I løbet af et par højspændte dage i starten af november 1983 blev det sovjetiske militær og landets atommissiler sat i højeste alarmberedskab. For den sovjetiske ledelse gjaldt det om at komme USA og Nato i forkøbet og slå først. Efterretningskilder havde nemlig i dagene mellem 7. og 11. november 1983 meldt om heftig militær aktivitet.
Aktiviteten fandt sted under Nato-øvelsen Able Archer 83, hvis forløb var så foruroligende, at den sovjetiske generalstab blev mere og mere sikker på, at den i virkeligheden var et skalkeskjul for et Nato-angreb på Østeuropa og på Warszawa-pagten. Og i den situation var det vigtigt ikke at reagere, men agere. Det var vigtigt at være de første til at sende atommissilerne af sted. Det ville kun føre et sted hen, det vidste alle: til en altødelæggende tredje verdenskrig og et atomart ragnarok, der ville efterlade kloden ændret og ødelagt for altid.
I år er det 40 år siden, at verden balancerede på kanten af total krig. Og det var ikke første gang. I oktober 1962 havde hele verden i 13 dage holdt vejret, da Cuba-krisen for rullende kameraer og gennem radioens lydbølger sendte frygten helt ind i stuerne over hele kloden. Alle kunne se og lytte med, mens krisen eskalerede og bragte de to atomare supermagter, USA og Sovjetunionen, på absolut kollisionskurs. Dengang var det et spørgsmål om, hvem der blinkede først – og det endte Sovjetunionen med at gøre. Krisen blev stoppet, atomkrigen afværget, og verden kunne ånde lettet op.
I november 1983 fandt verden aldrig ud af, hvor tæt vi egentlig var på det atomare ragnarok. Militærøvelsen Able Archer var den hidtil største Nato-øvelse og skulle simulere starten på en atomkrig. Paradoksalt nok var den tæt på at udløse en reel en af slagsen – fordi den blev gennemført i en periode, hvor forholdet mellem øst og vest var præget af dyb mistro, grundlæggende frygt og galoperende paranoia.
DEN KOLDE KRIGFANDT STED i den bipolare verdensorden, der fulgte efter Anden Verdenskrig. Over for USA og Nato stod Sovjetunionen og Warszawa-pagten. I bølgende bevægelser vekslede perioden frem mod 1983 mellem oprustning og nærkrigsoplevelser på den ene side og afspænding og stedfortræderkrige på den anden.
I starten af 1980’erne var forholdet mellem øst og vest igen anspændt – for at sige det mildt. 1983 var kun et par måneder gammelt, da den amerikanske præsident Ronald Reagan kaldte Sovjetunionen Ondskabens Imperium. Det fik Jurij Andropov, den sovjetiske generalsekretær, til at betegne Reagan som sindssyg og som en løgner.
Fronterne var altså trukket skarpt op mellem de to statsledere, der optrådte som rendyrkede koldkrigere:
Reagan lagde ikke skjul på sin afsky angående kommunismen og Sovjetunionen. Andropov havde som tidligere chef for KGB og mangeårigt medlem af det magtfulde politbureau spillet en afgørende rolle i Sovjetunionens invasion af Ungarn tilbage i 1956 og overtog i 1982 ledelsen af Sovjetunionen efter Leonid Bresjnev. Fra vestlig side så man med stor mistro på ham og betragtede ham som potentielt farlig.
En pansret amerikansk mandskabsvogn bevæger sig gennem den tyske by Stockhausen under øvelsen REFORGER '83 der gik forud for Able Archer-øvelsen. Foto: SSGT Jim Pearson/Public Domain
På sin side betragtede Andropov også de vestlige handlinger med bekymring og mistillid. Det kom ham blandt andet for øre, at amerikanerne ønskede at stille mellemdistancemissiler af typen Pershing 2 op i Vesttyskland. De ville kunne ramme lande på den anden side af Jerntæppet få minutter efter affyring. Det blev ikke bedre af, at Reagan talte varmt om det store stjernekrigsprojekt, som han kaldte det, der via et laserbaseret missilskjold skulle beskytte USA mod angreb fra sovjetiske atommissiler.
I SEPTEMBER 1983 fandt der yderligere to begivenheder sted, som øgede spændingen mellem øst og vest. Den ene begivenhed var offentligt kendt, den anden var ikke. Den ene begivenhed kostede 269 mennesker livet. Den anden forhindrede, at det samme skete for millioner.
