Ikke mange bøsseskuds afstand fra Danmarks østligste punkt på Christiansø var der i september 2022 sabotage mod de to Nord Stream-gasrørledninger, som skulle have sikret Rusland energipolitisk dominans i hele regionen. I stedet blev de et våben i en svært gennemskuelig hybridkrig mellem Rusland og Vesten.
Christiansøs beboere blev pludselig afhørt af politiet om, hvorvidt de havde observeret noget mistænkeligt i dagene op til de dramatiske undersøiske sprængninger. Måske havde sabotørerne været der? Det var vist første gang siden fæstningens grundlæggelse i 1684, Christiansø ramte de internationale mediers spalter. Den lille fæstning er ganske vist både idyllisk og turistvenlig, men det er de færreste, der forbinder den med international politik og magtbalance i Østersøen.
I virkeligheden har Christiansø faktisk rigtig meget med begge dele at gøre. For Christiansø er nemlig resultatet af et kapløb om flådebaser og våben i de store sejlskibes tid.
I årtierne omkring år 1700 blev der bygget flådebaser i både Sverige, Danmark og Rusland. Det var en enorm kraftanstrengelse for at udbygge og konsolidere Østersø-magternes sømilitære position i et regionalt rustningskapløb, der skulle sikre landene mod angreb fra hinanden. På den måde har Østersø-landene historisk altid måttet forholde sig til hinanden.
Karlskrona et sted mellem 1690 og 1710. Illustration: Erik Dahlberg: 'Svecia Antiqua et Hodierna', 1983
I forbindelse med Danmarks afståelse af Skåne, Halland og Blekinge ved Roskildefreden i 1658 overgik også Bornholm og Christiansø til Sverige. Dog gjorde frihedselskende bornholmere i 1659 op med den svenske kommandant Printzenskiöld og hans soldater. Kommandanten blev skudt og dræbt på gaden i Rønne og hans folk taget til fange – Bornholm var atter dansk. Men det skulle vise sig, at det ikke var nok for Danmark at besidde disse fremskudte øer i Østersøen. I 1670’erne rasede Skånske Krig, og selv om Danmark ikke vandt så meget som en landsby tilbage fra Sverige, så fejrede Danmark triumfer til søs. Søslag ved Øland og Bornholm og ikke mindst i Køge Bugt endte som markante danske sejre.
SVENSKERNE INDSÅ, at de måtte oppe sig rent sømilitært, hvis de skulle vinde over Danmark i den næste krig.
Derfor gik den svenske flåde i 1679 i gang med at bygge en helt ny flådebase på nogle øde skær i Blekinge. Stedet kaldte de Karlskrona, og i løbet af rekordtid var der anlagt en komplet flådebase på stedet. Der var alt, man havde brug for, lige fra de store såkaldte byggebeddinger, hvor nye skibe skulle bygges, til den 300 meter lange reberbane, som den dag i dag er Sveriges længste træbygning. Og så var der en beskyttet havn, hvor den svenske konge kunne fortøje sine skibe, når de ikke skulle i kamp, og hvor de i ro og mag kunne klargøres til togt.
Den nye svenske flådehavn vakte bekymring i København, hvor man indtil nu havde været vant til, at man ikke behøvede bekymre sig om svenske angreb fra søsiden før langt ind i foråret. Den tidligere svenske hovedbase i Stockholm, Skeppsholmen, var nemlig lukket solidt inde i isen i de lange vintre i 1600-tallets såkaldte lille istid. Men når skibene nu lå længere sydpå i Karlskrona, så kunne de være klar til togt stort set samtidig med de danske skibe i København. Danskerne havde mistet en geografisk fordel.
Karl 11. af Sverige indså, at Stockholm lå for langt nord nord til at huse den svenske flåde. Derfor grundlagde han Karlskrona i Blekinge.
Ovenikøbet var den nye svenske flådebase bygget efter de allermest moderne principper, inspireret af samtidige franske havne. De danske, svenske og russiske flådebaser blev nemlig ikke til som et isoleret Østersø-fænomen. De blev til under kraftig fransk inspiration. Franske idealer om den ideelle flådehavn gennemsyrede både arkitektur og organisation. I Frankrig var de store havne blevet gennemgribende rationaliseret og udbygget under Solkongen, Ludvig 14., i sidste halvdel af 1600-tallet, og alle andre forsøgte at efterligne ham. Østersøens flådebaser repræsenterede derfor også et spring i tankegang og teknologi og en helt ny og rationel måde at indrette og drive komplekse institutioner på.
