Den snu kong Jugurtha afslørede Roms korruption og indre splid

I sit skrift om Den Jugurthinske Krig (111-105 f.Kr.) fremfører den romerske historiker Sallust den hypotese, at hvis et eller flere samfund møder en overordnet trussel, vil der opstå et styrket sammenhold og samarbejde – selv mellem politiske grupperinger, som normalt modarbejder hinanden. Og at mangel på ydre fjender medfører det modsatte: demoralisering, arrogance og indre splittelse.

I nutiden har Ruslands invasion af Ukraine aktualiseret Sallusts tese og affødt debatter af både socialpsykologisk og politisk karakter. Blandt de mange overvejelser er f.eks., hvorvidt Putin som en fælles fjende – også på længere sigt – kan styrke fællesskabet i EU eller forene det splittede USA.

Skeptikere vil indvende, at varigheden af sammenholdet ofte er stærkt begrænset, og desuden fremhæve andre undersøgelser, der taler for det modsatte rationale: Nemlig, at en overordnet trussel mod samfund, som i forvejen er præget af politisk polarisering, i længden vil medføre endnu mere splittelse.

Under alle omstændigheder hævdede Sallust, at Roms krig mod den nordafrikanske konge Jugurtha (ca. 160-104 f.Kr) afslørede romernes moralske, politiske og militære svagheder. Og Sallust henviste til opløsningen af republikkens institutioner, den stigende korruption, manglende sammenhold og vigende kampgejst.

Tilsvarende forholder det sig mere end 2.000 år senere på nutidens slagmark, hvor (vestlige) militærhistorikere er enige om, at Ruslands krig mod Ukraine har demaskeret et svagt og uformående russisk militær. Og de henviser til markant korruption, svigtende sammenhold og dalende kampmoral.

Sallust levede fra 86 til 35 f.Kr. og er blandt hovedkilderne til Roms historie. Han var en såkaldt ’homo novus’ (en ny mand), altså en opkomling i de politiske cirkler, og blev en af Julius Cæsars allierede. Cæsar sikrede ham i 46 f.Kr. posten som provinsguvernør i Nordafrika, men her havde han hverken politisk eller militært heldet med sig.

Hans ry var i det hele taget noget blakket. Han var tidligere, i 50 f.Kr., blevet udelukket fra det romerske senat – hvorfor vides ikke – og under sit virke i Nordafrika blev han anklaget for embedsmisbrug. Han undgik dog retsforfølgelse og returnerede stenrig til Rom, hvor han slog sig ned, købte en villa og kultiverede det berømte haveanlæg, kaldet ’de sallustianske haver’, hvis ruiner i dag ses ved Piazza Sallustio.

EFTER MORDET PÅ CÆSAR i 44 f.Kr. trak Sallust sig tilbage fra offentligheden. Han understregede, at han ikke forlod det offentlige liv for at gå på jagt eller dyrke jorden, men for at skrive om det romerske folks historie.

Man kan tjene republikken på flere måder, pointerede Sallust:

»Man kan opnå berømmelse ved selv at handle eller ved at skrive om andres handlinger«.

På trods – eller måske på grund – af egne erfaringer stillede Sallust skarpt på den romerske republiks moralske og politiske forfald, og han leverede en hård dom over romermagten.

I Sallusts skildring af Den Jugurthinske Krig står Rom tilbage som en forpjusket sejrherre. Der er ikke tale om en samtidsberetning – krigen var slut, før Sallust blev født. Men beretningens helt store og pinefulde spørgsmål står klart: Hvordan var det muligt, at Rom igennem syv lange og bitre år kunne narres og ydmyges af Jugurtha, før det romerske militærapparat omsider besejrede ørkenkongen?

Set med den romerske historikers øjne begyndte hele balladen allerede i Jugurthas ungdom, da han tjente i den berømte romerske general Scipio Aemilianus’ hær i Spanien under Den Numantiske Krig. Her vandt Jugurtha romernes venskab takket være sin begavelse og dygtighed som kriger og strateg, og samtidig kunne han her observere den romerske elites grådighed og magtmisbrug.

I hæren florerede ifølge Sallust en udpræget svaghed for rigdom, og de romerske hærførere udmærkede sig ved at være intrigante hjemme i Rom og arrogante ude i verden.

