Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: 'Troldfolk' forpurrede prinsessens brudefærd
Lyt til artiklen: 'Troldfolk' forpurrede prinsessens brudefærd
I København 14. juli 1590 tilstod Karen Vævers sin andel i en magisk sammensværgelse.
Året inden havde hun sammen med flere andre kvinder været forsamlet i borgmester Jakob Skrivers hus i Helsingør. Her havde en medsammensvoren, omtalt som bondekvinden, overtalt Vævers til at lade hjælpedjævlen Longinus sejle ud til en flåde af kongelige skibe i en tom øltønde. Her skulle Longinus sammen med to andre hjælpedjævle, Pilesko og Smuk, ’forgøre’ skibene, det vil sige forsøge at ødelægge dem ved hjælp af trolddom.
Karen Vævers havde i første omgang tøvet. Både hendes mand, søn og svoger var om bord på fartøjerne, som lå forankret i Øresund.
Alligevel indrømmede hun ifølge sagens akter at have taget del i den onde plan.
Det var ikke tilfældige skibe, som Longinus, Pilesko og Smuk skulle forhekse. Det var kongens mægtige orlogsflåde bestående af 13 skibe, ført an af rigsadmiral Peder Munk (1534-1623). Om bord på det nybyggede admiralskib ’Gideon’ var Christian 4.s søster Anna (1574-1619). Flåden var på vej til Edinburgh i Skotland, hvor prinsessen skulle giftes med den skotske konge, Jakob 6. (1566-1625).
Djævlene skulle sørge for, at flåden aldrig nåede frem, og togtet til Skotland blev da også ramt af den ene ulykke efter den anden, inden det til sidst måtte afbrydes.
Troldfolk og dermed reelt djævlen selv stod bag stormene
I DAG LYDER DET TOSSET at give onde mennesker skylden for hård søgang, men i slutningen af 1500-tallet kunne trolddom sagtens være årsag til ulykker. Det var en almindelig vedtagelse, at troldfolk forsamledes i grupper – sommetider i selskab med Djævelen selv, andre gange med hjælpedjævle – for i fællesskab at forvolde deres fjender skade. I danske processer beskrives de ofte små djævle i dyreskikkelse, som hjælper troldfolkene med at føre de onde gerninger ud i livet.
De omtales gerne som ’drenge’ eller, som her, ’apostle’, en tydelig reference til deres funktion som troldkvinders hjælpere, ligesom troldkvinden kunne finde på at revse sin hjælpedjævel og skælde den ud.
Hierarkiet var altid det samme, og en troldkvinde kunne styre sine smådjævle. At Karen Vævers og de to andre kvinder skulle have sendt deres hjælpedjævle ud til kongens skibe i tomme øltønder for at forgøre dem med trolddom, regnedes ingenlunde for usandsynligt.
I renæssancen var alt en kamp mellem godt og ondt. Det var alment vedtaget, at troldfolk ved hjælp af djævle kunne skabe uvejr og ulykker. Her et træsnit fra Frankrig fra sidst i 1400-tallet.
AT MENNESKER KUNNE KONTROLLERE overnaturlige kræfter og lade ulykke og sygdom ramme deres fjender, var en del af tidens forståelse af verden. Alt godt kom fra Gud, og alt ondt skyldtes Djævelen.
Samtidig anså man i 1500-tallet Jordens undergang for at være nært forestående. På dommens dag ville Gud have mistet tålmodigheden med menneskenes synd, og Kristus ville stige ned fra himlen og dømme alle levende og døde til et evigt liv i salighed eller pine.
Men forinden ville Gud sende advarsler – katastrofer, krig og hunger – i forsøg på at få menneskene til at rette sig. I disse sidste tider var Djævelen aktivt på færde i menneskenes verden for at hverve allierede til det endelige opgør med Gud.
Troldfolk var blandt dem, der havde ladet sig lokke af Djævelen. Forestillingen var, at de havde forsvoret deres kristne dåb og indgået en pagt med Fanden selv. Djævelen havde altså fået troldfolkenes sjæl, men med pagten fik de evnen til at skade deres omgivelser med trolddom. Det er i denne ramme, begivenhederne omkring 1589 må forstås.
Brylluppet mellem Jakob 6. og prinsesse Anna skulle stå i Edinburgh i slutningen af 1589, og da orlogsflåden stævnede ud 1. september, havde togtet længe været under forberedelse. Flåden bestod af 13 orlogsskibe, og om bord på admiralskibet ’Gideon’ var øverstkommanderende rigsadmiral Peder Munk sammen med den 15-årige prinsesse.
