Det er en gigantisk kamp, der foregår – dels åben og dels bag maske og lukkede døre – mellem reaktionen og de virkelig progressive, demokratiske kræfter i verden. Men ét er sikkert, det vil ikke lykkes reaktionen (…) at nedbryde eller kvæle den nye bevægelse, der er i sin opblomstring. I forskellige lande er en styreform af ny demokratisk type i smeltediglen«.
Sådan skrev den danske kommunist og Moskva-agent Georg Laursen 1. juli 1946 til sin ven, forfatteren Martin Andersen Nexø. Anden Verdenskrig var sluttet året inden, og Sovjetunionen var godt i gang med at lægge grunden til nye kommunistkontrollerede regimer i en række mindre østeuropæiske lande fra Polen i nord til Bulgarien i syd. I de områder af Europa, hvor Moskva nu førte ordet, kom befolkningerne inden for få år til at leve under det, der på officielt kommunistsprog hed et folkedemokrati, og som i sin spæde form blev beskrevet i brevet til Nexø som »en styreform af ny demokratisk type«.
Andre ville kalde slutresultatet et rendyrket stalinistisk diktatur. Men Georg Laursen var ikke for ingenting en betroet medarbejder i det sovjetiske kommunistpartis hovedkvarter i Moskva. Som han videre slog fast:
»Disse demokratier af en særlig type vil vise sig stærke nok til at modstå alle angreb, ligesom Sovjetunionen – der jo så ofte var dødsdømt af de reaktionære profeter – har slået og vedblivende vil slå alle reaktionære angreb tilbage«.
Meget ændrede sig i de følgende år, men Georg Laursens kontakt med Nexø bestod. I en hilsen i anledning af forfatterens 84-års fødselsdag 26. juni 1953 beskrev Laursen igen sin vision for fremtidens verden:
»Jeg har altid ønsket at blive så gammel som du. At se den sidste kapitalistiske skanse bryde sammen inden den frisindede del af menneskehedens forenede stormangreb er vel det højeste, man kan ønske sig«.
Da han afskibede denne lykønskning, var han selv knap 64 år gammel. Han må altså have været overbevist om, at den internationale kapitalisme, kommunismens erklærede hovedfjende, ville styrte i grus inden for den næste snes år.
DET GIK SOM BEKENDT ANDERLEDES. Det var kommunismen og ikke kapitalismen, der brød sammen. Og det skete ikke blot i de mindre østlande, der kom under Stalins åg i årene efter Anden Verdenskrig, men også i selve moderlandet, Sovjetunionen. Ja, det var tilmed ikke kun Moskva-kommunismen som ideologi og system, der kollapsede; det var Sovjetunionen som stat. Eller nok bedre udtrykt: som multinationalt, men russisk domineret imperium.
Den berømte forfatter Martin Andersen Nexø var som Georg Laursen stålsat tilhænger af sovjetkommunismen.
Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, USSR, blev ved årsskiftet 1991-92 afløst af 15 nye selvstændige stater uden nogen fælles ideologi. Størst vægt internationalt havde Rusland, officielt kaldet Den Russiske Føderation. I de følgende år var der hos mange i Vesten en forventning om, at det nye Rusland trods en kaotisk overgangsfase ville udvikle sig til et velfungerende demokrati, og at verden så kunne sige endeligt farvel til den kolde krig.
Men også her gik det anderledes. Da Vladimir Putin fik magten på tærsklen til år 2000, indledtes en proces, der i stadig højere grad kom til at dreje sig om at gøre ham selv til noget nær enehersker og ad den vej sikre ham en glorværdig plads i historien. Dels som genskaber af Ruslands fordums storhed under en ny forenende statsideologi, dels som generobrer af så mange områder i det nu tabte imperium som muligt.
Putin tillægger tydeligvis sig selv en særlig mission som forkæmper for ’den russiske verden’, et begreb, der i hans mund rækker væsentligt videre end til Ruslands nuværende grænser og måske rettelig burde erstattes med ’den gennem tiderne af russere dominerede verden’. Og han er klar til at tage drastiske midler i brug for at nå sine mål, fra massiv undertrykkelse på de indre linjer til åben krig.
