På et marked i den nordtyske by Schwerin stod en gruppe danske studenter og talte deres penge. Hvis de splejsede, kunne de lige præcis skrabe sammen til en hest og en enspændervogn, som ville lette den lange rejse, der lå foran dem. Året var 1821, og de de unge mænd var blevet enige om at tage ned og kæmpe på grækernes side i frihedskampen mod osmannerne.
Målet var i første omgang Marseille i Sydfrankrig, hvor de håbede at finde et skib, der kunne føre dem til Grækenland.
De danske studenter var såkaldte filhellenere. De var langtfra de eneste, der på denne tid rejste ud for at slutte sig til de græske oprørsstyrker. Faktisk bevægede en hel strøm af frivillige sig ned gennem Europa.
De kom fra forskellige lande i Vesten og havde det til fælles, at den græske frihedssag betød så meget for dem, at de var klar til at gå i krig og risikere livet for den.
»Over hele Europa så man fra påsken 1821 en tendens til, at mænd fra alle samfundslag blev bevæget af en glødende sympati for grækerne og et ønske om at hjælpe dem«, skriver den britiske historiker William St Clair i ’That Greece Might Still be Free’ – en bog, der fortæller historien om, hvordan filhellenismen i 1821 gik fra at være en intellektuel idé til at blive et praktisk program. I mange år havde digtere og andre lærde spredt ideerne om betydningen af et selvstændigt Grækenland. Nu var det på tide at gribe til våben.
Henrik Krøyer, en af de tre danskere, skrev om sine oplevelser på rejsen, både i dagbogsform og som erindringer, som blev udgivet efter hans død. Her forklarede han, hvad der drev ham af sted i efteråret 1821.
»Grækerne havde jeg fra skolen lært at venerere, og hvor kunne vel den, der var tilbøjelig til at kæmpe for frihed og retfærdighed, finde en bedre plads at stille sig på end ved siden af de betrængte grækere«.
For den 22-årige dansker faldt beslutningen let. Han havde med egne ord gået rundt i København og følt sig ramt af meningsløshed og havde svært ved at finde en retning i sit liv. Hans mor var død, hans far var rejst til De Vestindiske Øer. Han havde ingen venner og heller ingen velyndere. Han ville væk, og nu drømte han om at se verden og samtidig gøre noget meningsfuldt.
»Denne tilbøjelighed var for en del instinktmæssig, ligesom trækfuglens, men havde vistnok i læsning af rejsebeskrivelser fundet en mægtig næring«, skrev han.
Næring havde Henrik Krøyer også fået ved at læse aviserne hjemme i København. De berettede flittigt om de stolte grækeres krig mod de undertrykkende osmanner. Unge Krøyer kunne mærke, hvordan en krigerisk begejstring bemægtigede ham. For hver dag, der gik, følte han sig mere og mere opflammet. Han vidste, han måtte af sted.
Penge havde han ingen af, men han fik lidt økonomisk støtte fra Studenterforeningen i København, som bakkede op om den græske sag. Krøyer tog dampskibet til Kiel og fortsatte til Rostock, hvor han mødtes med andre danske studerende. Nu skumplede de af sted i deres nyerhvervede enspændervogn, ad landevejene ned igennem Europa.
»Det er bedre at dø stående, end leve på knæ«
Historien bærer masser af eksempler på rodløse unge mænd, som opildnes til at rejse ud i verden og gå i krig. I 1930’erne drog over 30.000 frivillige til Spanien for at slutte sig til Den Internationale Brigade på republikkens side i Den Spanske Borgerkrig. Omkring 450 af dem var danskere. »Det er bedre at dø stående, end leve på knæ«, skrev digteren Gustaf Munch-Petersen i februar 1938 hjem til sin kæreste i et brev. En måneds tid senere var han død.
Senest har flere unge valgt at rejse til Ukraine for at slås. Efter den russiske invasion i februar 2022 kom Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj med en direkte appel:
»Ukraines venner. Hvis I vil slutte jer til kampen, så kom. Vi giver jer våben«.
Det fik flere til at rejse af sted, bl.a. den 21-årige dansker, som under dæknavnet Chap var med i DR’s dokumentar ’De danske ukrainekrigere’, der udkom tidligere i år.
»Vi kæmper for de rigtige moraler lige nu«, udtrykker han i filmen.
