Kl. ca. 09.35 angreb et bombeluftfartøj fra bagbords side. [...] Der blev kastet to svære bomber, der faldt ca. 25 meter tværs om bagbord ud for agterkanten af kommandobroen. Bomberne må være detoneret nærlig under skibet«.
Ordene fra det danske artilleriskib ’Niels Juel’s 1. artilleriofficer, orlogskaptajn August E. Arendrup, beskriver en af de mest dramatiske begivenheder den dag i august 1943, da samarbejdspolitikken mellem den danske regering og de tyske besættelsesmyndigheder i Danmark brød sammen.
Den formiddag forsøgte skibschefen, kommandørkaptajn C.A.S. Westermann, nemlig at tage flugten til Sverige sammen med den 323 mand store besætning. Målet var at undgå, at ’Niels Juel’ faldt i hænderne på fjenden, men over det danske orlogsskib var tyske bombefly klar til at gå i aktion.
Begivenhederne 29. august 1943 var afslutningen på en af de sværeste perioder i det danske forsvars historie. 9. april 1940 var Danmark blev besat af tropper fra det nazistiske Tyskland. Besættelsen førte dog ikke til en egentlig krigstilstand mellem Danmark og Tyskland. Det betød, at den danske regering fortsatte med at fungere og ligeså den danske hær og flåde, der dog nu måtte lægge deres raison d’etre – forsvaret af Danmark – i hænderne på den tyske værnemagt.
'Niels Juel' forlader København 16. august 1943 på det, som skulle blive skibets sidste togt under dansk flag.
I april 1940 begyndte britiske fly at nedkaste miner i danske farvande. Det førte til et tysk ønske om, at søværnet skulle påtage sig at stryge miner i de indre danske farvande. Søværnet vægrede sig indledningsvis ved at skulle stryge ruten mellem Korsør og Nyborg, da den også blev brugt til transport af tysk krigsmateriel, men efter at tre storebæltsfærger var blevet minesprængt, gik man med til at udføre strygningen. Resultatet blev, at søværnet strøg de øst-/vestgående forbindelsesveje mellem Jylland og øerne, mens tyskerne strøg de nord-/sydgående ruter til og fra Norge.
Derudover blev søværnet fra oktober 1940 pålagt at stille en mindre flådestyrke til rådighed for den søværts del af kystbevogtningen mellem Danmark og Sverige, der skulle forhindre illegale rejser mellem de to lande.
Som modydelse fik søværnet lov til at fortsætte uddannelsen af nyt mandskab. De tyske krav var dog skrappe, og flådens skibe måtte kun sejle i udvalgte farvande: Smålandsfarvandet, Isefjorden og, for ubådenes vedkommende, Mariager Fjord. Endvidere måtte kun kystbevogtningens skibe sejle om natten, og alle sejladser skulle godkendes af de tyske myndigheder mindst 48 timer i forvejen.
I FORÅRET 1941 TVANG tyskerne den danske regering til at udlevere flådens seks moderne torpedobåde. Udleveringen var et ærestab for søværnet og ødelæggende for personellets moral, men trods utilfredsheden blev regeringens ordre om udlevering udført som beordret.
Den danske søofficer, der stod for at udlevere de tre af torpedobådene, der lå oplagt i Svendborg, valgte – efter loyalt at have udført den pålagte ordre – at begå selvmord, idet han ikke kunne leve med at have udleveret flådens materiel til tyskerne.
Udleveringen af torpedobådene skete på et tidspunkt, hvor det så ud til, at Tyskland ville vinde verdenskrigen. Ingen i søværnets ledelse ville derfor tage ansvaret for en ødelæggelse af torpedobådene, idet et sådant skridt sandsynligvis ville have fået samarbejdspolitikken til at bryde sammen.
I september 1941 blev den 49-årige Aage H. Vedel udnævnt til viceadmiral og chef for søværnet. Vedel havde været dybt involveret i udleveringen af torpedobådene og var klar over, at søværnet som institution næppe ville kunne overleve at skulle udlevere yderligere materiel til tyskerne. Vedel igangsatte derfor som noget af det første en planlægning af, hvordan flåden skulle reagere, hvis tyskerne forsøgte at tage den danske flåde.
