Blæsten går frisk: Der var mediestorm, da limfjordsdigteren Erik Bertelsen blev Nazitysklands kæledægge

Klokken halv fem om eftermiddagen 30. juni 1934 gik forfatteren Erik Bertelsen om bord på en lille damper ved Københavns Toldbod. Det var et varmt og klart solskinsvejr og derudover skolernes lukkedag, så skibet var godt fyldt op, da det lettede anker og satte kurs sydpå. Tidligt næste morgen lagde det til ved Travemünde, en ferieby nær Lübeck på den tyske østersøkyst. Her gik Bertelsen fra borde og kørte efter et overfladisk toldeftersyn med hyrevogn til en af de mest mondæne villaer på kurbyens strandpromenade.

Villaen var blevet opført omkring århundredskiftet som sommerresidens for en lybsk stålmagnat med interiør tegnet af en af tidens førende jugendstil-arkitekter. Da Bertelsen ankom til dens søjleornamenterede indgangsparti, var bygningen imidlertid blevet hjemsted for Det Tysk-nordiske Forfatterhus – en nyoprettet institution, hvor unge tyske og nordiske forfattere kunne tilbringe et par sommermåneder under behagelige forhold, mens de lærte hinanden og, for de nordiske forfatteres vedkommende, Det Tredje Rige at kende.

Forfatterhuset var blevet indviet en måned forinden. Det var sket til lyden af en blæserkvintet og højstemte taler samt synet af uniformerede SA-mænd, der dannede espalier ved den nyklassicistiske villa, mens de nordiske landes korsflag vajede om kap med hagekorsfaner i østersøblæsten. En af det unge Tredje Riges mest prominente litterære og litteraturpolitiske skikkelser, lederen af det tyske propagandaministeriums nyoprettede ’Rigslitteraturkammer’, Hans Friedrich Blunck, havde holdt en længere tale, og det nazistiske partis indflydelsesrige ideolog Alfred Rosenberg havde indfundet sig blandt de par hundrede tilhørere, der ifølge Politikens referat overværede indvielsesceremonien. Herfra kunne han se forfatteren Leck Fischer runde talerækken af på vegne af den danske forfatterforening, før ceremoniens deltagere blev budt på te på husets terrasse og en tur med torpedobåd i den lybske bugt.

Erik Bertelsen er i dag en relativt ukendt forfatter. I samtiden gjorde hans folkelige hverdags- og miljøskildrende romaner om især fattige fiskere på den jyske vestkyst ham imidlertid »uhyre læst og udbredt«, som det lyder i et senere litteraturhistorisk opslagsværk. Nu huskes han primært for teksten til sangen ’Blæsten går frisk over Limfjordens vande’, der på charmerende vis portrætterer den vindblæste fjord og dens omkringliggende landskab.

Der var også frisk blæst om Bertelsen i sommeren 1934. Han noterede i sin dagbog, hvordan det blæste op og blev koldt på farten over Østersøen, men det var ingenting at regne mod det stormvejr, Bertelsen havde været omgivet af allerede i ugerne inden afrejsen.

Her havde den danske forfatterforenings repræsentation ved indvielsesceremonien sat gang i en intens debat i dagspressen, mens Bertelsen havde placeret sig selv i stormens øje med flere indlæg, hvor han forsvarede forfatterforeningens ageren og sin egen beslutning om at søge om og tage imod opholdet i forfattervillaen.

En leder i Ekstra Bladet indledte den skriftlige slagudveksling et par dage efter indvielsen ved retorisk at spørge, om det var passende for dansk kulturliv at knytte »særlige Venskabsforbindelser« og udveksle »ømme Forsikringer med et nazistisk Samfund, hvis eget Forhold til Kultur og Kunst stærkest fremgaar af det Jødehad og de Jødeforfølgelser, der udgaar fra dets Ledere, og som har drevet en Mængde af Landets største Videnskabsmænd og Kunstnere i Landflygtighed!«.

DERMED VAR TONEN SLÅET AN, og i de følgende uger gik debatten for fuld udblæsning, især i Politiken, hvor forfatterforeningens ledelse såvel som dens kritikere og forsvarere – blandt sidstnævnte altså Erik Bertelsen – udbredte sig om sagen i intet mindre end 11 indlæg i løbet af 14 dage.

