imod den nazisme, som var på fremmarch sydpå.
Svigtet af Stauning
På privatfronten var hun i 1906 blevet skilt fra Rosenberg, og i den samme periode skrev hun intimt og fortroligt med Brandes. I 1912 giftede hun sig så med den anerkendte, men også kontroversielle filosof Anton Thomsen, og året efter fik de datteren Ulrica Eggers.
Anton Thomsen blev 1. september 1915 udnævnt til professor i filosofi ved Københavns Universitet. Det var han i sølle 18 dage. Efter tre forelæsninger bukkede han under for en voldsom nervesygdom, og 18. september 1915 døde han, 38 år gammel.
Olga Eggers giftede sig aldrig igen. I stedet rejste hun. Hun var udenrigskorrespondent i Paris under Første Verdenskrig, engagerede sig efter krigen i Freds- og Folkeforbundet, og også i den forbindelse rejste hun en del rundt – og hun tog i 1931 alene til Afrika, hvor hun rejste gennem Liberias jungle.
Det var en bedragerisag med dertilhørende indblanding fra den socialdemokratiske partitop, der i 1933 førte til Olga Eggers’ brud med Socialdemokratiet. Op til det tidspunkt havde hun ellers været en heftig socialdemokratisk agitator for antimilitarisme, nedrustning og forbedring af vilkårene for de dårligst stillede kvinder.
Eggers’ farvel til Socialdemokratiet er det hængsel, som hendes ideologiske liv og virke drejer om. For det er i tiden derefter, at hun dukker op i spalterne og på talerstolene som nazist og antisemit.
Udviklingen begyndte, da Olga Eggers i december 1932 anmeldte sin mangeårige sagfører, Søren Nielsen, for bedrageri. Overretssagfører Søren Nielsen var i samme periode repræsentant for et konsortium, der var i gang med at etablere en fiskerihavn i Helsingør, og i den proces var det ikke hensigtsmæssigt, at han også baksede med en bedragerisag. Olga Eggers blev derfor kontaktet af Peder Christensen, Helsingørs socialdemokratiske borgmester, der opfordrede hende til at udskyde sagen, til byggeriet var afsluttet. Der stod både arbejdspladser og prestige på spil, lod han hende forstå.
I kølvandet på Peder Christensen tog også Thorvald Stauning kontakt med Eggers for at få dysset sagen ned. I sidste ende var det Rigsadvokaten, der skulle tage stilling til den, og her blev den afvist på grund af bevisets stilling, som det hed.
Eggers følte sig svigtet af sit parti, men nok mest af alt af de højtstående socialdemokrater, hun i årevis havde plejet tæt omgang med. Hendes sag og hendes retfærdighedsfølelse var blevet trumfet af større politiske interesser. For hende var det et spørgsmål om moral. Hendes parti havde svigtet på det moralske plan.
I 1933 stod hun således uden partimedlemskab – men søgte et andet sted, hvor hun kunne fortsætte sit politiske engagement. Året efter meldte hun sig så ind i DNSAP, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti.
I de følgende år strejfede hun gennem flere forskellige nazistiske grupperinger, inden hun i 1938 endte i National Socialistisk Arbejder PartiNB – se det første gule NB!! under ærkenazisten Aage H. Andersens ledelse. Sammen skrev de og udgav fra 1939 til 1943 Kamptegnet.
I 1941 skiftede NSAP navn til Dansk Antijødisk Liga.
Familierelation afslører nazistisk kobling
Skiftet fra Socialdemokratiet til først DNSAP og siden NSAPNB og den antijødiske liga kan virke voldsomt. Det samme kan holdningsskiftet fra stærk modstand mod antisemitismen til nærmest indbegrebet af selv samme.
Så hvorfor skete der på et tidspunkt mellem 1933 og 1934 det skifte for Olga Eggers?
I den periode kunne man faktisk allerede ane et markant skred i hendes tankegods. Hvor hun tidligere progressivt havde hyldet og søgt forandringen, udviklingen, frigørelsen, lod hun nu mere til at ville værne om det tabte i samfundet. Hun gik i rette med det udsvævende liv, der risikerede at fjerne samfundets borgere fra de faste holdepunkter og de grundlæggende værdier. Hun begyndte at kritisere det moderne liv, som det manifesterede sig i en, mente hun, fordærvet massekultur og en demokratisering, der ville opløse alt det faste, etablerede og sikre. Dét ideologiske sigte lå fint i tråd med grundtankerne i nationalsocialismen og dens kritik af det demokratiske, massekulturelle og dekadente liv, som man havde levet i Weimarrepublikken op gennem 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne.