Der var i så fald to mulige måder, flådens enheder kunne reagere på: enten søge neutralt svensk territorium, hvor skibene og deres besætninger ville blive interneret frem til krigens slutning, eller ødelægge skibene, så de ikke faldt i fjendens hænder. Den hemmelige plan blev efterfølgende personligt af Vedel gennemgået med samtlige flådens skibschefer.
Kommandørkaptajn Carl A.S. Westermann (1894-1947) på broen af Niels Iuel den 29. august 1943.
I sommeren 1943 blev en lang række danske byer ramt af uroligheder og strejker. Samtidig begyndte den danske modstandsbevægelse for alvor at forstyrre de tyske besættelsesmyndigheder i Danmark, og i slutningen af august løb bægeret over for tyskerne. 28. august fremsatte de et ultimatum til den danske regering. Her krævede de, at der blev indført mødeforbud for mere end fem personer samt strejke-, forsamlings- og udgangsforbud og dødsstraf for sabotage.
Især det sidste punkt var mere, end regeringen ville gå med til. Den meddelte derfor tyskerne, at 28. august med effekt fra kl. 16 ville regeringen gå af. Det betød enden på samarbejdspolitikken.
I søværnets ledelse vidste man, at regeringens afgang med stor sandsynlighed ville medføre et tysk forsøg på at sætte den danske hær og flåde ud af spillet. Det var derfor ingen overraskelse, da telefonen kl. lidt over 4 om morgenen 29. august ringede i Marineministeriet, og chefen for Kystflaaden, kommandør Paul Ipsen, kunne informere viceadmiral Vedel om, at en tysk styrke stod ved porten til flådens hovedbase på Holmen.
Vedel kvitterede for meldingen med ordren: »Sænk skibene!«.
29. august lå det meste af flåden på Holmen, og i løbet af godt en halv time fra kl. 4.00 og frem lykkedes det at sænke 32 af flådens i alt 50 fartøjer. 4 enheder, der befandt sig til søs, nåede svensk territorium, mens 14 danske skibe blev erobret af tyskerne.
BLANDT DE MANGE dramatiske episoder fra flådens sænkning var artilleriskibet ’Niels Juel’s forsøg på at nå fra Holbæk i bunden af Isefjorden og til svensk område.
’Niels Juel’ havde tilbragt det meste af sommeren i Isefjorden, hvor besætningen bl.a. havde øvet skydning med skibets 10 150-mm kanoner. Da skibet i slutningen af august lagde til i Holbæk, var de 323 mand om bord alle klar over, at noget var i gære. Skibschefen, kommandørkaptajn C.A.S. Westermann, havde givet ordre til, at der ikke blev givet landlov, og at skibets maskineri var klar til at afgå med blot 15 minutters varsel.
Ved 4.30-tiden om morgenen modtog skibets radiorum signal fra flådens ledelse om ’skærpet beredskab’, fulgt umiddelbart efter af ’alarmtilstand’. Dampen blev straks sat op på alle skibets kedler, og der blev kommanderet klart skib, dog uden brug af hornsignal, da man ikke ønskede at vække opmærksomhed.
Mens alle gjorde klar til kamp, modtog radiorummet endnu et signal, der lød »Søg svensk Territorium«.
Natten mellem 28. og 29. august var regnfuld med hård blæst og høje bølger. Det viste sig at gøre det svært at få ’Niels Juel’ ud fra den kaj, som artilleriskibet lå fortøjet til. Først kl. 6.40 stod skibet ud af Holbæk Havn med kurs mod Hundested.
Skibschefen vidste, at tyske styrker i Danmark sandsynligvis ville holde godt øje med hans skib. Hans plan var derfor, at han efter at have passeret Hundested ville dreje styrbord og lade, som om ’Niels Juel’ var på vej mod København. Men når skibet nåede en position nord for Gilleleje, ville han med højeste fart sætte kurs mod svensk farvand.
