Dansk-svensk sexskandale endte i borgerkrig

Det er ingen overdrivelse at sige, at de færreste lande, om nogen overhovedet, har stået hinanden så nær i historisk tid som Danmark og Sverige. På godt og ondt. Danskere og svenskere har udkæmpet en række krige mod hinanden, både fordi deres respektive konger har ønsket det, og fordi verdens stormagter har insisteret på det. De territorielle forskydninger, som krigene medførte, har betydet, at store dele af Sverige er gammelt dansk land med utallige danske slotte, herregårde, kirker og oldtidsminder, som minder om de nære bånd til Sjælland, Jylland og Fyn.

Vil man forstå Sydsveriges fortid, kommer man ikke uden om Danmarks historie.

Desuden har de danske og svenske kongehuse, når de vel at mærke har holdt sammen, kontinuerligt giftet sig ind i hinandens familier. Lige siden 900-tallet har dynastierne indgået ægteskabsalliancer med velkendte følger. Den store svenske krigerkonge Karl 12. (1682-1718) havde en dansk mor og var lige så meget af dansk som af svensk afstamning. Danmarks nuværende dronning, Margrethe 2., er datter af en svensk prinsesse. Eksemplerne er mange.

Det er også sket, at de danske og svenske kongelige er kommet lidt for tæt på hinanden – så tæt, at kærlighedsaffærerne har overskredet grænsen til det formelt ulovlige. Det var tilfældet i 1270’ernes store dansk-svenske sexskandale.

HISTORIEN BEGYNDTE PÅ BLODIGSTE VIS med et kongedrab. Erik Valdemarsøn – i historisk tradition kendt som Erik Plovpenning efter en påstået plovskat, som han tog initiativ til – blev brutalt slået ihjel 10. august 1250, efter alt at dømme på sin oprørske bror Abels ordre.

Efter sin død blev Erik, hovedsagelig på grund af dødsårsagen, æret som helgen. Der blev fortalt historier om mirakler ved hans grav, først i Slesvig – hvor kongen blev stedt til hvile i dominikanerklostrets kirke og siden i byens domkirke – og fra 1258 i Sankt Bendts Kirke i Ringsted, hvor hans jordiske rester omsider blev begravet. Det blev dog aldrig til en formel kanonisering, selv om den danske kongemagt i 1250’erne anmodede paven om en helgenkåring. En kommission blev nedsat for at udrede Eriks hellighed, men arbejdet gik i stå efter et stykke tid.

Det lykkedes Abel at blive sin dræbte brors efterfølger, efter at han højtideligt havde svoret, at han ikke havde været personligt indblandet i Eriks død, men hans tid som konge blev ikke lang. Allerede i sommeren 1252 faldt Abel i en strid mod nordfriserne på Ejdersted hvorefter han – ifølge et lige så overtroisk som stædigt rygte – gik igen, fordi hans syndige sjæl ikke kunne finde ro.

En skrøne fortæller, at Abel i sin egenskab af genganger har forårsaget så mange kvaler i Slesvig Domkirke, at man til sidst åbnede graven, tog liget ud og nedsænkede det i en sump, hvorefter man gennemborede det med træpæle.

Næste monark i den danske brødreflok, Christoffer, fik også et ulykkeligt endeligt. Han blev dræbt i 1259 og blev efterfulgt som regent af sin enke, Margrete, datter af Sambor 2. af Pommerellen (Østpommern), et kystområde i det nuværende Polen. Margrete, som overtog magten i sin umyndige søn Eriks navn (han blev senere kendt som kong Erik Klipping), er overgået i historien som Margrete Sambiria efter sin fars navn. I mange år frem stod hun i centrum for skandinavisk politik og var i strid med både ærkebiskop Jakob Erlandsen i Lund og herskerne i Slesvig og Holsten.

Margrete Sambiria arvede mere end blot herredømmet over Danmark og kongernes stridigheder med kirken og naboerne. Hun arvede også spørgsmålet om, hvad man skulle gøre med Erik Plovpennings fire besværlige døtre, Sofia, Ingeborg, Agnes og Jutta.