Også før 1800-tallet var der eksempler på unge danskere, der rejste ud for at slås for en større sag, bl.a. i forbindelse med Den Amerikanske Uafhængighedskrig (1775-1783). Men den skare af grækenlandsfrivillige, som Henrik Krøyer og hans kammerater sluttede sig til, var udtryk for en ny bevægelse i Europa. Hånd i hånd med den nationale vækkelse var der i kølvandet på Den Franske Revolution opstået en dyrkelse af demokratiet og civilisationen over for barbariet og verden af i går.
Henrik Krøyers møde med den græske kamp for frihed blev noget af en skuffelse.
Grækernes kamp mod Osmannerriget passede perfekt i den fortælling.
Det var en kamp, der vandt stor opbakning, også blandt velhavere. Filhellenerne havde derfor økonomiske midler til at støtte op om alle, der valgte at tage af sted.
I sin bog fortæller Henrik Krøyer, hvordan han inden afrejsen »bedåredes af avisernes idelige fortællinger om, at der hele vejen gennem Tyskland, Schweiz og det sydlige Frankrig var oprettet grækerkomiteer, som ikke blot understøttede filhellenerne med rejsepenge til Marseille eller Livorno, men også til søs befordrede dem til Morea, hvor de, ifølge komiteernes overenskomst med den græske regering, straks ville blive indordnet i regulære korps og forplejet som regulære soldater«.
Grækernes frihedskamp var et opgør med over 350 års osmannisk styre. Tilbage i 1450’erne havde sultanens tropper indtaget Konstantinopel, Athen og hele det nuværende Grækenland, men her i 1800-tallet trak det op til forandring.
Man kan jo altid drikke og slås
Osmannerrigets styrke var blevet svækket markant, og det tidligere så mægtige imperium viste tegn på opløsning. Den græske frihedsbevægelse greb enhver chance for at gøre oprør mod styret og oplevede gang på gang at få solid støtte udefra. I kølvandet på Den Franske Revolution blev den græske sag ikke blot en kamp for et folk, der havde ret til et land. Det blev en dyrkelse af det sted i Europa, hvor oplysning og demokrati var blevet født.
Med det afsæt opstod filhellenismen som en international støttebevægelse. Filhellener betyder ’græker-ven’. Bevægelsens mål var at få etableret en moderne republik – en græsk stat, der skulle føre traditionen videre fra antikkens Grækenland og Det Byzantinske Rige.
Da grækerne i 1821 indledte deres løsrivelseskrig mod det osmanniske styre, fik oprørsstyrkerne således stor opbakning fra filhellenske bevægelser. Den mest markante stemme var den britiske digter lord Byron. Siden de unge år havde han været optaget af de græske tænkere og deres store ideer om frihed og demokrati. Mens Henrik Krøyer og de andre filhellenere i efteråret 1821 var på vej til Grækenland, gik lord Byron selv med overvejelser om at slutte sig til frihedskampen. Han så for sig, hvordan han på slagmarken skulle kæmpe side om side med de stolte grækere – og hvordan han nok også skulle dø der.
De unge danskeres rejse til Marseille blev hård. Undervejs så de sig nødsaget til at sælge både hest og vogn. Ure, brevnåle og andre personlige ejendele var også blevet omsat til rede penge.
Lord Byrons ankomst til Grækenland blev i 1861 skildret med pomp af maleren Theodoros Vryzakis, men den britiske adelsmands indsats for grækernes sag blev mere symbolsk end konkret.
Ikke kun Henrik Krøyer skrev om oplevelserne undervejs. Det gjorde også hans rejsemakker Johan Stabell, som senere fik udgivet en bog om sin tid som grækenlandsfrivillig. Da de endelig efter næsten to måneders rejse nåede den sydfranske havneby, var Stabell lettet:
»De to måneder, jeg her i Marseille tilbragte, inden min afrejse til Grækenland, anser jeg for de fornøjeligste i mit liv, thi da jeg vidste, at når jeg kom til Grækenland, det da i en håndevending kunne være forbi med mig, stræbte jeg stedse kun at nyde det nærværende øjeblik; på fremtiden tænkte jeg ikke«.
Marseille var et knudepunkt for trafikken af unge mænd på vej mod Grækenland. Snart havde danskerne sluttet sig til en gruppe på over 100 frivillige. De lod sig indlogere på et gæstgiveri. Halmmadrasser og uldne tæpper blev fordelt på gulvene, og de unge mænd fik udleveret madvarer, som de selv kunne tilberede på små blus.
