Få perioder i Østersøens historie har været lige så voldsomme og haft så stor betydning for eftertiden som 1200-tallets første årtier. På det tidspunkt konkurrerede nordeuropæiske fyrster og biskopper intenst om at dele Baltikum mellem sig.
Nutidens Estland og Letland blev udsat for voldsomme angreb, samtidig med at de hanseatiske købmænd bedrev stadig mere intensiv handel i regionen, og kristendommen blev forkyndt og udbredt fra Riga og andre korsfarerbastioner.
Resultatet var, at landene ved den østlige del af Østersøen permanent var draget ind i den vesteuropæiske kultursfære i stedet for at ende med at blive domineret af Rusland. En af de afgørende begivenheder var den danske konge Valdemar Sejrs erobring af den nordlige del af det nuværende Estland i 1219, hvorved Reval – nutidens Tallinn – blev sæde for den danske administration i regionen.
Da det danske krigstogt mod øst fandt sted, havde tyske korsriddere underlagt sig hovedparten af det nuværende Letland og det sydlige Estland. Kun et mindre område i nordvest, øen Øsel og det nærmeste vestestiske fastland, manglede at blive pacificeret.
Den hastige udvikling havde imidlertid gjort erobrerne overmodige, og allerede året efter den danske triumf kom der et blodigt tilbageslag. Det gik dog hverken ud over danskerne eller tyskerne – men over svenskerne.
Den unge svenske konge, der forbindes med katastrofen, hed Johan Sverkersson. Han er ikke nogen kendt figur i Sveriges historie. De fleste svenskere, selv de historisk interesserede, har næppe hørt om ham, hvilket er fuldt forståeligt, eftersom han fik et kort liv og en kort regeringstid.
Dermed ikke sagt, at han og hans æra er uinteressante. Tværtimod.
Johan Sverkerssons livsforløb blev præget af væbnede opgør med fjender i både hjem- og udland. Det svenske kongerige befandt sig midt i en territorial ekspansion i områderne omkring Østersøen, som blandt andet manifesterede sig i grundlæggelsen af byen Söderköping som merkantil base (Stockholm blev først anlagt et halvt hundrede år senere) og i udbredelsen af kongemagten til Kalmar og Øland.
Samtidig var landet præget af tilbagevendende borgerkrige mellem de rivaliserende konge- og stormandsfraktioner, som man i historieskrivningen plejer at kalde de sverkerske og erikske slægter, eftersom Sverker og Erik var almindeligt forekommende navne i familierne.
Tvunget i landflygtighed
Johan blev født i 1201 som søn af kong Sverker Karlsson og dennes anden gemalinde, Ingegerd Birgersdotter. Hun var datter af den gamle Birger (’Birger Brosa’), der var jarl af Sverige og den mægtigste mand i årtier. Allerede som 1-årig var Johan udset til at blive jarl efter morfarens død, en beslutning, som bidrog kraftigt til at øge modsætningerne mellem Johans far, Sverker, og modstanderne i det erikske kongehus.
Eriksætten havde mistet tronen til Sverker og hans familie i 1196, men så frem til at genvinde magten efter hans død. Udnævnelsen af barnet Johan til jarl blev tolket som det første skridt hen mod at gøre ham til tronfølger, hvad der var en alvorlig trussel mod Eriksætten. Stillet over for risikoen for at miste enhver chance for at blive tronfølgere satte de sig til modværge.
Magtkampen endte med, at Sverker blev tvunget i landflygtighed i Danmark.
Johan Sverkerssons togt til Baltikum i 1220 blev ikke en stor begivenhed i svensk historie på samme måde som danske Valdemar Sejrs året inden. Her er han afbildet på en mønt fra ca. 1220.
Hans forsøg på at tage kronen tilbage i slaget ved Lena i 1208 og ved Gestilren i 1210 – hvor han faldt – mislykkedes. I stedet overgik kronen til Eriksættens leder, Erik Knutsson, men hans tid på tronen blev kort. Da Erik døde i 1216, lykkedes det Johan Sverkersson at vinde sin fars kongedømme tilbage.
Johan blev kronet i Linköpings domkirke i begyndelsen af 1219, men hans styre var omstridt. Erik Knutssons lille søn Erik Eriksson var endnu ikke noget realistisk kongealternativ, men man antog, at barnet havde fremtiden for sig, hvorfor hans slægt gjorde, som de svenske parter i opposition plejede at gøre – søgte støtte i det mægtige Danmark.