Positionerne var skarpt optegnet, og det var ikke kun forfatterforeningens tilstedeværelse ved indvielsen, der blev genstand for kritik, men også det faktum, at foreningens bestyrelse – i lighed med sine nordiske modstykker – havde takket ja til at udvælge en årlig gæst på foreningens vegne og endda havde udstyret denne med et rejselegat. Husets nordiske gæster fungerede således alle som repræsentanter for deres nationale professionelle organisationer, og dermed, mente kritikerne, legitimerede de reelt set samarbejde med Det Tredje Riges kulturinstitutioner og i sidste ende den nazistiske kulturpolitik på de danske forfatteres vegne.

Forfatterforeningens bestyrelse, skrev forfatteren Knuth Becker, »har givet hele Foretagendet en Slags officiel Stempel, og det er dette, der maa protesteres imod af danske Forfattere«.

Om den ville det eller ej, mente Becker og hans ligesindede, havde bestyrelsen med sine handlinger i praksis taget politisk stilling til fordel for det nye tyske styre.

Forfatterforeningens bestyrelse og dens forsvarere så anderledes på sagen. De var såmænd enige i, at bestyrelsen ikke havde mandat til at forholde sig politisk til det nazistiske styre – eller til nogen andre politiske regimer for den sags skyld. De var til gengæld uenige i, at forfatterforeningens medvirken i den nye institution indebar en politisk stillingtagen. Tværtimod mente de, at det havde været en politisk handling, hvis bestyrelsen på de danske forfatteres vegne havde afslået den tyske invitation og dermed afbrudt nogle allerede eksisterende kulturelle forbindelser.

I deres indlæg gjorde både foreningens bestyrelse og Bertelsen således en del ud af at pointere, at ideen bag forfatterhuset faktisk var dansk. Ved en tysk-nordisk forfatterkongres i Lübeck i 1931 havde delegerede fra den danske forfatterforening ganske rigtigt foreslået, at man burde arbejde på en større udveksling mellem nordiske og tyske forfattere, for eksempel ved at oprette et fælles feriehjem.

Det havde ført til nedsættelsen af en tysk-nordisk forfatterkomité, og det var denne komités generalsekretær, den tyske kulturdiplomat og akademiker Fred J. Domes, der tre år senere inviterede på strandophold i Travemünde. I mellemtiden havde Domes’ arbejdsgiver, det Lübeck-baserede Nordische Gesellschaft, imidlertid ganske velvilligt indordnet sig under det nationalsocialistiske regime – og dermed fået adgang til de økonomiske og institutionelle resurser, der gjorde det muligt at realisere de hidtil ganske luftige planer.

Ifølge en aarhusiansk avis var der derfor den »Hage ved Foretagendet, at Tyskland efter at Tanken i 1931 opstod, nu har arresteret eller landsforvist alle de Forfattere, der ikke var nazistiske og de fleste af dem, der havde Talent«.

BERTELSEN VAR DEN FØRSTE GÆST, der trådte ind ad forfatterhjemmets døre. I de efterfølgende dage ankom først en norsk, siden en svensk og så to finske forfattere (hvoraf den ene repræsenterede det tosprogede lands svensktalende forfatterforening). I et interview om det forestående ophold, som Bertelsen havde givet til Ekstra Bladet, inden avispolemikken havde udspillet sig, fortalte han, at han glædede sig til at diskutere med stedets tyske forfattere, der jo måtte anses for »vaskeægte Repræsentanter for den nye Aandsretning«, og til at opleve, hvordan »Systemet virker i Praksis«, med den tilføjelse, at »der er jo noget at lære overalt«.

Begge dele skulle han snart få rig lejlighed til, men først brugte de nordiske forfattere de første ti dage på stranden foran forfattervillaen. Her fik de råderet over hver sit eksemplar af østersøstrandenes karakteristiske kurveformede strandstole, de såkaldte Strandkörbe, som forfatterne byggede strandborge omkring, mens forfatterhusets egen fane vajede over den lille strandkoloni – med et emblem tegnet af Lübeck mest prominente samtidige kunstmaler.

Det ubekymrede og tilsyneladende uskyldige strandliv var vigtigere end som så. Det gav de nordiske besøgende indtryk af, at livet i Tyskland gik videre som normalt, og da de observerede to tilsyneladende veltilfredse og ugenerte jødiske familier i en nærliggende Strandkorb, fik det en af de finske forfattere til at sætte spørgsmålstegn ved »sandheden« i den skandinaviske presses tysklandsdækning. Samtidig dyrkede de tyske værter helt bevidst de behagelige fritidssysler og uformelle omgangsformer – der også talte bordtennis, en snurretop og brætspil, travbanebesøg samt røg- og alkoholmættede salon- og værtshusdiskussioner.

