Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
En sommernat i 1716, dukkede den russiske tsar Peter den Store (1672-1725) op i fogedens hus i den lille by Gedesby på Falster. Med en højde på over 2 meter var han en sand kæmpe i en tid, hvor mennesker gennemgående var 10-20 cm lavere end i dag. Han må derfor have givet fogeden og hans hustru et chok, da han pludselig stod i stuen. Hele hans fremtoning var skræmmende. Han bar i det daglige simpelt, slidt tøj, havde altid et sværd ved sin side og i hånden en stor, tyk stok, som han gerne forvandlede til et afstraffende våben, hvis nogen ikke lystrede eller kom på tværs. Om stokken kom i brug denne nat, vides ikke, men i hvert fald måtte det stakkels par overlade deres seng til tsaren. Støvlerne beholdt han på, da han lagde sig til rette.
Englænderne er fuldstændig uenige med os, de danske tør ikke gøre noget uden dem, og således kommer vi til at vende hjem med skam
Peter den Store i 1716
Mere ventet var tsaren i København, hvor man så frem til at modtage hans 30.000 soldater, som Danmark havde indbudt til at slå lejr omkring hovedstaden, før de skulle deltage i et dansk-russisk angreb på Sverige. Det var dog et åbent spørgsmål, om den mere upolerede Peter den Store kunne arbejde konstruktivt sammen med den forfinede, vesteuropæiske dansk-norske konge Frederik 4. (1671-1730). Det russiske besøg i 1716 giver derfor et fint billede af et ofte glemt dansk-russisk forhold, præget som det var af lige dele gensidig afhængighed, dyb mistillid og store kulturelle forskelle. Besøget indvarslede en ny epoke for begge lande, der på lang sigt kom til at rykke markant ved magtbalancen i Nordeuropa, til skade for Danmark.
Men i 1716 gjaldt det for begge parter først og fremmest om at hjælpe hinanden. Den Store Nordiske Krig, der i mere end 16 år havde hærget Nordøsteuropa, skulle bringes til en ende. Den svenske konge Karl 12. (1682-1718) skulle tvinges til en fred, hvor han afstod Skåne, Halland og Blekinge til Danmark og betragtelige landområder øst for Østersøen til Rusland. Krigen havde nået et afgørende vendepunkt i 1709, da Peter den Store vandt en knusende sejr over den ellers uovervindelige Karl 12. ved den ukrainske by Poltava. Den svenske konge måtte søge tilflugt i Osmannerriget. I hans fravær lykkedes det i årene 1711-15 Frederik 4., Peter den Store og deres allierede August den Stærke (1670-1733) af Sachsen-Polen at erobre de områder i det nuværende Nordtyskland, der dengang hørte til Sverige: Bremen-Verden, Rügen, Stralsund, Wismar og Svensk Pommern.
Frederik, din orm, støv og aske!
Sådan underskrev den danske konge sin ydmyge bøn til Gud før det truende slag ved Mecklenburg
I 1713 besatte Frederik 4. og Peter den Store hertugen af Gottorps besiddelser i Slesvig. Hertugen havde længe været allieret med Sverige, og derfor plyndrede de hertugens residensslot Gottorp i byen Slesvig. Den berømte gottorpske himmelglobe tilfaldt tsaren, der gjorde den til centerpiece i sit nye kunstkammer i Sankt Petersborg. Den danske konge og tsaren fejrede ydmygelsen af Gottorp ved at udveksle den russiske Andreasorden og den danske Elefantorden med hinanden. Der var nu bedre ro om Danmarks sydgrænse, som arvefjenden Gottorp i ledtog med Sverige havde truet i årtier.
Krigen gik i det hele taget godt for den dansk-russiske alliance. Rusland havde besat Finland og Ålandsøerne, og Preussen og Hannover (hvis fyrste Georg Ludwig (1660-1727) samtidig var konge af Storbritannien) tilsluttede sig de allierede. I efteråret 1715 foreslog Peter den Store en fælles dansk-russisk landgang i Skåne det følgende år – noget, der selv sagt vakte interesse hos Frederik 4., der drømte om at generobre forfædrenes gamle territorier.