Kong Valdemar Sejr var svoger til afdøde Erik Knutsson og modsatte sig på det bestemteste, at hans lille søstersøn skulle detroniseres. Af et paveligt brev dateret 7. august 1219 fremgår det, at den danske konge protesterede mod tronskiftet og krævede, at romerkirken greb ind.
Paven reagerede på den danske konges klage ved at pålægge biskopperne af Lübeck, Schwerin og Ratzeburg at undersøge, om kroningen af Johan Sverkersson havde fundet sted på trods af danerkongens protester. Følgen af Valdemars intriger blev en omfattende korrespondance i årene 1219-1221, til alt held for senere historikere, der hermed blev forsynet med et usædvanlig godt kildemateriale om, hvordan de politiske forhold i Skandinavien blev opfattet i den pavelige kurie.
I denne situation, med den stadig mægtigere Valdemar som fjende, måtte Johan Sverkersson agere kraftigt og hurtigt. Først og fremmest gjaldt det om at neutralisere den potentielle trussel fra den svenske kirke, som under ingen omstændigheder måtte blive et redskab for Valdemar og hans svenske venner.
Allerede i forbindelse med kroningen blev der udfærdiget et privilegiebrev til biskopperne. Johan lovede, at kirken ville blive fri for at betale skat af sine jorder til kongen, og at de bøder, der blev givet til præsteskabet og deres bønders gårde, skulle tilfalde biskopperne selv.
De støttede teenagemonarken
Den unge konge udfærdigede desuden et gavebrev til biskop Karl Magnusson i Linköping. I brevet betegnes denne både som cognatus (’slægtning’; Karl var nevø af Johans morfar, Birger) og kansler. Efter alt at dømme var Linköping-biskoppen en af de stormænd, der havde banet vejen til tronen for Johan.
Ved at studere, hvem der har bevidnet gavebrevet, får vi et glimt af de andre stormænd, der støttede teenagemonarken: ærkebiskop Valerius i Uppsala, yderligere tre biskopper samt fem verdslige stormænd, deriblandt jarlen Karl Bengtsson, dennes søn Ulf Karlsson (Ulf ’Fase’) og biskop Karls brødre, Bengt Magnusson og lagman Eskil Magnusson.
Denne kreds omtales også i andre samtidige kilder. I et dokument fra 1219 vedrørende Nydala Klosters fiskerettigheder nævnes både kong Johan, biskop Karl i Linköping, ærkebiskop Valerius, jarl Karl og ’andre stormænd’.
Bag Johan Sverkerssson stod altså en lille, men stærk kreds af stormænd. Den mest magtfulde af disse personer var uden tvivl jarl Karl, en yngre bror til Birger Brosa og til den afdøde Magnus, som for sin del var far til biskoppen i Linköping. I modsætning til unge Johan havde jarl Karl mange års erfaring bag sig, hvilket var af stor betydning for en svag nyligt tiltrådt konge i et land, hvis krone ofte skiftede indehaver.
Jarl Karl er gået over i historien som Karl ’den Døve’, et tilnavn, som ikke optræder i svenske kilder, men kendes fra en norsk-islandsk kongekrønike. Hvorvidt Karl virkelig var høreskadet, vides ikke, men det er ikke usandsynligt. Mange af de tilnavne, som samtidens krønikeskrivere knyttede til konger og stormænd, havde hold i virkeligheden. Ludvig ’den Fede’ af Frankrig var yderst korpulent, Karl ’den Onde’ af Navarra en plage for sine omgivelser, og Richard ’Løvehjerte’ af England var virkelig meget modig.
Ville bremse danskerne fra at blande sig
Det var jarl Karl, der kom til at stå i spidsen for 1220’ernes store kongelige svenske projekt: felttoget til det vestlige Estland. Ved jarlens side stod biskop Karl af Linköping. At biskoppen var en betydningsfuld mand, fremgår af, at han ikke bare kontrollerede Sveriges rigeste og mægtigste stift, men også bar titlen kansler. Hvad titlen egentlig dækkede over, vides ikke. Det kan meget vel have været en vag hædersbevisning, som blev indført til Sverige efter udenlandsk forbillede, men vi kan ikke udelukke, at det drejede sig om et egentligt embede.
Det er fra mange sider blevet anført, at det svenske monarki endnu ikke var så udviklet, at en sådan embedsmand – en kancellichef – var nødvendig, men her glemmer man, at embedet var veletableret i nabolandet Danmark. Den senere ærkebiskop i Lund Anders Sunesen var dansk kansler 1195-1202, broderen Peter, biskop i Roskilde, i årene 1202-1214 og biskop Nils i Slesvig fra 1215 til 1233 eller 1234.