Ventetiden var lang. Og hvad gør man så, når man keder sig? Ja, man kan jo altid drikke og slås. Og det var i høj grad, hvad de unge mænd gjorde. Alkoholen flød, og det skete igen og igen, at der udbrød skærmydsler mellem de krigshungrende unge mænd. Både Krøyer og Stabell beskriver en række dueller, der fandt sted i løbet af ventetiden i Marseille. Krøyer havde i København læst medicin og blev derfor ofte bedt om at være til stede, når unge mænd ved solopgang krydsede klinger eller beskød hinanden.
En preussisk løjtnant huggede med sin sabel tommelfingeren af en bayersk kaptajn, som havde tirret ham længe. I et andet tilfælde dystede to franskmænd, en major Chevalier var oppe imod Krøyers gode bekendte Lasky. De to var uenige om, hvem der skulle være anfører for gruppen af filhellenere i Marseille, og sagen måtte afgøres med skydevåben.
Henrik Krøyer beskriver i sin bog, hvordan Lasky styrtede baglæns til jorden, da Chevalier sendte sit skud af sted.
»Vi ilede naturligvis til, idet Lasky halvt bevidstløs, som man af hans øjne kunne slutte, søgte at rejse sig i en siddende stilling. Kuglen havde ramt ham på den venstre side af hovedet, var gledet langs hen ad hjerneskallen og havde åbnet perikraniet til et stort gabende sår, der viste den elfenbenshvide hjerneskal aldeles blottet«.
Det lykkedes Krøyer og kammeraterne at redde Lasky, som blev placeret i en vogn og fragtet til et nærliggende hospital, hvor han kom til hægterne igen efter en trepanering.
Det viste sig hurtigt, at noget var galt
Drama var der altså masser af. Men filhellenerne var jo ikke rejst af sted for at gå løs på hinanden. De skulle til Grækenland, og den mulighed opstod endelig, da et fragtskib i begyndelsen af januar tilbød at tage dem med. Over skibets ballast blev udbredt et lag halm, hvor de kunne sove. De heldigste på halmmadras og tæppe, andre bare med en kappe slynget over sig.
»De fleste af os var drukne, og der opstod straks strid om pladserne«, skrev Stabell, som ikke lagde skjul på, at han selv var en tørstig mand. Det bekræftede Krøyer også i sine erindringer, hvor han skrev om Stabell, at denne, mens de ventede i Sydfrankrig, det meste af tiden havde været »stærkt illumineret af Marseille-egnens stærke vine«.
»Forgæves ville jeg stræbe at beskrive mine følelser ved at betræde Grækenlands jordbund. Vist er det, at jeg i dette øjeblik følte mig lykkelig«.
Sådan skrev Henrik Krøyer om det øjeblik, da skibet ankom til Navarino (i dag Pylos) på vestsiden af Peloponnes-halvøen.
Krøyer bemærkede ifølge sin egen beskrivelse straks det gamle Hellas’ herlighed og magiske glans. Vildtvoksende myrter og sneklædte bjergtoppe. Han befandt sig nu med egne ord i et land, som alt for længe havde været beboet af barbarer og bestrøet med elendige ruiner. Et land, der kaldte på frihed.
»Vi så os snart omgivet af en hob nyfigne grækere, slanke, velskabte mænd med mørke, interessante ansigter og lynende øjne. Den orientalske klædedragt og de fremmede sæder forstærkede det romantiske indtryk. Alle grækere var bevæbnet med en lang flint, to sølvbeslagne pistoler og en stor kniv«, skrev Henrik Krøyer.
Men noget var galt, det viste sig snart. Nok var de lokale nysgerrige, men ingen af dem lod sig bevæge synderligt af, at så mange frivillige netop var ankommet med skib, klar til at dø for den græske sag. Ligegyldigheden var mærkbar. Der var ingen velkomstkomité, og ingen af grækerne så ud til rigtig at vide, hvad de skulle stille op med denne opbakning udefra.
Virkeligheden var, at der ikke var en samlet græsk sag, de internationale frivillige kunne bakke op om. Det græske oprør havde på Peloponnes meget hurtigt udviklet sig til et kludetæppe af skiftende alliancer mellem lokale krigsherrer. I det vestlige Grækenland var disse krigsherrer lige så meget i krig med hinanden, som de var med osmannerne.