Det problematiske ved kvinderne var, at de juridisk set havde ret til en omfattende arv, som også ville komme deres brudgomme til del, når de giftede sig. I værste fald kunne en ærgerrig brudgom benytte lejligheden til at gøre krav på den danske krone på hustruens regning. Kong Christoffer havde overset denne risiko og i 1258 i stedet anvendt brordøtrene som diplomatiske spillebrikker i drøftelser med herskerne i Sverige og Norge.

Den svenske konge Valdemar og den kommende norske konge Magnus skulle i henhold til en bindende aftale indgå ægteskab med hver sin datter af Erik Plovpenning. Med til historien hører, at der allerede var nære slægtsbånd mellem det danske og det svenske kongehus, hvorfor de kirkelige myndigheder var blevet konsulteret. I marts 1259 havde paven givet dispensation til ægteskab mellem Valdemar og Sofia med den begrundelse, at brylluppet kunne medvirke til, at de svenske og danske kongeriger ville samarbejde mod hedningene. Dermed var ægteskabsalliancen ikke bare blevet godkendt fra højeste sted, men også forbundet med den stærkest mulige åndelige prestige.

Margrete Sambiria kunne altså ikke rive aftalen i stykker og forhindre brylluppet, men hun gjorde, hvad hun kunne, for at begrænse kronens økonomiske tab. Da Valdemar i 1260 giftede sig med Sofia, overdrog Margrete dem kun guld og sølv samt indtægterne fra Malmø og Trelleborg, hvilket var betydeligt mindre, end bruden havde ret til i henhold til de danske love om arv. Det gjorde hverken Sofia eller svenskerne glade, og det varede ikke længe, før de begyndte at kræve mere. Valdemars far, Birger, som var Sveriges egentlige hersker, orienterede sig derfor mod Margretes fjender. Han tog kontakt med både holstenerne og den stridbare ærkebiskop Jakob. I 1261 giftede Birger sig med Mechtild, enke efter kong Abel og datter af Adolf 4. af Holsten.

Den aggressive svenske holdning viste sig også ved, at Birger sejlede ind i Øresund med et antal skibe – en truende handling – antagelig for at demonstrere sin magt. Endnu vanskeligere blev det for Margrete, da Magnus af Norge skulle giftes med Ingeborg. Først i 1262 erkendte den danske rigsstyrelse i princippet døtrenes ret til deres arvejord som medgift.

For at forhindre, at yderligere nabofyrster indlod sig med danske kongedøtre og dermed fik del i den kongelige formue, sørgede enkedronningen for at anbringe de andre prinsesser, Agnes og Jutta, bag åndelige mure. Agnes fik adgang til sin faderlige arv i 1263 i forbindelse med det store arveskifte, men kun på betingelse af, at hun indstiftede et dominikanerkloster i Roskilde. Også Jutta blev anbragt i klostret.

Dermed mente enkedronningen sig sikker: Som søstre i et kloster kunne prinsesserne næppe indgå nogen for rigsøkonomien ødelæggende ægteskaber.

Men Margrete Sambiria og hendes rådgivere havde gjort det let for sig selv, alt for let. At tvinge fornemme prinsesser i kloster havde sine risici. Klosterlivet i lydighed, fattigdom og kyskhed var ikke for alle. Især ikke for Jutta.

Prinsesse Jutta var smuk, intelligent og livslysten. Hun blev ganske vist forfremmet til priorinde, men hendes lyst og evner overgik det, som var tilladt i Roskilde. Heller ikke Agnes var tilfreds med tilværelsen bag murene, og til sidst fik søstrene nok. I 1271 flygtede de fra Roskilde. Hvor Agnes begav sig hen, er uvist, men Jutta tog til Sverige, hvor hun blev vel modtaget af Sofia og hendes ægtemand, Valdemar. Siden 1266, hvor den dominerende far, Birger, døde, havde Valdemar hersket på egen hånd, og udsigten til en lang og succesrig regering syntes god. Sveriges næstmest magtfulde mand, Valdemars ærekære lillebror hertug Magnus, havde hidtil forholdt sig i ro og afholdt sig fra intriger.

