Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: Imperium af navn – ikke af gavn
Lyt til artiklen: Imperium af navn – ikke af gavn
Juledag år 800 fandt en bemærkelsesværdig begivenhed sted i Peterskirken i Rom. Frankerrigets kong Karl den Store (ca. 742-814) blev kronet til romersk kejser af ingen ringere end paven. I flere århundreder havde Vesteuropa været uden kejser, og kroningen indvarslede det første af mange forsøg siden kejsertidens Rom på at forene det europæiske kontinent. Ifølge en enkelt krønikeskriver kom kejserkroningen som en overraskelse for Karl, men det forekommer usandsynligt. Kroningen var snarere fuldendelsen af det projekt, der gjorde frankernes kong Karl til romersk kejser.
Timingen var vigtig. I tre år havde det østromerske rige med base i Konstantinopel (vore dages Istanbul) ikke haft en rigtig (læs: mandlig) kejser. Enkekejserinde Irene (ca. 752-803) havde efter sin ægtefælles død forsøgt at regere i eget navn, men blev af mange i både øst og vest ikke anset for legitim. Det var før ligestilling blev et ideal. Karl, som var blevet enkemand tidligere på året, havde da også tilbudt hende ægteskab, men var blevet afvist. I stedet for at få en kejserkrone i bryllupsgave af Irene fik han den så at sige i julegave af kirken.
Vesteuropæere ynder at sige, at det romerske kejserrige gik under engang i 400-tallet e.Kr., et tidspunkt kunne eksempelvis være, da den sidste romerske kejser, Romulus Augustulus, i 476 e.Kr. abdicerede.
Det giver dog kun mening i et snævert vesteuropæisk perspektiv.
Der var stadig en kejser, bare ikke i Rom. Kejseren residerede i stedet i Konstantinopel, som også var kendt som Det Andet Rom. I århundrederne efter ’Roms fald’ valgte man at tolke tingene således, at de nye herskere i Vesteuropa styrede deres territorier i den østromerske kejsers sted.
Med tiden blev forbindelserne til Konstantinopel dog svagere.
Hvad der til gengæld ikke blev svagere, var den romersk-katolske kirke. Som en slags genfærd af den romerske statsmagt overtog den flere af de opgaver, kejseren engang havde haft. Organisationen med biskopper i stifter afspejlede den gamle romerske inddeling i provinser.
I middelalderen fremstod kirken ikke sjældent som den egentlige officielle myndighed, og ’staten’, eller hvad man nu skal kalde den, som en halvprivat milits.
Med frankernes kong Karl bevægede man sig i retning af retableringen af et egentligt kejserrige i Vesteuropa. I Danmark opfattes resultatet af Karl den Stores kroning traditionelt som et ’tysk’ kejserrige, og dets hersker, den ’tyske’ kejser, var ofte en besværlig nabo. Men kejseren blev i middelalderen set som romersk, ikke som tysk. Hvis nogen kaldte kejseren tysk, var det netop, fordi de bestred hans ret til at være kejser. Op gennem middelalderen var kejsermagten i europæisk sammenhæng altid romersk.
Sideløbende med Karls voksende politiske og militære magt som kejser førte han også en form for kulturpolitik, hvor lærdomslivet blev styrket og homogeniseret. Det latinske skriftsprog reformeredes bl.a. med indførelsen af de små bogstaver (minuskler) og af mellemrum mellem ordene, hvilket gjorde indenadslæsning lettere. Skoler blev organiseret ved alle domkirker og større klostre. Det kostede alt sammen, og man indførte kirkens tiende, en indkomstskat på 10 procent, som var inspireret af det gamle Israel.
Karl var den romersk-katolske kirkes overhoved, og allerede før kejserkroningen var Karls værdighed mere kejserlig end kongelig. Han byggede paladskirken i Aachen, der bevidst efterlignede kirken San Vitale i Ravenna, en kirke, som blev forbundet med de gamle romerske kejsere. Han slog mønter med romersk symbolik, og selv Karls livvagter fik uniformer i gammelromersk stil.
Rom kom kort sagt på mode igen, hvilket gør, at man af og til taler om en ’karolingisk renæssance’ under kejser Karl, hvis rige også blev kaldt ’karolingerriget’ efter den latinske udgave af navnet Karl, Karolus.
Karl den Store er her portrætteret som den ideale kejser næsten 700 år efter sin død. Den afbillede krone kan dog tidligst spores tilbage til år 962.
Det var religiøse brudflader, der banede vej for Frankerrigets opstigning fra konge- til kejserrige.