Prinsesse Anna af Danmarks uheldsramte brudefærd til Skotland blev skæbnesvanger for folk i både Danmark og Skotland.
NU KUNNE STRABADSERNE BEGYNDE. Allerede inden afgang var der blevet varslet dårligt vejr, og straks blev skibene ramt af en sand lavine af ulykker. På ’Gideon’ blev to mænd dræbt under saluteringen, da skibene havde lagt fra land, og allerede dagen efter eksploderede en kanon og dræbte endnu en af sømændene.
Siden blæste det op. Et stormvejr drev skibene fra hinanden, og kun med vanskelighed blev de samlet ved kronens fæstning på Flekkerø ved Kristiansand i det sydlige Norge.
Her fortsatte uheldene. En matros døde i en faldulykke, og en anden blev mast ihjel imellem to skibe. ’Gideon’ med prinsessen om bord sprang læk og måtte repareres.
Da skaderne var udbedret, forsøgte rigsadmiralen atter at nå til Edinburgh med brudefølget, men halvvejs over Nordsøen blev togtet igen ramt af voldsomme storme, og skibene måtte søge tilbage til Flekkerø.
Her lå de indtil slutningen af måneden, hvor det blev vurderet, at rejsen var for risikabel, og i København besluttede rigsrådet og enkedronning Sophie, at Anna indtil videre skulle blive i Norge. Turen var endt i fiasko.
FLÅDEN BLEV NU DELT I TRE. De største skibe drog tilbage til Danmark, et mindre skib sejlede Anna til Oslo, mens et tredje blev sendt til Skotland for at orientere den utålmodigt ventende Jakob 6.
Meddelelsen om skibenes strabadser fik den skotske konge til at tage affære. Han drog hastigt til Norge, og til trods for at det danske rigsråd og enkedronningen forlangte, at brylluppet stod i København, blev parret gift på Akershus i Oslo kort efter Jakob 6.s ankomst. Efter brylluppet tog de sammen til Danmark, hvor de blev vinteren over.
Månederne i København brugte Jakob 6. på at pleje sit netværk. I 1500-tallet indebar det at deltage i formelle begivenheder, i dette tilfælde brylluppet mellem Annas søster Elisabeth (1573-1626) og hertug Henrik Julius af Braunschweig-Wolfenbüttel (1564-1613), ligesom Jakob 6. besøgte rigets fremmeste lærde.
Han var på visit hos den berømte astronom Tycho Brahe (1546-1601) på øen Hven i Øresund, ligesom den internationalt berømmede teolog Niels Hemmingsen (1513-1600) modtog ham i Roskilde. Sidstnævnte havde siden 1580 været afsat fra sit professorat på universitetet i København efter en strid om nadverlæren, men hans status som rigets mest kyndige teolog var ubestridt.
Til den mere uformelle del af netværksplejen hørte de mange fester og gilder i royalt regi, hvor det aldrig skortede på godt til ganen.
Jakob 6. fortsatte efter hjemkomsten til Skotland jagten på de troldfolk, der havde forpurret den danske brudefærd. Her er han portrætteret omkring 1605, da han også var kronet til konge af England under navnet Jakob 1.
UNDER JAKOB 6.S OPHOLD i København svirrede byen med rygter. De mange ulykker og det hårde vejr, som igen og igen havde ramt kongens flåde, gav anledning til undren. De hovedansvarlige for togtet var rigsadmiral Peder Munk og rentemesteren, datidens finansminister, Christoffer Valkendorf (1525-1601).
Den erfarne Munk var blevet betroet opgaven med at eskortere kongedatteren over Nordsøen. Han var en central figur i magtens cirkler, havde en række succesrige krigstogter bag sig og havde siddet i rigsrådet, som regerede landet i samarbejde med kongen. Siden Frederik 2.s død i 1588 havde han sammen med tre andre højtstående adelsmænd siddet i det udvalg, der regerede riget på vegne af den endnu umyndige Christian 4.
Som rigsadmiral var Peder Munk øverstkommanderende for den danske flåde, men hans magt over foretagendet var stærkt begrænset. I Frederik 2.s tid var flådens overordnede økonomi blevet lagt i hænderne på rentemester Valkendorf, og Munk var reelt underlagt hans velvilje.
Det havde i årevis bidraget til spændinger og i perioder åben strid mellem de to mænd.