Allerede kl. 6.10 var en tysk flyvemaskine fløjet hen over ’Niels Juel’, og da man ved 8.30-tiden nåede Hundested, kredsede 3-4 tyske bombefly rundt om skibet.
Fra en dansk orlogskutter stationeret i Hundested fik man med morselampe besked om, at tyskerne havde meddelt, at de havde lagt miner ud for Isefjordens munding, og at flådens ledelse samtidig havde sendt ordre om, at ’Niels Juel’ skulle ankre op og afvente orlogskaptajn Svend Pontoppidan, der med tysk fly kom fra København med nye ordrer.
Minering af udsejlingen ved Hundested indgik ganske rigtigt i de tyske planer for Operation Safari, men 29. august var minefeltet endnu ikke på plads. Rygtet om minerne var dog nok til, at tyskerne opnåede den ønskede effekt.
Westermann gav ordre til, at ’Niels Juel’ skulle ligge stille ud for Hundested og her afvente orlogskaptajn Pontoppidans ankomst. Kl. 8.40 stoppede artilleriskibet lidt nord for havnemundingen.
Klokken 8.05 havde den tyske ledelse imidlertid modtaget besked om, at ’Niels Juel’ var ved at forlade Isefjorden med høj fart. De beordrede skibet stoppet, og kl. 8.55 dykkede en tysk bombemaskine uden varsel til ca. 300 meters højde, afgav en salve med maskinskyts og kastede derefter to 50-kilos bomber, der ramte havoverfladen ca. 30 meter fra skibets styrbords side. Bomberne var tidsindstillede og detonerede, nogle sekunder efter at de havde ramt vandet. Den kraftige eksplosion kastede vand og mudder op i en højde på ca. 50 meter og medførte omfattende skader om bord i ’Niels Juel’, hvor bl.a. hele det elektriske system i flere minutter var ude af drift, og skibet således mørklagt.
Westermann havde givet ordre til, at skibets luftskyts ikke måtte skyde uden direkte ordre fra ham, og trods det netop gennemførte bombeangreb gav han ikke ordre til at åbne ild. Han betragtede ikke bombningen som et direkte angreb, men mere som en advarsel om, hvad der ville ske, hvis ’Niels Juel’ forlod Isefjorden.
Der er dog intet i de tyske kilder, der taler for, at angrebet kun var ment som en advarsel.
EFTER ANGREBET gav Westermann ordre til, at ’Niels Juel’ skulle vende 180 grader, så stævnen pegede mod syd, og tyskerne derfor ikke kunne få det indtryk, at skibet var på vej ud af fjorden. Under drejet blev ’Niels Juel’ igen angrebet, denne gang med maskinskyts, og nu åbnede flere af skibets luftværnsskyts ild – uden at Westermann havde givet tilladelse hertil.
Inden ordren om at indstille skydningen nåede mandskabet ved luftværnsskytset efter sigende at ramme og beskadige et af de tyske fly. Samtidig havde kanonild fra de tyske fly såret fem besætningsmedlemmer ved en af ’Niels Juel’s luftværnskanoner.
Westermann valgte derfor at beordre besætningen ved luftværnsskytset under dæk for at beskytte dem mod ilden fra de tyske fly, og trods flere angreb i de følgende 20 minutter blev ilden ikke besvaret fra dansk side. Efterfølgende taltes over 100 skudhuller i skibets dæk.
Fra kl. 9.20 til 9.35 var alt roligt. Overraskelsen var derfor stor, da et tysk fly kl. 9.35 pludselig dykkede og kastede to bomber tæt ved artilleriskibets bagbords side. Som beskrevet af ’Niels Juel’s 1. artilleriofficer var detonationen af bomberne, der efterfølgende blev vurderet til ca. 250 kilo hver, ekstra kraftige, da ’Niels Juel’ befandt sig på forholdsvis lægt vand.