SOM MODSVAR på den nye svenske trussel besluttede Christian 5., at der måtte oprettes en fremskudt dansk flådebase tættere på Karlskrona. Det var oplagt at undersøge mulige basehavne på Bornholm. Her var god plads og et bagland, der eventuelt ville kunne forsyne basen med fornødenheder i form af f.eks. fødevarer og indkvartering.
Ideer var der mange af. Den gamle borg Hammershus var forældet, men måske den kunne spille en rolle som støttepunkt for en flådehavn i den dybe og velbeskyttede Hammersø? Det var en god idé, men der ville skulle bortsprænges så enorme mængder granit, at det hurtigt blev fravalgt.
Så var det måske mere realistisk at udbygge naturhavnen ved Arnager lidt syd for Rønne. For at undersøge mulighederne blev der i 1683 sendt to orlogsskibe hertil for at opmåle havdybden og sondere muligheden for at anlægge en beskyttende mole. Men naturkræfterne gav en god demonstration af, hvorfor det ikke var nogen god idé. Det ene af de to skibe, der overvintrede ved Arnager i vinteren 1683-84, blev skruet op på Arnager Rev af isen og endte som vrag.
Kysten hele vejen rundt om Bornholm blev sonderet, men ingen steder var der gode, dybe og beskyttede naturhavne. Det var først mere end et århundrede senere, der med stort besvær blev bygget beskyttende moler ved de bornholmske havne til gavn for fiskeri og søfart.
Så hvad skulle man stille op? Løsningen blev fundet på de naturlige småøer øst for Bornholm, der kaldes Ertholmene. Her løb der en dyb naturhavn mellem de to største øer, der med lidt forbedringer kunne blive til en god flådebase. Det var ikke uden besvær, at Ertholmene blev omdannet til en fæstning. Men efterhånden lykkedes det at få opført fæstningsmure og kanonstillinger til at beskytte den gode havn.
Selv om hensigten var god nok, måtte man snart indse, at en fæstning midt ude i Østersøen har en afgørende skavank: Fjenden kan bare sejle uden om. Så efter den store investering måtte man efterhånden finde på en bedre løsning. Det endte med en markant udbygning af flådens anlæg i København.
I København havde der i 1690 allerede været flådehavn i et par hundrede år. Området mellem det nuværende Holmens Kanal, Kongens Nytorv og Nyhavn genlød af hamren og banken, efterhånden som skibene blev bygget der. I dag ligger Holmens Kirke, der oprindeligt havde været ankersmedje, tilbage som et minde om, at det engang var flådens bankende hjerte. Og omkring år 1600 blev der bygget et ganske avanceret anlæg bag Københavns Slot, hvor Tøjhuset og Proviantgården og det såkaldte Galejhus omkransede den ’hemmelige’ Tøjhushavn.
DET VAR MEGET AMBITIØST, men det blev snart overhalet af den teknologiske udvikling. Flådens skibe blev større og større og stak dybere og dybere, og Københavns grunde Inderhavn var efterhånden helt utilstrækkelig. Man måtte søge ud mod dybere vand. Derfor anlagde man i 1690 en ny kunstig ø, som kom til at hedde Nyholm – det er den ældste del af det område, vi i dag kalder Holmen. Her dannede man efterhånden fem kunstige øer, som var orienteret ud mod det omgivende vand, hvor Flådens Leje snart blev den danske flådes hovedhavn.
Her lå op til 30 linjeskibe og 20 fregatter side om side og garanterede Danmarks sikkerhed. Holmen blev hovedstadens og kongerigets absolut største arbejdsplads.
Fæstningen på Christiansø blev bygget som et modtræk til Sveriges nye flådebase i Karlskrona. Her en afbildning fra 1754. Illustration: Det Kgl. Biblioteks billedsamling.
Ligesom Karlskrona var Holmen i sin udbyggede version en topmoderne institution. At bygge og vedligeholde kampklare og velfungerende flåder var blandt de største og mest komplekse udfordringer, de tidligt moderne samfund i Europa måtte overvinde. I kraft af deres størrelse, avancerede rigning, tunge kanoner og tilsvarende store bemanding var skibene en enorm udfordring for det statslige bureaukrati og evne til organisering. Der skulle indkøbes og distribueres mængder af skibstømmer, tovværk, tjære og sejldug og meget andet. Alle disse materialer skulle bestilles, betales og transporteres til flådehavnene, hvor uddannet og kompetent mandskab lige fra ingeniører til menige håndværkere skulle bearbejde dem og samle dem til det store og komplicerede hele, som et stort sejlskib var. Det var vel nok de førindustrielle samfunds største teknologiske præstation overhovedet. Her var det en vigtig forudsætning at råde over velindrettede flådehavne.