Det var på den baggrund, den magtbegærlige Jugurtha tilegnede sig et sikkert blik for romersk tankegang og militærstrategi. Han skaffede sig et nyttigt netværk af indflydelsesrige romere og lærte at mestre det politiske bestikkelsesspil.

Eller kort sagt: Den afrikanske ørkenkonges senere succes var frugten af romernes fordærv.

Numidien var et betydeligt handelscentrum på den nordafrikanske kyst og desuden en af Roms vigtigste allierede. Men da den proromerske hersker Micipsa døde, opstod en brutal magtkamp mellem sønnerne Hiempsal og Adherbal og adoptivsønnen Jugurtha. Jugurtha myrdede hurtigt Hiempsal og gik til angreb på Adherbal, som flygtede til Rom for at få hjælp.

Straks sendte Jugurtha udsendinge til Rom, som »skulle mætte hans gamle venner med gaver«, og det medførte en kovending i senatet: Ledende kredse besluttede nu, at han ikke havde gjort noget galt, og at riget skulle deles imellem Jugurtha og Adherbal.

JUGURTHA GAD DOG IKKE dele magten. Han rejste en hær og overraskede sent om natten Adherbals halvsovende tropper nær hovedstaden Cirta. Jugurtha belejrede byen, myrdede Adherbal og havde desuden ansvaret for en massakre på et større antal romerske handelsfolk i byen. Det er uvist, om der var tale om uskyldige ofre, som uheldigvis befandt sig i Cirta på det tidspunkt, eller om de faktisk havde opereret for Adherbal som en væbnet milits.

Under alle omstændigheder fik episoden Rom til at erklære krig mod Jugurtha.

I første omgang blev der dog hurtigt indgået en fredsaftale – formentlig fordi også konsulen Lucius Calpurnius Bestia var modtagelig for bestikkelse. I Rom krævede folkeforsamlingen Bestia og andre ledende skikkelser stillet for retten på grund af korruption. Og Jugurtha blev kaldt til Rom for at afgive forklaring mod frit lejde.

Men igen havde ørkenkongen forberedt en glimtende gaveregn af guld og sølv til sine romerske forbindelser. I folkeforsamlingen var stemningen på kogepunktet. Nogle krævede Jugurtha lagt i lænker, andre foretrak at se ham henrettet »ifølge forfædrenes skik«, dvs. pisket med stokke efterfulgt af halshugning.

Da gemytterne var faldet til ro, blev Jugurtha opfordret til at afsløre sine medskyldige. Men da han skulle til at svare, rejste en folketribun sig og nedlagde veto imod, at kongen svarede. De årligt valgte folketribuner var embedsmænd, som havde til opgave at beskytte den brede befolknings interesser over for senatet, og havde derfor ret til at nedlægge veto. Selv folketribunen var altså blevet præpareret med afrikansk guld, og hele sagen udviklede sig til en farce:

»Skønt folkemængden blev optændt af raseri og truede med vrede ansigter, råb og vold, sejrede dog frækheden. Folket måtte gå hjem fra mødet efter at være blevet holdt for nar af Jugurtha«.

Få dage efter forlod Jugurtha byen efter strenge ordrer fra senatet. Og da han var nået lidt uden for Rom, vendte han sig om, betragtede byen og udtalte:

»Rom er en by, som er til salg, og den vil falde, så snart den finder en køber«.

I Numidien fortsatte Jugurtha med at udmatte og bluffe romerne. Det skete med listige bagholdsangreb og ved på skrømt at fremsætte tilbud om fredsforhandlinger, afløst af hurtige ’hit and run’-angreb, som var det lette numidiske kavaleris foretrukne taktik over for den tungere romerske militærmaskine.

Ifølge historikeren Livius var det lette numidiske rytteri Afrikas bedste. Hestene var små og hurtige, og numidierne brugte hverken saddel eller tøjle. Rytterne havde blot et tov om hestens hals og bar runde skjolde, lette kastespyd og korte sværd.

I krigens begyndelse kunne romerne tilsyneladende ikke rigtig beslutte sig for, om Jugurtha var en ægte fjende af Rom eller blot en ualmindeligt flabet forbundsfælle, der skulle bankes på plads. Men i vinteren 110 f.Kr. lykkedes det ham i hemmelighed at bestikke flere utilfredse romerske delinger til enten at desertere eller lade sig lokke i baghold. Bagholdsangrebet endte med, at en romersk general og hans 40.000 mand store hær måtte overgive sig betingelsesløst.