Det fremgår for eksempel i de indberetninger, som Fred J. Domes jævnligt indgav til propagandaministeriet, hvor han gentagne gange lagde vægt på den »hjemlige« og »kammeratlige« atmosfæres gavnlige effekt på de nordiske gæsters opfattelse af ikke blot forfatterhuset, men også af det nye Tyskland som helhed.

På sin vis spejlede livet i forfatterhuset – og det fællesskab af unge mandlige nordiske og tyske forfattere, som de tyske værter forsøgte at skabe der – i miniatureform det ’kammeratskab’, der kendetegnede det nazistiske samfundsideal og blev dyrket i stor stil i Det Tredje Riges institutioner og propaganda. Gennem kammeratskabet med de, politisk ofte ganske radikale, tyske forfatterkollegaer blev de nordiske gæster præsenteret for en idealiseret fremstilling af det nazistiske folkefællesskab uden at blive udsat for åbenlys ideologisk agitation inden for husets fire vægge.

Når de blev præsenteret for nazismens lyksaligheder, skete det i åbenhjertige samtaler med de tyske værter og forfatterkollegaer og ikke som tilhørere ved politiske foredrag.

Dermed ikke sagt, at politik reelt set blev holdt uden for forfatterhusets dør. På dagen for de første tyske forfatteres ankomst var gæsterne samlet om radioen. Her hørte de i to timer Hitler gøre rede for de såkaldte lange knives nat tidligere på sommeren, hvor størstedelen af den paramilitære SA-organisations ledelse var blevet fængslet og henrettet. Bertelsens norske medlogerende, den unge talentfulde modernistiske og oprindeligt venstreorienterede lyriker Åsmund Sveen, der under krigen blev højtstående kulturfunktionær i den fascistiske Quisling-regering, noterede i en rapport til den norske forfatterforening, at de tyske værter ikke stillede skandinaviske aviser til rådighed. Men selv om han gættede på, at fraværet skyldtes et ønske om, at forfatterne ikke skulle lade sig påvirke af skandinaviske perspektiver på de interne nazistiske stridigheder, insisterede Sveen ligesom størstedelen af de nordiske gæster på, at forfatterhuset var en upolitisk institution.

Efter de tyske forfatteres ankomst tog forfatternes program så småt fart. Ganske vist måtte en Hamsun-aften – til ære for den verdensberømte norske forfatter, der nød stor popularitet i Det Tredje Rige (som han også selv nærede ganske stærk sympati for) – aflyses, da præsident Hindenburgs død 2. august gav anledning til landesorg.

I stedet blev forfatterhusets forfattere med kort varsel – og propagandaministeriets mellemkomst – inviteret med til begravelsen, der blev afholdt i det pompøse borgformede Tannenberg-monument i det daværende Østpreussen (nu Polen), hvor den afdøde præsident var blevet en folkehelt som delvis ophavsmand til nogle af den tyske hærs største sejre på Første Verdenskrigs østfront. Her fik Bertelsen og hans finske kollega Tito Colliander, der senere skrev begejstret om oplevelsen, deres første glimt af Hitler, der ifølge Bertelsens nøgterne dagsbogsoptegnelser så »noget mut ud«, da han trådte frem i sin brune uniform, inden kisten blev båret ind til lyden af kanoner drønende i takt til begravelsesmusikken.

TI DAGE SENERE VAR HITLER langtfra mut. Da talte han i halvanden time på rådhuset i Hamburg foran 1.200 begejstrede tilhørere, deriblandt Bertelsen og hans nordiske forfatterkollegaer. I byens sydøstlige udkant blev forfatterne præsenteret for et andet af Det Tredje Riges paradenumre, da de besigtigede arbejdstjenestelejren ved Bergensdorf.

Arbejdstjenesten, hvor unge mænd tilbragte et halvt år med fysisk arbejde og militaristisk disciplin, var i samtiden en af det nazistiske Tysklands mest omtalte sociale institutioner, ikke mindst fordi den var med til at afhjælpe arbejdsløsheden i kølvandet på den store depression, der havde ramt Tyskland hårdt. Også forfatterhusets gæster var over en bred kam imponerede over arbejdstjenesten og de kultiveringsprojekter, hæren af ’arbejdssoldater’ udførte.

Således skrev Bertelsen med udpræget sympati om lejren og hele arbejdstjenesteideen i en længere avisartikel i Aarhus Stiftstidende, hvor han blandt andet beskrev mødet med unge mænd med nøgen overkrop, der med lystig sang, højt humør og vogne fyldt med sand var i gang med at tørlægge et sumpområde.