Men nu gik alt galt. Da Valdemar så Jutta, blev han forelsket til op over begge ører. I Erikskrøniken, en svensk historieskildring på vers fra 1320’erne, står, at Jutta var som »en engel fra himmeriget«, og at Valdemar var så forgabt i hende, at »han kom hende alt for nær«, hvilket kun kan tolkes, som at de indledte en lige så hed som forbudt kærlighedsaffære.

AFFÆREN MELLEM VALDEMAR OG JUTTA, mellem den svenske konge og den landflygtige danske nonne-prinsesse, udviklede sig til en skandale. Seksuel aktivitet mellem nære slægtninge var forbudt, og det gjaldt også indgiftede slægtninge. Jutta var Valdemars svigerinde, og dermed var det strengt forbudt for ham at tage hende som elskerinde.

Da skandalen var en kendsgerning, måtte Valdemar betale en bitter pris for, at han havde ladet følelserne tage overhånd. Ifølge kilderne måtte han sone ægteskabsbruddet og den deraf følgende blodskam ved at tage på pilgrimsfærd til Rom og her få syndsforladelse. I Detmars lybske krønike anslås, at rejsen fandt sted i 1274.

For Jutta var det lige så slemt. Allerede flugten fra klostret foranledigede det danske kongehus til at lægge pres på den svenske kirke for at bandlyse hende, hvorefter hendes formue blev konfiskeret.

Det, der gjorde sexskandalen særlig alvorlig, var dog, at den blev vævet ind i svensk indenrigspolitik. Hertug Magnus var allerede misundelig, fordi han havde for lidt indflydelse i riget. Også den yngre bror Erik var misundelig, eftersom han havde endnu mindre jord og magt, hvilket fik ham til at smede rænker med utilfredse stormænd. Erik fik tilnavnet ’Allsintet’ (intet overhovedet), da han til sin egen harme var så betydningsløs. Efter en rejse til Danmark blev Erik mødt med så stor mistro af Valdemar, at han rejste videre til Norge. Et forsoningsmøde mellem parterne blev holdt i Sarpsborg (i Norge), antagelig i 1273, men et opfølgende møde i Skara (i Sverige) løb ud i sandet.

Det er umuligt at afgøre, hvilken af alle konflikterne og uoverensstemmelserne i familien der var alvorligst, men det står klart, at den svenske kongefamilie blev ramt af en eskalerende krise i årene 1272-1274. Hændelserne er svære at tolke, da kilderne beskriver udviklingen fra forskellige perspektiver. Den norske Magnus-saga peger på Erik ’Allsintet’ som den største urostifter. Erikskrøniken lægger derimod størst vægt på konflikten mellem Valdemar og hertug Magnus. Ifølge krøniken var hertugens følge større end kongens, og »hertugen ville råde mere«.

SEXSKANDALEN MED JUTTA svækkede Valdemars stilling anseeligt, og bodsrejsen til Rom fandt sted på det værst tænkelige tidspunkt. Da kongen var tilbage i Sverige i sommeren 1274, var der overhængende fare for borgerkrig.

I efteråret gik Valdemar i offensiven mod brødrene, fordi de havde udnyttet hans lange fravær til at styrke deres stilling. I et pavebrev fra Lyon 9. januar 1275, udfærdiget på Valdemars begæring, fremgår det, at Sveriges rige blev flået i stykker af væbnede opgør. Valdemar har angivelig meldt sig som pavens vasal og lovet at gennemføre et korstog mod øst, men først havde han brug for pavens hjælp mod sine hjemlige fjender, som forsøgte at vippe ham af tronen. Paven svarede ved at give ærkebiskoppen i Uppsala og biskoppen i Linköping fuldmagt til at gribe ind i konflikten.