De 269 menneskeliv gik tabt, da Flight 007 fra Korean Airlines 1. september 1983 blev skudt ned af to missiler fra et sovjetisk jagerfly af typen SU-15 Flagon. Alle ombordværende blev dræbt. Sovjetunionen hævdede, at passagerflyet havde været på spiontogt på vegne af USA, mens man fra vestlige side på det skarpeste fordømte det, der blev betragtet som et barbarisk, kynisk og hensynsløst angreb på civile.
I samme måned traf en sovjetisk oberstløjtnant en skelsættende beslutning, som forhindrede udbruddet af verdenskrigen. Det drejede sig om Stanislav Petrov, der som øverstkommanderende i bunkeren Serpukhov-15 havde ansvaret for at overvåge luftrummet over Sovjetunionen. Da overvågningssystemet 26. september meldte om, at en håndfuld amerikanske atommissiler var på vej, valgte han at følge sin mavefornemmelse – og den fortalte ham, at der måtte være tale om en systemisk fejl i overvågningen. Han kunne ikke forestille sig, at amerikanerne ville angribe, og da slet ikke med missiler.
Ifølge proceduren skulle han ved konstatering af, at de amerikanske missiler var på vej, trykke på den knap, der ville sætte en fatal beslutningsrække i gang og ende med, at atommissilbatterier ikke bare i Sovjetunionen, men også i de øvrige Warszawa-pagt-lande ville blive gjort klar til affyring. Petrovs fornemmelse viste sig at være rigtig. Der var ikke amerikanske atommissiler på vej. Det, som overvågningssystemet havde fejltolket som affyringer fra atomsiloerne i USA, viste sig at være solens refleksion i skyerne over Montana. Petrov trykkede ikke på knappen. Verden blev reddet fra verdenskrigen – og den vidste det ikke engang.
Petrov skulle ifølge proceduren have fulgt logikken i det omfattende sovjetiske efterretningsprogram Ryan. Ryan var blevet etableret i 1981 som en reaktion på det amerikanske PSYOP-program, som Reagan havde søsat stort set samtidig. PSYOP-operationerne var tophemmelig psykologisk krigsførelse, der skulle forvirre den store fjende i øst mest muligt. Det gjaldt om at plante tvivl om vestmagternes militære hensigter – og ser man i de østeuropæiske arkiver, der blev gjort tilgængelige efter Sovjetunionens sammenbrud, så lader det til, at det lykkedes. I den øverste sovjetiske militærledelse såvel som i efterretningstjenesterne GRU og KGB var der i 1980’ernes første år stor usikkerhed, tvivl og frygt; planlagde eller planlagde Nato ikke et militært angreb?
Efter Cuba-krisen i 1962 havde Robert McNamara, amerikansk forsvarsminister, formuleret den såkaldte MAD-doktrin som en rå terrorbalance, der skulle forhindre udbruddet af krig mellem øst og vest. MAD stod for mutually assured destruction – gensidigt sikret ødelæggelse. Fordi begge parter, Nato og Waraszawa-pagten, rådede over så mange atomvåben, at ethvert angreb ville resultere i udslettelsen af begge lejre, ville alle fornuftige og ansvarsfulde generaler afholde sig fra at angribe.
Problemet var, at der i 1983 var en afart af MAD-doktrinen i spil. Den handlede om mutually assured distrust – gensidig mistillid mellem de to blokke. Frygten for, at den ene part planlagde et angreb, kunne føre til beslutningen om at være den første til at angribe.
Det var ikke ualmindeligt, at Nato holdt storstilede øvelser – det gjorde militæralliancen hvert år. Able Archer i 1983 var imidlertid af et hidtil uset omfang og med et skræmmende slutmål: udbruddet af en fiktiv atomkrig. Øvelsen skulle teste Nato-landenes evne til at håndtere en konfliktoptrapning, der i første omgang førte til en konventionel krig, men sidenhen eskalerede til atomkrig. For det sovjetiske Ryan-program, der netop var sat i verden for at opsnappe tegn på vestlig aggression, kunne der stort set sættes flueben ved alle punkter i forhold til Able Archer. Det, der blev kaldt en øvelse, blev i Moskva tolket som et præludium til en regulær krigshandling fra vestblokkens side.
Able Archer begyndte officielt 7. november, men havde faktisk været i gang siden 4. november. Øvelsen var et såkaldt war game – et krigsspil – mellem Orange og Blå. De orange styrker var østblokkens, mens de blå styrker var Nato. Den overordnede ramme var udbruddet af stedfortræderkrige mellem øst og vest i Syrien, Yemen og Iran, efter at Jugoslavien har skiftet side fra øst til vest. I sidste ende ville de orange styrker invadere Finland, Norge og Vesttyskland.
