Er der en læge til stede? Kvaksalverne dominerede i sognene

Den 4. januar 1848 afgik korvetten ’Valkyrien’ fra Flådens Leje i København mod Ostindien på sit første store togt. Opgaven var at hente de sidste danske kolonialister hjem fra Nicobarerne efter Danmarks mere end 100 års fejlslagne forsøg på at gøre disse ugæstfrie indiske øer til en forsyningsbase på ruten mellem Europa og Kina.

Christian 8. var mødt frem for at tage afsked med kaptajn M.P. Secher og hans besætning på en dag, hvor en bidende kold vind fra nordvest pressede sig ned gennem det københavnske havneløb.

Termometeret i observatoriet på Rundetårn viste minus 3,7 grader.

Næste morgen stod det klart for professor Oluf Lundt Bang, der havde bibeskæftigelsen som kongens livlæge, at kongen havde pådraget sig en lungebetændelse. De følgende dage holdt feberen sig høj, og bekymringen i kongens omgivelser steg.

Politisk skælvede Europa med Paris som epicenter. Det var selve systemet, folkeslagene havde sat under pres. De enevældige hertugers dynastiske statsbygninger var ved at synke sammen under kravet hvert folk sin stat. Dette krav hørtes også i Danmark, især på universitetet og blandt yngre embedsmænd. Og vigtigere blandt bønder, som var skuffede over, at der ikke var fulgt op på Reventlow’ernes jordreformer.

De to oppositionsledere artillerikaptajn A.F. Tscherning fra Bondevennerne og juristen Orla Lehmann fra De Nationalliberale gjorde sig klar. Døde kongen, var tiden inde til en ny statsform, folkestyre, i et liberalt nationalt Danmark uden vedhæftede tyske hertugdømmer.

8. januar besluttede Oluf Bang sig for at årelade kongen. Det endte med den frygtede katastrofe, en dødbringende blodforgiftning.

Christian 8. blev det sidste medlem af kongehuset, som underkastedes behandling efter de oldgræske hippokratiske principper fra omkring år 300 før vores tidsregning, hvor man udrensede legemet med åreladning, kopsætning eller igler, ledorm, som bed sig fast med deres trekantede mund og sugede blod, til de var mætte og gav slip.

DET ULMEDE også på Det Naturvidenskabelige Fakultet på universitetet, hvorunder medicinen hørte, og hvor Bang underviste. Han var egentlig fødselslæge og ansat på Fødselsstiftelsen, hvor han havde ansvaret for den ene af de to fødegange. På den anden residerede en yngre læge, der gik meget op i hygiejne og modefaget medicinsk statistik.

Hans tal viste dem, at antallet af mødre, der fik barselsfeber, var lavere hos ham end hos Bang. Han pegede på sin forholdsordre om håndvask mellem patientkontakterne som årsag. Bang fandt det for simpelt.

Professorerne og de fleste hospitalslæger havde deres private klinikker i København, så byen var velforsynet for dem, der kunne betale, men uden for hovedstaden var der langt imellem lægerne og endnu længere mellem dem, der sværgede til den nye naturvidenskabelige medicin.

Her havde de statslige stiftsfysici, som distriktslægerne også kaldtes, også deres private klinikker, men der var grænser for, hvad de kunne overkomme.

Trods få læger var der ikke behandlermangel. Den praktiserende læge blev i 1794 en realitet, som følge af at Danske Kancelli udsendte en forordning mod kvaksalveri og heri bestemte, at ingen uden medicinsk eller kirurgisk embedseksamen måtte tage syge i behandling, medmindre stiftamtmanden, sædvanligvis en af godsejerne i de ti stifter, landet var opdelt i, dispenserede.

Et var dog kongelige forordninger, noget andet det virkelige liv, og her blev ’kloge koner’ og ’kloge mænd’ ved med at stå for det meste af sygdomsbehandlingen, og der fandtes mindst én klog kone eller mand i hvert af landets 2.000 sogne.

Problemet med forordningen var, at distriktslægerne ikke angav kvaksalverne. De nød samfundets respekt – for et lægebesøg var jo heller ingen garanti for helbredelse eller smertelindring. Anmeldte man dem, var man sikker på at møde protester, ofte endog fra selve præsten. Hvor en læge, gerne en ganske nyuddannet, alligevel søgte at oprette en praksis, gik han ofte hurtigt konkurs. De kloge mænd og koner var billigere.

En del af baggrunden for det politiske systemskifte i liberal-demokratisk retning var de snærende bånd, som lå på handels- og håndværkserhvervene med lavsvæsenet og oldermændene. Efter Bondevennernes mening udgjorde lægerne et af disse lav og burde opløses.

Da den nationalliberale justitsminister C.F. Simoni i 1857 ville oprette lokale sundhedskommissioner bestående af politimesteren, en læge og tre kommunalbestyrelsesmedlemmer, følte den ledende bondeven A.F. Tscherning den personlige frihed gået nærmere, end en liberal kunne acceptere.

