Danske politikere ser skærme som en trussel mod de unge
»Udover debatten om, hvad der skal forstås ved ’rigtig’ kunst, er der næppe noget mere ophidsende emne i kulturdebatten end nye mediers virkning på børn og unge«. Sådan skrev medieforsker Carsten Jessen i en kommentar i Politiken. Året var 1995, men udsagnet må næsten siges at være en evergreen.
Frygten for de firkantede øjne og ungdommens underkastelse til techgiganterne lever i bedste velgående. Der er nok at være bange for, måske også med rette.
Kort inden sommerferien tordnede Mette Frederiksen mod endnu et medies påvirkning af ungdommen: mobilskærmene. Hun slog fast, at de udgør en enorm trussel for de yngste.
»Det er jo ikke trafikken, der er det farligste for børn nu. Det er den her«, sagde hun fra Folketingets talerstol, mens hun viste sin iPhone frem.
Den lille sorte skærm tillægges alskens ondskab: Fra ulovlig dataindsamling, overvågning og manipulation til at være afhængighedsskabende, ødelæggende for tålmodigheden og selve roden til mistrivselskrisen hos ungdommen.
»Lidt tv-vold om dagen, holder vold fra gaden«
I 1990’erne var den helt store frygt, at volden på TV-skærmene og i computerspil ville smitte af på og skade de små.
Den daværende formand for Børns Vilkår, psykolog John Halse, mente at de såkaldte jeg-svage børn, som udgjorde mellem 15 og 20 pct. af alle børn, befandt sig i risikogruppen.
Blandt disse børn havde man iagttaget en negativ påvirkning fra voldelige computerspil, hvor barnet begik voldelige handlinger inspireret af fiktionen, lød det på baggrund af John Halse.
Flere stemmer udfordrede dog allerede dengang den udbredte holdning til voldelige computerspil. Medieforsker Billy Adamsen fra Københavns Universitet var en af dem:
»De voldelige computerspil - og actionfilm med mere - giver børn og unge mulighed for at udleve de voldsfantasier, de har, i et fiktivt univers. Ved at se actionfilm og spille actionprægede computerspil oplever brugeren en renselsesproces«, sagde han til Politiken 19. januar 1995.
På daværende tidspunkt arbejdede Billy Adamsen med et forskningsprojekt under arbejdstitlen: »Lidt tv-vold om dagen, holder vold fra gaden«.
Spredte videoklip kaprede opmærksomheden
Ti år forinden, i 1985, forlød det i DR’s TV-avis, at danske børn havde skiftet legen røvere og soldater ud med ’Amerika mod Beirut’. Det fik journalisten Klaus Rothstein til tasterne.
»Det fortæller nemlig, at danske børns virkelighedsbillede er truet konstant. Fjernsynet har en meget stor del af skylden, og det uanset det faktum at TV kan bruges til mængder af fornuftige lærerige og stimulerende ting«, skrev han i en kommentar i Politiken 17. oktober 1985.
Vækker kritikken genklang? Lignende er blevet sagt om et kinesisk medie, hvis navn rimer på HikHok.
Fire år før havde de farlige skærme igen fundet vej til Politikens spalter:
»Børn vokser op i en verden, hvor billeder spiller en stadig større rolle. Videokassetter vælter ind over markedet, TV-satellitterne melder deres snarlige ankomst, og allerede nu er det næsten umuligt at fortære en hamburger uden at få opmærksomheden indfanget af spredte videoklip ...«.
De skulle bare vide, hvad der lå i vente.