Den romerske invasion af Numidien havde lidt et fatalt nederlag. Jugurtha fik nu status af fuldblodsfjende.

HJEMME I ROM var folk i chok over nyheden om den militære fiasko. Nok havde de romerske soldater vanskelige vilkår i et varmt og vandfattigt Afrika, men ifølge Sallust skyldtes fadæsen, at den romerske hær var demoraliseret, udisciplineret, slap og modfalden. Men det var ikke engang det værste. Bestikkelsessagerne var ifølge Sallust det romerske senats største nederlag.

Rigdom medfører luksus, grådighed og dovenskab, konstaterede han.

Sallust reflekterede i tilbageblik over Roms ødelæggelse af Karthago og Korinth tilbage i 146 f.Kr., altså godt en generation inden krigen mod Jugurtha. Han betragtede de tidligere begivenheder ikke bare som et militært højdepunkt, men også som et startskud til den romerske dekadence.

Dermed satte Sallust sin tese i historisk perspektiv: Den romerske kulturs moral var blevet fordærvet af sin egen militære succes og mangel på ydre fjender. Magtbegær, griskhed og arrogance var fulgt i kølvandet på erobringen af middelhavsverdenen.

Sallust henledte desuden opmærksomheden på, at nogle få prestigefulde familier havde monopoliseret magten i Rom:

»Det var de samme personer, der sad på finanserne, provinsadministrationen, de politiske poster, æresbevisningerne og triumferne. Folket var tynget af krig og fattigdom. Og krigsbyttet tilfaldt generalerne og deres venner«.

Og han konkluderede:

»Med magten fulgte grådighed uden mål og måde. Den forpestede og ødelagde alting; intet var den værdifuldt eller helligt; og den fremskyndede sit eget kollaps«.

Ifølge Sallusts analyse medførte den stigende velstand og grådighed også øget social og politisk uro: Splittelse og rivalisering blussede op både mellem samfundsgrupper og internt i senatet. Senatorernes interne stridigheder skyldtes ikke forskellige politiske dagsordener, men magtkampe. Desuden opfattede historikeren det moralske og politiske forfald, elitens magtkoncentration, splittelsen og svælget mellem rig og fattig som dystre varsler om republikkens sammenbrud og et århundrede med massemord og borgerkrig.

I Sallusts øjne optrådte en lille romersk elite altså som arrogante oligarker, der var i gang med at undergrave republikken. I hans beretning holder en folketribun således en flammende tale til folket om krigen, elitens skandaløse korruption og republikkens deroute:

»Jeg advarer jer, jeg opfordrer jer: Lad ikke denne grove forbrydelse være ustraffet. Her drejer det sig ikke om, at statskassen er blevet snydt for penge, eller at forbundsfæller med vold er blevet plyndret for deres ejendom. Det kan være slemt nok, men det er vi så vant til, at vi ikke længere regner det for noget. Nej, her er det senatets autoritet og jeres suverænitet, der er forrådt til en bitter fjende: Både hjemme og i felten er republikken til salg«.

Jugurthas fupnumre havde afsløret den romerske elites moralske og politiske svagheder og den romerske stats forvandling »fra at være den prægtigste og bedste til at blive den værste og usleste«.

I Rom kulminerede utilfredsheden med krigen og den korrupte Jugurtha-lobby. Befolkningen spurgte sig selv, om senatet overhovedet var i stand til at administrere det romerske rige og beskytte Roms interesser? Man forlangte en politisk hovedrengøring, og der blev nedsat en kommission for at komme korruptionen til livs.

Som konsekvens blev adskillige politikere efter dom tvunget i eksil.

Desuden begyndte folk at knytte forhåbninger til den erfarne soldat Gajus Marius, der var næstkommanderende i krigen mod Jugurtha. Marius beskrives som modig i krig og mådeholden som privatperson, hverken forlystelsessyg eller tiltrukket af rigdom – hans eneste ambition var at vinde hæder og ære. Da han i 108 f.Kr. stillede op til konsulvalget, gik han til valg på at afslutte krigen, som han mente trak i langdrag på grund af senatets uduelighed, magtmisbrug og korruption.