Det depraverede, ja sågar ’satanistiske’ Vesten er igen blevet fjenden. De tanker og holdninger, der har deres rod her, betragtes nu som frø af ugræs, der når som helst kan fyge ind over hegnet og inficere russernes moralsk overlegne og historisk set unikke kultur. Nato og især USA bliver defineret som direkte trusler mod Ruslands sikkerhed og dermed også som prototyper på en samfundsmodel, der nødvendigvis må trænges i defensiven til fordel for en helt ny verdensorden.
DET ER IKKE KOMMUNISMEN, der er vendt tilbage. Mange vil nok mene, at det snarere er en række basale træk ved tsarens Rusland, der er blevet vakt til live igen. Putin dyrker i udpræget grad de traditionelle nationale og religiøse værdier, der kendetegnede det russiske imperium i århundrederne forud for kommunisternes magtovertagelse i 1917.
Men billedet er ikke så enkelt. Som der var forhold i sovjettiden, der mindede om det tsaristiske Rusland, er der meget i Putins Rusland, der giver mindelser om sovjetstaten. Trods de dramatiske sceneskift i de sidste 100 års russiske historie løber der gennem det hele en dyb understrøm af kontinuitet. Arven fra Stalin mærkes også i dag.
At afdække Georg Laursens liv er som at se sovjetkommunismens historie og dermed det totalitære systems væsenstræk oprulle sig for ens indre blik. Som udlært maler og radikal socialist forlod han i 1909 Danmark for at gå på valsen i Europa. Kort efter udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 kom han i kontakt med Vladimir Lenin, der ledede det russiske socialdemokratis mest yderliggående fløj, bolsjevikkerne, men gennem en årrække havde levet i politisk eksil i forskellige vest- og centraleuropæiske lande og sammen med en gruppe ligesindede nu befandt sig i Schweiz.
Ironisk nok fik personkontrollant Laursen selv Stalin-tidens ideologiske brændemærkninger at føle. I 1950 blev han af uklare årsager deporteret til Kasakhstan som ’et socialt farligt element’Sovjetunionens trofaste dansker
Lenin var overbevist om, at hans egen udlægning af marxismen repræsenterede selve sandheden om det menneskelige samfunds udviklingslove. Via en ubønhørlig klassekamp mellem arbejdere og kapitalister ville vejen blive banet for socialistiske revolutioner i land efter land og derigennem for opbygningen af noget nær et jordisk paradis i form af den klasseløse kommunisme. Det var ikke bare en ønskedrøm. Det var en kendsgerning.
Alle, der tilsluttede sig denne lære, blev altså drevet af en slags kollektiv overlegenhedsfølelse. De vidste som de eneste, hvordan det hele hang sammen. Og de var i kraft af denne indsigt også helt sikre på, at de kæmpede for en moralsk rigtig sag.
Med så storslået en mission lå det i luften, at hensigten helligede midlerne.
EFTER MØDET MED LENIN blev Laursen en stålsat tilhænger af bolsjevikkernes sag. Nu gjaldt det om at gøde jorden for kommende sejre. Sagt med andre ord: om at finde vejene til at omstyrte den eksisterende samfundsorden og forvandle den igangværende verdenskrig fra en krig mellem nationer til en krig mellem klasser. Han deltog med ildhu i de ideologiske diskussioner. Han var med, når der med voldsomme midler blev demonstreret i gaderne. Ja, han påtog sig endog det farefulde hverv som hemmelig kurer mellem Lenin og den revolutionære undergrund i Berlin.
Med tsarstyrets sammenbrud i foråret 1917 fik Lenin mulighed for at vende tilbage til Rusland. Otte måneder senere gennemførte bolsjevikkerne den såkaldte Oktoberrevolution. Dermed så verdens første socialistiske stat, Sovjetrusland, dagens lys. Et afgørende træk i de nye magthaveres selvforståelse var troen på, at de havde et nærmest messiansk kald, der også bandt dem til at sprede revolutionen til resten af verden. Som en afledt effekt fulgte en kronisk følelse af at være truet på livet af de omgivende og pr. definition ondsindede kapitalistiske stater.
Selv om Georg Laursen selv var ved at blive offer for Stalins udrensninger, var han tro mod det sovjetiske regime til sin død i 1977.