Ronald Reagans hårde linje over for Sovjetunionen samt hans opbakning til det såkaldte stjernekrigsprojekt var med til at øge mistroen i Kreml. Foto: Bob Daugherty/AP/Ritzau Scanpix
Kronologisk begyndte stedfortræderkrigene 4. november – altså tre dage før den egentlige øvelse. 6. november blev der meldt om et fiktivt sovjetisk kemisk angreb, og 7. november begyndte Nato-øvelserne at simulere deres militære reaktioner på den fiktive sovjetiske aggression.
Det var nu, de sovjetiske efterretningskilder begyndte at sende alarmerende meldinger til den militære og politiske ledelse i Moskva. De meldte om indikationer på, at Nato var i gang med at planlægge og udføre et reelt angreb, også med brug af atomvåben, på østblokken. Frygten fik næring, da USA’s generalstab gik i Defcon 1.
Defcon står for Defense Readiness Condition eller bare Defense Condition og markerer, hvor tæt USA er på at blive involveret i en atomkrig. Defcon 1 indikerer det absolut højeste alarmberedskab; så kan man ikke komme tættere på. Til sammenligning var USA’s højeste Defcon under Cuba-krisen Defcon 2. I løbet af de fem dage, Able Archer varede, gik USA med hyperfart hele vejen fra Defcon 5 til Defcon 1.
De sovjetiske efterretningskilder berettede i de hektiske novemberdage om mobiliseringen af Nato-styrker og om Nato-kampfly, der blev trukket ud af hangarer påmonteret missiler, formentlig atomare. I et tilfælde meldte kilderne ind, at en Nato-eskadrille var ved at opruste på en måde, man aldrig tidligere havde oplevet. De berettede også om heftig og alarmerende Nato-kommunikation, der så ud til at pege i samme retning; forberedelsen af et first strike fra Nato. En del af Nato-kommunikationen var faktisk ikkekommunikation. De deltagende Nato-styrker benyttede sig i flere omgange af en foruroligende radiotavshed, der også af de sovjetiske efterretningsfolk blev opfattet som en del af forberedelsen til krig.
Brugen af radiotavshed er en del af enhver krig eller krigerisk handling, særligt lige før helvede bryder løs, og blev naturligvis brugt af Nato-styrkerne for at give Able Archer et så realistisk præg som overhovedet muligt. Men realismen i øvelsen var tæt på at få katastrofale konsekvenser, for i Moskva begyndte militærledelsen nu at træffe dramatiske beslutninger.
De efterretningsoplysninger, der var løbet igennem Ryan-programmet, talte deres tydelige sprog. Kiggede man snævert på Nato-styrkernes ageren, på kommunikationen og på radiotavsheden- og holdt man det op imod det bagtæppe af mistillid, som den dybt anspændte situation mellem øst og vest havde resulteret i, så pegede alt på en kommende aggression fra USA og dets allierede.
Det blev besluttet at sætte Warszawa-pagten i højeste alarmberedskab – og ikke kun som en defensiv foranstaltning, men også med henblik på at komme det vestlige first strike i forkøbet ved selv at slå først.
Efterretningskilder i amerikanske CIA meldte i disse nervepirrende dage om forhøjet militær aktivitet i Sovjetunionens baltiske område og i Tjekkoslovakiet og om, at de polske og østtyske luftvåben var blevet sat i højeste alarmberedskab. Begge luftvåben var bevæbnet med atomvåben. I DDR blev atomsprænghoveder placeret på sovjetiske bombefly fra den fjerde luftarmé, og styrken blev gjort klar til at gå på vingerne med 30 minutters varsel.
En CIA-analytiker vurderede, at dette jo kun var, hvad man kunne konstatere – og at den militære og atomare mobilisering i østblokken formentlig var mere omfattende. Det ville være naturligt, lød konklusionen med CIA’s kendskab til de østeuropæiske militærplaner, at også de langtrækkende atomraketter, der stod klar i sovjetiske siloer, var gjort klar til affyring.
I eftertidens fortolkninger af, hvad der skete i kølvandet på Able Archer 83, er den amerikanske generalløjtnant Leonard H. Perroots blev tildelt en hovedrolle.
Han var assisterende stabschef i det amerikanske luftvåbens hovedkvarter i Europa og fik omkring afslutningen på Able Archer efterretningerne om det forhøjede alarmberedskab på den anden side af Jerntæppet. Han fortalte sin overordnede, general Billy M. Minter, om den usædvanlige og potentielt faretruende aktivitet i østblokken, men foreslog, at man fra vestlig side slog koldt vand i blodet og ikke selv mobiliserede – i hvert fald ikke før Able Archer var afsluttet. Perroots ønskede at se, om ikke den østeuropæiske mobilisering netop var en konsekvens af øvelsen, og håbede, at afslutningen på Able Archer også ville medføre, at det østeuropæiske militær vendte tilbage til et mere normalt beredskab.