Kommissionerne skulle være uden læger:

»Der kan så senere foranstaltes ildelugtsransagelser, hvis der er nogen, som finder på, at tobakslugt er en forpestelse af luften, og så kan denne kommission drive en tobaksrygende ud af hans egne værelser – der er ingen grænser for, hvad læger kan kalde for usundt«.

I 1867 frygtede Krag-Juel-Vind-Frijs’ regering (det mundrette navn skyldes, at lensgreven Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs stod i spidsen for den, red.) en egentlig lægemangel, men flertallet i Folketinget, det vil sige Bondevennerne, afviste hans løsningsforslag, der havde form af et etableringstilskud fra staten til klinikker og lægeboliger.

SOM MODSVAR søgte de mest liberale at tvinge hans justitsminister, Th. Rosenørn-Theilmann, til at ophæve forordningen af 1794 og tillade kvaksalvere at kalde sig ’uautoriserede læger’. Det ville skabe konkurrence og fjerne lægemanglen. Deres ordfører var folketingsmedlemmet fra Skanderborg, den stridbare landmåler Carl Reinhold Jensen, som var mest kendt for sin disputs med Indre Missions leder, Vilhelm Beck, om sin værdighed, fordi han var borgerligt viet.

I august 1884 indtraf det første skred i folkestemningen. Uvist af hvilken grund havde lægernes internationale organisation valgt at lægge deres 8. verdenskongres i København.

Danmark var efter 1864 blevet en forholdsvis betydningsløs småstat i Europa med en resignerende befolkning og et styre, som sjældent vendte blikket udad, så hvorfor netop København, spurgte man sig. Et ædrueligt svar var: Derfor. Der var gået storpolitik i et andet sted end København.

Med en nutids sans for kommunikation havde professor Panum som kongressens præsident fået Illustreret Tidende og Nationaltidende til at varme op til begivenheden i god tid med billeder og artikler om verdens store læger, så alle vidste, at hovedtaleren ville blive ingen ringere end den franske kemiker Louis Pasteur, og han fik en heltemodtagelse, som ingen videnskabsmand – måske lige med undtagelse af Niels Bohr – siden har fået.

Christian 9. overværede Pasteurs forelæsning og indbød de 2.000 deltagere til souper på Christiansborg. Industrifyrsten C.F. Tietgen inviterede kongresdeltagerne og deres hustruer på sejltur gennem Øresund til Kronborg, og hovedsponsoren, brygger Jacobsen fra Carlsberg, og hans assistent Chr. Hansen, som Pasteur kendte, fik sig en snak med æresgæsten. Pasteur var manden, der påviste, at gær var levende celler, og hvilke perspektiver gav det for ølbrygningen? Illustreret Tidendes tegnere og træsnittere havde travlt.

Pasteur havde to år tidligere udviklet en effektiv behandling af miltbrand hos får, som gik ud på at sprøjte svækkede bakterier ind i dyrene, og på kongressen bekendtgjorde han, at han snart ville behandle det første menneske for den frygtede hundegalskab. Han indrømmede, at det blev et skud i tågen, for han kunne ikke finde en hundegalskabsbakterie at svække, men noget måtte der være. Det kaldte han virus, det latinske ord for slim eller gift. Han havde forsøgt på kaniner, og her virkede det.

ALLE VAR ENIGE om, at det var lægevidenskabens endelige sejr. De eneste protester kom fra Foreningen til Dyrenes Beskyttelse.

Næppe havde lægerne vundet den faglige kamp over kloge mænd og koner, før de praktiserende fik nye konkurrenter. Den nye lægekunst frembragte en eksplosion i viden og behandlinger, og det kneb for den enkelte læge at følge med. Speciallæger begyndte at konkurrere med de almene læger om patienterne. Havde man råd, og var det praktisk muligt, opsøgte man en speciallæge inden for det område, hvor man mente at have behov for behandling.

Det kunne have betydet, at de almene læger blev fortrængt fra byerne, så hele landet fik en tilfredsstillende lægedækning, men udviklingen tog en anden retning. Allerede 3. oktober 1841 havde en række borgere besluttet at oprette Sygekassen for Arbejdere og Arbejdsgivere i Haandværk og Industri i Sorø By og Landsogn som en knopskydning på andelsbevægelsen. Ideen blev grebet af Socialdemokratiet, da det 30 år senere gjorde sit indtog på den politiske scene.

Potentielt kunne sygekasserne så udvikle sig til en økonomisk magtfaktor så stærk, at den konservative konseilspræsident og finansminister Estrup og hans indenrigsminister, H.P. Ingerslev, måtte intervenere. Som før så de til Bismarcks Tyskland, hvor enhver arbejder havde pligt til at være medlem af en sygekasse. Arbejderne betalte i fællesskab to tredjedele af kassens udgifter til lægehjælp, mens den sidste tredjedel blev betalt af deres arbejdsgivere.