Desuden blev forfatterne inviteret på en længere tur rundt i det daværende Østpreussen, der blandt andet gik via Danzig, Königsberg (Kaliningrad), den kuriske landtange og De Masuriske Søer. Her blev forfatterne, som Bertelsen skrev om turens formål i en senere rejsereportage, forevist »Naturskønhed og mindeværdige historiske Bygninger« samt »Nationalsocialisternernes Virksomhed«.

Hvad det sidste angik, bød rejsen i de store preussiske landområder på besøg ved flere såkaldte Landjahr-hjem, der gav Hitlerjugend-drenge fra byerne et førstehåndsindtryk af landliv og landligt arbejde, og en førerskole for piger såvel som inddigningsarbejder, nye arbejderhuse og lignende sociale og infrastrukturelle foranstaltninger. Det velplanlagte program gjorde indtryk på Bertelsen, der i sin reportage udtrykte en lyst til at gøre sine »Landsmænd opmærksom paa, at de tyske Nationalsocialister ogsaa foretager andet end at holde store politiske Taler og slæbe Modstandere i Koncentrationslejr«.

Forfatteren og den senere diplomat Göran Stenius, der besøgte forfatterhuset i 1936 på vegne af den finlandssvenske forfatterforening, bemærkede efterfølgende, at det var forsiden af den nazistiske medalje, der blev vist frem under hans ophold. Stenius selv oplevede da også både de nazistiske partidage i Nürnberg og den sommers stort anlagte olympiade i Berlin. Hvordan medaljens bagside måtte se ud, tilføjede han, var det til gengæld op til den enkelte nordiske gæst at gætte sig til.

I den danske forfatterforening genopstod debatten om huset med fornyet styrke på foreningens generalforsamling i marts 1935. Bølgerne gik så højt, at generalforsamlingen mundede ud i et (nedstemt) mistillidsvotum mod den siddende bestyrelse og ophidsede beskyldninger om politisk motiverede intriger og kupforsøg.

I dagene efter generalforsamlingen skrev de borgerlige aviser om »kommunistiske Forfatteres« angreb på bestyrelsen i et »voldsomt politisk Opgør«, mens eksempelvis Arbejderbladet beskrev seancen som en »Protest overfor Bestyrelsens Nazi-Sympati«.

Blæsten gik mere end almindeligt frisk i forfatterforeningen; og ved gentagne lejligheder de følgende fem år rapporterede dagspressen om stormfulde foreningsmøder.

Konflikten afspejlede på sin vis tidens støt intensiverende politiske polarisering – men den kredsede også om et spørgsmål af mere pragmatisk natur: Hvordan skulle man forholde sig til, at det store og ganske lukrative tyske bogmarked, der længe havde været enormt vigtigt for danske forfattere, pludselig blev politiseret? I en tid præget af økonomisk krise, usikre rettighedslove og fremvindende folkebiblioteker ville tabet af det tyske marked være svært at sluge for en økonomisk skrøbelig profession som forfatterfaget.

Måske derfor valgte forfatterforeningens bestyrelse at fortsætte samarbejdet med de tyske værter og sende repræsentanter til forfatterhuset helt frem til og med 1938 – men samtidig gå stille med dørene om det samarbejde; så stille, at historikere senere har antaget, at foreningens ledelse ændrede kurs i kølvandet på avis- og foreningspolemikken i 1934 og 1935. Ganske vist var der ingen danske besøgende i forfatterhuset i 1935, men det skyldtes primært, at forfatterforeningen ikke modtog en eneste ansøgning – formentlig fordi det foregående års kontroverser havde taget appetitten fra potentielle gæster. Heller ikke i 1936 lykkedes det at få en repræsentant af sted, men denne gang var årsagen, at de to medlemmer, der på forhånd havde udtrykt deres interesse, meldte fra i sidste øjeblik.

I stedet inviterede de tyske værter en gammel kending tilbage til huset, nemlig Erik Bertelsen, der gladelig tog imod invitationen, på trods af at han over for de tyske værter beklagede, at han blev boykottet i Danmark, fordi han i en række avisartikler havde forsøgt at give, hvad han anså for et retmæssigt billede af det nye Tyskland. Det var da også primært i diverse lokal- og egnsaviser, at hans indtryk fra det nye Tyskland blev bragt de følgende år.