Ingen af bomberne ramte skibet, men de tætte forbiere var nok til at beskadige skibet stærkt. I skibets ene ammunitionsmagasin, placeret i bunden af skibet, oplevede værnepligtig Otto Ludvig angrebet på nærmeste hold:
»Den ene [bombe] gik i vandet kun 4-5 meter fra vores ammunitionsmagasin. Lidt efter lød der to voldsomme brag. Nu troede jeg, at det var sket. Detonationerne ligefrem løftede os op fra dørken. Hele skibet blev gennemrystet, og vi hørte ladningerne og alt det løse falde ned fra hylderne. Beholdere med og uden detonatorer rutschede hen ad dørken. Samtidig gik lyset ud endnu en gang, og vi mærkede skibet krænge stærkt over«.
'Niels Juel' blev fotograferet fra et af de tyske fly. Kort efter gik piloten til angreb og forsøgte at sænke skibet.
Efter dette angreb gav Westermann ordre til, at luftværnsskytset igen skulle bemandes, og angribende tyske fly engageres, men flere angreb udeblev. De var heller ikke længere nødvendige, for det andet angreb havde reelt sat ’Niels Juel’ ud af spillet.
Skibets 1. artilleriofficer beskrev efterfølgende skaderne:
»[...] Torpedoerne gik i gang i rørene, dampen stod op af sikkerhedsventilen, skibet krængede stærkt over til styrbord og druknedes næsten i vand fra bombenedslagene«.
Derudover sprang alle vandtætte skotter læk, sidepanseret i bagbords side blev trykket ind, ildledelsesmateriellet blev ødelagt, og skibet fik en mindre læk i forskibet.
Skaderne viste tydeligt en række svagheder i ’Niels Juel’s design, og at skibet, der var designet og bygget under Første Verdenskrig, i 1943 var dybt forældet.
Kort efter ankom den tyske vandflyver med orlogskaptajn Pontoppidan. Han medbragte nye ordrer til kommandørkaptajn Westermann, der lød, at ’Niels Juel’ skulle forblive opankret ved Hundested indtil videre. Det stod klart for Westermann, at på trods af at ordren bar viceadmiral Vedels underskrift, var den reelt skrevet af de tyske myndigheder.
Kommandørkaptajnen mente derfor ikke, at han var forpligtet til at følge ordren. Samtidig var Westermann klar over, at hans skib var blevet kraftigt beskadiget af de tyske bombeangreb. Et forsøg på at nå Sverige ville højst sandsynligt ende med en sænkning af skibet med mange døde og sårede blandt besætningen til følge. Det var ikke risikoen værd, og Westermann besluttede i stedet at ødelægge sit skib.
Kursen blev sat mod sydvest, og med ca. 16 knobs fart tog ’Niels Juel’ kl. 10.48 grunden ca. 400 meter fra kysten. Westermann beordrede derpå, at ankret skulle kastes, og det tog de tyske fly som et tegn på, at flugtforsøget var indstillet, og de forlod derfor området.
PÅ LINJE MED RESTEN AF FLÅDENS ENHEDER var ’Niels Juel’ udstyret med en sprængbombe, som skulle ødelægge skibet i netop en situation som denne. Bomben viste sig imidlertid ikke at virke, og Westermann gav derfor i stedet ordre til manuel ødelæggelse af skibet. I løbet af de følgende timer blev ammunitionsmagasinerne sat under vand og søventilerne i maskinrummene ødelagt. Ind strømmede ca. 2.500 tons vand, hvilket fik ’Niels Juel’ til at sætte sig godt fast på bunden, samtidig med at saltvandet ødelagde maskiner og andet udstyr.