At netop biskop Karl var åndelig leder inden Johans forsøg på at kristne og undertvinge esterne, beroede ikke kun på, at han tilhørte den kreds af stormænd, som bar Johan Sverkerssons monarki oppe. Det skyldtes også, at den svenske kirkeprovins’ leder, ærkebiskop Valerius, var for gammel til at tage med til Estland. Det fremgår af et gavebrev fra Johan Sverkersson til nonnerne i Riseberga Kloster i Närke, at han endnu levede i 1220, men derefter forsvinder han ud af kilderne og erstattes af en ny ærkebiskop. Hvorvidt han var i live, da Johan indledte sit felttog mod esterne, vides ikke, men i givet fald har han næppe været i fuld vigør.
Johan, jarlen og biskoppen i Linköping ville altså styrke deres magtposition over for Valdemar Sejr og dennes svenske forbundsfæller. De slog til mod det, de opfattede som det svageste punkt i de danske besiddelser ved Østersøen: det nyligt erobrede Estland.
Ved at skaffe sig fodfæste syd for Den Finske Bugt, i landskabet Rotalia, håbede man at sætte sig i respekt og bremse eventuelle danske forsøg på at intervenere i Sverige. Ekspeditionen var desuden et naturligt led i udbredningen af den svenske magtsfære i Østersøen. Og hvis tyskerne og danskerne kunne erobre land i Baltikum, hvorfor skulle svenskerne så ikke kunne?
Lod sig ikke afskrække
Hovedkilden til vores viden om krigen i 1220’erne er Henrik af Livlands krønike, som blev skrevet i slutningen af 1200-tallet i den tyske del af Baltikum. Her kan vi læse, at Johan samlede en stor hær og drog mod Rotalia »med sin hertug og sine biskopper« (på latin: cum duce suo et episcopis suis).
Formålet med felttoget var ifølge krønikeskriveren rent magtpolitisk: Svenskerne ville »erobre visse dele af Estland«.
Johan Sverkersson gjorde den gamle estiske fæstning Leal (estisk: Lihula) til sit hovedkvarter. Her befandt sig på den tid Hermann, bror til biskop Albert af Riga. Ifølge krønikeskriveren havde paven allerede godkendt denne til posten som områdets biskop. Hermanns tilstedeværelse beroede formentlig på, at Rotalia allerede var kristnet, i hvert fald formelt, men dette bekymrede ikke svenskerne.
Henrik af Letland 'Livlandske Krønike' beskriver de nordiske korstoge i Baltikum og kommer også ind på den svenske katastrofe i 1220. Den ældste kopi af manuskriptet daterer sig tilbage til slutningen af 1200-tallet.
De lod sig heller ikke afskrække af de budbringere fra Riga, som ankom med besked om, at nok var Guds ord blevet udbredt på Estlands fastland, men esterne var ikke til at stole på, og svenskerne burde tage sig i agt. Kong Johans mænd red ubekymret rundt i landet, døbte folk og begyndte at planlægge kirkebyggerier. De nåede endda frem til Reval, hvor de forhandlede med Valdemar Sejrs repræsentanter. Danskerne var ikke begejstrede for, at svenskerne trængte ind i det, de opfattede som deres interessesfære.
Efter at have udstationeret nogle krigere i Leal vendte Johan Sverkersson tilbage til hjemlandet. Han lader til at have følt sig overbevist om, at han havde indlemmet Rotalia i riget og givet Sverige et solidt brohoved i Baltikum. På begge sider af den nye besiddelse var der ovenikøbet danske og tyske befæstninger og godt med kristne soldater. Ingen hedensk fare kunne true Leal.
Men Johan og hans rådgivere havde fejlbedømt situationen alvorligt. De havde undervurderet truslen fra indbyggerne på øen Øsel. De havde for nylig lidt nederlag mod tyske korsriddere, men de var ikke underkuede og ikke omvendt til den kristne tro. Det varede ikke længe, før øselboerne indså, at svenskerne i Rotalia var betydelig svagere end tyskerne, og at de var uforberedt på et pludseligt bagholdsangreb.