En række af de personer, Laursen havde lært at kende efter mødet med Lenin, sad nu på det russiske samfunds øverste poster. Selv ydede han i Schweiz sit helt personlige bidrag til verdensrevolutionen. Både ved at smugle kommunistisk propaganda ud til nabolandene og i kraft af den rolle, han spillede under en landsomfattende generalstrejke, der i efteråret 1918 truede med at kaste Schweiz ud i en regulær borgerkrig. Nu fik myndighederne nok af Laursen. Året efter blev han smidt ud af landet.
I stedet gik det så hjem til Danmark. Han havde været borte i 10 år, men alligevel blev han inden for kort tid en drivende kraft i bestræbelserne på at forene en række smågrupper på den fraktionsramte danske venstrefløj i ét samlet socialistparti. Den nye partidannelse indtrådte i 1920 i den sovjetdominerede Kommunistiske Internationale, Komintern, og fik efter krav fra Moskva navnet Danmarks Kommunistiske Parti, DKP.
Det altoverskyggende omdrejningspunkt i Georg Laursens liv var nu som før kampen for kommunismen. I starten ernærede han sig fortsat som maler, men han blev inden længe revolutionær på fuld tid – en overgang endog som formand for DKP. Bindingen til Moskva blev befæstet yderligere, da han i 1925 atter forlod Danmark for at blive renlivet spion for Sovjetunionens berygtede hemmelige politi, dengang kaldet OGPU, siden blandt andet kendt som NKVD og KGB.
I denne funktion blev han øjeblikkeligt sendt af sted på en dybt hemmelig mission til Berlin. Den slog dog fejl; den danske sovjetspion blev arresteret og efterfølgende dømt for højforræderi. Dokumenter fra politiets overvågning og den senere retssag giver et fascinerende indblik i OGPU’s konspiratoriske arbejdsmetoder. Påfaldende nok kunne han som led i en tysk-sovjetisk fangeudveksling snart sætte kurs mod Moskva igen. Her havde man åbenbart hårdt brug for en mand af hans støbning.
Han ankom netop i 10-året for Oktoberrevolutionen. Det vil sige på et tidspunkt, hvor Stalin var stærkt på vej til at sætte sig tungt på magten, og den stalinistiske tilgang til tingene allerede kastede lange skygger over det sovjetiske samfund.
MED SEJREN i den årelange og ekstremt blodige borgerkrig, der fulgte efter magtovertagelsen i 1917, var det lykkedes bolsjevikkerne at holde sammen på størstedelen af tsarens multinationale imperium. Men trods gentagne forsøg havde de ikke formået at få revolutionsbølgen til at skylle hen over de højt industrialiserede lande i Vest- og Centraleuropa. På den baggrund vendte Stalin så at sige det revolutionære opdrag på hovedet.
Vigtigst var nu, at klodens eneste socialistiske land overlevede i en fjendtlig omverden. I denne optik kom sovjetstaten og især den russisk befolkede del til at stå som både fortrop og forbillede i kampen for kommunismens herlighedsrige – med Stalin i rollen som folkets ufejlbarlige Vozjd, det vil sige ’Fører’ eller ’Leder’. Den nye tsar, ret beset, arvtager efter Ivan den Grusomme og Peter den Store. Herved blev fundamentet lagt til en ny form for nationalisme, i 1930’erne officielt betegnet sovjetpatriotisme.
Han agerede som en soldat i en evigt kæmpende hær, hvis krigsmål blev defineret både af den historiske nødvendighed og af visionen om et kommende tusindårsrige
Georg Laursen – nu sovjetisk statsborger under dæknavnet Moltke – fandt sig hurtigt til rette med denne linje og stod også klar til at løse nye opgaver for OGPU. Næste destination var Kina, dengang både et af de vigtigste indsatsområder for sovjetisk spionage og et af de farligste; afsløring ledte ofte til dødsstraf. Han udsatte ikke kun sig selv for alvorlig risiko; med på rejsen var hans tyske hustru og parrets 1-årige datter.
Alt gik dog godt. Ja, Laursen modtog endog et fornemt æresbevis for sit arbejde. I 1937 blev familien så kaldt tilbage til Moskva. Det var midt under den såkaldte Store Terror. Stalin havde kort forinden signaleret, at der skulle ske en omfattende udrensning af potentielt illoyale personer på alle niveauer i det sovjetiske samfund. Da Laursen ankom, kørte ’de sorte ravne’ – det hemmelige politis transportvogne – med uheldssvanger hyppighed gennem byen ved nattetid for at hente de udpegede ofre.