Det stod klart for Henrik Krøyer, Johan Stabell og de andre, at ideen om en fælles fjende ikke var til stede blandt grækerne. Krøyer indså snart, at det i hvert fald ikke var i Navarino og omegn, at han kunne komme til at gøre en forskel. Sammen med en mindre gruppe satte han derfor af sted til fods i retning af hovedbyen Korinth. Det blev en strabadserende rejse, som Henrik Krøyer beskrev detaljeret i sin bog:
»Vi marcherede over vilde og øde bjerge ... Jeg fandt det temmelig besværligt at vandre på de stejle og ujævne fjeldstier, belæsset med mine våben, og vi måtte vade igennem iskolde bjergstrømme, der nåede os til knæene eller midt på låret«.
I havnebyen Navarino blev Johan Stabell sammen med andre af de frivillige stationeret i en lokal fæstning.
De fik en tyrkisk slave til opvartning og fik til opgave at bevogte fæstningen. Det gik snart op for dem, at de havde fået tjansen, fordi ingen af grækerne selv orkede tage den. Kedsomheden blev deres største fjende, og senere trådte sulten også til. Der blev ikke bragt forsyninger til dem.
Sønderrev halvkogte maver fra drøvtyggere
Da en senator kom forbi fæstningen, klagede de deres nød. De lod ham forstå, at de havde brug for hjælp, og at de nærmede sig et punkt, hvor de måtte sælge deres våben for at overleve.
»Vi indvendte flere gange, at vi ville til armeen, indtil han til sidst svarede, at der for nærværende tid ingen stående armé var i Grækenland«.
Henrik Krøyer og hans følge mødte på deres vandring da heller ingen græske oprørsstyrker, de kunne slutte sig til. Ekspeditionen til fods gennem det græske landskab kom mest til at handle om overlevelse. De bevægede sig hen over bjerge og ned gennem tætbevoksede skovklædte dale. Hvor de kom frem, var de lokale grækere flinke nok til at dele lidt mad med dem. Et sted slagtede en bonde en buk, hvorefter mændene stegte den i olie og åd den rub og stub.
7. februar 1822 skrev Krøyer i sin dagbog:
»I dag vandrede vi til Tripolitza, gennem egne af særledes vildhed og hæslighed. Man så næppe et levende væsen, ingen hyrde med sin hjord, ingen fugl, som med sit skrig oplivede naturen; kun stejle fjeldskrænter og afgrunde, til dels også sumpede flader, bestrøet med en utallig mængde klippestykker i en forvirring, som om forstyrrelsens engel nyligt var skredet hen imellem dem, og ingen menneskelig fod senere havde betrådt dem. Der herskede blandt disse rødgrå klippemasser et øde, som den klare og gennemsigtige himmel vel kunne belyse, men ikke opmuntre«.
»Daglig forværredes vores tilstand«, skrev Johan Stabell, som stadig befandt sig ved Navarino. Der havde været enkelte spredte kampe ved byen, men intet tydede på, at der skulle blive brug for de frivillige. Indbyrdes talte de mere og mere om, hvordan de kunne slippe væk.
»En del af vore nødvendige klædningsstykker, ja endog af vore våben, havde vi måttet sælge for at opretholde livet; ordentlig spise fik vi aldrig. En græker, der boede i en smudsig stad, kogte kallun (mave fra drøvtyggere, red.) og stegte lever i olie for os; dette var vor almindelige spise. I dette smudsige hul lå vi og sønderrev de halvkogte kalluner med fingrene, thi kniv og gaffel var bleven meget sjælden iblandt os. Vi søgte da at erstatte vore legemer, hvad de måtte mangle i føde, ved den gode vin«, skrev Stabell.
For smagen for alkohol havde den unge dansker ikke mistet, men de festlige dage var fortid. Stabell lagde ikke skjul på, at han var en mand på sammenbruddets rand:
»Mine pistoler havde jeg alt måttet sælge; mit linned havde grækerne til dels frastjålet mig, til dels havde jeg solgt det; penge havde jeg aldeles ikke mere«.
Tanken om bare at opgive det hele og tage hjem havde for længst meldt sig. Hver gang et skib lagde til i Navarinos havn, forsøgte Stabell og hans kammerater at appellere til kaptajnen. Men ingen ville tage dem med.
Situationen på Peloponnes blev mere og mere kaotisk. I løbet af 1822, mens de danske filhellenere opholdt sig på halvøen, fandt voldsomme kampe sted mellem græske oprørere og osmanniske styrker. Men klanernes indbyrdes kampe tog også til i intensitet.
Krøyer og Stabell var begge dybt skuffet over den virkelighed, de mødte. De havde forestillet sig grækerne som lærde og civiliserede mennesker, men mødte i stedet simple krigere.