Alligevel kunne de tyske værter være tilfredse med den indflydelse, opholdene i Tyskland tilsyneladende havde haft på Bertelsen. I sommeren 1937 skrev han således til Fred Domes, at han havde meldt sig ind i en forening, der arbejdede for at udbrede kendskabet til Hitlers Tyskland i Danmark, og at han desuden var i kontakt med Dansk Folkefællesskab, et nazistisk udbryderparti. I den forbindelse bemærkede Fred Domes med slet skjult begejstring, at Bertelsen inden sit første ophold havde bidraget til socialdemokratiske aviser og på ingen måde havde gjort sig som tysklandsven. Selv forklarede Bertelsen, at han bevidst holdt lav profil i de to foretagender, da det ikke skulle hedde sig, at »propagandaskolen i Travemünde« havde haft held med at uddanne en nazistisk agitator.

OGSÅ DE SIDSTE TRE førkrigssomre tog Bertelsen til Travemünde på kortere besøg, men i de tilfælde var det ikke som husets eneste danske beboer. Således besøgte den ungkonservative og senere ganske succesrige forfatter Kelvin Lindemann huset som forfatterforeningens repræsentant i 1937, ligesom islændingen Karl Einarson gjorde det i 1938. Den prominente og kontroversielle kritiker Hakon Stangerup lagde ligeledes vejen forbi forfatterhuset, i 1939, dog uden forfatterforeningens mellemkomst. Stangerup blev den sidste danske forfatter i Det Tysk-nordiske Forfatterhus, der trods de tyske værters planer om det modsatte ikke overlevede Anden Verdenskrigs komme.

Krigen udslettede til gengæld ikke helt forfatterhusets spor i den offentlige bevidsthed. Allerede i 1939 havde Bertelsen over for en finsk forfatterkollega forklaret sin seneste romans middelmådige salgstal (trods »usædvanlig fin Presseomtale«) med, at han var »en misliebig Person, som har været paa Besøg i Tyskland; det gør man ikke ustraffet«.

Straffen kunne være blevet helt håndgribelig i befrielsens kølvand. Her gjorde det tvivlsomme ry, som besøgene i Travemünde havde sikret ham, Bertelsen interessant for forfatterforeningens udrensningsudvalg. Udvalget udgjorde en såkaldt æresret, der havde til opgave at fastslå, hvilke medlemmer der i besættelsesårene havde handlet »unationalt« og derfor ikke længere var værdige medlemmer af forfatterforeningen – og dermed reelt set heller ikke af den danske forfatterstand.

Over for udvalgets medlemmer forklarede Bertelsen, at han nok vidste, at han under krigen havde ry for at være nazist, og at han mente at kunne spore det rygtes oprindelse til besøgene i Travemünde inden krigen.

Selv påstod han, at han blandt andet havde taget imod invitationerne for »at forhindre, at der kom uværdige Repræsentanter for den danske Forfatterstand som Gæster i Stedet for ham«.

Den forklaring er næppe troværdig, da Bertelsen som nævnt ikke var dansk enerepræsentant i forfatterhuset på sine sidste tre ophold der.

Alligevel mente æresretten ikke, at det ville være berettiget at ekskludere Bertelsen fra foreningen – formentlig ikke mindst fordi dens mandat begrænsede sig til medlemmernes handlinger under selve besættelsen, hvor Bertelsen i store træk levede en tilbagetrukket tilværelse uden forbindelse med den tyske besættelsesmagt. Det var dermed som velanset medlem af den danske forfatterstand, at Bertelsen i efterkrigstiden udvidede sit forfatterskab med en række bøger, der ifølge Dansk Biografisk Leksikon befæstede hans »position som folkelig forfatter« og i en periode gjorde ham til »en af de mest læste forfattere på vore biblioteker«.

»Unational holdning« eller ej, så illustrerer det forhold, at både de danske forfatteres professionelle sammenslutning og nogle af samtidens vellæste skribenter dyrkede forbindelsen med det tyske kulturliv langt op i 1930’erne, en af litteraturhistorikeren Hans Hertels pointer om krigs- og mellemkrigstidens litterære liv.

Hertel har således påpeget, at ikke kun »dårlige kunstnere og frustrerede psykopater« var fascinerede af det nationalsocialistiske Tyskland, men også skribenter, der var ansete og blev læst vidt og bredt i samtiden. Når de skribenter i dag bliver regnet for uanseelige, er det altså ifølge Hertel ikke et tegn på, at nazismens tiltrækningskraft kun virkede på tredjerangs intellektuelle, men fordi netop det lidt for tætte forhold til nazismen efterfølgende sikrede dem en plads i litteraturhistoriens glemmebog.

Der kunne Erik Bertelsen også snildt være endt, havde det ikke været for hans ode til Limfjordens blå humør; i kuling fra Hals og til Harboør.

Frederik Forrai Ørskov har afleveret ph.d.-afhandling om Det Tysk-nordiske Forfatterhus ved Helsinki Universitet.

• Kopiér link