Stilhed før stormen. Kadet Hans Diderich Galtrup tegnede i 1762, da krisen med Rusland var på sit højeste, en udsendt dansk eskadre bestående af 14 linjeskibe og seks fregatter. I perioden 1720-1801 var Danmark ikke i krig, så hovedparten af flåden på omkring 25 linjeskibe lå som regel inaktiv i Københavns havn. Under krisen i 1762 blev flåden dog i al hast udrustet til at modtage russerne.
Mens de allierede lagde store planer, var Karl 12. imidlertid vendt tilbage til Sverige. Da osmannerne sluttede fred med russerne i 1711, udviklede den svenske konges ophold sig til et fangenskab. Han undslap dog sine fangevogtere i efteråret 1714, og på 16 dage red han mere end 2.000 km gennem Europa og slap ind i det svensk-kontrollerede Stralsund. Den 23. december 1715 kapitulerede Stralsund til de allierede, men igen undslap Karl 12. Vel ankommen til Sverige gik han øjeblikkeligt i gang med at planlægge et angreb på Danmark. I januar 1716 var der hård frost, og Karl 12. drømte om, at føre sin hær over et tilfrossent Øresund og besejre arvefjenden ved et overraskelsesangreb. Vejret slog dog, heldigvis for danskerne, om i tø, og Karl 12. angreb i stedet Norge. Først i juli 1716 trak svenskerne sig tilbage, men krigen i Norge forsinkede – til Peter den Stores utilfredshed – den danske forberedelse til felttoget i Skåne.
Stemningen kunne altså have været bedre, da det umage par, Frederik 4. og Peter den Store, 28. maj 1716 mødtes nær Hamborg. Man nåede dog frem til en fælles plan for invasionen. Foruden de danske og russiske soldater ville Preussen – mod betaling – stille transportskibe til rådighed for troppeoverførsler, og en britisk flådedeling gik i juli ind på at dække operationen. Ved at skabe en koalition med flere lande ville Frederik 4. sikre, at det russiske bidrag til invasionen ikke blev uforholdsmæssigt stort. Frederik 4. stolede ikke helt på sin russiske ven og så gerne en bedre balance i forholdet ved at inddrage Storbritannien i alliancen.
Danmark mobiliserede for fuld kraft. Soldater blev trukket hjem fra Nordtyskland, og jyske og fynske regimenter blev sendt til København. Alle amts- og købstadsmyndigheder blev sat til at skaffe både, der kunne sejle forsyninger til hovedstaden. Man søgte også at skaffe skibe, der kunne hente de russiske soldater i Warnemünde – tsaren var utålmodig efter at komme til Danmark og sejlede i forvejen – og dukkede således op hos den forskrækkede foged i Gedesby natten mellem den 14. og 15. juli.
I København underholdt det danske hof Peter den Store med operaer, komedier, tafler og fester. Tsaren og tsarina Katarina, der snart stødte til, besøgte Rosenborg og Frederiksberg Slot, hvor man spiste frokost på tagaltanen. Det blev også til besøg på Frederiksborg Slot og Kronborg, fra hvis tårn tsaren betragtede Skåne. Der blev arrangeret en jagt i Dyrehaven, hvor tsaren i bedste machostil fældede en hjort og huggede hovederne af to rådyr.
Peter den Store dyrkede sin interesse for videnskab og teknik ved besøg i Kunstkammeret, hvor han fik et stykke forstenet brød og et par laplandske træsko til sit kunstkammer. Han undersøgte fæstningsværker, geværer, krudt og orlogsskibe. I observatoriet på toppen af Rundetårn aflagde han flere besøg. Den 1. oktober observerede han Venus og Jupiter sammen med tsarinaen, der kørte op i en vogn, mens tsaren red.