Det anslås, at omkring halvanden million mennesker blev arresteret, oftest på mere eller mindre vilkårlige eller decideret opdigtede anklager, og at omkring 700.000 af disse blev skudt. Hertil skal lægges de mange, der omkom i fængsel eller tvangsarbejdslejr. En række af Laursens tidligere kampfæller gik til grunde. Selv var han på flere parametre et oplagt udrensningsoffer. Men han slap gennem terrorperioden med såvel livet som karrieren i behold.
Hans kommunistiske overbevisning var ligeledes intakt. Den var blevet afprøvet før. Som da Stalin nogle år forinden iværksatte en skånselsløs tvangskollektivisering af det sovjetiske landbrug. Både dengang og siden lod Laursen sig lede af tanken om, at målet helligede selv de mest drakoniske midler.
I 1940 blev han betroet en ny tophemmelig post, denne gang i Kominterns apparat i Moskva. Hovedopgaven her bestod i at holde skarpt øje med både danske, svenske og norske kommunister og til det formål indsamle alle hånde oplysninger om deres gøren og laden, inklusive ’kompromitterende’ vidnesbyrd. Med udbruddet af Anden Verdenskrig året forinden var det blevet ekstra vigtigt at have de rette folk på plads i partierne, så man fuldt ud kunne omstille sig til illegal virksomhed, når situationen krævede det. Og Georg Laursen var ikke altid begejstret for, hvad han så i Danmark. Endog partiformand Aksel Larsen blev hængt ud for både ideologiske og praktiske svigt.
Mødet med Lenin blev skelsættende for den danske socialist Georg Laursen.
Da Tyskland i 1941 angreb Sovjetunionen, fik Laursen nye krævende opgaver i en gedulgt radiotjeneste, som via sovjetproduceret propaganda skulle mobilisere befolkningerne til kamp mod tyskerne i de besatte eller på anden vis af Hitler dominerede lande. Efter krigen gik en god del af hans arbejdsdag igen med at kontrollere de skandinaviske kommunister.
IRONISK NOK fik personkontrollant Laursen selv Stalin-tidens ideologiske brændemærkninger at føle. I 1950 blev han af uklare årsager deporteret til Kasakhstan som ’et socialt farligt element’. Han synes en overgang at have frygtet for sit liv, men kom dog relativt hurtigt retur til Moskva. End ikke den svære tid i angst og uvished rystede ham i troen på kommunismen. Han stod fast til det sidste. Om det så var Lenin eller Stalin, der tegnede bevægelsen. Om det så var efterfølgerne Khrusjtjov eller Bresjnev.
Han agerede som en soldat i en evigt kæmpende hær, hvis krigsmål blev defineret både af den historiske nødvendighed og af visionen om et kommende tusindårsrige. Med de krav, der fulgte af denne rolle. En soldat må være klar til at bruge hele sin styrke på at knuse den erklærede fjende, enten direkte med våben i hånd eller gennem sin indsats i baglandet. En soldat må selvsagt også være parat til at sætte sit eget liv på spil. En soldat må i det hele taget anerkende, at kampen kan koste talløse ofre på begge sider af frontlinjen. Han må ikke vakle og slet ikke desertere. Han må indberette ethvert tegn på faneflugt blandt egne kampfæller. Og han må uanset hvad vise absolut lydighed over for dem, der udsteder ordrerne.
Georg Laursen døde i maj 1977. Knap 15 år senere brød Sovjetunionen sammen. Men det førte ikke til frihed og demokrati. Det førte til Putin, som i sine yngre dage havde arbejdet for det sovjetiske hemmelige politi, KGB, i Østtyskland og siden tydeligvis tog en del af ånden fra dengang med sig. Under ham er mange af sovjetkommunismens kendetegn – diktaturet, persondyrkelsen, ensretningen, fanatismen, klapjagten på interne ’forrædere’, militariseringen, imperiedrømmene, den ideologiske afskærmning over for Vesten – vendt tilbage i ny forklædning.
Georg Laursens liv og karriere er beskrevet udførligt i Julie Birkedal Riisbro og Niels Erik Rosenfeldt: ’Agent for Lenin og Stalin. En dansk malers utrolige liv’. Kristeligt Dagblads Forlag, 2021