I øst noterede man sig, at Nato-styrkerne lige på den anden side af Jerntæppet ikke mobiliserede yderligere, og at Able Archer blev bragt til afslutning, uden at der pludselig kom missiler til syne i det østeuropæiske luftrum. Ganske langsomt fjernede generalstaben fingeren fra aftrækkeren. I et par døgn havde der været tvivl først i øst og siden i vest om, hvorvidt krisen ville blive til krig. Nu vendte koldkrigsblokkene tilbage til normalen, som den så ud på det tidspunkt i verdenshistorien; en anspændt kiggen hinanden an gennem veludviklede og paranoide efterretningsprogrammer.
I Det Hvide Hus og i Kreml indledte tektoniske plader imidlertid deres langsomme bevægelse hen mod nye tider og en opblødning. Da Reagan blev informeret om, hvor tæt på det havde været i november 1983, skulle han efter sigende have undret sig over, at Warszawa-pagten kunne frygte et vestligt first strike, men efterfølgende have sagt, at det havde givet ham noget at tænke over.
I Sovjetunionen gik Andropov bort i februar 1984 og blev erstattet af den næste gamle koldkriger, Konstatin Ustinovitj Tjernenko, der imidlertid kun levede lige over et år mere. Den næste – og, skulle det vise sig, sidste – sovjetiske generalsekretær blev Mikhail Gorbatjov. Med ham blev en ny tid indvarslet.
GORBATJOVS FORSØG PÅ at revolutionere det sovjetiske styre og det sovjetiske samfund endte med Sovjetunionens kollaps og Den Kolde Krigs afslutning. Det førte til en periode domineret af følelsen af, at de vestlige liberale demokratier havde vundet. I en periode levede verden med en forestilling om, at truslen om et atomart ragnarok hørte fortiden til.
Vladimir Putin har flere gange truet med at bruge atomvåben i forbindelse med krigen i Ukraine. Her annoncerer han den 'særlige militæroperation' i februar 2022. Foto: Reuters Tv/Reuters/Ritzau Scanpix
Det sidste år – siden 24. februar 2022 – har vi i Europa imidlertid igen måttet forholde os til de værst tænkelige scenarier. Denne gang var anledningen den russiske invasion af Ukraine. I spidsen for Rusland står i dag Vladimir Putin, der bestræber sig på at skrive sig ind i den store russiske fortælling om den stærke leder. Han har flere gange vist, at han har ambitioner på Ruslands vegne, der rækker ud over den russiske republiks grænser, blandt andet med krigshandlinger i Georgien og indirekte krigsførelse i det østlige Ukraine – inden den storstilede invasion i februar 2022. Ekkoet fra 1983 er tydeligt.
I 2022 mobiliserede russerne, men affejede de bekymrede analyser af situationen med, at der kun var tale om en militærøvelse på kanten af Ukraine. Det viste ikke at være sandt. Modsat Able Archer var øvelsen lige præcis et præludium til krig.
Siden har Putin heller ikke lagt skjul på, at Rusland er en atommagt. Det er en slet skjult trussel rettet mod Nato, hvis medlemslande siden krigsudbruddet i 2022 har bevæbnet den ukrainske hær med alt fra hjelme og raketstyr til missiler, missilsystemer og senest højteknologiske kampvogne af mærket Leopard. Leoparden er en tysk kampvogn, så beslutningen om at stille dem til rådighed var i sidste ende tyskernes. Det land, der frem til Den Kolde Krigs afslutning var delt i to – et kapitalistisk Vesttyskland og et kommunistisk Østtyskland – er atter tilbage i centrum af de militære og politiske verdensbegivenheder. Og igen rasles der med sablerne i øst, samtidig med at det velkendte propagandaapparat går i gang. Efterretningstjenesterne er igen på overarbejde – i vest og i øst – i bestræbelserne på at afkode og forudsige de næste træk.
Simon Kratholm Ankjærgaard
Historiker, journalist og forfatter
SKRIBENTEN ANBEFALER:
Rasmus Dahlberg – med Esben Kjær: ’Det afgørende øjeblik – historiens åbne situationer’. Aschehoug, 2002
Taylor Downing: ’1983: The World at the Brink’. Little, Brown Book Group, 2019
Francine Uenuma: ’The 1984 Military Drill that Nearly Sparked Nuclear War with the Soviets’. Smithsonian Mag, 27. april 2022