De mange adspredelser gav afbræk i de intense forberedelser til krigen. På sit skib rekognoscerede tsaren ofte langs den skånske kyst, mens en mægtig allieret flåde samledes ved København. Det russiske bidrag talte 14 linjeskibe mens den britiske admiral Norris kommanderede 19 skibe. Den fælles flåde skulle sikre et massivt herredømme, så ingen svenske orlogsfartøjer kunne chikanere transporten af de mange russiske soldater fra Nordtyskland og siden overførslen videre til Skåne.
Den engelske fredsforhandler går i land under Slaget på Reden 2. april 1801. Napoleonskrigene medførte, at Danmark kom i klemme og i sidste ende mistede Norge til Sverige.
Flådens afsejling trak ud, da Frederik 4. ønskede, at det danske kontingent skulle være det stærkeste. 7. august ankom viceadmiral Christian Carl Gabel fra krigen i Norge, og hermed nåede det danske bidrag til fællesflåden op på 19 linjeskibe og fire fregatter. Ventetiden fik alliancen til at slå sprækker. Man enedes godt nok om at gøre Peter den Store til den formelle leder af flåden, men den britiske admiral Norris betingede sig uafhængighed og ville kun følge tsaren efter forudgående krigsråd.
Den frygtindgydende flåde, der den 16. august sejlede fra København, var nok den største, der hidtil var set i Østersøen. Skibene lagde sig ved Bornholm, og svenske fartøjer i området søgte ly i deres flådebaser. Nu kunne overfarten af de russiske styrker fra Warnemünde begynde.Tsaren syntes, at det hele gik for langsomt, og var noget utilfreds med, at den danske transportflåde først forlod København den 29. august. I de følgende uger satte 186 fartøjer mere end 19.000 soldater over fra Nordtyskland til København, og den 15. september var missionen fuldført. Dagen forinden havde præsterne fået besked om, at der den førstkommende søndag i landets kirker skulle bedes for et heldigt udfald af krigen i Skåne. Frederik IV foreslog, at den 21. skulle være invasionsdag. Endelig kunne man få has på arvefjenden Sverige.
Stor var de danske ministres forbløffelse, da deres russiske kolleger den 17. september erklærede, at en invasion måtte udsættes til det følgende forår, da det var blevet for sent på året. Man gjorde kraftige indvendinger, men da tsaren to dage senere erklærede, at operationen var aflyst, var det definitivt. Den danske skuffelse var enorm, men tsaren var ikke til at hugge eller stikke i, og den 26. september bad Frederik 4. ham om straks at give ordre til at trække alle russiske soldater ud af Danmark. De var nemlig til stor gene for lokalbefolkningen. Samtidig har Frederik 4. nok ikke været helt tryg ved en fremmed hær så tæt på sin hovedstad. Den 13.-23. oktober sejlede de russiske styrker bort. Hvordan var det kommet dertil?
Danmarks frelser. Katarina den Store under statskuppet i 1762. Klædt i oberstuniform og siddende i en herresaddel fremstilles Ruslands kvindelige hersker som handlekraftig – og mere velovervejet end sin uheldige mand.
Russerne gav dansk smøleri skylden for miseren. Men på interne russiske møder fremhævede tsarens ministre, at landgangsoperationen var for risikabel, selvom man frygtede, at danskerne nu ville forlade alliancen og slutte særfred med Sverige. Dertil kom, at man ønskede at overføre tropper til Polen, hvor et ulmende adelsoprør mod August den Stærke kunne give grobund for, at Sverige på ny etablerede sig syd for Østersøen. Det ville man for alt i verden undgå.