Arabernes erobringer i 600-tallet forandrede Middelhavsområdets geopolitiske struktur for altid, og det gamle romerske Nordafrika, som havde været en af den katolske kirkes vigtigste provinser og hjemsted for dens mest berømte teologer, blev erobret af araberne og efterhånden islamiseret.
Karl blev i 768 konge af en del af det store, men også decentraliserede Frankerrige. De første år gik med at bekæmpe slægtninge, hertuger og andre, der hævdede deres autonomi. I 774 indlemmede han Norditalien inklusive byen Rom i riget, og siden fulgte det katolske Bayern i 788 og de hedenske avarer i nutidens Ungarn i 796. De ligeledes hedenske saksere var en større mundfuld, og det krævede mange års krig, til tider med folkedrabslignende midler, før de var bragt under kontrol. I de følgende år anerkendte også det lille kristne kongerige Asturien i Nordspanien og det syditalienske hertugdømme Benevento Karl som overherre.
Udstrækningen af Karls riger og lande og afhængige territorier kom til at være nogenlunde sammenfaldende med udstrækningen af den romersk-katolske kirke. Det er lidt uklart, om hans udstrakte rige egentlig hed noget, og betegnelsen Det Hellige Romerske Rige kom først gradvist i brug flere århundreder senere. Karl selv brugte officielt signaturen Karolus serenissimus Augustus a Deo coronatus magnus pacificus imperator Romanum gubernans imperium (Karl, den mest uantastede Augustus, kronet af Gud; den store, fredselskende kejser, som regerer det romerske imperium). Intet under, at Karl måtte have hjælp af skriverkarle, når dokumenter skulle underskrives.
Karl den Stores kejserkroning i 800 blev grundlaget for den vesteuropæiske middelalders brug af kejsertitlen. Enhver vesteuropæer, der siden brugte titlen, så sig som Karls arvtager. Nogle lagde vægt på, at de som romerske kejsere ideelt set havde mandat til at regere hele verden, mens andre var mere beskedne og anerkendte kejseren i Konstantinopel som værdig kollega. Det er dog stadig uafklaret, med hvilken ret paven pludselig kunne give frankernes konge en kejserkrone i julegave. Man kan jo kun give det bort, som man selv i forvejen besidder.
Det var vanskeligt at holde styr på hele riget samtidig. Kejser Frederik Barbarossa blev i 1176 slået af italienske bystater i slaget ved Legnano. Nationalsindet skildring fra tiden omkring det moderne Italiens samling.
I grundlaget for udnævnelsen spiller et af verdenshistoriens mest berømte falsknerier en afgørende rolle: Det Konstantinske Gavebrev.
Brevet fremstår som en donation givet af kejser Konstantin i begyndelsen af 300-tallet til pave Sylvester I. Paven havde angivelig helbredt Konstantin for pest, og til gengæld fik han overdraget så vel herredømmet over hele kirken i øst og vest som det verdslige herredømme over byen Rom, Italien og de vestlige provinser. Med andre ord hævdede brevet, at Konstantin ved overflyttelsen af Romerrigets hovedstad fra Rom til Konstantinopel delte riget og afstod herredømmet over den vestlige halvdel.
Brevet er imidlertid falsk og blev formentlig fremstillet i midten af 700-tallet. I datiden så man det nok ikke som bedrageri, men snarere som en ’meningsfuld historisk fiktion’: en opdigtet begivenhed, der giver forklaringen på en nutidig tilstand. Brevet blev til på et tidspunkt, da paven med frankerkongens hjælp var blevet en slags autonom fyrste i Mellemitalien – uafhængig af kejseren i Konstantinopel.
Brevet kunne legitimere denne autonomi. 100 år senere blev det anvendt udadtil for at fremme politiske mål i Italien, og i 1000-tallet blev det brugt til ligefrem at udfordre den romerske kejser, som pavemagten ellers selv havde kronet.
På en måde er gavebrevet den centrale kilde til middelalderen, fordi det blev brugt til at gøre kirken uafhængig af kejserens magt, og netop denne uafhængighed er et særkende for den senere periode i den vestlige middelalder. Den autonome kirke var så igen det stillads, som kongemagten stod på, indtil den i slutningen af middelalderen selv kunne holde sig oppe.
Samtidig med spaltningen af kirke- og kejsermagt blev kimen til et splittet Europa lagt.