Nu skete alting meget hurtigt. Valdemar indkaldte sine mænd under trussel om straf: De skulle indfinde sig ved kongeslottet i Vadstena palmesøndag. Magnus og Erik ’Allsintet’ svarede med at søge støtte hos den danske kongemagt. En aftale blev indgået mellem kong Erik Klipping og de oprørske svenskere i Sønderborg på Als. I henhold til denne skulle 100 krigere med følge stilles til brødrenes rådighed, mod at de betalte 6.000 sølvmark eller overdrog en borg i pant til danskerne, til beløbet var betalt. Erikskrøniken anslår styrken til at udgøres af 700 danske og tyske ryttere. Det afgjorde krigens fortsatte forløb. 14. eller 15. juni 1275 besejrede Magnus og Erik deres kongelige bror i slaget ved Hova i Tiveden. Ifølge Erikskrøniken sov Valdemar over sig i nabobyen Ramundeboda, mens striden stod på. Da nederlaget rygtedes, flygtede han fra stedet med de folk, han havde tilbage, først til Närke, siden til Värmland.

Men dermed var borgerkrigen ikke slut. Valdemar flyttede til Norge og fik støtte, og i det opgør, som fulgte, blev det svenske rige delt. Valdemar fik Småland, Västergötland, Dalsland og Värmland, mod at han afstod fra kronen og overlod den til Magnus. Siden fulgte nye uoverensstemmelser og kortlivede overenskomster, hvorved både den norske og den danske konge intervenerede i det splittede Sverige.

I 1280 forlod Valdemar både riget og sin hustru for at flytte til Danmark, hvor det lykkedes ham at få fingre i Sofias medgift. Da Valdemar senere vendte tilbage til Sverige, blev han i 1288 spærret inde på Nyköpingshus.

Til det mest iøjnefaldende ved udfaldet af sexskandalen hører, at de nærmest involverede klarede sig forholdsvis godt. Sofia behøvede ikke bekymre sig over udviklingen. Trods utroskaben stod hun loyalt på Valdemars side i de urolige år, og da han flyttede til Danmark, blev hun tilbage i Sverige for at sikre parrets interesser. I sine sidste år – hun døde i 1286 – var Sofia en alment respekteret kongelig, der formelt kaldte sig regina quondam (forhenværende dronning) og senior regina (ældre dronning).

Søsteren Jutta vendte så småt tilbage til hjemlandet for at føre proces om sin faderlige arv mod konventet i Roskilde og kongen. Tvisten gav pote: I 1284, kort før sin død, genvandt hun en del af arven. Det lykkedes også Agnes at få del i formuen, og dokumenter fra hendes ejendomstransaktioner på Sjælland er blevet bevaret. Hun døde omkring 1290.

Ekskong Valdemar havde ikke mange grunde til at beklage sig over fangenskabet i Nyköping, som var overordentlig bekvemt. Han tog sig en ny elskerinde, en i øvrigt ukendt kvinde ved navn Lucrardis – det vides ikke, om de giftede sig – og levede helt til 1302, langt efter sine brødres død (Erik ’Allsintet’ døde få måneder efter sejren ved Hova, og Magnus døde i 1290 efter en fremgangsrig regeringsperiode). Margrete Sambiria fortsatte med at regere Danmark i flere år, også efter at sønnen Erik var blevet myndig, og døde i 1282 i Rostock. Hendes prægtige gravmonument kan endnu ses i den gamle klosterkirke i Bad Doberan i Mecklenburg.

Værst gik det for Erik Klipping, hvis regering – da han havde taget over fra moderen – var belastet af konflikter med stormændene. Hans liv fik en forfærdelig ende. Under en jagt i Jylland overnattede han 22. november 1286, Sankt Cæcilie nat, i Finderup Lade, da han pludselig blev overfaldet og stukket ihjel. Ni stormænd blev senere dømt for ugerningen, men dommen var politisk: Sandheden er, at ingen ved, hvem der stod bag. Kongemordet kastede de skandinaviske lande ud i endnu en dyb krise – men det er en helt anden historie.

Oversættelse: Helle Albeck

• Kopiér link