Selv om Christian 4. var blevet konge året før hændelserne i 1589, var han som 12-årig endnu umyndig. Som voksen skruede han aktivt op for heksejagten i sine riger. Her er han portrætteret omkring 1585.
For den velrenommerede rigsadmiral var det et åbenlyst ærestab, at han ikke formåede at fragte prinsessen sikkert til Edinburgh, og Munk stævnede Valkendorf for ikke at have bevilget de nødvendige økonomiske midler til at ruste skibene til Nordsøens hårde vejr. Det skete formentlig, allerede inden Anna og Jakob 6. var draget tilbage til Skotland.
Beskyldningerne blev imidlertid tilbagevist, da Valkendorf kunne henvise til underadmiralen, som bevidnede, at søfolkene skam havde fået bevilget alle de fornødenheder, som de havde bedt om. Således endte søgsmålet, uden at Peder Munk havde fået genrejst sin ære.
Processerne mod de anklagede troldfolk kom belejligt for rentemester Christoffer Valkendorf, der blev beskyldt for at have forsømt flåden inden togtet til Skotland.
JAKOB 6 OG ANNA FORLOD København i slutningen af april 1590. Igen var det Peder Munk, som var betroet den opgave at føre flåden sikkert til Edinburgh, og denne gang anløb skibene skotsk havn i god behold.
Sideløbende med Munks beskyldninger mod Valkendorf var en anden fortælling om årsagen til den mislykkede brudefærd begyndt at cirkulere: Skibene var i virkeligheden blevet forgjort af troldfolk.
I København sad allerede i maj 1590 en kvinde dømt for trolddom i prisonen på Gråbrødre Torv og afventede sin henrettelse. Hun hed Ane Koldings og havde fået det dystre tilnavn Djævelens Moder. Den oprindelige dom gjaldt ikke de kongelige skibe, men pludselig kom historien om de forgjorte skibe på banen.
I en udlægning af forløbet lyder det, at Ane Koldings i slutningen af maj, en lille uge efter at hun var fundet skyldig i den første anklage, en aften fik besøg af byens tre sognepræster, der var sendt af byfogeden.
Da præsterne havde forladt fangehullet, fik hun besøg af tre kvinder, der trøstede hende. Det fortælles, at de fik talt Ane Koldings til ro, og senere samme aften ændrede hun sin forklaring. Hun tilføjede nu det, som hendes besøgende med garanti havde forsøgt at overbevise hende om: Det var ganske rigtigt trolddom, der var årsagen til, at kongens flåde aldrig var nået til Skotland i 1589, og Ane Koldings havde med en række sammensvorne orkestreret hekseriet, så stormene blev unaturligt voldsomme.
NU RULLEDE HEKSELAVINEN i København. Ane Koldings havde indrømmet sin medvirken, og hendes henrettelse blev udsat, så retten kunne få klarhed over forløbet. Hurtigt angav hun en række personer for at have medvirket til forgørelsen. I løbet af juni måned blev mindst ni kvinder og en mand anklaget og forhørt. De fleste hørte til samfundets nedre lag, men iblandt var også mere bemærkelsesværdige skikkelser som hustruen til en vintapper ansat på Københavns Slot og en borgmesterfrue fra Helsingør.
Ane Koldings blev brændt midt i juni 1590, men sagerne fortsatte under stor bevågenhed sommeren over. Selv om man i 1500-tallet i højere grad var vant til korporlig straf og henrettelser, blev en trolddomssag aldrig en hverdagsbegivenhed. Trolddom var en særlig farlig forbrydelse begået i hemmelighed og kunne være svær at bevise. Hertil var ofrene i denne sag de mest prominente, man kunne forestille sig, og den opmærksomhed, som sagerne fik i samtiden, kan næppe overdrives.
Ud fra de dømte troldfolks bekendelser er det muligt at sammenstykke en nogenlunde præcis beskrivelse af, hvordan forhørslederne så på sagen.
BEKENDELSERNE FOREGIK I OVERENSSTEMMELSE med lovens forskrifter under tortur. Den måtte ikke tages i anvendelse før dommens afsigelse, da man ville undgå falske tilståelser. På trods af det var den efterfølgende tortur vigtig. Selv om den sigtede allerede var kendt skyldig, var det afgørende, at en synder ved at afgive fuld bekendelse kunne mildne Guds vrede og muliggøre soning i det hinsides. Hertil havde torturen den praktiske bivirkning, at forhørslederen kunne få navnene på troldkvindens medsammensvorne.