Meget tyder på, at det var tsarens generaler og ministre, der var imod invasionen. Nogle måneder senere klagede Peter den Store således i et brev til feltmarskal Sjeremetev:
»Efter at I og flere af generalerne havde fået standset og hindret landgangen, kan I nu se, hvor slette virkninger dette har haft. Englænderne er fuldstændig uenige med os, de danske tør ikke gøre noget uden dem, og således kommer vi til at vende hjem med skam. Var det blevet til noget med landgangen, ville vi allerede have fået fred, men i stedet for har de råd, I har givet, ført til, at alt er blevet kuldkastet, og at krigen er trukket i langdrag«.
26. oktober spiste Peter den Store og Katarina for sidste gang sammen med Frederik 4. og dronning Louise på Københavns Slot. Kongen og tsaren havde forsikret hinanden om ubrydeligt sammenhold og venskab, men sandheden var, at de efter besøget stod hinanden fjernere end før.
Sverige, der havde været trængt i sommeren 1716, stod nu med bedre muligheder – såvel på slagmarken som diplomatisk og krigen fortsatte ufortrødent i Norge. Men da Karl 12. døde i 1718, lysnede det i horisonten. 3. juli 1720 sluttede Danmark og Sverige endelig fred på Frederiksborg Slot. Danmark gav afkald på de erobrede områder, Rügen, en del af Forpommern, Wismar og Marstrand; til gengæld måtte Sverige opgive sin toldfrihed i Øresund og i øvrigt love aldrig mere at yde Gottorp hjælp til skade for Danmark. I forlængelse af fredsslutningen gav Storbritannien og Frankrig garantier for den danske konges udelte besiddelse af hertugdømmet Slesvig. Hertugen af Gottorp havde herefter kun besiddelser i Holsten og fik nyt hovedsæde i Kiel. Den gottorpske hertug var stækket, og Sverige og Gottorps alliance syntes sprængt. Der var nu ligevægt i det dansk-svenske forhold.
Men der opstod hurtigt nye problemer i kølvandet på freden. Det ubrydelige venskab mellem Danmark og Rusland fremstod nu knap så ubrydeligt. Rusland var blevet Østersøens stærkeste magt, og Peter den Store krævede pludselig indrømmelser fra sin tidligere allierede Frederik 4. Han ønskede toldfrihed i de danske stræder og ville tituleres som kejser i stedet for tsar. I dette spil brugte tsaren sin tidligere fjende, den gottorpske hertug Karl Frederik (1700-1739), som redskab mod Danmark. I 1725 blev Peter den Stores ældste datter, Anna Petrovna (1708-1728) gift med hertug Karl Frederik af Gottorp. Følgerne af dette ægteskab kom til at forsure dansk udenrigspolitik i de næste mange årtier.
Det gjorde ikke situationen bedre, at hertug Karl Frederik i 1723 også var blevet valgt til svensk tronfølger, og at Sverige og Rusland indgik en alliancetraktat, der i en hemmelig artikel forpligtede parterne til at skaffe hertugen af Gottorp sine tidligere besiddelser tilbage. Rusland spillede Danmark og Sverige ud mod hinanden for at dominere Østersøen alene.
I 1726 indgik Peter den Stores enke og efterfølger, tsarina Katarina I (1684-1727), også en alliance med Østrig, hvor man blandt andet forpligtede hinanden på at genindsætte Karl Frederik i sine gamle rettigheder om nødvendigt med militære midler. Det gottorpske spørgsmål var blevet et prestigeprojekt for Rusland. Nettet strammedes om Danmark, som søgte støtte hos Storbritannien. Meget tydede på, at spørgsmålet om det ubetydelige Gottorp ville udløse en europæisk storkonflikt.
Men da Katarina døde, og Peter den Stores mindreårige barnebarn, Peter II (1715-1730), kom på tronen, blev hertug Karl Frederik udmanøvreret i det efterfølgende magtspil, og det gottorpske spørgsmål gled i baggrunden. Da Karl Frederik selv døde i 1739, var han hverken blevet konge af Sverige eller havde generhvervet sig sine tidligere rettigheder i Slesvig.