Da hun gled ind i de nazistiske rækker, gjorde hun også endegyldigt op med sit fredsarbejde – og med den fortolkning af kvindesagen, som hun årtier tidligere havde agiteret for. Nu matchede hendes syn på kvinderne det nationalsocialistiske med de klart definerede roller, som kvinden, især som følge af moderskab, skulle spille. Hun betragtede ikke det nazistiske kvindesyn som undertrykkende, men snarere som noget, der gav kvinden en helt central rolle og et kæmpe ansvar for nationens styrkelse og folkets videreførelse.
I Kamptegnet skabte Olga Eggers og Aage H. Andersen en voldsom cocktail af antisemitisme og sensationel dyneløfterjournalistik.
Ved siden af Olga Eggers’ intellektuelle rejse fra socialisme og socialdemokratisme til nationalsocialisme findes også mere konkrete forklaringer på højredrejningen. Hun var nemlig kusine til Hjalmar Schacht, der havde været tysk rigsbankdirektør og fra 1934 til 1937 var Det Tredje Riges økonomiminister, inden han igen besatte posten som direktør for rigsbanken. De to havde et nært forhold, Olga Eggers var i Berlin flere gange for at besøge sin fætter, og her fik hun adgang til de højere kredse i det nazistiske Tyskland. Det kan også have skubbet til hendes markante holdningsskifte.
Sluttelig kan det have spillet en rolle, at hun i det nazistiske miljø fandt en kreds, der ikke bare accepterede og rummede hende, men også gav hende en prominent rolle, hvorfra hun kunne fortsætte sit journalistiske virke med at udbrede sine budskaber. Det gjorde hun blandt andet i Kamptegnet, hvor det især var den antisemitiske tone, hun slog an. Og prominente jøder slap ikke for at blive svinet til, mistænkeliggjort og dæmoniseret – således var et af hendes ofre Georg Brandes, der ellers var død tilbage i 1927, og som hun havde haft den stærkt flirtende brevveksling med.
Det forbliver et mysterium, hvorfor hun med forholdet til Brandes og med sin tidligere stærke modstand mod antisemitismen in mente fór så voldsomt frem med sit jødehad, som hun gjorde fra 1934 og frem.
Efter anholdelsen: Mystisk død
Det virker, som om Olga Eggers foretog et voldsomt og måske meget bevidst brud med fortiden. Der er blevet spekuleret i, om det uforløste forhold til Brandes kan have spillet en rolle, men i brevvekslingen mellem dem blev tonen efterhånden koldere og koldere, og den stoppede helt i 1918. På det tidspunkt var Olga Eggers blevet gift for anden gang og havde fået datteren Ulrica. Skulle forholdet til Brandes spille en rolle, ville det have betydet, at hun i næsten 15 år bar nag over dets forløb for endelig – fra 1934 og frem – at lade sin forurettelse komme ud for fuld kraft.
Olga Eggers’ stærkt antisemitiske agitation fik en ende i 1943. Ikke bare gik Kamptegnet ind, men hun og Aage H. Andersen blev også idømt 160 dages hæfte i Højesteret, efter at de var blevet trukket i retten af grosserer P.M. Daell og dennes unge jødiske sekretær, Ela Wassermann, som Olga Eggers i sin egenskab af redaktør på Kamptegnet havde anklaget for at have en affære med hinanden. Ud over fængselsstraffen mistede hun den offentlige forfatterunderstøttelse, som hun havde modtaget i en årrække, og da Kamptegnet lukkede, rejste hun i august 1943 til Tyskland for at tolke for Heinkel Werke, der producerede tysk krigsmateriel.
Hun vendte tilbage inden befrielsen og blev en lun majdag arresteret i Holbergsgade og indsat i Vestre Fængsel. Her døde hun 17. maj 1945, 69 år gammel. Omstændighederne ved hendes død er uklare, men en tidligere presseattaché ved det tyske gesandtskab i Danmark har i sine erindringer hævdet, at hun døde efter et fald ned ad en trappe.
Olga Eggers’ liv fik en brat ende, men eftermælet levede videre – dog for altid farvet af de sidste ti års stærkt nazistiske og antisemitiske agitation og ikke af de første årtier af hendes faglige virke, hvor hun skrev imod jødehadet og for kvindefrigørelse.