De fransk inspirerede flådebyer, der anlagdes både i Østersø-området og i Spanien og England omkring år 1700, var en standardiseret løsning på en kompleks udfordring. De skulle alle håndtere og facilitere den samme teknologi. Derfor rummede de alle stort set de samme elementer.
Efter datidens forhold var flådehavnene enorme. Holmen i København beskæftigede mellem 5.000 og 6.000 mand. Set i forhold til, at Københavns samlede befolkning var under 100.000, er det tydeligt, hvilken kæmpe prioritering flåden var for den danske enevælde. Men når man sammenlignede Holmen med tilsvarende anlæg i Frankrig, England og de øvrige Østersø-lande, bliver det også tydeligt, at det var et mønsteranlæg.
Der var naturligvis de store byggebeddinger, hvor selve skibene blev bygget. Der var de tilhørende værksteder. Der var tømmeroplag, en reberbane til at slå de mange kilometer tovværk, der var nødvendige for at styre skibene. Der var sejltørringslofter og sejlmagerværksteder, et stort arsenal til at opbevare de mange kanoner og håndvåben. Der var separate krudthuse til det farlige krudt. Hertil kom øvrige magasinbygninger til at huse alt det ekstra udstyr, der skulle med om bord, når skibene sejlede ud på togt. Og så var der de institutionelle og administrative opgaver, der blev løst i et admiralitet med tilhørende kontorbygninger.
Der var dog også forskelle fra land til land: I den heftigt centraliserede danske enevælde var det næppe noget tilfælde, at Holmen lå, så kongerne simpelt hen kunne overskue området fra deres slot på Slotsholmen. Det var ikke en mulighed for de franske og engelske konger. Her lå flådehavnene langt fra hovedstaden.
MEN DER VAR ET LAND, som først sent kom ind i kapløbet – men til gengæld mødte udfordringen på den mest radikale måde; nemlig Rusland. Her ville den unge og ambitiøse tsar Peter den Store også gerne stemple ind i det sømilitære våbenkapløb. Han havde bare det problem, at han ikke rådede over en tilpas stor havneby ud til Østersøen. Men så byggede han simpelt hen en helt ny by i et sumpet område nær Finland. Og det var ikke blot en ny by, det var også en ny hovedstad: Sankt Petersborg.
Den gamle hovedstad, Moskva, lå alt for langt fra havet og repræsenterede forældede og konservative idealer, som den europæisk sindede tsar Peter gerne ville væk fra. Det store, samlende arkitektoniske punkt i Ruslands nye hovedstad var ikke tsarens palads, nej, det var spiret på det nye admiralitet.
På overfladen lignede alt i tsar Peters flådebase det, som man kunne finde i de øvrige europæiske flådebyer. Men et element var anderledes: søfolkene. Det lykkedes aldrig rigtig Rusland at fremelske et kompetent og professionelt søofficerskorps, ligesom de fleste af søfolkene var tvunget om bord. Langt op i 1700-tallet gjorde en del danske søofficerer i perioder tjeneste som officerer om bord på Ruslands orlogsskibe. Den svenske flåde havde på lange stræk den samme udfordring, ganske enkelt fordi der ikke var en stor ressource af søfolk i samfundet på samme måde, som der var i Danmark og Norge.
Men hvad man ikke havde i søkyndigt mandskab i Sverige og Rusland, havde man til gengæld i ressourcer. En særlig udfordring i Østersøen var, at det var svært at bygge og anvende tørdokker, som var nødvendige, når man skulle vedligeholde skibene under vandlinjen. Ved Den Engelske Kanal havde både den engelske og den franske flåde den fordel, at de blot kunne sejle deres skibe ind i dok ved højvande, så klarede naturen selv at tømme dokken. Det kunne man ikke i Østersøen med dens meget mindre udsving i tidevand. Svenskerne byggede i 1727 deres første tørdok sprængt ind i klippen. Først i 1739 lykkedes det danskerne at grave en, der kunne fungere. I 1752 indviedes den russiske Petrovskij-dok, der var 2,4 kilometer lang og kunne rumme 10 linjeskibe på en gang! At bygge anlæg i den skala kunne kun lade sig gennemføre i et samfund, hvor man havde masser af straffefanger – og ikke var bleg for skånselsløst at bruge dem.