Samtidig ødelagde mandskabet skibet. Skyts, håndvåben, ammunition, afstandsmåler og andet blev smidt over bord. Et besætningsmedlem skrev efterfølgende:
»Så kom ordren om at gøre Niels Juel ukampdygtig, og det var et sørgeligt skuespil, som blev rullet op for os de næste timer. De store kostbare kiler til 15-cm kanonerne gik udenbords, og monometre, kontakter, visere, ja alt blev ødelagt. Alle vore antiluftskytskanoner, 40-mm, 20-mm og 8-mm, gik samme vej sammen med ammunitionen. Vi, som hørte til på centralen og ildlederstationerne, vidste også, hvor der var noget af værdi, og artillerianlægget til 2 mio. kroner, som Niels Juel fik i 1935, blev totalt ødelagt. At der stod vand i centralen, hæmmede os ikke. Vore karabiner blev brugt som køller og bajonetterne som brækjern, intet blev skånet. Alle vore håndvåben som karabiner og revolvere blev gjort ubrugelige, idet låsestolene blev samlet i spande og vippet over bord, tromlerne til revolverne gik samme vej. Kommandobroen med telefoner, Laringafoner, kompas, ekkolod, rat m.m. blev heller ikke skånet, kort sagt, alt blev ødelagt«.
Denne omgang »patriotisk vandalisme«, som et af besætningsmedlemmerne senere omtalte det, skulle gøre skibet ubrugeligt for tyskerne, og den overbordsmidte ammunition bidrog endvidere efterfølgende til at besværliggøre de tyske bestræbelser på at bringe skibet flot.
MENS ØDELÆGGELSERNE STOD PÅ, fik besætningen lov til at tage for sig af den ombordværende forsyning af mad, drikkevarer, tobak og andet fra skibets beholdninger, for at dette ikke skulle falde i tyskernes hænder. Under krigen var disse ting alle rationeret, så det var meget populært, at besætningen for første gang i umindelige tider kunne spise brød med f.eks. alt det smør på, som de orkede, og ryge alle de smøger, som de kunne nå.
Samtidig blev de fire hårdest sårede sejlet til Nykøbing Sjælland i skibets motorbåd, hvor de straks blev bragt til byens hospital. Artillerikvartermester H.E. Andreasen var imidlertid så hårdt såret, at han 2. september afgik ved døden.
Besætningen fik lov til at gå løs på 'Niels Juel's beholdning af mad, drikkevarer og tobak, så det ikke faldt i hænderne på besættelsesmagten. Her venter de på at blive evakueret fra det ødelagte skib.
Sent på eftermiddagen fløj tyskerne endnu en dansk søofficer ud til ’Niels Juel’. Han medbragte ordrer om, at skibet skulle afgå til København under eskorte af en tysk torpedobåd, der ventede uden for Isefjorden. Den danske søofficer kunne dog hurtigt se, at ’Niels Juel’ ikke var i stand til at sejle til København, og han måtte derfor returnere til København med uforrettet sag. Han medbragte dog en besked fra Westermann om, at ’Niels Juel’s besætning snarligt skulle evakueres fra skibet, da der ikke længere var mulighed for at lave mad om bord, og hovedparten af besætningens sovepladser var oversvømmede.
Først om morgenen 30. august kom tyskerne om bord på ’Niels Juel’ og tog besætningen til fange. På linje med besætningerne på resten af flådens skibe blev ’Niels Juel’s officerer og besætning efterfølgende interneret på Holmen.
Den tyske nazileder Heinrich Himmler forsøgte at overtale Hitler til at tvangsudskrive de tilfangetagne danskere til tjeneste ved Østfronten, men dette blev heldigvis ikke til noget, og i løbet af oktober 1943 blev de over 2.000 internerede danske officerer og orlogsgaster frigivet.
Trods den omfattende ødelæggelse af ’Niels Juel’ lykkedes det efterfølgende tyskerne at bringe skibet flot, og fra september 1944 kom det i brug som tysk skoleskib under navnet ’Nordland’. 3. maj 1945 blev ’Niels Juel’/’Nordland’ af egen – denne gang tysk – besætning sænket i fjorden ud for Eckernförde.
Hovedparten af skibet blev efter krigen bjærget og solgt som skrot, men dele af ’Niels Juel’ ligger stadig på bunden af Eckernförde-fjorden.