Karl den Stores rige holdt ikke længe. Ekspansionen var stoppet før Karls død i 814, og hans søn fik mere end nok at se til med at holde vikingerne på afstand. Sønnesønnerne ragede så tilmed uklar med hinanden og brugte megen tid på at bekrige hinanden. Efter en række indviklede tronfølgekrige blev Frankerriget delt i en vestlig, en østlig og en sydlig del, som med stærkt anakronistiske betegnelser kan kaldes henholdsvis Frankrig, Tyskland og Italien, der i 1952 pudsigt nok mere eller mindre udgjorde kerneterritorierne i Kul- og Stålunionen. I samtiden hed den ’tyske’ rigsdel også Frank(er)rig(et). Der blev stadig jævnligt kronet kejsere i Rom, men kejserne var uden egentlig indflydelse.
Midt i 900-tallet indtraf dog et omslag. Saksernes hertug Otto (912-973), som af stormændene var blevet kronet til konge af de østlige franker, ’tyskerne’, om man vil, centraliserede atter magten. Dernæst rykkede han ned i Italien og kronedes i februar 962 til romersk kejser. Året 962 bruges derfor alternativt til 800 som det middelalderlige romerske riges fødselsår. Konceptet frem til 1806 forblev, at kongen over ’tyskerne’ skulle være romernes kejser. Det er en af grundene til, at kejserriget i dag omtales som Det Tysk-Romerske Rige.
I kejsermagtens egen opfattelse var der ingen geografisk afgrænsning af kejserens magt i Vesten. Frankrig, Danmark, Polen og flere andre lande blev også set som hørende under kejsermagten. Der kunne være konger, men de styrede deres kongeriger i kejserens sted; et eksempel er, at da kejser Konrad II (ca. 990-1039) i 1027 blev kronet i Rom, stod Knud den Store (ca. 995-1035), konge af England, Danmark og Norge, ved hans side. I dansk historieskrivning er dette frejdigt blevet udlagt, som om Knud var kejserens ligemand, men det er helt ved siden af.
Knud den Store blev snarere opfattet som kejserens mest fremtrædende undersåt.
I slutningen af 1000-tallet begyndte den indviklede konflikt mellem kejseren og paven, som senere blev kendt som investiturstriden.
Det var tilsyneladende en strid om, hvem der skulle udnævne biskopperne, men reelt handlede den om, hvem der i det hele taget skulle styre de katolske lande i Vesteuropa. Både kejser og pave sigtede på at få magten over både kirken og den verdslige magt. Resultatet blev en slags kompromis, der garanterede kirkens autonomi, men på den anden side ikke gjorde paven til hersker i et katolsk imperium. Som en slags bivirkning af striden konsolideredes Vesteuropas særlige geopolitiske tilstand. I stedet for et stort politisk imperium blev Vesten et sammensurium af mellemstore kongeriger, der stod under kirken, men ikke under kejseren. Danmark, Sverige, Norge, England, Skotland, Frankrig, Castilien, Navarra, Aragonien, Portugal, Napoli, Sicilien, Ungarn og Polen blev selvstændige riger under kirken.
I Danmark er vi vant til at betragte landets selvstændighed som normaltilstanden, men i 1100-tallet svor tre danske konger troskabsed til kejseren og fik til gengæld stadfæstet og legitimeret deres herredømme.
Den sidste af disse konger, Valdemar den Store, kom ud af afhængigheden, men kun ved at støtte paven. Valdemar havde kæmpet en benhård kamp om magten med sine rivaler i den kæmpestore og vidt forgrenede danske kongeslægt. I den situation var troskabseden til kejseren i 1162 en særdeles fornuftig foranstaltning. Men med støtte fra den danske ærkebiskop skiftede Valdemar side i striden mellem kejseren og paven og gennemførte tilmed et vellykket korstog mod venderne på Østersø-øen Rügen.
Belønningen kom i 1170 ved en stort anlagt kirkefest i Ringsted. Valdemars far, Knud Lavard, der var blevet myrdet 40 år tidligere af en slægtning i en af de mange danske tronfølgekrige, blev kåret til helgen, og Valdemars søn Knud (VI) blev kronet til faderens medkonge ved den første dokumenterede kroning i Danmark.
Med ét slag blev Valdemars kongedømme sikret autonomi fra kejseren, og tronfølgen kom på plads. Fremover skulle kun Valdemars efterkommere kunne bestige tronen i lineal arvefølge. Væk var rivaliseringen fra fætre, halvfætre og endnu fjernere slægtninge i den kæmpestore klan.
En tilsvarende konsolidering af de andre vesteuropæiske kongeriger fandt sted i løbet af højmiddelalderen, og efterhånden blev kejserriget et centraleuropæisk foretagende omringet af kongeriger. At kejseren ikke havde noget at sige i kongerigerne, blev gerne udtrykt med en variant af ordene rex imperator in regno suo (kongen er kejser i eget kongerige).