Antagelig har de fleste på pinebænken forsøgt at tilpasse deres svar forhørslederens spørgsmål for at afkorte pinen, men det hændte dog, at folk fastholdt deres uskyld gennem hele forhøret.
For de tre kvinder, der blev forhørt i juli 1590, betød det, at deres forklaringer i første omgang rummer magthavernes fortælling om forgørelsen af skibene, som de ved hjælp af tortur har forsøgt at få de dømte til at bekræfte.
Ud fra de afgivne bekendelser fra brygmesterens kone, Maren, Karen Vævers og Maren Mogens er det muligt at sammenstykke, hvordan trolddommen mod skibene blev udført.
En gruppe på mindst otte kvinder havde været forsamlet hos Margrethe, gift med Jakob Skriver.
AF DEM VAR NOGLE MERE fremtrædende end andre. Ane Koldings, Djævelens Moder, var den ene, den anden er en bondekvinde, der ikke omtales ved navn. Hendes sag blev aldrig afsluttet, fordi hun hængte sig, kort efter at Ane Koldings var blevet brændt. Et sådant selvmord i fangehullet ansås i samtiden for at være en indrømmelse af skyld.
Også Margrethe Jakob Skrivers blev tillagt en større rolle, formentlig fordi hun var af højere stand end de andre. Jakob Skriver selv skulle efter sigende også have ønsket, at skibene blev forgjort, for han havde lovet, at troldkvinderne ville blive »belønnet derfor«.
Pludselig fik man en kærkommen forklaring på det mislykkede togt: Troldfolk og dermed reelt Djævelen selv stod bag stormene, og Valkendorf kunne ikke længere beskyldes for at forsømme flåden.
Efter dommene stod det klart, at prinsesse Annas mislykkede brudefærd til Skotland skyldtes troldfolkenes vejrmagi. Det ses ikke mindst af, at den unge konge Christian 4., givetvis motiveret af sine formyndere, tilbage i juni havde nægtet at tro på, at hans egen vintappers hustru var involveret.
Blot en måneds tid senere var kongen kommet på andre tanker, for i et brev bad han lensmanden på Københavns Slot om at sørge for, at kvinderne var forsvarligt lænket. De måtte for alt i verden ikke rømme fængslet. I den kommende tid fortsatte retssagerne i København, og flere kvinder sad fængslet. I alt endte mindst 13 personer på bålet for at have medvirket til forgørelsen af kongens orlogsflåde.
IDEEN OM, AT TROLDFOLK kunne ramme selv rigets øverste, var udbredt. Den kongelige flåde havde to gange tidligere været offer for onde menneskers vilje. Første gang i 1543 under Christian 3. i Torstensson-krigen, hvor også Helsingør havde været arnestedet for troldfolkenes vejrmagi. Også i Frederik 2.s regeringstid havde flåden været genstand for trolddom, da en halv snes skibe i 1566 under Den Nordiske Syvårskrig under stor dramatik var gået ned ved Gotland med hele besætninger.
Mens sagerne kørte i København, var prinsesse Anna og Jakob 6. nået sikkert til Edinburgh, men også denne rejse over Nordsøen havde været ramt af storme, og også her begyndte et retsligt efterspil.
I efteråret 1590 indrømmede en mistænkt troldkvinde i North Berwick nær Edinburgh, at hun var en del af endnu en sammensværgelse, der havde fået ordre fra selveste Djævelen til at udradere det royale par.
Herefter eksploderede forfølgelsen af troldfolk i Skotland, og i løbet af de næste 13 måneder tilstod mindst 70 personer at have andel i den diabolske plan. Alle samfundslag var repræsenteret, og både fattige tjenestepiger og kongens egen fætter jarlen af Bothwell (1562–1612) kom under anklage.
Begivenhederne i Danmark og i Skotland bekræftede tidens forestilling om, at Djævelen blev mere aktiv i takt med, at dommedag nærmede sig.
1590’ernes sager var blot begyndelsen. Christian 4. var endnu et barn, men som myndig konge blev han Danmarks største hekseforfølger, og frem mod 100-året for reformationen i 1617 steg antallet af sager. For at få Danmark til at fremstå som et ægte luthersk rige udsendtes i jubilæumsåret en omfattende lov, der forbød al magi og trolddom, og de følgende år blev flere hundrede retsforfulgt. Ingen af disse sager havde kongelige hovedpersoner, nu var det jævne folk, som anklagede hinanden for at være skyld i ulykke og sygdom.
