Kilder til historie om britisk flerkoneri udtalte sig fra graven
Den hæderkronede fotojournalist Jan Grarup har fået ørerne i maskinen efter et interview i Politiken, hvor han påstod at have affyret en mortergranat mod russiske tropper.
Siden er kritikken af hans arbejde taget til. Fortalelser, svigtende hukommelse eller decideret løgn? Faktum er, at fotografen har fortalt, at han befandt sig i kernen af helt centrale begivenheder, selv om han beviseligt var andre steder.
Ikke overraskende er han langtfra den første journalist, der er kommet i fedtefadet.
Dagbladet Information bragte i 2009 en artikel om britisk flerkoneri, hvor en politimester ved navn Colin Cramphorn udtalte, at der også skulle være plads til de samfundsgrupper, der opfattede flerkoneri som »anerkendt og almindeligt«.
Problemet var blot, at politimesteren to år forinden var død af prostatakræft, og flere af journalistens øvrige kilder nægtede at have talt med ham, mens også en bedemand tilsyneladende udtalte sig fra graven.
Travlhed afstedkom anmeldelser af aldrig afholdte koncerter
I 1985 anmeldte en yderst begejstret Michael Strunge den nyudgivne digtsamling ’Verdenssøn’ af debutanten Søren Lack for Dagbladet Politiken.
Hverken avis eller læsere var dog klar over, at digtsamlingens pennefører i virkeligheden var netop den anmelder, der her som digter gemte sig bag et pseudonym.
Strunge er ikke den eneste Politiken-anmelder, der er blevet taget på fersk gerning. I 1964 anmeldte Jørgen Leth jazztalentet Roland Kirks koncert i K.B. Hallen. Leth var ikke imponeret og betegnede den som en »standardprøve på, hvad han kan udrette med indtil fire instrumenter samtidig«.
Koncerten var dog blevet aflyst i sidste øjeblik, og Leth har siden undskyldt. Digteren havde hørt jazzstjernen et par uger inden på Montmartre og havde travlt op til deadline.
»Jeg tænkte, skidt med Roland Kirk, ham har jeg næsten lige hørt. De er her, de spiller, tænkte jeg, jeg ved, hvordan de spiller. Jeg tager en taxa ind til bladet nu«, skrev han i sin selvbiografi ’Det uperfekte menneske’.
Promiskuøse flagermusemennesker havde vild sex på månen
The New York Sun kostede blot en penny og var således langt billigere end andre aviser. Og her var en historie god, hvis den kunne sælge aviser – troværdigheden var underordnet.
I 1835 udgav avisen en artikelserie om en »videnskabelig« opdagelse af flagermusemennesker på Månen. Var det ikke sensationelt nok i sig selv, kunne man også læse, at disse bevingede menneskelignende skabninger havde en yderst frigjort seksualitet.
Avisens pris var lavere end produktionsomkostningerne, skriver Vincent F. Hendricks og Mads Vestergaard i bogen ’Fake news’ fra 2017. Og manden bag avisen, Benjamin Day, var ikke journalist, men forretningsmand.
The New York Sun var på den måde et forvarsel om nutidens opmærksomhedsøkonomi: Er produktet gratis, er læseren produktet.
Så mange som muligt skulle lokkes til at købe den billige avis, så redaktionen kunne tæppebombe dem med reklamer og annoncer ved siden af historier som den om flagermusemennesker, der havde samleje på månen.