Det gottorpske spøgelse dukkede dog atter op og forpestede det dansk-russiske forhold, da Peter den Store anden datter, Elisabeth Petrovna (1709-1762), ved en paladsrevolution i 1741 kom til magten og gjorde sin 13-årige nevø Karl Peter Ulrik af Gottorp til storfyrste og tronfølger. Elisabeth Petrovna var dog ikke villig til at sætte den gottorpske sag over mere pragmatiske russiske interesser. Fra dansk side fulgte man alligevel situationen nøje. Den russiske gesandt i København, J.A. von Korff, blev overvåget intenst, så man var velinformeret om Ruslands reelle støtte til den gottorpske hertugs krav. Det stod klart, at når Karl Peter Ulrik besteg den russiske trone, ville det blive alvorligt for Danmark-Norge. Han havde erklæret, at ville løse det gottorpske spørgsmål ’med kården i hånden’.
5. januar 1762 skete det, man havde frygtet i Danmark. Tsarina Elisabeth døde, og Karl Peter Ulrik blev russisk hersker under navnet Peter 3. Ruslands hær havde på daværende tidspunkt besat store dele af Preussen, men Peter 3. dirigerede i stedet den russiske armé mod Danmark. Endelig kunne den næsten halvtreds år gamle ydmygelse af Gottorp hævnes. Danskerne var dog forberedt på landets skæbnetime. Den danske hær skulle under ledelse af den kompetente general St. Germain rykke ind i Nordtyskland og forsvare riget fra en forsvarslinje, der gik gennem det sø- og skovrige terræn mellem Wismar og Elben. Den danske flåde samlede alle kampklare skibe i Østersøen for at forhindre russerne i at sende forstærkninger ad søvejen. Alle militære muskler blev spændt til det yderste.
Danmark var politisk og militært isoleret og kunne ikke regne med hjælp fra hverken Frankrig eller Storbritannien. Preussen tilbød oven i købet sin gamle fjende hjælp og støtte. Den nye russiske tsar ødelagde de danske magthaveres nattesøvn – selv om han endnu ikke smed dem ud af deres senge, som hans morfar havde gjort det med fogeden i Gedesby. Kongens ministre lagde ikke skjul på, at det danske monarki, som man kendte det, var truet på sin eksistens, og man har en ydmyg bøn, nedskrevet af den dansk-norske kong Frederik 5., under indtryk af den forestående krig, – den er underskrevet »Frederik, din orm, støv og aske«.
9. juli stod hærene over for hinanden i Mecklenburg, men sammenstødet udeblev. 17. juli fik den danske hær meldinger fra rytterpatruljer og spioner om, at russerne i stedet for at angribe var begyndt at trække sig tilbage. Kongens bøn var blevet hørt. Krigen blev afblæst i sidste øjeblik.
Sagen var, at Peter 3. havde andre fjender end Frederik 5. Ved et lykketræf af de helt sjældne, blev Danmark-Norge frelst af ingen ringere end tsarens hustru. Den berømte Katarina den Store (1729-1796) gjorde her sin dramatiske entré på verdensscenen. Hun fjernede sin ægtefælle ved en paladsrevolution, fik ham myrdet, og indstillede straks al krigsførelse. Peter 3.s propreussiske politik var ikke populær ved det russiske hof. Derudover mente Katarina, at tsaren havde tilsidesat vitale russiske interesser for at føre krig mod Danmark over sine forfædres ligegyldige hertugelige besiddelser i det fjerne Slesvig. Krisen var afværget med det yderste af neglene. Med Katarina gik det stormfyldte dansk-russiske forhold ind i en ny fase. I 1765 indgik Rusland og Danmark et forsvarsforbund og blev enige om en løsning på det Gottorpske spørgsmål til dansk fordel i 1773. Samtidig indgik Rusland og Danmark en hemmelig traktat om en såkaldt evig alliance mellem de to lande. På forbløffende kort tid var det dansk-russiske forhold altså gået fra iskoldt til mere end hjerteligt og den danske sydgrænse fremstod sikrere end nogensinde før. Alliancen var dog ikke altid en dans på roser. Da Sverige eksempelvis i 1788 angreb Rusland, måtte et uvilligt Danmark-Norge assistere russerne, med et kort og ret uentusiastisk felttog inden man hurtigt sluttede fred igen.