Hvis blot kejseren var blevet kejser i sit eget kejserrige, kunne Centraleuropa være forblevet et nogenlunde samlet rige på samme måde som Danmark og England, men sådan kom det ikke til at gå. Kejseren kunne ikke slippe tanken om, at han skulle være hele kristenhedens hersker, og brugte i en længere periode tid og kræfter på at føre krig i Italien mod paven, som gjorde krav på samme værdighed. Under den mest omfattende af disse krige sikrede kejser Frederik II (1194-1250) sig opbakning fra stormændene nord for Alperne ved at overøse dem med privilegier. I 1232 gav han dem eksempelvis ret til selv at administrere landområderne og slå deres egne mønter.
Hensigten var, at ’Tyskland’ nord for Alperne måtte passe sig selv, mens kejseren fik frie hænder til at føre sin politik i Italien.
Resultatet blev oprettelsen af reelt autonome tyske fyrstedømmer af provinsstørrelse, og gang på gang måtte kejseren bekræfte og udvide denne autonomi for at blive valgt til kejser af fyrsterne. Modsat kongerigerne havde kejserriget ikke en arvefølge, som gjorde det til en rutinesag, at faderen efterfulgtes af sønnen.
Arvefølge fandtes til gengæld i de tyske fyrstedømmer, blot ikke med den førstefødselsret, som vi er vant til at betragte som det normale. Almindeligvis skulle de tyske fyrstedømmer deles ligeligt mellem alle legitime sønner ved faderens død, og store dele af Tyskland var efterhånden opdelt i bittesmå fyrstedømmer. De fleste var ude af stand til at forsvare sig og måtte søge mægtige naboers beskyttelse. Kun få tyske stater undgik arvedeling og bevarede dermed deres politiske vægt.
Da man nåede op i 1700-tallet, udgjordes Det Hellige Romerske Rige af over 300 fyrstelige stater og yderligere 1.500 områder, ofte tidligere fyrstestater, med særlig autonom status.
Af alle de tyske fyrsteslægter var familien Habsburg den, som var bedst til at manøvrere i dette fyrsteslægternes paradis og staternes helvede. Habsburgerne samlede fra 1300-tallet og fremefter en række territorier i den sydøstlige udkant af kejserriget omkring hertugdømmet Østrig, som i daglig tale blev betegnelsen for alle deres besiddelser. Habsburgerne undgik ikke bare arvedelinger, men formåede også gennem kløgtige og heldige ægteskaber at samle flere og flere riger og lande under den østrigske ørns vinger.
Som den vigtigste tyske fyrstefamilie var habsburgerne det naturlige valg til kejsertronen, men kejsertitlen var mere en anerkendelse af prestige end egentlig kilde til magt. Siden 1257 havde valget af kejser været i hænderne på et kollegium af tre ærkebisper og fire fyrster, men efter konsolideringen af fyrstestaterne var kejseren først og fremmest suveræn i sine egne fyrstelige besiddelser. For de øvrige fyrster og de efterhånden mange autonome byer var han kun formelt overhoved. Reel magt havde han kun sjældent over det samlede kejserrige.
De succesrige ægteskaber gjorde dog, at habsburgerne efterhånden alligevel havde samlet så mange riger og lande både i og uden for Det Hellige Romerske Rige, at deres besiddelser fortjente at blive kaldt et imperium i egen ret. Habsburgeren Karl (1500-1558) blev romersk kejser i 1519, men havde oveni arvet en række lande fra sine bedsteforældre: De østrigske lande fik han fra sin farfar. De burgundiske lande (nogenlunde svarende til de moderne Benelux-lande), fik Karl fra sin farmor. I arv fra morfaren fik han Aragonien, Sicilien, Napoli og Castilien, og endelig arvede han også et voksende imperium i den nye verden fra sin mormor.
Kejseren kunne langt om længe hævde at være en slags verdenshersker, i hvis rige solen aldrig gik ned. Men glæden blev kort.
Næsten samtidig med etablering af det enorme imperium brød den protestantiske reformation ud i Europa og gjorde hele ideen om et romersk verdensherredømme til en forældet kliché. Hverken den romerske pave eller den romerske kejser kunne herefter gøre krav på et altfavnende herredømme i den nye tids europæiske magtkoncert, hvor suveræne stater nu for alvor slog takten.
Efter reformationen gav det god mening at sige, at Det Hellige Romerske Rige ikke var særlig helligt, ikke særlig romersk og ikke engang et rige. Det var ikke sidste gang, mindre europæiske stater skulle vise sig ualmindelig lidt samarbejdsvillige over for overstatslige organisationer. Vejen til europæisk enhed var atter blevet lang og brolagt med blodig konflikt.