På sin 23-års fødselsdag befandt Henrik Krøyer sig i byen Missolonghi, hvor han levede af figner, tørt brød og vand.
»Man siger, at figner skulle være et usundt næringsmiddel og forvolde feber. Mig bekom de meget vel. Stundom vekslede denne føde med fisk, stegt i olie, eller med blæksprutter, hvilke fødemidler sædvanlig kunne erholdes hos en græsk kok. For dem, der ikke har spist blæksprutter, vil det være oplysende at tilføje, at disse hæslige dyr i smag har nogen lighed med hummer, men dog er de endnu hårdere i kødet og altså endnu mere ufordøjelige«.
Under opholdet i Missolonghi begyndte flere af den unge danskers rejsefæller at falde fra. Nogle savnede civilisationen, andre var løbet helt tør for penge. Først drog tre af sted, senere fulgte yderligere fire. De var nu kun seks mand tilbage, og moralen var helt i bund.
For Johan Stabell lykkedes det langt om længe at komme væk fra Navarino. På hesteryg red han sammen med en mindre gruppe mod nordøst i retning af Argos. De gav alt, hvad de havde, for enten at komme et sted hen, hvor der var brug for deres hjælp, eller i det mindste at slippe væk fra det fattige og udpinte helvede, Peloponnes havde vist sig at være.
»Det blev meget mørkt om aftenen, og de besværlige veje havde meget udmattet os, da vi kom til en dyb flod, en halv mil fra Argos. Efter at vi havde vadet over den, fandt vi på den anden side deraf en mølle, hvor vi besluttede at overnatte. Mølleren antændte en ild midt på gulvet, omkring hvilken vi lejrede os. Vi afkøbte ham nogle ål, hvilke vi tilberedte ved at spidde dem på en lang pind, og således holde dem over luen. Men nu var der ingen brød at få; dog blev derfor også snart råd; apparaterne dertil havde mølleren; han æltede brødet sammen, hvorpå vi lagde det under den hede aske, oven på hvilken vi igen lagde brændende kul. Efter en halv times forløb var et brød færdigt, der rigtignok indeholdt en portion sand og aske, men dog var vore hungrige maver særdeles velkomment. Efter at have spist, lagde vi os til at sove omkring ilden. Det var en af de bedste nætter, jeg har haft i Grækenland, thi ilden varmede mig tilstrækkeligt, så at jeg sov uafbrudt indtil morgenen klokken 6, da vi begav os på vejen til Argos«.
Fremme i Argos opsøgte Johan Stabell og hans venner straks militærfolk, men svaret var entydigt: Lige meget hvem de tilbød deres tjeneste, ville ingen have med dem at gøre.
Der var kun ét at gøre: at komme væk fra Grækenland. Den erkendelse nåede både Johan Stabell og Henrik Krøyer frem til. Drømmen om at dø for en større sag havde aldrig været i nærheden af at blive indfriet. Ingen af dem havde været i nærheden af ret meget, der kunne betegnes som frihedskamp.
Noget tydede på, at grækerne også kunne være barbare
Da februar blev til marts, lykkedes det Henrik Krøyer at komme om bord på et skib, der skulle fragte salt til italienske Ancona. Hans hjemrejse blev langstrakt. Først opholdt han sig en tid i Rom, og på sin vej op gennem Europa tog han længerevarende ophold i byer med lærde miljøer, eksempelvis i tyske Heidelberg.
Johan Stabell var tæt på at få skibslejlighed til Spezia, men muligheden glippede. Rygter begyndte at løbe om, at det inden længe ville blive helt umuligt for filhellenere at komme væk fra Grækenland. Da en kaptajn tilbød et lift til Konstantinopel, slog Stabell derfor til. Også selv om alle frarådede ham at gøre det:
»De forsikrede mig, at hovedet ikke mange dage ville blive siddende på min hals, når jeg først kom der«.
Det var da også en risikabel affære for en ung mand, der havde meldt sig til krigen på grækernes side, at rejse til Osmannerrigets hovedstad. Men Stabell ville væk, og det lignede den eneste mulige udvej. Skibet førte ham forbi Dardanellerne og videre op til Bosporusstrædet, hvor det lagde til i sultanens by.
Her tilbragte han en længere periode, hvor han dels måtte lægge låg på sin vintørst, dels leve med den konstante frygt for at blive overfaldet og slået ihjel i byens gader.