Marius forsøgte dermed at udnytte folkets mistillid til senatet og fremhævede sin egen outsiderstatus som ’homo novus’, mens han betegnede ledende romerske kredse som opblæste, nydelsessyge og elitære:

»De siger, at jeg er vulgær og uden dannelse, fordi jeg ikke har forstand på at arrangere fine middagsselskaber … Men lad dem svælge i druk og hor; lad dem tilbringe deres alderdom dér, hvor de har tilbragt deres ungdom, ved det veldækkede bord, som slaver af deres bug og begær«.

Foto: Gallica/The Bibliothèque nationale de France

Marius blev valgt med stort flertal og fik overdraget ledelsen af krigen. Og ifølge Sallust var det takket være denne ikkekorrupte, kløgtige og yderst populære general, at romerne til sidst vandt krigen. Marius fik genoplivet soldaternes kampgejst og reformerede hæren ved at bryde med en gammel tradition. Hidtil var romerske soldater blevet rekrutteret fra familier med en vis formue. Men det havde medført rekrutteringsproblemer, så Marius satsede på at indrullere enhver borger, der meldte sig frivilligt, i den romerske hær. Kampivrige mænd fra de nederste sociale lag meldte sig derfor i stigende tal for at få del i krigsbyttet og tildelt jord efter endt tjeneste.

MARIUS’ HÆRREFORM VIRKEDE: I 107 f.Kr. ankom han til Numidien med den største og mest kamplystne og slagkraftige hær, der var set i krigen mod Jugurtha – og det førte til romersk sejr.

Jugurtha fik den skæbne, som traditionen bød besejrede fjender: en pinefuld plads i et romersk triumftog.

Iført numidisk kongedress og guldøreringe gik ørkenkongen i lænker foran den triumferende Marius, som bar laurbærkrone og en purpurfarvet guldbroderet toga. Stående i sin triumfvogn og omgivet af livvagter og jublende soldater lod den romerske general sig hylde fra alle sider. Og skal man tro den græske forfatter Plutarch (ca. 45-120 e.Kr.), var ydmygelsen af den afrikanske ørkenkonge så overvældende, at han mistede forstanden under triumftoget. Efter sejrsparaden flåede romerne tøj og guldøreringe af Jugurtha med så stor iver, at øreflippen røg med, oplyser Plutarch. Derefter kastede de den nøgne Jugurtha ned i et fugtigt fangehul under Kapitol, hvortil den detroniserede konge med et sindsforvirret grin skal have bemærket:

»Det var dog et køligt romersk bad!«.

Seks dage senere bukkede Jugurtha under for kulde og sult.

Sallusts fortælling om Den Jugurthinske Krig indrammes af en hypotese og en række iagttagelser og antagelser, som også er aktuelle i dag. Om årsagssammenhænge mellem akkumulation af rigdom, oligarkisk magt, hang til korruption, et afgrundsdybt svælg mellem rig og fattig samt republikkens deroute.

Hvorvidt Sallusts hypotese om værdien af en fælles fjende er korrekt i et nutidigt perspektiv, dvs. at Putin – også på længere sigt – styrker fællesskabet i EU og forener et splittet USA, vil tiden vise. En fortsat transatlantisk konsensus om at stå sammen mod Putin er dog ikke det samme som konsensus om sejr og fredsslutning.

Meningerne er delte: Nogle vestlige ledere mener, at det vil være en sejr, hvis Rusland ikke vinder, Ukraine ikke taber, og krigen ikke eskalerer. Andre ledere mener, at Putin må og skal besejres, og atter andre mener, at krigen bør fortsætte, til det russiske imperium opløses.

Under alle omstændigheder: I lyset af et ineffektivt og demotiveret russisk militær og Putins despoti, understøttet af en korrupt elite, synes det ret utænkeligt, at en ikke-korrupt russisk Marius-type vil kaste sig ind i kampen, reformere hæren, vende kampgejsten og vinde krigen mod Ukraine. Måske er det i sidste ende nærmere Vesten, der indtager rollen som det hensygnende Rom, der pludselig må tage sig sammen på grund af truslen fra en ydre fjende i form af Rusland.

• Kopiér link