Det rene forsikringsprincip løste ikke magtproblemet, men så lancerede Odenses stiftsfysikus, T.M. Trautner, varianten at erstatte arbejdsgivernes andel med et statstilskud pr. mindrebemidlet medlem. Han brugte ikke ordet mindrebemidlet, men opfandt udtrykket ’under sygekassegrænsen’, og han fraveg kravet om tvunget medlemskab. Dermed kunne Estrups konservative velhavere holde sig ude og staten forsvare sit bidrag med, at det var en form for fattighjælp.

En sygekasses bestyrelse skulle indgå aftale med en læge om at betjene medlemmerne mod et fast grundbeløb pr. medlem og en takst for de forskellige konsultationer og behandlinger. Hermed fik stort set alle adgang til en læge, også i de tyndt befolkede egne, fordi lægerne var sikret grundbeløbet, og staten havde fået indsigt med kasserne, mens det kan diskuteres, om lægen fortsat var selvstændig erhvervsdrivende. Han var det i den forstand, at han kunne sælge sin praksis, og en god praksis kunne koste millioner, og i den forstand, at enhver læge kunne oprette en praksis uden om sygekasserne, hvor han ville, hvis han ellers kunne få en forretning ud af det.

Foto: Erik Gleie/Ritzau Scanpix

Det kunne for eksempel taberen af lægestriden på Færøerne i 1955, hvor Klaksvigs læge Olaf Halvorsen blev ekskluderet af Praktiserende Lægers Organisation for at været nazist under verdenskrigen. Det udløste nærmest et oprør.

På Borðoy ville man ikke af med sin vellidte læge, som forstod, at dér hørte det sig til at indlede enhver behandling med en bøn. Statsminister H.C. Hansen sendte regeringens kreative hoved, finansminister Viggo Kampmann, til øerne for at løse konflikten, men inden et løsningsforslag forelå, forlod Halvorsen øerne og etablerede sig i Buen over for Hovedbanegården i København. Det krævede lægeattest at få kørekort, og han kunne mageligt leve af at dumpe prisen på en sådan, for ventetiden hos sygekasselægerne var blevet enorm.

PÅ DET TIDSPUNKT var der faktisk reelt mangel på læger forårsaget af en kolossal udbygning og modernisering af sygehusvæsnet med sygehuset i Glostrup som det nye ideal.

Der gik hurtigt politik i sygekassegrænsen. Socialdemokrater pressede på for at hæve den, så flere blev forsikret, mens borgerlige satte den ned, når de havde magt til det. Det sidste havde sin pris. I de hundredvis af kasser, der efterhånden opstod, blev bestyrelserne naturligvis domineret af socialdemokrater, og det rettede sig ikke, da socialminister K.K. Steincke som en del af sin store socialreform i 1933 gjorde det obligatorisk at være medlem.

For de borgerlige partier var det uacceptabelt, at også under en borgerlig regering ville de socialdemokratiske sygekassebestyrelser reelt styre landets sundhedspolitik.

Den radikale statsminister Hilmar Baunsgaards VKR-regering (1968-1971) besluttede trods sit borgerlige udgangspunkt de facto at nationalisere ved at erstatte sygekasserne med en offentlig sygesikring, hvor hvert amt – senere region – hver for sig bestemte, hvor mange praktiserende læger de ville honorere ydelser fra. Hver af disse læger fik et ydernummer. At der ikke var tale om en rigtig nationalisering, lå i, at lægerne stadig frit kunne handle med deres ydernummer.

De praktiserende lægers faglige problem, videnseksplosionen, bestod stadig. Det blev løst med et sprogligt kneb typisk for politikere. De gjorde almen medicin til et speciale med uddannelsespladser og forskning på de medicinske fakulteter, så man kunne blive specialist i almindeligheder på linje med andre specialister. Smag på ordene – i forvejen kender vi knebet fra statsminister Poul Hartlings omkostningsdækkende ydelse i 1974 og fra den konservative socialminister Mai Mercados obligatoriske læringstilbud i ghettoloven fra 2018.

NU ER DEN SÅ GAL IGEN. Den nye generation af praktiserende læger prioriterer det at være læge og deres fritid over det at være selvstændig. Enmandsklinikken uddør og først i de tyndt befolkede eller socialt belastede egne.

Det problem søgte Venstres daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby at løse ved at tillade regionerne at drive et lokalt lægehus i op til seks år – senere udvidet til otte – eller at sende driften af en klinik i udbud, så private koncerner kunne drive lægehuse spredt ud over landet. Der kom læger, hvor der ikke længere var læger, men ikke nok, og det skete ikke uden modstand.

Den konservative sundhedsordfører, Per Larsen, rejste f.eks. landet rundt med en fortælling om, at 100.000 danskere nu var uden egen læge. Tallet nåede han kun, fordi han anså udbuds- og regionsklinikker for ikkeeksisterende. I hans forstand har de ikke rigtige familielæger.

• Kopiér link