Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
I første afsnit af serien om Store Nordiske Krig tager vi de svenske briller på, og lader for en stund Danmark spille en birolle. For Sverige blev en af de europæiske stormagter i løbet 1600-tallet, og opgøret med det svenske imperiums dominans i østersøområdet blev hele anledningen til Store Nordiske Krig, der rasede fra 1700 og mere end 20 år frem.
Karl 12. blev svensk konge som blot 15-årig, og den nye, uprøvede konges tiltræden blev en anledning for de omkringliggende lande, ikke mindst Danmark-Norge, for i samlet flok at forsøge at få Sverige ned med nakken.
Men da krigen brød ud, gik det anderledes. Svenskernes teenagekonge viste sig at være en fuldblodskriger, der foretrak livet i felten frem for maskebal og hofetikette. Danmark-Norge måtte ydmygt slutte fred allerede i 1700 efter en belejring af København, og herefter indledte Karl 12. et næsten 10 år langt felttog med en række store sejre i Østeuropa.
Men også Rusland havde fået sig en krigskarl i form af zar Peter den Store. Og da de svenske tropper bevægede ind i vore dages Ukraine vendte krigslykken i 1709.
Serien laves i samarbejde med Politikens Forlag, der netop har udgivet historiker Dan H. Andersens store dobbeltværk om Store Nordiske Krig. Politiken Historie har haft fuld redaktionel frihed under tilrettelæggelsen.