Krimkrigen (1853-1856) blev blev i sin forstand afgjort i Østersøen, da det lykkedes briterne at blokere for russisk flådetrafik. Her bombarderer 'HMS Bulldog' i 1854 fæstningen Bomarsund på Ålandsøerne. Illustration: Edwin T. Dolby/William Simpson/National Maritime Museum, Greenwich, London.
Også svenskerne tænkte stort, når det kom til tørdokker og basefaciliteter. I 1757 påbegyndte de et gigantisk tørdokanlæg i Karlskrona, hvor der skulle sprænges ikke mindre end 31 separate tørdokker fordelt i en vifteform fra et centralt bassin. Projektet blev først afsluttet i 1856, og man nåede ’kun’ at færdiggøre 5 dokker, hvorfor anlægget i dag er kendt som Femfingerdokken.
MANDEN BAG DETTE PROJEKT var arkitekten Augustin Ehrensvärd. Han var også hovedkraften bag bygningen af den enorme flådebase i Helsingfors (Helsinki) i Finland, der blev døbt Sveaborg (Suomenlinna). På samme måde som Christiansø var tænkt som et dansk værn mod Sverige, var Sveaborg tænkt som et svensk værn mod Rusland.
Denne base var forsynet med omfattende fæstningsanlæg, der langt overgik, hvad man kendte fra både Karlskrona, København og Kronstadt, men i sidste ende kom det ikke til at spille nogen rolle. I 1808 marcherede russiske tropper ind fra landsiden efter en længere belejring. Den svenske hær havde ikke været i stand til at komme Sveaborg til undsætning, så den imponerende fæstning måtte til sidst overgive sig uden et skud. Ikke blot fæstningen faldt, men hele Finland overgik nu fra svensk til russisk styre, og sådan forblev det frem til den finske selvstændighed i 1917-1920.
Da Finland nu var blevet et russisk storfyrstendømme, kunne Rusland udbygge sin magt i Østersøen. På Ålandsøerne midt mellem Finland og Sverige anlagde Rusland i 1830’erne endnu en imponerende fæstning, Bomarsund. Herfra kunne man kontrollere indsejlingen til Den Botniske Bugt og til en vis grad også, sammen med Sveaborg, Den Finske Bugt og dermed indsejlingen til Sankt Petersborg.
I 1854 blev Bomarsund angrebet af en fransk-britisk eskadre, og fæstningen blev totalt smadret i et ydmygende russisk nederlag. Den russiske Østersø-flåde var nu lukket inde i Kronstadt og kunne ikke sendes til Sortehavet og deltage i Krim-krigen. Desuden kunne England og Frankrig blokere for handel og transport til Sankt Petersborg. Det afgjorde i realiteten Krim-krigen og fik yderligere den konsekvens, at Ålandsøerne blev demilitariseret, og Bomarsundfortet reduceret til et rustikt udflugtsmål for turister.
Ålandsøerne er forblevet demilitariseret til vores egen tid. Og Kronstadt er ikke længere den vigtigste flådebase for Rusland i Østersøen. Den russiske Østersø-flåde har i dag sin hovedbase i eksklaven Kaliningrad, mellem Polen og Litauen. Kaliningrad var oprindelig en del af det tyske Østprøjsen og hed Königsberg indtil 1945. Med slutningen af Anden Verdenskrig blev området erobret og den oprindelige tyske befolkning fordrevet. Selv om det er udmærket landbrugsland, henligger det mest uopdyrket, for Kaliningrad er kun vigtigt for Putins Rusland som militært område. Ud over havne til flådens skibe rummer området også flybaser og baser til marineinfanteri.
MED DEN SKÆRPEDE SIKKERHEDSPOLITISKE SITUATION efter Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i 2022 er der nu ekstra stor opmærksomhed om Kaliningrad, som ligger blot ca. 350 kilometer fra Christiansø.
Det danske søværn flyttede efter tre århundreder i 1990 fra Holmen i København. De to hovedbaser befinder sig nu i Frederikshavn og Korsør. Det er mere praktisk i en tid, hvor en af hovedopgaverne er at kunne fungere som modtagehavne for bl.a. amerikansk materiel til Europa i tilfælde af krig. Man kan sige, at Danmark har vendt ryggen til Østersøen. Men man kan bestemt ikke sige, at Østersøen har vendt ryggen til Danmark, og vi kommer også i de kommende år til i stigende grad at måtte forholde os til, hvad især Rusland foretager sig her.
Historien om Østersøens flådebaser er en afspejling af de samfund og politiske systemer, der skabte dem. Samtidig er deres historie vigtig at kende for at forstå, hvordan ny teknologi og nye ideer gennem tiden er blevet introduceret til Danmark, Sverige og Rusland.