Ifølge Stabell selv skete det ofte, at nogen fik kappet hovedet af, hvis det kom frem, at de enten var grækere eller støttede grækernes sag.
»Tyrkerne lader de henrettedes legemer henligge således på gaden i tre dage, hvorpå de kaster dem i havet, til glæde for de tyrkiske gondolroere, som da forlyster sig med at kaste efter dem med deres bådshager, således at spidsen deraf farer ind i den dødes legeme«, skrev han.
»Jeg tager tilbage til Grækenland for at se, om jeg kan gøre nytte der«.
Sådan skrev britiske lord Byron i et brev til den tyske forfatter Johann Goethe, før han i slutningen af 1823 satte kursen mod Grækenland. Trekvart år efter at de to desillusionerede danskere havde taget flugten, var strømmen af filhellenere slet ikke ovre. Den mest prominente af dem – og manden, der i eftertiden nærmest skulle blive synonym med bevægelsen – var netop den britiske digter.
I begyndelsen af januar 1824 lykkedes det Byrons skibe at trænge gennem de osmanniske blokader og lægge til land i det sumpede marskområde ved Missolonghi-bugten. Byron blev dyrket som en helt. Hans tilstedeværelse var vigtig for moralen hos de græske oprørere, som stadig arbejdede på at samle sig og rette deres aggressioner mod en fælles fjende i form af de undertrykkende osmanner.
Planen var, at Byron skulle lede et større felttog. For pengestrømmene og våbentilførslen var det af stor betydning, at en så prominent brite havde udset sig den græske sag. Men Byron blev også skuffet over mentaliteten hos det græske folk, han værdsatte så højt. Han hørte historier om frygtelige overgreb begået af grækere i Tripolitza. I et tilfælde var 2.000 kvinder og børn angiveligt blevet dræbt. Noget tydede på, at også grækere kunne opføre sig som barbarer. Et faktum, der ikke rigtig var plads til i Byrons verdensbillede.
Et skib fra London kom med flere våben og et stort antal græske bibler. Men felttoget, som lord Byron skulle stå i spidsen for, blev udsat gang på gang. Ikke mindst fordi han nu også selv var blevet syg. Da han 22. januar kunne fejre sin 36-års fødselsdag i Grækenland, havde han en klar fornemmelse af, at den også ville blive hans sidste. I februar fik han et alvorligt krampeanfald. Han led fysisk og virkede samtidig, som om han var på randen af et nervøst sammenbrud. Lægerne gav ham åreladning, men intet hjalp.
21. april døde lord Byron. Måske var det malaria, måske lungebetændelse. Den præcise dødsårsag er aldrig blevet kendt.
Byron led ikke martyrdøden på slagmarken. Men han spillede stadig en vigtig rolle i grækernes frihedskamp. Hans død fik støttebevægelsen hjemme i Storbritannien og andre steder i verden til at blusse endnu mere op. I de kommende år blev krigen i stigende grad et internationalt anliggende. I 1825 blev den egyptiske hær landsat på Peloponnes, og året efter blev Athen indtaget. I 1827 trådte både Storbritannien, Frankrig og Rusland ind i krigen og afgjorde den til græsk side, da de sænkede sultanens flåde ud for Navarino. To år senere fik Grækenland officiel status af selvstændigt land.
»Var jeg rejst fattig ud, så kom jeg endnu fattigere tilbage«, skrev Henrik Krøyer om sin hjemkomst til København i september 1823 efter omkring to års rejse. Hans rejse havde ført ham mange mærkelige steder hen, men antiklimakset var til at tage og føle på. Han havde aldrig opnået den glorværdige militære tilfredsstillelse, som han havde set for sig, da han rejste ud.
Fra dampskibet begav han sig op i Studenterforeningen for at se, om der var nogen, han kendte. Der blev arrangeret en lille fest for ham, men han havde svært ved at føle glæde. Skuffelsen var for stor.
I København løb Henrik Krøyer også på Johan Stabell, som han oprindeligt var rejst ud med. Da det gik op for Krøyer, at rejsekammeraten i bogform havde fortalt om sine eventyr som deltager på den filhellenske bevægelses side, var han ikke videre tilfreds. I hans øjne fortjente det hele at blive glemt. Som han skrev i sine erindringer:
»Var der noget, som mishagede mig, så var det kun, at Stabell ved sin publikation havde henledet opmærksomheden på denne bedrøvelige odyssé«.
Citater er omskrevet til nudansk.