Ved daggry 8. august 1220 landede en flåde fra Øsel ved Rotalia. Leal blev omringet og belejret. Henrik af Livlands grumme beretning taler for sig selv:
»Svenskerne gik ud og kæmpede mod dem, men de var i undertal og kunne ikke holde stand. Svenskerne faldt for de overmægtige øselboere. Borgen blev indtaget, hertugen faldt, og biskoppen, der blev sværdenes og ildens bytte, trådte – må vi antage – ind i kredsen af kristne martyrer. Danskerne ankom kort efter til stedet, samlede de døde og begravede dem med sorg. Da folk i Riga hørte om massakren, sørgede og græd de i flere dage over svenskernes skæbne. Omkring 500 blev dræbt, men flere undslap til danskernes borg. Andre blev hugget ned for fode. Velsignet være deres minde, og må deres sjæle hvile med Kristus«.
Selv forfatteren af Den Livlandske Rimkrønike, som var aktiv i 1290’erne, nævner den svenske tragedie. Her læser vi, at en biskop og mange krigere krydsede Østersøen og byggede en borg i Wiek (et andet navn for Rotalia). Øselboerne »legede med dem som en kat med en mus« (als die Katze mit der Mûs/ spilten die Oselêre), hvorved borgen blev indtaget, og alle omkom.
Alle faldt, selv biskoppen.
Derpå læser vi, at de tyske korsridderes ordensmestre sendte budbringere til området for at opklare, hvilket forhold esterne havde til den kristne tro. Svaret var, at de var glade for at have kastet det svenske åg af sig, og at de havde lovet deres naboer, beboerne på Øsel, at de ville hade og forkaste kristendommen. Ordensmesteren stillede sig da i spidsen for en hær bestående af tyskere, letter og livlændinge, som drog mod nord. I et stort slag ved Suntaken knuste han hedningene og dræbte 500 estere. Men hvem skulle nu overtage området? Tyskerne eller danskerne?
Dybe spor i den historiske erindring
Henrik af Livland giver os et indblik i de åndelige og politiske opgør, som fulgte i det svenske nederlags spor, uoverensstemmelser, som var typiske for et magtvakuum i middelalderen. Riga-biskoppens brødre sendte præsten Salomon til Rotalia for på tyskernes vegne at stille sig i spidsen for den kristne kirke i området. Esterne tog venligt imod ham og lovede at anerkende Rigas overhøjhed og ikke lade sig regere af danskerne i Reval. Salomon begyndte derefter at opkræve skatter, men så ankom en dansk styrke, som konfiskerede det hele og udviste præsten.
I 1221 drog købmænd fra Riga til Rotalia for at sælge varer til esterne, men også denne gang valgte danskerne at demonstrere med magt, hvem der bestemte. Valdemar Sejrs mænd fængslede købmændene med henvisning til, at Rotalia tilhørte deres konge. Biskoppen af Riga sendte folk af sted for at få løsladt købmændene, men svaret var nej.
Først da det kom danskerne for øre, at folket i Riga havde samlet en hær for at komme de tilfangetagne til undsætning, lod de dem gå.
Mindet om den tragiske hændelse i 1220 blev bevaret i flere svenske årbøger, hvor det blev noteret, at både jarlen og Linköping-biskoppen var faldet.
Alligevel er det svært at vurdere katastrofens konkrete omfang. For kong Johans monarki havde den ikke den store betydning, for kongen fik et kort liv. Han døde allerede 10. marts 1222 på Visingsö og hviler tilsyneladende i cistercienserklosteret Alvastra som den sidste mand i sin slægt. Ifølge Västgöta-lovens kongerække, som blev nedskrevet et par årtier efter Johans død, var han en »godvillig« konge, og hele landet sørgede over ham.
Heller ikke for den kreds af stormænd, som holdt Johan ved magten som konge, fik nederlaget ved Leal alvorlige konsekvenser på længere sigt. I Linköping byttede man bare et medlem af slægten ud med et andet: Biskop Karl blev efterfulgt af sin bror Bengt. Med tiden skulle både Karl ’den Døve’ og Ulf få samme jarlembede, som deres far havde bestredet.
Alligevel fremstår katastrofen i Estland som en meget betydelig hændelse i 1200-tallets skandinaviske historie. At den blev noteret i annalerne, tyder på, at den satte sig dybe spor i den historiske erindring. Sveriges mægtigste biskop og landets højeste myndighedsperson efter kongen var blevet dræbt af vilde hedninger.
Sverige gik glip af en bid af den livlandske kage, som danskerne og tyskerne var ved at fordele mellem sig. Der skulle gå tre et halvt århundrede, før svenskerne indledte en mere vellykket ekspansion i Estland.
Oversættelse: Jakob Haff og Lorens Juul Madsen