Det tætte samarbejde med Rusland fik dog snart mere alvorlige konsekvenser. I år 1800 indgik Danmark, Sverige og Preussen i et britiskfjendtligt væbnet neutralitetsforbund med Rusland som den absolutte leder. Storbritannien forlangte, at Danmark forlod forbundet, og en britisk flåde angreb 2. april 1801 København fra søsiden i det, som siden blev kendt som Slaget på Reden. Danskerne forsvarede sig mod overmagten, men gik ind på våbenstilstand, da hovedstadens søforsvar var nedkæmpet, og faren for et bombardement af byen var overhængende.
Den danske situation syntes håbløs. Trådte man ud af neutralitetsforbundet kunne man se frem til en skånselsløs behandling fra forbundets øvrige medlemmer, først og fremmest Rusland. Nægtede man at udtræde, truede briterne med at bombardere København. Endnu en paladsrevolution i Sankt Petersborg reddede imidlertid Danmark ud af kattepinen. Under forhandlingerne mellem den danske kronprins Frederik (6.) og viceadmiral Lord Nelson overbragte kronprinsens adjudant diskret en efterretning om, at Katarinas søn, tsar Paul (1754-1801) var død. Dødsfaldet gav kronprinsen modet til at suspendere medlemskabet af neutralitetsforbundet midlertidigt, hvilket stillede briterne tilfredse.
I 1807 kom briterne dog igen. Denne gang var det med et krav om at få den dansk-norske flåde udleveret, for at den ikke skulle falde i franske hænder. Da Danmark modsatte sig, blev København bombarderet i tre dage, indtil man gav op og udleverede flåden, som var Danmark-Norges vigtigste militære trumfkort. Herefter blev det ellers neutrale Danmark-Norge allieret med Napoleons Frankrig, hvilket for alvor blev et problem, da Frankrig i 1812 invaderede Rusland. Den russiske regering frygtede, at Sverige skulle benytte sig af lejligheden til at tilbageerobre Finland, som Rusland havde indlemmet i 1809. Derfor lovede man russisk støtte til, at Sverige på sigt kunne indlemme Norge. 100 år efter indgåelsen af den første alliance mellem de to lande, stod Danmark og Rusland nu endegyldigt på hver sin side i en ødelæggende krig. Da resterne af Napoleons store armé måtte trække sig tilbage fra Rusland, stod Frederik VI med uoverstigelige problemer. For at få fred måtte han i 1814 afstå Norge til Sverige.
Den russiske tsar Aleksandr I var ikke blandt Frederik 6.s venner på Wienerkongressen, der skulle fastsætte en ny europæisk orden efter Napoleonskrigenes kaos. Tsaren havde uden held opfordret den dansk-norske konge til at bryde sit forbund med Napoleon. Først i november 1814 gav den russiske hersker sine tropper ordre til at rømme det besatte Holsten, hvorefter Danmarks eksistens ikke længere var direkte truet. Men den hundredeårige svingom med Rusland var endt i katastrofe for Danmark.
I begyndelsen indgik de to lande i et ligebyrdigt samarbejde med hinanden som alliancepartnere mod Sverige. Men i det øjeblik Rusland blev Østersøens dominerende magt endte Danmark snarere som en brik i Ruslands spil med kontinentets andre stormagter. Med den tvungne afståelse af Norge havde Rusland reduceret Danmark til en småstat. Mere evig var den dansk-russiske alliance ikke.
